Søren Jensen

Familie/Ægtefælle/Partner: Ukendt. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Christen Sørensen blev født i 1703 i Lund, Gjellerup Sogn.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Fæstegårdmand/selvejer

Notater:

Jens Espersen nævnes første gang 1665 i en skiftesag efter salig Frands Nielsen, delefoged på Herningholm. Blandt akterne i sagen fremføres et regnskab over boets passiver og aktiver, og her hedder det: "Fremlagde Jens Espersen i Lundegaard en sin Regnskabsbog lydende paa Penge 46 Rdlr., folckens Løn". I et register samme år over restancer hos forskellige bønder under Herningholm oplyses det, at Jens Espersen i Lund skylder 7 rdlr. i indfæstning.

I 1665 er han således fæster på Lundegaard (gård nr. 2) i Lund, Gjellerup sogn ikke at forveksle med Lundgård (gård nr. 9). Gården, der senere bliver kendt som Krogården, er på det tidspunkt i Frantz og Peder Reenbergs eje1.

Den 16. oktober 1680 køber Jens Esperssen Lundegaard af brødrene Reenberg. Skødet, der er indført i Viborg landstings skøde- og panteprotokol nr. 20, fol. 127, lyder som følger:

Jeg underschrefne Jens Reenbeerg Courator udi Wiborg scolle kiendes og hermed vitterliggiør for alle at ieg paa mine kiære Brødres, nemlig Frantz og Peder Clausen Reenberg deris Vegne og videre Ratification hafver soldt og afhendet saa og fra dennem og deris Arfvinger ligesaa fuldkomment som de selv tilstede var, sælger, skiøder og afhænder til den erlige og aetbare mand Jens Espersen udi Gielderruplund hans Hustru og Arvinger en Gaard liggende udi Gelleruplund, Do Sogn, udi Hammerum Hrd., som dennem arfveligen efter deres kiære salige Forældre ere tilfalden, hvilken Gaard Christen Nielsen og Christen Jensen paaboer, skylder aarligen 3 Tdr. Rug, 1 Skriverskeppe Byg, 1 Harboepund Smør og 4 Sk. Spindepenge, beregnet til 4 Tdr. Htk. 4 Skp. og 2 Alb., hvilken forl. Gd. m. till. Agger, Eng, fischewand og fædrift samt Landgilde og Herlighed, Stedmaal og Søgefald, Ægt og Arbejde og anden Rettighed, visse og uvisse som der tilligger og af Arildstid tilligget haver med hvad Navn det og nævnes kan, saa og hvis Restance paa Gaarden indtil Dato kan restere, hvorpaa hannem er gifven en aparte Specification under min Haand, forbenævnte Jens Espersen hans Hustru og Arvinger skal hafve, nyde, bruge og beholde og sig saa nøttig at giøre som de self bedst veed og kan, med ald sin herlighed, Rendte og rette Tilligelse, och kiendes ieg paa mine Brødres Vegne for dem og deres Arvinger aldeles ingen ydermere Lod, Deel eller Rettighed at have til heller udi bem. Gaard eller nogen des Landgilde, Herlighed eller Rettighed nu efter denne Dag i nogen Maade, mens derfor at hafve oppebaaret af bem. Jens Espersen fuldkommen Betaling og Værd efter min Nøye og Villie saa og paa mine kiære Brødres Vegne tacker hannem for goed betalling udi alle Maader, hvorfor jeg derimod forpligter mig paa mine kiære Brødres og deres Arfvingers Vegne at fri hjemle og fuldkommeligen at tilstaa hannem og hans Arvinger bemeldte Gaard og Gods for hver Mands Tiltale, som derpaa kan tale eller prætendere og dersom saa sker, at bemeldte Gods heller dets Landgilde eller berettiget Herlighed ved nogen Lov, Dom eller Rettergang formedelst min eller mine kiære Brødres Vanhjemmels Skyld blev forne Jens Espersen eller hans Arvinger fravunden, da forpligter ieg mig paa mine kiære Brødres og deres Arvingers Vegne ved lige saa godt og beleiligt inden Sex Ugers Dag derefter det igien at vederlægge saa det skal blive hannem og hans Arvinger af mig paa mine kiære Brødres og deres og hans Arvingers Vegne holdet uden Skade og skadesløs udi alle Maader oc hafver ieg herforuden til ydermere Bekræftning Fuldmagt givet Niels Thomasen i Herning Bye paa min og mine kiære Brødres Vegne til hvad Ting Jens Espersen det begiærer forne Gaard oc Gods at skiøde til hannem og hans Arvinger efter Loven og Recessen, som det sig bør, og haver ieg til des Bekræftelse dette mit Bref med egen Haand indtil mine Kiære Brødres egen Underskriftelse og Stadfæstelse underskrefuet og mit Zignet hostrøgt og venligen ombedet den erlige agtbare og velfornemme Mand Christen Mouritsen Graae, Borger og Indvaarner udi Viborg, med mig til Vitterlighed at underskrive.

Datum Viborrig d. 16. Octobris Anno 1680.

Jens Espersen bliver dermed en af den tids få selvejer-bønder. I markbogen fra 1683 er gård nr. 2 noteret som hans "Self-ejer Godtz, som han intet andet giffuer aff videre end Skatten til Hans Kgl. Mayestät". Gårdens andel i byjorden er da opgjort til 38 tdr. 3 skp. og 1 alb. Men Jens bliver åbenbart et offer for de økonomisk vanskelige tider, for han må allerede 1689 sælge sit selveje tilbage til en af brødrene Reenbeerg (Viborg landstings skøde- og panteprotokol nr. 25, fol. 138):

Kiendes ieg mig underskrefne Jens Espersen boendis i Gjelleruplund at hafue solgt skiødt og afhendet, saasom ieg og hermed selger skiøder og afhænder fra mig og mine Arvinger til den hæderlige og høylærde Mand Mag. Jens Reenberg en Bundegaard, liggendes i Hammerum Herred, Gielderup sogn, Gielderuplund, som ieg self paaboer og skylder aarlig 3 Tdr. Rug, 1 Skriverskiep byg, 1 Harboepund Smør og 4 Sk. Spindepenge beregnet til 4 Tdr. Hartkorn 21/2 Skp. 2 Alb., hvilken forne gaard med tilliggende Ager Eng, fischevand og fædrift og ald anden Herlighed, som dertil af Arilds tid haver ligget, mellem Mag. Jens Reenberg og hans Arvinger skal have nyde bruge og beholde til Arf og Eie og kiendes ieg mig ingen mere Lod deel eller Rettighed dertil at hafue, men derfor at hafue oppebaaret fuldkommen Værd og Betaling efter min Villie og Nøye og lover ieg at frie hiemle og tilstaa bem. Mag. Jens Reenberg bem. Gaard og Gods for hver Mands Tiltale, og om noget deraf formedelst min Vanhjemmels Brøstfeldighed skulle blive hennem fravunden da lover ieg ligesaafuldt og vel beleiligt Gods hannem igien at skaffe inden 6 Ugers Dag saa det skal blive Mag. Jens Reenberg og hans Arvinger holdet uden Skade af mig og mine Arvinger, til Vitterlighed haver jeg dette med egen Haand bekræfted og venligen ombedet velvise og velfornemme Mand Jens Madsen Gandorf Raadmand udi Viborg samt Hans Pedersen Bødker med mig til Vitterlighed at underskrive.

Datum Viborg d. 12. Juli 1689.

Jens Espersen

egen Haand

Til Vitterlighed:

J. Gandorf

Herudover bliver Jens Espersen ejer af gården Lille Agerskov i Gjellerup sogn, som han arver efter sin far. Denne gård ønsker han i 1697 af afhænde. Afhændelse af jordegods foregår på de tider efter meget omstændelige regler. Forinden et salg kan finde sted, skal ejeren på 3 på hinanden følgende tingdage lovbyde gården til sine fædrene og mødrene frænder. Jens Espersen lovbyder således gården den 3. juli 1697 på Hammerums herredsting (Hammerum Herreds Justitsprotokol 1693-1700):

For retten fremkom Peder Christensen i Agerskov og på Jens Espensen i Gielderuplund hans Vegne beviste med tvende Kalds mænd, neml. Niels Jensen i Hammerum og Mads Pedersen s. sts., som hjemlede med Ed og med opragte Fingre efter Loven at di i Dag 8 Dage varselgav Esper Jensen i Vraa, Troels Jensen i Birch, Søren Jensen i Lund for Særbud paa hans Part Bondeskyld i Lille Agerskov som Lauers Christensen paaboer, her til Tinget i Dag, saavelsom i Dag 8 Dage og i Dag 14 Dage for Laugbudsvidne at forhverve og tage beschrefueen, Item samme Dag varselgav Søren Nielsen i Hammerum og Peder Jensen Smed i Gielderup som i samme Bondeskyld skal være interesseret, nock samme Dag varselgivet Delefoged til Lundenæs paa hans velbyrdige Herskabs Vegne Peder Jensen Høgild, Biøstrup om han paa paaschrefne Herskabs som Herlighedseyere til forskrefne Sted, hans Vegne dertil eller imod vil have at svare og lovbød forne Peder Christensen i Dag til første Ting forb. Bundeskyld til fædrene og mødrene Frænder efter Loven om nogen af dem dertil kunne finde Behag, kand de for Sølf og penge være det nærmest.

Ingen af Jens Espersens slægtninge reagerede overfor lovbudet, og den 16. november samme år skøder han derfor sin gård til Just Andersen, forvalter på Herningsholm. Bondeskyld af gården er årligt 1 td. rug og 4 lispund smør.

Den 16. december 1702 er Jens Espersen indkaldt som vidne på Hammerums herredsting i en sag om stolestadernes tilhørsforhold i Gjellerup kirke. Jens Espersen aflægger vidnesbyrd om:

"at det er ham i sandhed vitterligt, at Knud Jacobsen og salig Claus Jacobsen i den tid, de boede i Bjødstrup gik [sad] de tilsammen i den stol, som Jens Lauritsen nu sig tilholder og staar udi. Og saalænge han kan mindes, er det ham bevidst, at i den tid Jacob Mortensen levede og boede i Bjødstrup, brugte han og deraf avlingen til begge Bjødstrup gaarde eftersom de har ham tilhørig, og søgte alene det stolesæde, som nu ommeldt er".

1704 står Jens Espersen fra Lund fadder da hans barnebarn Grauers Troelsen bliver døbt i Gjellerup kirke. Jens Espersen dør engang efter 1704.

1 De fleste agre i Gjelleruplund bliver ifølge markbogen af 1683 dyrket efter følgende skema: 1. år = byg, 2. år = rug, 3. år = rug, 4. år = boghvede. Derefter hviler ageren i 4 år.
I en slutbemærkning i markbogen oplyses det, at "Bønderne i Lund Bye lade maale udi Sindinggaards Mølle". Med datidens veje og køretøjer taget i betragtning har det været en lang og besværlig transport.

Jens blev gift med Kirsten Troelsdatter. Kirsten blev født før 1635; døde efter ER 1688. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Jens Espersens hustru er formentlig den Kirsten Troelsdatter, der anden søndag i fasten 1688 var bæremoder for Esper Jensens barn fra Vraa.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Fæstegårdmand & selvejer

Notater:

Esper bliver fæstegårdmand og selvejergårdmand. Han nævnes først i Gjellerup by og derefter i Lund, Gjellerup sogn, Hammerum herred.

Den 19. december 1631 optræder han i egenskab af lægdsmand i Gjellerup sogn, hvor han sammen med de øvrige lægdsmænd afgiver en udtalelse om tre gårde i sognet, som var indskrevet i den kongelige skattebog som helgårde, skønt der kun var tale om halvgårde.

Derefter bor han en tid på Lille Agerskov, Gjellerup sogn, som han ejer. Senere bor han i Kjærgaard, Gjellerup sogn.

I 1642 nævnes det i et skøde fra Viborg landsting, at han da har pant i gården Store Langelund i Gjellerup sogn.

Ca. 1660 - ca. 1665 ejer han desuden gård nr. 2 i Gjelleruplund, kaldet Lundegaard (senere Krogården).

Den 15. august 1664 er han vurderingsmand i boet efter afdøde Frands Nielsen i Lundgaard, og det oplyses da, at Esper Christensen er bosat i Lundegaard. Samme år ses det, at hans søn Christen skylder 10 rdlr. i indfæstning, hvorfor man må formode, at denne har overtaget fæstet på den gård, som Esper Christensen indtil da havde været fæster af.

Notater:

1621 bor Christen Jespersen på Store Langelund. Det fremgår af en retsag mod Josva Jensen og hustru, som er anklaget for, at de i fællesskab har begået et uhyggeligt giftmord.

På den tid bor der adskillige familier på Store Langelund; Josva Jensen og hustru Maren Christensdatter, Josvas svoger Gjøde Jensen og hustru Maren Andersdatter, Jens Ollufsen og hustru Kirsten Jensdatter, Maren og Kirsten Gjødesdatter - formentlig Gjøde Jensens døtre - samt Birgithe Christensdatter, som muligvis er Christen Jespersens hustru.

Josva Jensen og svogeren, Gjøde Jensen, får 1621 besøg af deres nære slægtning oppe fra Fjends herred, nemlig herredsfoged Knud Christoffersen, også kaldet Knud Smollerup. Under besøget bliver han pludselig syg om natten og dør straks efter. Allerede næste morgen breder der sig det rygte ud i sognet, at Josva Jensen og hans hustru har forgivet herredsfogden for at komme i besiddelse af hans mange penge. De mistænkte indstævnes naturligvis for retten, hvor mange vidner imod dem; men selv hævder de, at de er uskyldige. Alligevel dømmes Josva fredløs af sandemændene. Han griber derfor til den sidste fortvivlede udvej at lade sagen gå til landstinget, hvortil han indstævner alle, som på tinge har vidnet imod ham.

Christen Jespersen i Langelund bliver indstævnet, fordi han to gange har vidnet, at Josva Jensen og hustru er skyld i Knud Christoffersens død, idet de har forgivet ham.

Maren Andersdatter og Gjøde Jensen i Langelund indkaldes, fordi de har vidnet ligesom Christen Jespersen, og "at de havde gjort det af Had og Avind [misundelse] og var tilskyndet dertil af Øvrigheden".

Niels Christensen i Lille Langelund bliver indkaldt, fordi han har vidnet angående nogle ord, som Josva Jensen skulle have sagt ham, hvilket denne kraftigt benægter nogen sinde at skulle have udtalt.

Jens Ollufsen i Lille Langelund og hustru Kirsten Jensdatter samt Frands Jensen (Josvas bror) i Bjødstrup bliver indkaldt, fordi de har vidnet, at de har nogle penge i forvaring for salig Knud Christoffersen, som Josva Jensen mener i stedet burde være i hænderne på de rette arvinger.

Birgithe Christensdatter i Store Langelund indkaldes, fordi hun har vidnet angående den stank, som hun påstår var hos Knud Christoffersens lig, men som hun ikke mener plejer at være hos syge eller døde folk. Josva mener ikke, at hun havde haft lejlighed til at vide besked om dette. I stedet mener han, at samme vidnesbyrd er usandfærdigt og vidnet af had og avind.

Desuden bliver yderligere en mængde sognefolk indstævnet, fordi de også har vidnet imod Josva og hans hustru, som forøvrigt hævder, at mange af vidnesbyrdene er vildige og fremkommet næsten 3 år efter, at Knud Christoffersen lå på sin seng og led strådøden.

Til den samme dag indstævner hr. Ulrich Sandbjerg, som er overbevist om ægteparrets skyldighed i giftmordet, Marine Andersdatter i Langelund, Maren Gjødesdatter, Frands Jensen i Bjødstrup og Gjøde Jensen i Langelund til landstinget, fordi de på Vrads herredsting og på Hammerum herredsting har vidnet:

"at en kort Tid førend Gud kaldte salig Knud Christoffersen, blev han syg, som han sad paa en Stol i Josva Jensens Hus, og der blev han siddende som død og blev derefter lagt paa sin Seng i den Tro, at han var død, og blev dog noget til Pas igen".

Hr. Ulrich Sandbjerg mener, at dette vidnesbyrd er usandfærdigt, da Jens Nielsen, Niels Jensen og Frands Jensen har vidnet for deres søns og broders behjælpning og befrielse, ligesom at forskrevne Gjøde Jensen, Maren Andersdatter og Maren Gjødesdatter med dem er besvogret og derfor ikke er uvildige vidner. Derefter fremlægger hr. Ulrich Sandbjerg et tingsvidne af Hammerum herredsting den 15. november år 1623. Ifølge dette tingsvidne siger Christen Jespersen i store Langelund:

"at han nærværende hos var i Store Langelund den næste Fredag efter St. Povelsdag 1621, som var den næste Dag, før Knud Christoffersen Smollerup døde om natten. Da saa han ham gangendes udi sine Klæder i Gaarden i Langelund, og ikke ham da fornam nogen Sygdom til ham eller anderledes at være med ham, end som det plejede at være, og noget ud paa Natten, som samme Christen Jespersen laa paa sin Seng udi en Stue i samme Gaard, da kom forskrevne Josva Jensen i Langelund hans hustru Maren Christensdatter til døren, kaldte ham op og sagde, at Knud Smollerup var bleven syg, at han skulde komme ind til deres, det snarest han kunde opstaa, og der han kom ind til Knud Smollerup, laa han død i Sengen med sine Hænder sammenlagt paa sit Bryst, og da blev først optændt et Lys, og Josva Jensen dog ligevel laa stille i Sengen i samme stue, som Knud Smollerup laa død, og var der en slem Stank udi Huset, anderledes end som sædvanligt er hos syge Folk, og straks derefter gik der stærke Rygter og Tidender, at forskrevne Knud Smollerup ved Forgift skulde være omkommen og aflivet af samme Josva Jensen og hans Hustru, Maren Christensdatter, i Langelund".

Christen Jespersen fortsætter sit vidnesbyrd med:

"at Knud Christoffersen samme Dag var udi hans Hus hos ham og begærede hans Vogn med noget af hans Qvæg om anden Dagen og sagde sig at ville drage bort fra Langelund fordi han ikke kunne omgaas med forskrevne Josva Jensens hustru, og fordi han ikke længere vilde blive der".

Derefter vidner Maren Andersdatter i Store Langekund:

"at imellem Midnat og Dag samme Nat, Knud Christoffersen Smollerup døde, da kom Josva Jensen i Langelund hans Hustru, Maren Christensdatter, til deres Vinduer og bad hendes Husbond, Gjøde Jensen, og hende, at de vilde straks komme ind til deres og sagde, at Knud Smollerup laa og vilde dø; da gik de baade [begge] derind, og der de kom derind, da laa Knud Smollerup død i Sengen, og da stod Josva Jensen og drog i sine Klæder og var nyligen opstanden, og næste Aften, før Knud Smollerup døde om Natten, da kom deres Hund snublendes ind ad deres Dør og lagde sig paa deres Stuegulv, laa og vendte Benene op i Vejret. Da bad hendes Husbond Gjøde, at de skulde give samme Hund noget at labe, saa stod den op og raflet bort igen ud ad Døren, og kunde hun ikke benægte, at hun jo dernæst hørte Rygter og Tidender, at Knud Smollerup af Josva Jensen og hans Hustru ved Forgift skulde være omkommen".

Derpå vidner Josvas svoger Gjøde Jensen i Langelund:

"at imellem Midnat og Dag samme Nat, Knud Smollerup døde, da kom Maren Christensdatter, Josva Jensens hustru, til deres Vinduer og bad, at han og hans Hustru skulde komme med snarest ind til deres og sagde, at Knud Smollerup laa og vilde dø; da som han og hans Hustru kom derind, da stod Christen Jespersen ibm. derinde ved Knud Smollerups Sengefødder, og da laa Knud Smollerup død i Sengen, og da stod Josva Jensen paa Gulvet i Stuen og drog i sine Klæder og var endeligen opstanden, og Lyset stod paa Bordet og brændte. Saa tog han og Josva Jensen forskrevne Knud Smollerups Lig af Sengen og lagde det paa Langhalm paa Gulvet. Saa drog de ham af en Skjorte og førte ham i en anden ren Skjorte, saa kom der en ond Lugt og Stank fra ham, og nogen Urenlighed gik bag fra ham samme Tid. Hvad den Hund belangendes, som kom snublendes ind ad hans Dør om Aftenen tilforn, vandt [vidner] og bekender han ligesom hans hustru, Maren Andersdatter, vundet [vidnet] haver, og ikke han hørte eller fornam tilforn nogen Sygdom, hos Knud Smollerup eller anderledes at være, end som det plejer at være, før om Natten, han døde, og straks efter hørte han Rygte og Tidende, at Knud Christoffersen af Josva Jensen og hans Hustru ved Forgift skulde være ved Livet omkommet".

Niels Christensen i Lille Langelund giver følgende vidneudsagn:

"at den Nat, Knud Smollerup døde i Langelund, da kom Kirsten Gjødesdatter i Langelund til ham før Dag og efter Befaling begærte af ham, at han skulde komme og gøre en Ligkiste til Knud Smolllerup; saa gik han straks med hende til Langelund, og der han kom ind i Josva Jensens Hus, da gik Jens Nielsen i Nørum derinde med et Lys i sin Haand og nogle Nøgler; da saa han, at Jens Nielsen oplod Knud Smollerups Skrin og hans "Loestønder", og han gik med nogle Penge i sin Haand, som han sagde var ledige og tomme, som han ogsaa selv syntes, de i Sandhed var. Da saa og kiendte han den samme Pung, som Jens Ollufsens Hustru havde de 49 Rixdl. udi at gemme og forvare for Knud Smollerup, som den Dag tilforn er omvunden; samme Tid saa han et Par Læder Underbuxer, der vedfandtes hængendes 4 eller 5 ledige og tomme Penge. En Tid lang, 1½ Aar eller ved det Pas, førend forskrevne Knud Christoffersen døde, da saa han i dennes havende Værge Rusenobeler [guldmønter], Guldkæde, Sølv og Penning udi forskrevne Pung. Han bekendte ogsaa, at han var der for at hjælpe og fly Knud Christoffersens Lig fra et Sted og til et andet i Huset paa Langhalm for Rums Skyld, og saa han, at de førte ham af en Skjorte udi en anden ren Skjorte, og der de rejste ham op, kom der en ond Stank af hans Mund. Desligeste saa han samme Tid, at der var kommen noget Urenlighed bag fra ham. Straks samme Dag hørte han Rygter og Tidender, at Knud Smollerup skulde være af Josva Jensen og hans hustru Maren Christensdatter ved Forgift omkommen og af Dage tagen". Fremdeles vidnede Niels Christensen og bekendte, "at Josva Jensen havde sagt til ham tilforn, at han fik vel Betaling for hvad Omkostning og Besværing han kunde have med Knud Smollerup, og sagde, at hans Aar var kommet, det Aar hans Tid kunde være og blive; thi han kom neppelig levende af Langelund".

Josva Jensen vandt næppe noget ved at lade sagen gå til landstinget. Dette stadfæster 1623 Sandemændenes dom, der lød på fredløshed; og for at redde sit liv, har han måttet flygte fra hus og hjem og til fremmede egne, hvor han var ukendt; for den fredløse måtte enhver dræbe.

Christen Jespersen dør engang efter 1621.