Else Porse Birk

Familie/Ægtefælle/Partner: John Svanholm Johansen. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gårdejer
• Reference: 139,210-211

Holger blev gift med Anna Porse den 08 sep. 1927 i Harlev Kirke. Anna (datter af Rasmus Porse og Kirstine Andersen) blev født den 18 okt. 1903 i Hadbjerg Sogn; døde den 24 nov. 1942. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 139

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gårdejer
• Reference: 14,46,131,264
• Dåb: 06 dec. 1848, Hjemmet

Notater:

Jens Birk Jensen blev hjemmedøbt d. 6. december 1848, og dåben blev konfirmeret i kirken d. 26. januar 1849. Faddere ved dåben var kone Margrethe Pedersdatter, Ane Mickelsdatter, gårdmand Peder Pallesen, gårdmand Niels Larsen og ungkarl Søren Pedersen, alle af Birk.
Han blev konfirmeret i 1863 i Gellerup Kirke og fik Karakteren mg i Kundskab og Opførsel.
Jens Birk Jensen var gårdejer i "Meldgaard", senere kaldet "Margrethelyst", i Birk, Gellerup Sogn. Han overtog gården efter sin fader i 1875.
Jens Birk Jensen fik den 2/11 1893 navneforandring til Jens Birk, og samtidig fik børnene også navnet Birk.
Okkels Birk skriver følgende om sin far (SL53 ff):
Ved Giftermaalet overtog Jens Birk og Hustru den arvede Fødegaard i Birk. Han var næstældste Barn, men ældste Søn af Jens Okkels og Hustru Ane Jensdatter.
Vi må regne med, at Barneaarene formede sig for ham som for saa mange andre på den Tid. Børnene i Landbohjem kom til at gøre Nytte, saa snart de kunde, og det Arbejde, de kom til at udføre, var fra tidlig Foraar til sen Efteraar især Pasning af Faar og Ungkreaturer, det meste af tiden i Løsdrift.
Jens Birk kom til at gaa i Birk Skole, men Læreren var efter hans eget Udsagn aldeles umulig. Men saa skete der det, at han det sidste halve Aar af sin Skoletid fik en ny Lærer, nemlig Thomas Nielsen, den senere saa bekendte Rigsdagsmand. Det blev for Jens Birk en hel Revolution på det Omraade. Som Mand vendte han stadig tilbage til, hvad det betød for ham, at Th. Nielsen kom til Birk Skole. Det gik ham til Marv og Ben, da Th. Nielsen udtalte: "Nu har jeg været i mange Skoler, men aldrig i saa død en Skole som denne". Var vi virkelig saa langt ude og saa langt tilbage for andre, tænkte Jens Birk. Kan der tales om Vækkelse, og det kan der vel nok, selv om det er i meget mindre Format, end der gives Udseende af, ja, da vil Betegnelsen Vækkelse være at henføre til Jens Birks Barneaar i Skolen. Selv om det kun var et halvt Aar, Jens Birk havde Th. Nielsen til Lærer, er det ikke for meget sagt, at den Paavirkning, han der kom under, blev afgørende for hele hans fremtidige Livsindstilling. Det blev en Omsindelse eller et Kald til at slaa Følge med Kvinder og Mænd, der ønskede at gaa i Grundtvigs Fodspor med Hensyn til det folkelige og kristelige Livssyn.
Da Thomas Nielsen havde saa stor betydning for Gellerup Sogn ja for hele Hammerum Herred og længere ud, tillader jeg mig at bringe nogle Data:
Thomas Nielsen blev født i Lem den 13. November 1838 og var af Bondeæt. 17 Aar gammel blev han uden nogen Foruddannelse antaget som Omgangslærer i Torsted. Senere Biskolelærer i Dejbjerg. 1857 kom han på Jelling Seminarium og blev straks paavirket af Forstander Svendsen. 1860 fik han Lærereksamen og blev derefter Lærer i Øster Bording v. Sil-keborg. Blev 1862 Redaktør af Silkeborg Avis, men da Embedet i Birk samme Aar blev ledigt, søgte han det og blev kaldet i Embedet. 12. Februar 1867 aabnede han Hammerum Højskole med 15 Elever og senere udvidedes Skolen med en Seminarieafdeling med 12 Elever. 1869 blev Rasmus Nielsen Hjælpelærer hos Th. Nielsen i Birk Skole. To Aar efter, 1871, overtog han Pladsen som Forstander for Hammerum Højskole, hvor
han virkede til 1879, da han blev valgt til Folketingsmand. Skolen nedlagdes 1884. 1877 oprettede Th. Nielsen Herning Realskole. Blev Medlem af Folketinget 1869, og 1881 tog han Afsked med Lærergerningen. 1869 Udgivelse af Herning Folkeblad. Thomas Nielsen blev valgt til Folketinget i Vejle 1867 og repræsenterede denne Kreds til 1887, da han blev Medlem af Landstinget. Han døde 1895. Meget satte han i Gang og meget fik han udrettet. Hvis baade han og Rasmus Nielsen havde holdt sig mere fra Politik og taget stærkere Del i Ungdomsarbejdet, som den oprettede Højskole i Hammerum var et Udtryk for, havde efter al Sandsynlighed været mere vundet for Egnen og for Gellerup Sogn. Højskolen havde sikkert været en Kendsgerning den Dag i Dag.

Ungdomstiden formede sig for Jens Birk som for saa mange andre på den Tid. Han arbejdede ved Landbruget og dygtiggjorde sig derved til den Stilling, han senere skulle indtage. En Vinter 1867/68 var han på Hammerum Højskole, og saa vidt jeg ved senere to korte Ophold paa Skolen med Rasmus Nielsen som Forstander. Der er ingen Tvivl om, at denn Mand havde stor Indflydelse paa hans Udvikling, og han blev da ogsaa ved at betragte Rs. Nielsen som sin Lærer og Mester.

Paa Sessionen blev han udskrevet til Ingeniørtropperne og kom dermed en Tur til København i 1871. For en Bondesøn, der ikke havde været hjemmefra før, var det noget uvant at komme til den store Stad og ind under Forhold, der var modsat de hjemlige. Han kom til at ligge på Sølvgades Kaserne, og det var næsten udelukkende Københavnere, han havnede imellem. Saavidt jeg har kunnet forstaa, klarede han Skærene godt, og han saa altid tilbage på Soldatertiden med godt Humør.

Han kom saa hjem igen til Forældrene, og der blev han. Arbejdet derhjemme optog ham, den livskraftige Mand. Blandt Arbejdsfællerne kom hans yngre Broder, Jens Kristian, til at staa i første Række. Saavidt jeg har kunnet forstaa, var han Godheden selv, og hans Temperament og hele Indstilling meget lig Faderens, medens Jens Birk nærmest maa henregnes til at ligne Moderen. Men nok er det, disse to noget nær jævnaldrende Søskende udfyldte hinanden godt og var meget nær knyttet til hinanden. Det var derfor et haardt Slag baade for Forældrene og Jens Birk, da Jens Kristian ret pludselig døde af Mavebetændelse den 15. Juni 1875. Aaret 1875 blev i det hele taget et svært Aar for Jens Okkels og Hustru Ane. En Søn blev gift og overtog Gaarden, og to Sønner døde. Peder Kristian, født den 27. Marts 1856, døde den 20. Maj 1875 (Tuberkulose). Jens Birk blev gift den 21. Maj, og Sønne Jens Kristian døde den 15. Juni s.A. Saadan former Livet sig: Medgang og Modgang. Naar Bedstemoder omtalte sine Sønners tidlige Død, bredte Stilheden sig over hende.

Det bør nævnes, at da Jens Birk overtog Gaarden, var dens Navn "Meldgaard". Men det Navn passede ikke Jens Birk. I Stedet for kaldte han den "Margrethelyst" efter sin Hustru.

Naar jeg som nu i dette Tilfælde lader Tankerne gaa tilbage og paa sønlig Vis gerne vil give en Beskrivelse og Karakteristik af disse mine for længst afdøde Forældre, kan det falde svært at skelne mellem det objektive og det subjektive, med andre Ord at finde frem til en korrekt Gengivelse af de virkelige Forhold og Tilstande uden altfor megen Tilsætning. Opgaven er vanskelig. Dog haaber og tror jeg, at Helhedsbilledet er helt rigtigt. Og det maa være Hovedsagen. Der er for mig ingen Tvivl om, at Jens Birk følte sit Ansvar fra Begyndelsen af, at det blev ham, der blev kaldet til at løfte Arven efter fordums Slægter. Han satte al sin Energi og Kraft ind paa at udbygge Gaardens drift og Ydeevne. Han kunde vel nok som ung Mand være noget haardhændet, men det forekommer mig, at de Krav, selv om de var store, han stillede til sine Medhjælpere, ialtfald ikke var større end dem, han stillede til sig selv. En Mand med Fremdrift skal i Følge hele hans Natur have noget udrettet. Ja meget.

Til Bedømmelse af de landbrugsfaglige Forhold fra 1875 til omkring Aar 1900, Jens Birks bedste Manddomsaar, maa vi erindre, at Tiderne var svære for Landbruget. Det var bogstaveligt talt Slid fra først til sidst at drive en Gaard. Det var, før Maskinerne til Lettelse af Arbejdet rigtig kom til at betyde noget, og det var svære Aar med Hensyn til de Priser, Landbrugets Varer betaltes med. Det er ret karakteristisk, at Jens Birk i de første Aar, for at skaffe Penge til Renter, Skatter og andre faste Udgifter, saa sig nødsaget til at lave Mursten. Havde det endda været til ham selv, kunde det nok lade sig høre paa den Tid, hvor man saa vidt muligt søgte at hjælpe sig selv med alt, hvad der var nødvendigt til Gaaardens Forsyning og Istandsættelse, men saaledes forholdt det sig ikke. Leret blev kørt hjem til Gaarden, æltet, haandstrøget og Stenene tørret for derefter at blive brændt i en Jordovn - og solgt til fremmede. Det var Slid og ikke nok med det, men et saadant Arbejde maatte nødvendigvis udføres ved Siden af, at Gaardens Drift blev passet. Vel var Driftsforholdene i Landbruget ikke saa intensive og fordrede ikke den Paapasselighed som nu, men vi kommer ikke udenom, at kun en Mand med stor Arbejdsmod og Energi tager en saadan Opgave op.

Hans egentlige Manddomsgerning som Landmand og det Arbejde, som optog ham mest, og som han i sine sidste Aar, om jeg tør bruge det Udtryk, var mest stolt af, var og blev Opdyrkning, Mergling og Kultivering af de til Gaarden hørende og indkøbte Arealer af Mose og tildels Eng. Den, som ikke på den tid har taget Del i et saadant Arbejde, har i øvrigt ingen Forudsætninger for at kunde forstaa, hvor krævende et saadant Arbejde var. Mosen var meget ujævn og knoldet tildels med gamle Tørvegrave (Pytgrave) og mange steder moradsagtig og saaledes meget vanskelig at færdes paa. Naar saa dertil kommer, at de Redskaber, der brugtes paa den Tid, var lidet egnede til at løse Opgaven, gjorde det Arbejdet endnu sværere. Og Mergelen, som nødvendigvis maatte paaføres, skulde med Heste og Studespand hentes fra en Mergelgrav tæt ved Gaarden. Men besværlighederne var til for at overvindes. Og det blev de. Kan man tale om Paradis paa Jord, ja saa blev de opdyrkede Arealer, især af Mose, men ogsaa af Eng, Jens Birks Paradis. Det blev den Plet paa Jord i hans lille Kongerige, hvor de synlige beviser for maalbevidst Arbejde kom til sin fulde Ret, og som senere Slægter vil kunne høste Udbytte af.

Her er vi ved Kernen af alt Arbejde, ogsaa det rent faglige, at det under alle Forhold kan maa blive udført paa en saadan Maade, at ikke alene vi selv kan høste Gavn og Glæde af vort Arbejde, men at det kan virke som noget af et Forbillede for senere Slægter. Det giver Mening i Tilværelsen. Det giver Slægtsfølelse. Ja, og det giver Mod til at leve Livet.

Den omtalte Opdyrkning gav til Resultat en større Høst, og dermed stilledes samtidig Krav til Udvidelse af Besætning. Jens Birk lod da i 1889 opføre en ny Kostald med Plads til flere Kreaturer og Svin. Selv om denne Kostald paa den Tid var ret god og rummelig, kan det vel nok siges, at han da manglede lidt Udsyn. Den burde ogsaa paa den Tid have været videre og med Fodergang. Men for os alle kommer der et Tidspunkt, hvor det glipper. 1891 lod han saa opføre Kørelade og Hestestald. En Kørelade var jo noget af en Revolution i Forhold til de gamle Lader, hvor Hø og Sæd blev puttert ind gennem Luger. I 1892 blev det gamle Stuehus moderniseret. Sandt at sige, trængte det ogsaa til det. Omtrent uforandret havde det huset sine Beboere fra 1839 til denne Tid. Aar og Ælde havde gjort sig gældende. Men Aarsagen var vel nok andre Tider og andre Skikke. Menneskenes Børn stillede større Krav til Komfort og almindelig Hyggelighed. Og dertil kom, at Jens Birk nu agtede at hjemføre en ung, smuk Pige som sin Brud. Saadan noget maa der tages Hensyn til, og det vilde Jens Birk meget gerne gøre.

Det siger sig selv, at hans første Hustreus Død i 1885 var et haardt Slag, selv om den var forbundet med hendes lange Sygdom. Han blev derved stillet over for større Opgaver, baade med Hensyn til Husførelse og Opdragelse af Børnene. Paa en Maade kan denne Periode betegenes som en gold Periode i Forhold til Fortid og Fremtid. Det maa dog ikke forstaas paa den Maade, at hans Virkelyst gik tabt, ej heller tabte han Interessen for Tidens politiske og aandelige Spørgsmaal. Tværtimod. Men jeg har en Følelse af, at de 7 Aar, han tilbragte som Enkemand, gav ham ikke saa lidt Ensomhedsfølelse. Hans Hustru Margrethe var hans Ungdomskærlighed. Hun var ham tillige en jævnaldrende og jævnbyrdig Ven og Kammerat. Nu et Minde, men et godt Minde. Han har sikkert mange Gange maattet sande, at en god Kvinde er god at have baade i Medgang og Modgang. Savnet af sin Hustru har han sikkert følt saa godt som nogen. Nu maatte han saa have fremmede til at styre Huset og tage sig af Børnene i syv lange Aar. Den første Husbestyrerinde var en Kvinde med det for os Børn herlige Navn Frederikke Theodora Emilie Dam. Hun var Sjællænder, og meget tydede paa, at hun var af jødisk Herkomst. Jeg er dog ikke sikker paa, at det passer, for efter en senere Oplysning var hun en Søster til Højskoleforstander Dam, Brøderup. Hun var lille af Vækst, ikke just køn, men meget god, ikke mindst mod Børnene. Hun var en udviklet Kvninde, som Jens Birk ofte havde Udbytte af at tale med. Efter 2 Aars Forløb rejste hun, det var Børnene meget kede af. Mærkeligt nok er der ingen, der ved, hvor hun rejste hen og fik sit Virke. Den næste Husbestyrerinde hed slet og ret Kathrine. Hun blev hos Jens Birk i 4 Aar,og jeg tror nok vi Børn syntes, det var fire Aar for meget. Hun var tør og kedelig, men meget sparsommelig anlagt. Og dette sidste var sikkert Grunden til at hun blev saa længe i Gaarden. Der var ikke meget at rutte med i disse Tider, og det kan vel siges, at gennemført Sparsommelighed var ganske nødvendigt. Det sidst Aar var der forskellige, som styrede Huset, og den sidste var en Enkekone fra Koldingegnen. Sofie hed hun. Hun var en lystig Dame, der ikke rigtig passede ind i Forholdene, men for Resten var hun ellers god nok "den glade Enke".

I de Aar her er Tale om, Jens Birks første og vel nok bedste Manddomsaar, gik de politiske Bølger højt, og Estrups provisoriske Love og hele den Politik, Højre førte, virkede æggende paa Venstre og de Mænd, der ved Fødsel og Opdragelse havde tilegnet sig det Syn paa det politiske Liv, som blev dem hjemlet i Grundloven af 1849. Jens Birk var helt og fuldt Venstremand, og det blev han ved at være. Han var født i Frihedsaaret 1848. Det nævnte han med Tilfredshed. Han oplevede 1864 som helt ung og kom til at sande, at man ikke bør være overmodig. Men den Uret, som blev paaført det danske Folk ved det estrupske Styre, var hans hele aandelige Indstilling saa meget imod, at han maatte slutte sig til de Mænd, som kække og modige modsatte sig en saadan Politik. Foruden Frede Bojsen, som han i Politik fandt var den rette mand paa den rette Plads, sympatiserede han med Mænd som Klaus Berntsen, N. Neergaard, Harald Holm m.fl. I det hele taget var det den Kerne i dansk Politik, der førte Navnet "Det forhandlede Venstre", han sluttede sig til, og som han delte Livssyn med. Berg var ikke hans Mand og langt mindre I.C.Christensen. Sidstnævntes Form for Politik tiltalte ham ikke, ej heller, da han stod som Fører for det store Reformparti. Jens Birk kom aldrig paa bølgelængde med denne i Politik saa stormægtige Mand. Den Nedsablingspolitik, han førte mod det forhandlede Venstre, for saa senere delvis at optage deres Politik, var Jens Birk inderligt imod. Han syntes ikke, det var ærlig og redelig Handlemaade. Dertil kom vel nok tillige, at Herningskredsen, hvor Rs. Nielsen, der tilhørte det forhandlede Venstre, sad inde med Kredsmandatet, blev stærkt bekæmpet af de saakaldte Bergianere i Alliance med Missionen uden dog trods store Anstrengelser ved de ofte afholdte Valg at kunne opnaa Mandatet.

Jeg har nævnt, at Jens Birk allerede i de unge Aar i religiøs og folkelig Retning blev stærkt paavirket af Th. Nielsen og Rs. Nielsen, og at han derfor senere sluttede sig til den Kreds af Kvinder og Mænd, der fandt Næring i det grundtvigske Livssyn, var for ham ganske naturligt, ja, ligefrem en Nødvendighed.

Det han var, var han fuldt og helt, og det var derfor en stor Tilfredsstillelse for ham at være blandt de Mænd, der satte sig i Spidsen for Dannelsen af Herning-Gellerup Valgmenighed, der blev til Virkelighed i 1904 med Pastor Terkelsen som Præst. Personlig satte han stor Pris paa Terkelsens Forkyndelse, men han ansaa ogsaa Valgmenighedens Dannelse som et Middel til at faa Samling paa de mange spredte Kredse i Hammerum Herred, der var optaget af det grundtvigske Syn. Og han fandt det gavnligt for den opvoksende Slægt, at de paa den Maade fik lettere Adgang til det Livssyn, han og mange var stærkt optaget af og levede med i. En af de Mænd, som alle Dage stod Jens Birk meget nær, var Sognefoged Marinus Pedersen, Hammerum, Broder til hans Hustru Margrethe. Det var ikke alene Slægtsbaandene, der bandt, men lige saa meget deres fælles Indstilling paa aandelige og politiske Spørgsmaal. Og dog kan man sige, at hvor enige de kunde være i Hovedsagen, ligesaa uenige kunde de være i mange af Detailspørgsmaalene, saa der var aldrig Mangel paa Emner til fri Diskussion. Marinus Pedersen, der var en meget velbegavet Bondemand, veltalende og egentlig havde store Evner som Taler, hvad Jens Birk nærmest manglede, kunde dog vanskeligt klare sig for ham paa to Mands Haand i en Debat. Men det var han ikke ene om. Jens Birk var en Debattør af Rang, og han havde en egen Evne til at føre en Samtale ind paa aktuelle Emner, om ikke paa anden Maade, saa ved at stille Sagen paa Spidsen, saa den æggede til Modsigelse. Ja, selv hans store Drenge diskuterede han med undertiden saa drastisk, at udenforstaaende kunde faa Færden af, at Far og Børn levede som Hund og Kat, hvilket langt fra var Tilfældet. Almindeligvis kan det siges, at Jens Birk havde let ved at underholde en Forsamling uden at lægge an paa at være underholdende. Det kom af sig selv, at der altid var noget at tale om: Religion, Politik, Samfundsforhold og meget andet.

Af Tillidshverv paa forskellige Omraader kan nævnes: Medlem af Hammerum Herreds Landboforenings Bestyrelse fra 1891 til 1912, da han trak sig tilbage en Maaned, før han døde. Medlem af Højskolehjemmets Bestyrelse fra 1896 til 1906, og Revisor forud i samme Forening fra 1891 til 1896. Medlem af Gellerup Sogneraad, og i en Periode dennes Kasserer. Taksationsmand i den Vest- og sønderjyske Kreditforening samt Jordboniteringsmand (Formand). Han var altid pligtopfyldende i sine offentlige Tillidshverv, og hans gode praktiske Forstand hjalp ham over mange teoretiske Vanskeligheder. Teori var ikke hans stærke Side, og han kunde derfor godt med nogen Skepsis omtale en Mand, der var mege teoretisk anlagt, især hvis han havde faaet Teorien i den gale Hals og kom for langt fra det, man kalder for god Praksis. Det gaar jo ofte saadan, at man med Fare for at køre i den ene Grøft kører i den anden. Den slagne Landevej er vanskelig at følge, og det nytter heller ikke altid at følge den, for saa bliver Livet altfor kedeligt, og der sker for lidt i denne Verden. Men det er kun godt, at de stillede Opgaver kan løses paa forskellige Maader, og løses ialtfald tilsyneladende lige godt. Derved kan alle faa en Opgave at løse.

Allerede da Jens Birk indgik sit andet ægteskab, havde en begyndende astma indfundet sig, og denne lidelse tiltog med årene og var meget generende for ham, ikke mindst ved udførelsen af legemligt arbejde. Han søgte på forskellig vis at bøde på sygdommens uheldige virkninger, og det endte med, da sygdommen forværrede sig, at han søgte helbredelse for sin sygdom i København, men uden held. Sygdommen var for langt fremskredet,og opholdet i København var ham en lidelse i åndelig forstand. Han længtes så meget efter de hjemlige forhold, at han nødvendigvis måtte rejse hjem. Her gik så nogle måneder, men så måtte den ellers så kraftige mand give op. Astmaen sammen med et svagt hjerte havde til følge, at døden kom den 18. Februar 1912.

Ved hans død skrev redaktør L. V. Bendixen følgende (formentlig i Herning Folkeblad):

Jens Birk 1849-1912
Atter er en af vor Egns kendteMænd afgået ved døden, nemlig Gårdejer Jens Birk, "Margrethelyst" i Birk, 63 år gammel. Døden indtrådte Natten til i Går efter længere Tids tiltagende Svaghed. Gennem en Aarrække havde Jens Birk lidt af en besværlig Asthma, der angreb Hjertet. Han led i de sidste år af en stærkt fremskridende Hjertesvækkelse, for hvilken han i sommer forgæves søgte Helbredelse på Dr. Med. Maaløes Klinik i København.
Jens Birk opvoksede i et godt Hjem og blev i en ung Alder Ejer af sin Fødegaard. Denne ligger nær ved Birk Skole, hvor i 1863 Th. Nielsen blev Lærer. Sin egentlige Skolegang fik Jens Birk altsaa ikke hos Th. Nielsen, men denne kom dog til gennem Aftenskole og på flere andre Maader at øve en stærk og afgørende Indflydelse paa den friske og modtagelige Yngling. Derfor nævnede Jens Birk altid Th. Nielsen som sin første Læremester.
Senere kom ogsaa andre til at give Jens Birk et aandeligt Præg, og blandt disse nævnede han Præster Tesch i Gellerup og Teilmann i Bering, ligesom han ogsaa stod Præsten Karl Rønne nær, da denne var Præst her i Egnen.
Alt som han personlig rodfæstedes i Kristendommens Sandhed og Liv, udvidedes hans aandelige Horisont, og med altid levende Sans var han med i alt, hvad der rørte sig i Tiden i Kirke og Skole, Folkeliv og Politik, staaende helt og urokkeligt paa den grundtvigste Anskuelse.
Som moden Mand gik han ind i det offentlige Liv og tog virksom Del i Arbejdet paa flere Omraader. Gentagne Gange havde han Sæde i Gellerup Sogneraad, beklædte flere Tillidshverv i sin Kommune, sad i en Aarrække i Bestyrelsen for Hammerum Herreds Landboforening. Hvor hans Stands- og Sognefæller satte ham, røgtede han de betroede Hverv med Ære. Og som han dygtigt fyldte sin Plads i den offentlige Liv, gjorde han det ikke mindre i sit lykkelige Hjem blandt sine Kære og sin Bedrift. Han var en af Foregangsmændene i sit Landbrug. Hans Hjem og hans Bedrift blev til et smukt Eksempel for mange.
Men stærkest var han altid optaget af det aandelige Arbejde, og med Glæde var han med i det. Hammerum Højskole var han med at faa rejst og ligesaa Hammerum Samlingshus. Ogsaa ved Oprettelsen af Herning Højskolehjem var Jens Birk virksom og i en Aarrække var han Medlem af Højskolehjemmets Bestyrelse.
Men intet Arbejde var hans varme Hjerte med i som i Dannelsen af Gellerup Valgmenighed. Han var med i det Udvalg, hvis Opgave det var at faa dannet Herning-Gellerup Valgmenighed, og at det lykkedes saa godt, som det gjorde, var han altid fuld af Tak og Glæde over.
Hvad Jens Birk var, var han altid fuldt og helt. Al Halvhed og Lunkenhed var ham saa inderligt imod. De uldne Standpunkter afskyede han. Med levende Interesse for det kirkelige og borgerlige Liv var han altid at finde på Frisindets og Fremskridtets Side og i Venstres Lejr. Sjælden blev Jens Birk varmere og sjælden flød hans Ord lettere, end naar Talen var om den aandelige og personlige Frihed. Thi det var ham saa klart, at Aanden virker kun i Frihed.
De, der stod ham nær og hørte til hans Vennekreds, vil altid mindes ham, naar han i større eller snævrere Kredse med Liv og Kraft førte sit Forsvar for gammel Kristentro, for Frihed og for det danske. Overfor Modstandere af hans anskuelse kunde Ordene undertiden falde hvasse, men selv Modstandere maatte bøje sig for den ærlige, personlige Overbevisning, der lagde Kraft i Stemmen og Glød i Øjet.

Vi, som har mistet en trofast og kær Veni Jens Birk, vil ofte savne ham baade i det private og offentlige Liv.
Og vi vil mindes ham som den, der altid var rede til at tage Haand med i et godt Arbejde for Folk og Menighed, mindes ham som den, der var uden Svig, altid aaben og ærlig i al sin Færd.
Ære være hans minde.

Han blev under stor deltagelse jordet på Gellerup Kirkegård den 12. Februar ved siden af sin første hustru Margrethe.

I hjemmet talte hans gode ven og svoger Marinus Pedersen, Hammerum. Han bragte en tak for, hvad Jens Birk havde været for vennelaget og valgmenigheden og mindede afdødes nærmeste og vennerne om at sige Gud og Faderen tak for alt i Jesu navn. Ligtoget til Gellerup Kirke bestod af 33 vogne og mange gående. I Kirken talte lærer Brøndlund om de gode minder om Jens Birk, og hvad han havde været for de mennesker, han levede iblandt både i og udenfor hjemmet.

Til slut talte valgmenighedspræst Terkelsen ud fra ordene i den 16. Davids Salme: "For mig faldt målesnorene på de liflige steder og en kostelig arv er henlagt til os i Himlene", hvilke ord han anvendte på sin afdøde ven, der selv havde vidnet, at han var et lykkeligt menneske.

Jens blev gift med Ellen Marie Andersen den 25 okt. 1892. Ellen (datter af Jens Plougsgaard Andersen og Bodil Marie Laursen) blev født den 14 apr. 1870 i Nysogn, Holmsland; døde den 31 aug. 1950 i Margrethelyst, Birk, Gjellerup Sogn; blev begravet den 06 sep. 1950 i Hammerum Kirkegård. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 131

Notater:

Jens Birks anden hustru, Ellen Marie Andersen, er født den 14. April 1870.

Den paastand eller Anskuelse, som Jens Birk ofte hævdede og vistnok ogsaa fuldt og fast troede paa, at der kun var én bestemt Kvinde, en Mand kunne leve lykkeligt sammen med, og at Samlivet med hende var forudbestemt, synes ikke rigtig at kunne falde sammen med, at han faldt for den Fristelse at gifte sig anden Gang.

Vi kan maaske sige, at Naturen gik over Optugtelsen, ellers maa det forklares paa den Maade, at der i den Situation, Jens Birk var kommet i, efter hans Anskuelse var to Kvinder, han kunne faa det godt sammen med. Nok er det, den 25. Oktober 1892 giftede han sig med Ellen Marie Andersen fra Holmsland. Han var da 44 Aar gammel og hun, Datter af Jens Plougsgaard Andersen og Hustru Bodil Marie Andersen, født Laursen, Nysogn, Holmsland, var 22 Aar. Marie, som hun kaldtes i daglig Tale, kom som ganske ung til Gellerup Sogn, idet hendes Halvbroder Morten Pedersen (ved Navneforandring Brøndlund) som ung Mand fik Stillingen som Lærer ved Birk Skole. Det blev Maries andet Hjem. Brøndlund, der i lang Tid var Ungkarl, havde en Tid sin Søster Kirstine til Husbestyrerinde. Da hun giftede sig, var der andre, der løste af, og det blev saa ogsaa Maries Opgave at skabe et Hjem for sin ældre Broder. Det er vist kun faa Mennesker, der i den grad lader sig klimatisere, som hun gjorde. Hun kom helt ud til at høre Stedet og Egnen til. Hun var en køn Pige, havde et behageligt Væsen og var i en meget ung Alder egnet til at skabe et Hjem. Det er ret naturligt at spørge, hvordan hun kun 22 Aar gammel dristede sig til Giftermaal med en dobbelt saa gammel Mand med 5 Børn, 4 Drenge og 1 Pige, i Alderen fra 9 til 17 aar. Svaret maa vel blive, at Kærligheden har sine egne underlige fornuftstridige Veje, og vi maa vel tilføje heldigvis.

Saa rykkede hun ind i den gamle Gaard som Husmoder og mere til, som Mor for en flok Børn, hvoraf de ældste var nær op mod hendes egen Alder, tilligemed nogle Børn, som i 7 lange Aar ingen Mor havde haft til at retlede et stridigt sind.

Kan nogen fuldt ud løse en saadan Opgave? Baade ja og nej. Det er vist helt afgjort, at ingen kan udfylde en Mors Plads. Her maa selv de allerbedste og dygtigste Kvinder give op, ogsaa dem der har Hjertet paa rette sted. Naar det er sagt, maa det indrømmes, at der er mange Kvinder, der med god Vilje og Kærlighed har løst den Opgave at være i Mors Sted paa en udmærket og god Maade, ja paa en Maade, saa Børnene i det lange Løb har vundet meget derved. Til disse kvinder hørte Marie.

Ægteskabets genoptagelse var for Jens Birk en stor Vinding. Han følte sig stærkt draget til sin unge Hustru og var meget hensynsfuld over for hende. Han var jo nu i den Alder, hvor det kraftfulde og noget voldsomme Sind var i Aftagen, og den Periode paa 7 Aar, da han ingen Kvinde havde haft at støtte sig til, havde bevirket, at han nu oprigtig skønnede paa de Værdier, han ved sit Giftermaal var kommet i Besiddelse af. Og hun forstod at skabe Orden og Hygge i Hjemmet og aabne Døren for Gæstfrihed mod Slægt og Venner, og selvsagt udvidedes Vennekredsen. Det blev et Hjem, hvor alle, der kom indenfor, befandt sig godt. Han havde altid noget at føre paa tale politisk, religiøst eller rent faglige Ting, medens hun samtidig var den hyggelige, hjemlige og forstaaende Værtinde. Det kunne godt forme sig saadan, at man fik Indtryk af, at han var mere hendes Far end hendes Ægtemand, og ligeledes at hun var mere Datter end Hustru. Især i de første Aar gjorde Forskellen i Alderen sig meget gældende, mindre efterhaanden som de fik Børn sammen, og disse voksede til. Disse Aar blev gode Aar for dem begge, og for Børnene af første Ægteskab blev det ogsaa et Hjem, som de kom til at sætte megen Pris paa, og som aldrig tabes af Syne.

Efter Jens Birks død fortsatte hans unge Hustru Marie Gaardens Drift fra 1912 til 1938 bistaaet af Børnene, til Tider ved Bestyrer. Selv om hendes Glansperiode paa en Maade kan siges at være overstaaet, havde hun dog nok, undertiden mere end nok at tage Vare paa. Med sin Mand havde hun 4 Børn fra 12 til 18 Aar, og disse kunne nok trænge til den Vejledning, hun var i Stand til at give dem, og det var jo heller ikke en helt underordnet Ting at drive en Gaard. Alene det lagde stærkt Beslag paa hendes Evner og Kræfter. Det er ikke saa let paa en Gang at skulle være baade Mand og Kone og at undvære en i alle Forhold god Raadgiver. At hun har været stærkt rodfæstet siger sig selv, naar hun i saa mange Aar med Bistand stod for Styret.

1938 afstod hun Gaarden til sin Datter Margrethe Birk, født den 12. Marts 1895, der den 26. Februar s.Aa. blev gift med en Ungdomsven Johannes Müller Rasmussen fra Kolding, født den 9. Februar 1890. Det er altsaa disse to, der nu driver den gamle Slægtsgaard paa deres Maade. De er begge to jævne, flinke og meget gæstfrie folk. Margrethe har i høj grad arvet Moderens gode Egenskaber og forstaar ligesaa fuldt som hende at skabe et Hjem. Hendes mor Marie bor hos dem.

Samtidig med at jeg slutter Beretningen om de Kvinder og Mænd, som jeg kan mindes har levet deres Liv i den 300 Aar gamle Slægtsgaard, undlader jeg ikke at udtale Ønsket om, at det maa falde sig saadan, at Gaarden paa en eller anden Maade fremtidig maa bevares i Slægtens Eje.En venlig Henstilling til de unge Ejere.

Den 14. April 1950 var Familien og enkelte af Vennerne atter samlet for at fejre Marie Birks 80 Aars Fødselsdag. Hun var den dag saa nogenlunde rask, og vi havde indtryk af, at hun havde Glæde af Sammenkomsten. Vi hyldede hende og sagde hende tak for mange Aars Virke baade i den gamle Gaard og Vennekredsen, men dog i særlig grad for hendes Vilje og evne til at være Mor for Børnene, baade i første og andet Ægteskab, saa disse trods Aldersforskel og meget andet altid har følt Søskendefællesskabet og været stærkt knyttet til det gamle Hjem og til hinanden indbyrdes.
De sidste halvandet Aar, hun levede, var hun meget svækket, egentlig baade legemligt og aandeligt. Mest trykkende for hendes Omgivelser var vel nok, at hendes Aandsevner ikke fungerede paa normal Maade (Aareforkalkning).

Siden 80 Aars Fødselsdagen gik det ned ad Bakke, og den 31. August 1950 sov hun stille hen. Hun blev jordefæstet paa Hammerum Kirkegaard den 6. September. I kIrken talte Pastor Holm, og ved Sammenkomsten bagefter paa Hammerum Højskolehjem havde flere Ordet for at sige hende Tak for Livet, hun havde levet, samt for Omsorg og Gæstfrihed i det gamle Hjem.

Hendes Datter Margrethe plejede til det sidste sin Mor med en aldrig svigtende og omsorgsfuld Kærlighed.

Rasmus blev gift med Kirstine Andersen. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gårdejer
• Reference: 11,14
• Dåb: 14 nov. 1818, Hjemmet

Notater:

Jens Jensen Okkels blev hjemmedøbt d. 14. november, og dåben blev konfirmeret i kirken d. 26. november 1818. Faddere ved dåben var pige Ane Ceciliane Nielsdatter fra Elmholt, Dynes Amtrup (barnets morfar, Dynes Jensen) fra Snejbjerg, Erik Pedersen (barnets farbror) fra Øster Høgild, pigerne Sophie Erichsdatter fra Øster Høgild og Sofie Christiansdatter fra Fjederholt. Ifølge kirkebogen er han ikke navngivet Okkels.

I 1830 dør hans mor. Jens er da 12 år. Året efter gifter hans far sig igen, og Jens får en stedmor, Maren Madsdatter. Ved folketællingen i 1834 bor han forsat i sit barndomshjem, Okkelsgård.

Jens Jensen ungkarl af Okkels bliver gift i Gjellerup kirke den 10. oktober 1845 med Ane Jensdatter pige af Birk by. Forlovere ved brylluppet er P. Pedersen og L. Valter. Jens og Ane får 6 børn.

I 1846 får Jens Okkels skøde på sin svigerfar Jens Christensens gård Meldgård, senere kaldet Margretheslyst i Birk, Gjellerup sogn, Hammerum herred (matr.nr. 4 a,b). Skødet er indført i Hammerum herreds skøde- og pantebog nr. 14, fol. 840 og lyder i uddrag:

Underskrevne Jens Christensen gør herved vitterlig at have solgt og afhændet fra mig og øvrige arvinger til min svigersøn Jens Jensen Okkels følgende mig tilhørende ejendomme, beliggende i Birk by, Gellerup sogn.

a) Den mig ifølge Skøde af 17/6 1828, læst 16/8 1828 overdragne Gaard af Hartkorn 3 Tdr. 6 Skp. 2 5/6 Alb. af Ager og Eng, Skovskyld 1 Skp. 1 Fjdk. med påstående Bygninger og tilligende Jorder, alt med de Rettigheder og Byrder, saaledes som jeg deraf har været Ejer.
b) 1 Engparcel fra Lars Frandsens Gaard, Øster Birkholm kaldet, Hartkorn 2 Skp. 3 Fjdk. 2 11/32 Alb.
c) Foruden det foranførte Hartkorn følger i Købet Ind- og Udbo tillige med Besætning og Inventarium, saaledes som Køberen samme allerede har tiltraadt og taget i Brug og Besiddelse.
Da køberen Jens Jensen Okkels har tilfredsstillet mig for Købesummen 1775 Rdlr. Sølv, idet han har forpligtet sig til at svare de 275 Rdlr. Sølv, som indestaar i Gaarden, og for de øvrige 1000 Rdlr. givet mig fyldestgørende Sikkerhed, samt fremdeles ved Kontrakt af D.D. givet mig Betryggelse for den Aftægt, jeg og Hustru ved Gaardens Afstaaelse har betinget os, saa erklærer jeg desaarsag, at benævnte Ejendomme med Tilliggende ganske som jeg har været Ejer deraf nu rettelig skal tilhøre Jens Jensen Okkels med fuld Ejendomret fri og frelst fra hver Mands Tiltale under min og Arvingers Hjemmel efter Loven.

Skrevet i Herning, 8. Februar 1846

Jens Christensen

Læst i Hammerum Herreds Ting 8. April 1848.



1858 er Jens Okkels laugværge i skifteretten for Ane Marie Christensen, som er enke efter Peder Jepsen i Birk.

Jens Jensen Okkels afstod i året 1875 "Meldgaard" til sønnen Jens Birk Jensen.

Hans søn, Lars Martinus Okkels Jensen, går i perioden 1871-1874 på Jelling seminarium. Mens det står på, er der en livlig brevveksling1 mellem ham og hans forældre samt hans hjemmeboende brødre i Birk. Brevene, som omhandler stort og småt fra hjemmet og hjemegnen blandt andet familiens helbred og især mangel på samme, slutter ofte med en lille beskrivelse af særligt mændenes arbejde på gårdene. Faktisk er brevvekslingen så omfattende, at man får et ganske godt indblik i gårdmandslivet på den tid:

17. maj 1871:


9. oktober 1871:


4. september 1872:


September 1872:n byttede deres væk...


22. september 1872:


8. oktober 1872:


29. oktober 1872:


29. november 1872:


6. marts 1873:


24. marts 1873:e den sidste tid. Så har vi købt en kvie af Kresten Smedegård3 for 62 rd. - den skal kælve i maj.


30. marts 1873:


25. maj 1873:


14. juli 1873:r avlet mere kløver i år end nogensinde før: 21 læs...


29. august 1873:


1873:stbyen.


11. oktober 1873:


26. oktober 1873:
(Brev fra Ane Jensdatter til sin søn Lars Martinus Okkels Jensen)

23. november 1873:


24. april 1874:e klyner, og snart skal vi til at kaste ler. Senere skal der stryges sten...
(Brev fra Peder Christian Jensen Okkels til sin bror Lars Martinus Okkels Jensen)

15. juli 1874:


Der kommer til at gå mange breve og pakker frem og tilbage med posten (dagvognen). Fra Birk sender de smør, sulevarer og tøj - en gang imellem også andet. Fra Jelling går der tomme smørdunke og tøj retur. Der er ikke mange breve, hvori Jens ikke bedyrer sin søn Lars Martinus Okkels Jensen, at han ikke skal tage så tungt på det med eksamen. Og penge bliver sendt med opfordring til, at han bare skal sige til, så skal der komme flere. Og han må endelig ikke spare på middagsmaden. Brevene slutter altid med hilsener fra hele familien, men først og sidst fra forældrene. Ofte står der kærlig hilsen; men ligegyldigt hvad der har stået i forvejen, slutter brevet altid: Venskabeligst Jens Okkels.

Jens sender det første brev til Lars Martinus den 17. maj 1871:

Kære Søn! - Nu sætter jeg mig til at skrive nogle få linier til dig, og det bliver ikke meget, for jeg tænker med Guds hjælp, at hvis der falder ikke andet ind, så kommer din ældste bror ud til dig lørdag aften. Så kan I jo bedre tale sammen om nyt og gammelt.

Jeg har hørt af et brev fra dig at "de gamle" har taget eksamen, og så kan jeg vel tænke at det giver dig indtryk og tanker - men med måde .

Kære Søn! Du må ikke bryde dig for meget med den eksamen, for det er jo ingen hårdhed om man skulle gå et år længere.

Du skriver til din broder at skulle det gå dig således at du skulle falde, så kunne du ingen komme til. Men sådanne tanker må du ikke have. For sker det, må det jo være til gavn - på en anden måde, som man ikke kan se for sit blik. Du kan tro vi er lige glade ved dig - det må du ikke tænke andet.

I torsdag såede jeg det første af min sæd. Nu til slutning være du hilset fra din familie, men først og sidst fra dine forældre.

Venskabeligst Jens Okkels

Den 18. juni 1873 sender Jens igen brev til Jelling (i uddrag):

Du må spise middagsmad hver dag, ellers vil madlysten gå fra dig. Og ikke bekymre dig så meget - både jeg og din moder er forsikrede om at du læser med flid. Peder Christian har været lidt bedre - i går var det dog ringere igen, men der kom ikke blod som første gang. I dag kørte de til doktor, både ham og Jens Birk.

Hvad du skrev om pigen har jeg ikke noget at sige til - det overlader jeg alene til dig og Vorherre. Skulle jeg sige noget så er det det: Jeg synes du er så ung (19 år). Til slut takker jeg dig for de mange glade dage vi har levet sammen. Er det Guds vilje at vi skal leve, så venter jeg også at det vedvarer.

Den 15. juli 1874 bliver det kun til en kort besked:

Kjære Søn. Her sender jeg dig 25 rd. - Og jeg skal nok med guds hjælp hente Dig til den bestemte tid - og paa bestemte Sted - og Dag, og saa beder jeg vorherre være med Dig og ledsage og opholde Dig. Hilsen fra mig og Din Moder. Jens Okkels

I 1875 afstår Jens og Ane Meldgård til deres ældste søn, Jens Birk Jensen, der bliver gift det år. Herefter bygger de en ny gård på en udmark i Vester Birk. Denne gård overdrager de i 1883 til deres yngste søn Karl Okkels. Ved siden af bygger de et lille aftægshus - Birkelund, hvor de bor resten af deres liv.

Fra aftægtshuset, Birkelund, sender de følgende breve til Lars Martinus og Marie:

Birkelund den 30. marts 1884

Kjere Børren.
I kan troe Kjere Børren at vi var rigtig glade ved Eders Brev - endskjønt det er slemt for Marie at hun er Saa lit Rask - Men Saa skal man hobe til det bedste, at det bliver bedre Naar Sommeren Kommer - Din Moder er jo dog lit bedre end den anden Gang jeg skrev - disse Kjettel4 Knuder er jo dog Sunket men ikke aldeles gaaet, men vi haaber jo dog nu om vor Herre jo dog er os Saa Naadig og god - at hun kommer Sig denne Gang - jeg er glad hun har Jo dog syg og syslet (eller puslet) hele tidet og naar vi kan være nogenledes ved helsen, Saa har vi Jo got. Min Søstes Mand Dynes Søbyg (?) er død i Februar og jeg var derovre til Jordefær den 4. Marts - og nu er min Søster meget syg men hun kan maaske gjerne komme Sig igjen. Sidste Tisdag hafde Lars Jacobsen af Birk Bryllup med vor naarbos (eller morbrors) datter (Jens Simmonsen) hvilken var en stor Bryllup og Moder og jeg var ogsaa buden men vi blev hjemme men Karl og hans Kone og Jens Birk var der - og di var snart med over hele Birk. Hilsen fra Moder og mig til eder Bege Kjer Børren og hils din Svige Forældre og eders Smaa Drenge.

Jens Okkels

Fik du din høns got flytte med til fyen - skriv Snart.

-----------------

Birkelund den 17. August 84.
Kjere Børren.
Du skal have Tak Kjere Søn for din Brev du Skrev til Moder paa hindes fødsels Dag - og Hjertelig Tak Skal du havefor alt dette vi har haft sammen - Din Moder har været meget lit stærk i trefjerden Aard - men hun har jo da ikke Leget meget i Sengen end som almindelig - først begynte hindes Sygdom med at Kjetteler reste om hendes Hals og Saa fik hun noget raad for det Som og hjalp - og saa fik hun meget Smerte i Hindes Lemmer som vist nok var git især i Kallen på hindes Ben - Saa fik hun og noget for det Som hjalp - der efter begyndte det med nervegit mere i den venstre Arm og den højre Bend og fod - og det har hun jo nu haft et halv Aar - men hun er jo da lidt bedre - Nu i den siste Mane er hun ved Dogter hver Anden dag og bliver Læktreseer - og hun faar jo mixtur og piller hver dag og noget at smøre med - ellers har vi det got Karl og Kjestine omgaas os i Kjærlighed - Rug og Byg har vi inde eller samlet og havre har vi ikke høste ennu - Rug var god, men Byg og havre er meget smaat - Dine Søsken er jo dog nogenledes med helsen - endskjøn di er ikke stærk nogen af dem - I være hilset Kjere Børren og Hils eders Drenge fra Moder og mig.

Jens Okkels

Jens var ven med Thomas Nielsen5. Blandt andet sendte Jens sine børn på Hammerum højskole, som Thomas Nielsen havde oprettet.

Jens Jensen (Okkels) dør ved et ulykkestilfælde 68 år gammel den 24. maj 1886 som aftægtsmand i Birkelund, Vester Birk, Gjellerup sogn.

Jens Jensen Okkels
* 12. Novbr. 1818 † 24. Maj 1886
og Hustru
Ane Okkels
* 5. Aug. 1824 † 10 Novbr. 1896
Den 28. maj bliver han begravet på Gjellerup kirkegård ved siden af sin kone. På deres gravsted bliver rejst en sortgrå granitsten. På stenens polerede front står med indhuggede bogstaver:


Hans barnebarn, Jens Okkels Birk beretter følgende om ulykkestilfældet i SL53:

Jens Okkels afgik ved Døden i 1886 ved et Ulykkestilfælde. Det kan synes underligt, at en saa rolig og besindig Mand skulle finde Døden paa den Maade. Selv om han var blevet Aftægtsmand, havde han sin Færden paa Gaarden (Karls), hvor han hjalp til med det Arbejde, som laa bedst for ham, og det var i Almindelighed pasning af Kreaturer. Men den 24. Maj 1886 blev det bestemt, at han skulle køre til Mølle i Herning med et Læs Korn til Formaling. Sønnen Karl lagde nok Mærke til, da han kørte hjemmefra, at Hestene var noget urolige, men han har nok ment, at Faderens Besindighed ville være i stand til at ordne den Sag. Det gik ogsaa altsammen godt nok til Mølle, men med en Ventetid der var de unge Heste blevet endnu mere urolige, og da det fra Møllen og til Hovedgaden gaar en del ned ad Bakke, tog Hestene Magten fra Kusken, og i Svinget ind paa Hovedgaden trak Hestene ham foran af Vognen, og samtidig slog den ene Hest bagud og ramte ham i Hovedet med Døden til Følge. Da Folk kom til aandede han svagt, men han døde umiddelbart efter.
Det gjorde et dybt Indtryk paa os alle, og maaske især paa mig, der i flere Aar havde færdedes med ham i Mark og i Stald, da Dødsbudskabet hen imod Aften blev os bragt. Ingen havde ventet, at Døden skulle komme til ham paa den Maade.

Det tragiske trafikuheld gav anledning til denne notits i Herning Folkeblad maj 1886.

Dødsulykke
Jens Okkels fra Birk blev i gaar Eftermiddag dræbt ved en Løbskkørsel. Han havde været til Mølle i Herning, og paa Hjemvejen fra Møllen og her ned til Byen løb Hestene løbsk ned ad Bakken, og den gamle Mand, der var 70 Aar gammel, blev kastet af Vognen og slæbt bag efter Hestene. Han blev herved saa lemlæstet, at Døden kort efterpaafulgte. Hestene løb over og ødelagde en Ligkiste og to Trækvogne, der stod ved Snedker Thomsens Ejendom, og løb til sidst fast i en Tørvestak.

1 Brevene er endnu bevarede. Ellen Olsen-Okkels har maskinskrevet en del af dem. Hele materialet var i 1997 opbevaret hos Bengt Tue Mønnike i Strandby.
2 Lund marked blev afholdt sidste gang i 1876.
3 Gift med Lars Martinus storesøster Zidsel Okkels Jensen.
4 Kjettel = kirtel
5 Uddannet lærer. Grundlægger af Hammerum højskole, Vejle amt Folkeblad og Herning Folkeblad. Rigsdagsmand.
Jens Jensen (Okkels) 1818 - 1886

Jens blev gift med Ane Jensdatter den 10 okt. 1845 i Gjellerup Sogn. Ane (datter af Jens (Lundgård) Christensen og Margrethe Pedersdatter) blev født den 05 aug. 1824 i Gjellerup Sogn; døde den 10 nov. 1896 i Vester-Birk. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 14,33
• Dåb: 05 aug. 1824, Hjemmet

Notater:

Ane Jensdatter er født 1824 i Birk som datter af gårdmand Jens Christensen og hustru Ellen Margrethe Pedersdatters eneste barn. Hun bliver hjemmedøbt den 5. august, og dåben konfirmeres i Rind kirke den 29. august 1824. Fadderne er kone Ane Olesdatter og pige Ane Marie Christensdatter af Lundgård, gårdmand Knud Uglbro og Jens Vestergård, Margrethe Christensdatter, Nørgård og Ane Kirstine Pedersdatter (barnets moster) alle fra Birk. Ifølge kirkebogen er hun navngivet Anna !

I Slægtsbogen fra 1953 har Okkels Birk skrevet følgende om sin bedstemoder:

I forbindelse med Giftermaalet overtog Ane Jensdatter og Jens Jensen Okkels Gaarden efter hendes Forældre. Det skulde der baade Mod og Kræfter til, og begge Dele havde de tilfulde. De havde i Huset hos sig Jens Christensen og husTru Margrethe samt hendes sindsyge Broder, og tillige maatte de svare Aftægt til Peder Rasmussen og Hustru Karen i Vester Birk; 2 Lispund Flæsk af Midterside og 31/2 Tdr. Rug. Om der var mere kendes ikke, mon nogen nu til Dags kunde ønske at gaa ind til saadanne Vilkaar.
Anes Forældre, Jens Christensen og Margrethe var to meget uensartede Naturer, og det kan vist med Sandhed siges, at Datteren Ane tog Arv efter dem begge. Samtidig med at hun havde gode Kræfter og havde et godt praktisk Haandelag, var hun i Grunden en meget religiøs Natur, ialtfald kom dette sidste meget frem på hendes ældre Dage. Hvis det kan siges om nogen Kvinde, at i hende forenedes det materielle og aandelige sig i skøn Harmoni, tror jeg nok at turde sige det om hende. Hun traadte fast og og sikkert paa Jorden, og hun havde stor Respekt for hver den, der virkede trofast i sit Kald. Og saa havde hun Ordensans og Plan over sit Arbejde. Det var hende meget om at gøre, at intet gik til Spilde. I den Henseende kunde hun ligefrem være nøjeregnende. Ud over dette travle og virksomme Liv, hun førte, og som optog hende stærkt til Hverdag, var Sindet altid optaget af det aandelige Livs Betydning for ret at leve
Det vil vist ikke være rigtig at henføre Jens Okkels og Ane til den grundvigianske Retning, jeg er tilbøjelig til at tro, at de knap var klar over, hvad det betød. Men de tilhørte heller ikke Indre Mission, selv om de maaske bedre forstod deres Maade at tale paa. Hun var ret og slet en troende kristen, for hvem det var meget om at gøre, at Vandringen her maatte slutte hos Gud i de evige Boliger. Hun vidste, hvad Synd og Naade var, og hvad det betød.
Jeg har lige nævnt, at Bedsteforældrene efter mit Kendskab, og den er da ikke helt ringe, især mit Kendskabt til Bedstemoder, ikke i bogstavelig forstand kunde betragtes som Grundtvigianere, men jeg vil gerne til Forstaaelse af hele deres aandelige Indstilling tilføje, at de dog havde saa meget forstaaelse af det grundtvigske kristelige og folkelige Livs Betydning, at de lod deres Børn komme paa Hammerum Højskole og derved kom under Paavirkning af Mænd som Thomas Nielsen og Rasmus Nielsen. Om jeg husker Ret, gjorde de i sin Tid deres til, at Thomas Nielsen blev Lærer i Birk Skole. Den mand, der fik afgørende Betydning for deres Søn, Jens Birks hele Livsførelse.
Lad mig i denne Forbindelse nævne et Træk til Forstaaelse af hele deres aandelige Indstilling og deres Væremaade over for den opvoksende Ungdom.
Som Repræsentant for Sparekassen i Herning besøgte jeg for en Del Aar sigden Gaardejer Chr. Vestergaard og Hustru i Døvling. To prægtige og meget gæstfrie Folk, som nu begge er døde. I Samtalens Løb fortalte Chr. Vestergaard, der kendte Jens Birk meget godt, at han i sine unge Dage havde været på Hammerum Højskole, men da Skolen ikke kunde afgive Plads til dem alle, var de fire unge Karle, der fik Ophold hos Ane og Jens Okkels, der dengang havde Fødegaarden i Birk. Saavidt jeg husker gjaldt Opholdet baade Kost og Logi.
"Nu bagefter forstaar jeg knap nok", fortalte Chr. Vestergaard, "hvordan de kunde overkomme at have os til Hverdag. Vi kunde til Tider være baade kaade og urolige, og sammen med Sønnerne i Gaarden kunde der nok blive Halløj, undertiden mere end godt var". "Men", føjede han til, "hvor havde din Bedstemoder en udmærket Maade at omgaas os paa, baade mild og myndig var hun i Stand til at at sætte os paa Plads allesammen". Til min stor Glæde havde Chr. Vestergaard ikke Lovord nok om det Hjem, han i sine unge Dage havde opholdt sig i. Han havde faaet et Indblik i et Hjems Hverdag, en Agtelse for en Kvindes Omgang og Omsorg for unge Karle, hvilket fulgte ham Livet igennem og paa hans Livs sidste Dage vedblivende havde stor Betydning for ham. Ja, Hverdagen har meget at betyde for os selv og for dem, vi daglig færdes imellem

Fra 1845 og til 1875, da de afstod Gaarden til deres ældste Søn Jens Birk, havde Ane og Jens Okkels deres Virke i den arvede Fødegaard. Men som Skik og Brug var, og under Hensyn til det ønskelige i, at Gaarden vedblivende kunde være i Slægtens Eje, afstod de den, for derefter at bygge en ny Gaard paa en Udmark i Vester Birk, og her havde de saa deres Hjem og Virke, indtil denne Gaard i 1883 blev overdraget til deres yngste Søn Karl Okkels. Ved siden af denne Gaard byggede de et lille Aftægtshus, hvor de henlevede deres sidste Dage, stadig følgende med i Sønnernes Arbejde og Virksomhed.

Det maa have været et stort Offer, de bragte, da de flyttede fra Slægtsgaarden i en forholdsvis ung Alder, for at give Plads for den unge Mand, der skulde føre Slægtsgaarden videre i Slægtens Arv og Eje. Man kan ikke andet faa Respekt for en saadan Handling, der tilmed bliver større derved, at de ikke agtede at lægge op, men flyttede til en Udmark for at berede Vejen for en yngre Søn. Det er muligt, at de dengang betragtede det som en Selvfølge, at de Ældre nærmest var forpligtede til at sørge for Børnene, naar de kommer til Skelsaar og Alder og ønskede at gifte sig, og det er tillige muligt, at de rent økonomisk fandt, at det var den bedste Vej frem. Det at laane Penge var ikke rigtig paa Mode dengang. Men trods alt dette har Grundsynspunktet sikkert været Slægtens fortsatte Forbliven ved den Gaard, som saa langt tilbage som nogen kunde huske var gaaet i Arv fra Slægt til Slægt.

Det var vist kun godt, om der var noget mere Pietet for den slags Anskuelser end Tilfældet er i vore Dage. Den Enkelte havde mere Forstaaelse af at maatte bringe Ofre for Helhedens Vel.

Som før nævnt havde de deres Virke i den nye Gaard indtil 1883, da deres yngste Søn Karl Okkels blev gift med Ane Kirstine Nielsen. Atter maatte de vige for de Unge, og der blev bygget et Aftægtshus øst for Gaarden med Facade ud til Landevejen. Den er forlængst nedrevet, men jeg ser den for mig endnu. Det var et lille hvidkalket Hus med smaa Stuer, men hyggeligt var der, og med den Ordensans, som Bedstmoder havde, var det set med Barneøjne et dejligt, omend lille Kongerige.

Deres samvær i aftægtshuset blev ikke af lang Varighed, idet Jens Okkels afgik ved Døden i 1886 ved et Ulykkestilfælde. Saa sad Bedstemoder alene tilbage i det lille Hus, hun, som havde arvet Fødegaarden i Birk og som havde været stærkt optaget af Dagens Gerning og Omsorg for de Gamle, der fulgte med Gaarden, og for de Børn, som hun efterhaanden fik. Egentlig passede hun ikke til at sidde hen i passiv Tilstand, og paa en Maade vedblev hun ogsaa at være aktiv, selv under de mindre Forhold, hun kom til at arbejde under. Hun passede sit Hus og sin lille Have, og for Blomster havde hun en medfødt Sans. For mig, som hun i fem Aar havde været Moder for, vedblev hun at være omsorgsfuld, og hun vilde gerne som en Moder følge mig paa mine Ungdoms Veje baade i Medgang og Modgang. Inderligt ønskede hun at se den, der skulde være min Ledsager Livet igennem. Det naaede hun ikke, men hun vilde sikkert have glædet sig med mig, om det havde formet sig saadan.

Det var ikke let at komme forbi det lille Hus uden at blive kaldt indenfor, hvis man ikke kunde tage det af sig selv. Og rigtig mange Lejlighedsbesøg er aflagt paa den Maade. Hun havde meget at spørge om i den Ensomhedstilværelse, hun førte, og der var mange Smaating, hun gerne vilde lægge en Gut på Sinde. Er det ikke altid Tilfældet, at de Ældre ligesom gerne vil bane Vejen for den opvoksende Slægt, saaledes at de Faldgruber, de selv har været udsat for, ikke skal være aabne for den kommende Slægt. Det er jo egentlig det, der ligger i de til Dels overhørige Formaningstaler, enhver Ungdom er udsat for at høre paa, og som maaske sjældent har den ønskede øjeblikkelige Virkning, men som saa ret ofte, naar en del Aar er rundet, alligevel kommer frem fra Underbevidstheden. Ja, god og omsorgsfuld blev hun ved at være, den gamle Bedstemoder, og det baade i Ord og Gerning. Var jeg til Herning i et eller andet Ærinde, saa kunde hun ikke godt tænke sig, at jeg gik hendes Hus forbi, og altid havde hun noget at give, et Stykke Brød, et Glas Øl eller hvad hun nu havde for Haanden, og det var noget, der rigtig passede til en ung Knøs. Naar jeg saa til Tider kunde fortælle hende om, hvordan jeg havde moret mig ved Festlige Lejligheder, hvor der dansedes, kunde hun med Ængstelse i Stemmen, men uden Bebrejdelse spørge, om jeg mente at kunde danse uden at synde. Naar jeg dertil uden Betænkning svarede Ja, kunde hun sige, det syntes hun ikke rigtig, hun kunde. Dansen maa sikkert for hende have formet sig paa en noget anden Maade, og maaske var det nærmest Markedsdans, hun tænkte paa, og som jeg ingen Kendskab havde til, og der var da ogsaa gaaet en Del Aar, fra hun var ung, og til jeg blev det.

Hun lagde gerne mærke til, paa hvilken Tid af Dagen de Mænd, hun kendte, kom hjem fra Marked, og de tidligst hjemkomne stod hos hende højt i Kurs.

Den 10. November 1896 - da jeg var 20 Aar gammel - døde hun stille og rolig i Troen paa, at han som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter. Et rigt og arbejdsomt Liv var afsluttet.
Inden jeg slutter Omtalen af disse mine Bedsteforældre, maa jeg have Lov at fremføre, at jeg er dem begge stor Tak skyldig, baade for Pleje og Opdragelse i fem Barneaar. Om de evnede at være det samme for mig, som Far og Mor vilde have været, ja, det ved jeg ikke, men at de gjorde det bedste for mig i saa Henseende, har jeg aldrig været i Tvivl om og er det heller ikke den Dag i Dag. Jeg har kun gode Barndomsminder fra dette Hjem, og mine tanker har ofte ført mig tilbage dertil.

De var begge jævne og hæderlige Bønderfolk. Han var meget økonomisk anlagt og nærmest stille og bramfri, men dog ikke uden Mening. Hun var mere fremtrædende hvad angik baade de materielle og aandelige Spørgsmaal. Men de udfyldte hinanden godt og levede i skøn Harmoni.

Det er vist ikke rigtigt at kalde Bedstemoder klog Kone i den Forstand, som det almindeligvis giver sig Udtryk, men alligevel var det noget hen i den Retning. Hun havde den, kunde det synes, overnaturlige Egenskab, at hun var i stand til at kurere Angreb af Ringorme selv i de allersværeste Tilfælde, hvilken den Tids Læger ikke var i Stand til. Jeg husker ikke saa faa Tilfælde, hvor hun kurerede Folk, der i længere Tid havde søgt Læge uden at blive hjulpet. Især mindes jeg en Dame fra Herning, der var saa medtaget af Ringorme paa det ene Haandled, at Armen var helt ubrugelig. Hun havde længe søgt Læge, men det var kun blevet værre. Nu søgte hun Hjælp hos Bedstemoder og blev ret hurtig rask.

Hvordan gik det saa til. Ganske simpelt og nemt. I Tørvekassen fandt Bedstemoder en Tørvebilling1, og med denne strøg hun paa det syge Sted (Ringormen) rundt og stadig rundt i Ringene. Hvor ofte kendes ikke, og samtidig mumlede hun en uhørlig Formular. Ved at gentage det nogle Gange, alt i forhold til Tilfældets Sværhedsgrad, blev paTienten altid rask. Var der flere smaa Ringorme, skulde hver enkel have sin Kur. Om det var Formularen eller Tørven, der betød mest, kendes ikke. Vi maa vist regne med, at det var begge Dele i Forening. En Kvinde kunde kun lære fra sig til en Mand og omvendt.

I et brev den 30. marts 1873 beretter Ane om sin sygdom til sin søn Lars Martinus Okkels Jensen (i uddrag):

Nu vil jeg lade dig se at jeg er bleven bedre da jeg kan skrive til dig. De sidste to dage er jeg blevet meget bedre. Nu håber jeg jo at komme fra det denne gang, og jeg er næsten vis på at påsken vil blive så skøn for os som den aldrig har været før; for efter sorg kan man jo bedst skønne på glæde; men lad os ikke glemme at takke ham som sårer og læger, ham som er død og opstanden for os.

Kære søn, jeg ved ikke om jeg skal fortælle dig om min sygdom - jo, lad mig så gøre det. Måske Jens har skrevet det, men det er jo også det samme. Så vil jeg begynde på det første: jeg fik en feber den 11. marts, og jeg havde da feber dagen til den 16. Vi var jo gået til alters denne dag - jeg længtes efter at få syndsforladelse. Jeg ved nok vi skal have det hver dag. Det er jo dog også værd hvis man kan tro at han selv siger det til os gennem sin tjener. Men og vi nyder så hans sande legeme og blod. Det var jo ikke hans vilje at jeg skulle nyde det den dag - men du kan tro at der har været mange spørgsmål hvorfor jeg ikke skulle nyde dette måltid.

Nu, så begynder jeg med min fortælling igen. Vi var kommen et stykke lidt nord for bækken, så blev jeg så dårlig, og så drejede vi om og ville hjem. Men den gang vi var kommet nord for bækken igen, så besvimede jeg første gang. Men jeg kom jo på benene igen, men der var en tid - den kan jeg ikke sige dig for jeg tro at min forløser ville tage min synd til sig, og jeg klamrede mig fast til hans tro. Det var det sidste jeg ved inden jeg næsten kom hjem. Så bar de mig på seng, og det første jeg bad om var at din fader ville læse denne salme: "Jesus, dine dybe vunder". Den stod i Kingos.

Jeg sagde at jeg havde fået det ret godt både søndag og mandag, men om tirsdagen da var jeg i sygelig (?) angst. Du kan tro at jeg savnede dig da de fem var hos mig, og du var borte fra mig. Men jeg bad for dig at Herren ville velsigne dig, og jeg håber at det er Herrens vilje at det sådan skal være at det er din gerning.

Nu vil jeg sige farvel og ønske Guds fred fra Din Moder.

Hendes søn Jens Christian Jensen Okkels giver følgende beretning om sygdomstilfældet (Brev til hans bror Lars Martinus Okkels jensen den 24. marts 1873):

Moder har været meget syg. I søndags for otte dage siden ville de til alters, og da det var så koldt, ville de gå. Da de kom til Niels Kristensens agre, blev mor dårlig, og de vendte om. Da de nåede Lars Dinesens agre, besvimede mor og kunne hverken gå eller tale. Heldigvis kom der folk til, der fik Lars Dinesen til at køre hende hjem. Hun vidste ikke af sig, førend hun kom hjem. Nu har mor det bedre, og vi må jo håbe, at hun bliver rask igen, men det er nok tvivlsomt, om hun bliver, som hun var.

I 1874 er Ane igen blevet syg: gigt- og gastensfeber2, og den 3. januar 1876 fortæller hendes søn Lars Martinus Okkels Jensen i et brev, at hans mor lå meget syg af gigtfeber, da han kom hjem fra juleferie i Højen. Alt tyder på, at hun mere eller mindre er plaget af disse sygdomme resten af sit liv.

På et tidspunkt fik fire unge karle, der gik på Hammerum højskole, ophold hos Ane og Jens på Meldgaard. En af disse var Chr.Vestergaard, som mener opholdet gjaldt både kost og logi. Nu bagefter forstår jeg knap nok, hvordan de kunne overkomme at have os til hverdag. Vi kunne til tider være både kåde og urolige, og sammen med sønnerne i gården kunne der nok blive halløj, undertiden mere end godt var. Men, føjede han til, hvor havde Ane Okkels en udmærket måde at omgås os på, både mild og myndig var hun istand til at sætte os på plads allesammen.

Efter at være flyttet ud i aftægtshuset, Birkelund sender Ane følgende breve - det første i ca. 1883 - til sin svigerdatter, Marie:

Kjerre Marie nu vilde jeg nok lade dig vide, hvorledes vi har det vi har det saa skjønd at det er for os som nygifte Folk i den lille Hus vi kan tale om os selv og alle vore Børren og ingen forstyrrer os og det er snar en Lykke for os for den Gang vi var ungje givte da var der meget at dreje os efter saa kommer man til at springe over noget som man ikke burde og derfor skal vor kjær Fader i Himmellen have saa mangen tak for at han har ladet os leve sammen for om jeg maa sige det saa kan vi nok sige at juleglæde er kommen i den hele hus men vi forestiller os ei andet en at Langfredag og vil komme naar vi engang skal skeles fra hverandre men måske der ikke bliver saa langt imellem os og jeg hober vi samles hos Gudfader med dem som man har kjer men det skal jo være afnaade alsammen, men kjere Marie jeg er meget ked af at du er saa lit rask men jeg tror nok at du skal komme dig for det var en nat at jeg saa at du kom fra Badehus [eller Brudehus] og du var saa rask og glad. Nu kan jeg ikke skrive mere dengang for min haand ryster.

Helsener fra Moder Ane Jens
-------------------
Kjere datter [svigerdatter] du og dine smaa drenger skal have saa mangen Tak for den lykkeønske til min fødselsdag for det gør saa got naar man ved det kommer fra en ærlig Hjerte, men du kan ikke tro saadan Skuffelse jeg fig jeg gik og bilte mig in at Lars Martinus kom hjem til min Fødselsdag for jeg mente ikke at du turde reise, men det gjorde mig saa meget at jeg gig ikke til fremme en uge for du kjender nok den sygdom den er slem jeg bliver toet med kol van paa min ryg hver morgen og det et got for mig for før jeg blev det var det som jeg lo i emmer3 og nu kan det nok gaa men om jeg kommer mig det siger Dogter at han ved ikke for jeg er for gammel at fo rask men kan det ikke hjælpe som han bruger (?) saa er det ingenting (?) det tror han ikke, nu kan jeg ikke skrive mer for nu blivver mine tanker saa vilde at jeg kan ikke samle noget i min hoved og i kan vel ikke læse det, ja kjere Søn du skal og have saa mangen tak for din ønske, men din fader har jo takke dig, lev vel det ønsker eders Moder, skriv snart.

Ane Jensdatter dør 72 år gammel den 10. november 1896 i aftægtshuset, Birkelund, Vester Birk, Gjellerup sogn.
1 tørvebilling = lille stykke tørv.
2 gastrisk feber = mavekatar.
3 lo i emmer = lå i gløder.

Jens blev gift med Bodil Marie Laursen. [Gruppeskema] [Familietavle]