Helga Marie Okkels

Helga blev gift med Julius Kristian Klærke-Hansen [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Svend Klærke-Hansen
2. Margrethe Klærke-Hansen

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Statsaut. revisor
• Reference: 144,228
• Bopæl: Adresse:
  Nørreport 20
  Århus C, 8000

Axel blev gift med Ane Margrethe Jensen den 30 dec. 1908 i Særløse Kirke. Ane (datter af Niels Jensen og Ellen Kirstine Pedersen) blev født den 12 sep. 1883 i Tolstrup, Særløse Sogn; døde den 15 dec. 1956. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 144

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Overlærer
• Reference: 14,141,212-220
• Dåb: 19 mar. 1854, Gjellerup Kirke

Notater:

Fra SL53 gengives et kort uddrag af den levnedsbeskrivelse, hans søn sognepræst Ansgar Okkels gav sin far:

"Lars Martinus blev dimitteret fra Jellinge Seminarium 1874 med Karakteren: meget duelig. 1874-75 havde han en privat skole i Herning. Var derefter Lærer ved Skaltrup Friskole, Nees Sogn (1875-78), ved Emborg Skole i Ry Sogn (1878-81), ved Øster Bording Skole i Balle Sogn (1881-83), ved Skrillinge Skole i Kauslunde Sogn (1883-93) og ved Nyborg Kommuneskole (1893-1913).

Den vestjydske Bondegaard slap ham aldrig. Trods Læreruddannelse og Omflytning til andre Egne bevarede hans Sprog flere vestjydske Betoninger og Udtryk, hele det vestjydske Sprogs Aand, men ogsaa han Karakter var præget af hans Oprindelse, han var et flittigt og energisk Arbejdsmenneske, nøjsom og sparsommelig, jævn og fordringsløs, maadeholden, behersket og nøgtern, stærk af Helbred og stærk af Sind. Han lignede vist nok mest sin Mor, i hvert Fald af Ydre.

Jeg tror ogsaa, man med fuld Ret og Sandhed kan sige, at han livet igennem bar Præg af det aandelige Liv, han mødte i sit Barndomshjem. Inderst inde bevarede han Bondens Livsindstilling og Bondens Vurdering af Folk og Forhold, ligesom ogsaa Vestjydens alvorlige, noget tunge Fromhed var Grundlaget under hans Livssyn og Trosliv."

Han blev gift i 1876 med Mariane Else Marie Jensen, med hvem han fik 11 børn: Signe, Johannes, Ansgar, Frede, Axel, Signe Marie, Asta, Sigurd, Agnes og Aage - alle med efternavnet Okkels.

Lars blev gift med Mariane Else Marie Jensen den 10 nov. 1876 i Højen Kirke. Mariane (datter af Rasmus August Jensen og Christiane Madsdatter) blev født den 16 jan. 1854 i Limskov Skole, Nørup Sogn; døde den 30 jan. 1920 i Nyborg. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 141
• Dåb: 24 jan. 1854, Hjemmet

Niels blev gift med Ellen Kirstine Pedersen. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gårdejer
• Reference: 11,14
• Dåb: 14 nov. 1818, Hjemmet

Notater:

Jens Jensen Okkels blev hjemmedøbt d. 14. november, og dåben blev konfirmeret i kirken d. 26. november 1818. Faddere ved dåben var pige Ane Ceciliane Nielsdatter fra Elmholt, Dynes Amtrup (barnets morfar, Dynes Jensen) fra Snejbjerg, Erik Pedersen (barnets farbror) fra Øster Høgild, pigerne Sophie Erichsdatter fra Øster Høgild og Sofie Christiansdatter fra Fjederholt. Ifølge kirkebogen er han ikke navngivet Okkels.

I 1830 dør hans mor. Jens er da 12 år. Året efter gifter hans far sig igen, og Jens får en stedmor, Maren Madsdatter. Ved folketællingen i 1834 bor han forsat i sit barndomshjem, Okkelsgård.

Jens Jensen ungkarl af Okkels bliver gift i Gjellerup kirke den 10. oktober 1845 med Ane Jensdatter pige af Birk by. Forlovere ved brylluppet er P. Pedersen og L. Valter. Jens og Ane får 6 børn.

I 1846 får Jens Okkels skøde på sin svigerfar Jens Christensens gård Meldgård, senere kaldet Margretheslyst i Birk, Gjellerup sogn, Hammerum herred (matr.nr. 4 a,b). Skødet er indført i Hammerum herreds skøde- og pantebog nr. 14, fol. 840 og lyder i uddrag:

Underskrevne Jens Christensen gør herved vitterlig at have solgt og afhændet fra mig og øvrige arvinger til min svigersøn Jens Jensen Okkels følgende mig tilhørende ejendomme, beliggende i Birk by, Gellerup sogn.

a) Den mig ifølge Skøde af 17/6 1828, læst 16/8 1828 overdragne Gaard af Hartkorn 3 Tdr. 6 Skp. 2 5/6 Alb. af Ager og Eng, Skovskyld 1 Skp. 1 Fjdk. med påstående Bygninger og tilligende Jorder, alt med de Rettigheder og Byrder, saaledes som jeg deraf har været Ejer.
b) 1 Engparcel fra Lars Frandsens Gaard, Øster Birkholm kaldet, Hartkorn 2 Skp. 3 Fjdk. 2 11/32 Alb.
c) Foruden det foranførte Hartkorn følger i Købet Ind- og Udbo tillige med Besætning og Inventarium, saaledes som Køberen samme allerede har tiltraadt og taget i Brug og Besiddelse.
Da køberen Jens Jensen Okkels har tilfredsstillet mig for Købesummen 1775 Rdlr. Sølv, idet han har forpligtet sig til at svare de 275 Rdlr. Sølv, som indestaar i Gaarden, og for de øvrige 1000 Rdlr. givet mig fyldestgørende Sikkerhed, samt fremdeles ved Kontrakt af D.D. givet mig Betryggelse for den Aftægt, jeg og Hustru ved Gaardens Afstaaelse har betinget os, saa erklærer jeg desaarsag, at benævnte Ejendomme med Tilliggende ganske som jeg har været Ejer deraf nu rettelig skal tilhøre Jens Jensen Okkels med fuld Ejendomret fri og frelst fra hver Mands Tiltale under min og Arvingers Hjemmel efter Loven.

Skrevet i Herning, 8. Februar 1846

Jens Christensen

Læst i Hammerum Herreds Ting 8. April 1848.



1858 er Jens Okkels laugværge i skifteretten for Ane Marie Christensen, som er enke efter Peder Jepsen i Birk.

Jens Jensen Okkels afstod i året 1875 "Meldgaard" til sønnen Jens Birk Jensen.

Hans søn, Lars Martinus Okkels Jensen, går i perioden 1871-1874 på Jelling seminarium. Mens det står på, er der en livlig brevveksling1 mellem ham og hans forældre samt hans hjemmeboende brødre i Birk. Brevene, som omhandler stort og småt fra hjemmet og hjemegnen blandt andet familiens helbred og især mangel på samme, slutter ofte med en lille beskrivelse af særligt mændenes arbejde på gårdene. Faktisk er brevvekslingen så omfattende, at man får et ganske godt indblik i gårdmandslivet på den tid:

17. maj 1871:


9. oktober 1871:


4. september 1872:


September 1872:n byttede deres væk...


22. september 1872:


8. oktober 1872:


29. oktober 1872:


29. november 1872:


6. marts 1873:


24. marts 1873:e den sidste tid. Så har vi købt en kvie af Kresten Smedegård3 for 62 rd. - den skal kælve i maj.


30. marts 1873:


25. maj 1873:


14. juli 1873:r avlet mere kløver i år end nogensinde før: 21 læs...


29. august 1873:


1873:stbyen.


11. oktober 1873:


26. oktober 1873:
(Brev fra Ane Jensdatter til sin søn Lars Martinus Okkels Jensen)

23. november 1873:


24. april 1874:e klyner, og snart skal vi til at kaste ler. Senere skal der stryges sten...
(Brev fra Peder Christian Jensen Okkels til sin bror Lars Martinus Okkels Jensen)

15. juli 1874:


Der kommer til at gå mange breve og pakker frem og tilbage med posten (dagvognen). Fra Birk sender de smør, sulevarer og tøj - en gang imellem også andet. Fra Jelling går der tomme smørdunke og tøj retur. Der er ikke mange breve, hvori Jens ikke bedyrer sin søn Lars Martinus Okkels Jensen, at han ikke skal tage så tungt på det med eksamen. Og penge bliver sendt med opfordring til, at han bare skal sige til, så skal der komme flere. Og han må endelig ikke spare på middagsmaden. Brevene slutter altid med hilsener fra hele familien, men først og sidst fra forældrene. Ofte står der kærlig hilsen; men ligegyldigt hvad der har stået i forvejen, slutter brevet altid: Venskabeligst Jens Okkels.

Jens sender det første brev til Lars Martinus den 17. maj 1871:

Kære Søn! - Nu sætter jeg mig til at skrive nogle få linier til dig, og det bliver ikke meget, for jeg tænker med Guds hjælp, at hvis der falder ikke andet ind, så kommer din ældste bror ud til dig lørdag aften. Så kan I jo bedre tale sammen om nyt og gammelt.

Jeg har hørt af et brev fra dig at "de gamle" har taget eksamen, og så kan jeg vel tænke at det giver dig indtryk og tanker - men med måde .

Kære Søn! Du må ikke bryde dig for meget med den eksamen, for det er jo ingen hårdhed om man skulle gå et år længere.

Du skriver til din broder at skulle det gå dig således at du skulle falde, så kunne du ingen komme til. Men sådanne tanker må du ikke have. For sker det, må det jo være til gavn - på en anden måde, som man ikke kan se for sit blik. Du kan tro vi er lige glade ved dig - det må du ikke tænke andet.

I torsdag såede jeg det første af min sæd. Nu til slutning være du hilset fra din familie, men først og sidst fra dine forældre.

Venskabeligst Jens Okkels

Den 18. juni 1873 sender Jens igen brev til Jelling (i uddrag):

Du må spise middagsmad hver dag, ellers vil madlysten gå fra dig. Og ikke bekymre dig så meget - både jeg og din moder er forsikrede om at du læser med flid. Peder Christian har været lidt bedre - i går var det dog ringere igen, men der kom ikke blod som første gang. I dag kørte de til doktor, både ham og Jens Birk.

Hvad du skrev om pigen har jeg ikke noget at sige til - det overlader jeg alene til dig og Vorherre. Skulle jeg sige noget så er det det: Jeg synes du er så ung (19 år). Til slut takker jeg dig for de mange glade dage vi har levet sammen. Er det Guds vilje at vi skal leve, så venter jeg også at det vedvarer.

Den 15. juli 1874 bliver det kun til en kort besked:

Kjære Søn. Her sender jeg dig 25 rd. - Og jeg skal nok med guds hjælp hente Dig til den bestemte tid - og paa bestemte Sted - og Dag, og saa beder jeg vorherre være med Dig og ledsage og opholde Dig. Hilsen fra mig og Din Moder. Jens Okkels

I 1875 afstår Jens og Ane Meldgård til deres ældste søn, Jens Birk Jensen, der bliver gift det år. Herefter bygger de en ny gård på en udmark i Vester Birk. Denne gård overdrager de i 1883 til deres yngste søn Karl Okkels. Ved siden af bygger de et lille aftægshus - Birkelund, hvor de bor resten af deres liv.

Fra aftægtshuset, Birkelund, sender de følgende breve til Lars Martinus og Marie:

Birkelund den 30. marts 1884

Kjere Børren.
I kan troe Kjere Børren at vi var rigtig glade ved Eders Brev - endskjønt det er slemt for Marie at hun er Saa lit Rask - Men Saa skal man hobe til det bedste, at det bliver bedre Naar Sommeren Kommer - Din Moder er jo dog lit bedre end den anden Gang jeg skrev - disse Kjettel4 Knuder er jo dog Sunket men ikke aldeles gaaet, men vi haaber jo dog nu om vor Herre jo dog er os Saa Naadig og god - at hun kommer Sig denne Gang - jeg er glad hun har Jo dog syg og syslet (eller puslet) hele tidet og naar vi kan være nogenledes ved helsen, Saa har vi Jo got. Min Søstes Mand Dynes Søbyg (?) er død i Februar og jeg var derovre til Jordefær den 4. Marts - og nu er min Søster meget syg men hun kan maaske gjerne komme Sig igjen. Sidste Tisdag hafde Lars Jacobsen af Birk Bryllup med vor naarbos (eller morbrors) datter (Jens Simmonsen) hvilken var en stor Bryllup og Moder og jeg var ogsaa buden men vi blev hjemme men Karl og hans Kone og Jens Birk var der - og di var snart med over hele Birk. Hilsen fra Moder og mig til eder Bege Kjer Børren og hils din Svige Forældre og eders Smaa Drenge.

Jens Okkels

Fik du din høns got flytte med til fyen - skriv Snart.

-----------------

Birkelund den 17. August 84.
Kjere Børren.
Du skal have Tak Kjere Søn for din Brev du Skrev til Moder paa hindes fødsels Dag - og Hjertelig Tak Skal du havefor alt dette vi har haft sammen - Din Moder har været meget lit stærk i trefjerden Aard - men hun har jo da ikke Leget meget i Sengen end som almindelig - først begynte hindes Sygdom med at Kjetteler reste om hendes Hals og Saa fik hun noget raad for det Som og hjalp - og saa fik hun meget Smerte i Hindes Lemmer som vist nok var git især i Kallen på hindes Ben - Saa fik hun og noget for det Som hjalp - der efter begyndte det med nervegit mere i den venstre Arm og den højre Bend og fod - og det har hun jo nu haft et halv Aar - men hun er jo da lidt bedre - Nu i den siste Mane er hun ved Dogter hver Anden dag og bliver Læktreseer - og hun faar jo mixtur og piller hver dag og noget at smøre med - ellers har vi det got Karl og Kjestine omgaas os i Kjærlighed - Rug og Byg har vi inde eller samlet og havre har vi ikke høste ennu - Rug var god, men Byg og havre er meget smaat - Dine Søsken er jo dog nogenledes med helsen - endskjøn di er ikke stærk nogen af dem - I være hilset Kjere Børren og Hils eders Drenge fra Moder og mig.

Jens Okkels

Jens var ven med Thomas Nielsen5. Blandt andet sendte Jens sine børn på Hammerum højskole, som Thomas Nielsen havde oprettet.

Jens Jensen (Okkels) dør ved et ulykkestilfælde 68 år gammel den 24. maj 1886 som aftægtsmand i Birkelund, Vester Birk, Gjellerup sogn.

Jens Jensen Okkels
* 12. Novbr. 1818 † 24. Maj 1886
og Hustru
Ane Okkels
* 5. Aug. 1824 † 10 Novbr. 1896
Den 28. maj bliver han begravet på Gjellerup kirkegård ved siden af sin kone. På deres gravsted bliver rejst en sortgrå granitsten. På stenens polerede front står med indhuggede bogstaver:


Hans barnebarn, Jens Okkels Birk beretter følgende om ulykkestilfældet i SL53:

Jens Okkels afgik ved Døden i 1886 ved et Ulykkestilfælde. Det kan synes underligt, at en saa rolig og besindig Mand skulle finde Døden paa den Maade. Selv om han var blevet Aftægtsmand, havde han sin Færden paa Gaarden (Karls), hvor han hjalp til med det Arbejde, som laa bedst for ham, og det var i Almindelighed pasning af Kreaturer. Men den 24. Maj 1886 blev det bestemt, at han skulle køre til Mølle i Herning med et Læs Korn til Formaling. Sønnen Karl lagde nok Mærke til, da han kørte hjemmefra, at Hestene var noget urolige, men han har nok ment, at Faderens Besindighed ville være i stand til at ordne den Sag. Det gik ogsaa altsammen godt nok til Mølle, men med en Ventetid der var de unge Heste blevet endnu mere urolige, og da det fra Møllen og til Hovedgaden gaar en del ned ad Bakke, tog Hestene Magten fra Kusken, og i Svinget ind paa Hovedgaden trak Hestene ham foran af Vognen, og samtidig slog den ene Hest bagud og ramte ham i Hovedet med Døden til Følge. Da Folk kom til aandede han svagt, men han døde umiddelbart efter.
Det gjorde et dybt Indtryk paa os alle, og maaske især paa mig, der i flere Aar havde færdedes med ham i Mark og i Stald, da Dødsbudskabet hen imod Aften blev os bragt. Ingen havde ventet, at Døden skulle komme til ham paa den Maade.

Det tragiske trafikuheld gav anledning til denne notits i Herning Folkeblad maj 1886.

Dødsulykke
Jens Okkels fra Birk blev i gaar Eftermiddag dræbt ved en Løbskkørsel. Han havde været til Mølle i Herning, og paa Hjemvejen fra Møllen og her ned til Byen løb Hestene løbsk ned ad Bakken, og den gamle Mand, der var 70 Aar gammel, blev kastet af Vognen og slæbt bag efter Hestene. Han blev herved saa lemlæstet, at Døden kort efterpaafulgte. Hestene løb over og ødelagde en Ligkiste og to Trækvogne, der stod ved Snedker Thomsens Ejendom, og løb til sidst fast i en Tørvestak.

1 Brevene er endnu bevarede. Ellen Olsen-Okkels har maskinskrevet en del af dem. Hele materialet var i 1997 opbevaret hos Bengt Tue Mønnike i Strandby.
2 Lund marked blev afholdt sidste gang i 1876.
3 Gift med Lars Martinus storesøster Zidsel Okkels Jensen.
4 Kjettel = kirtel
5 Uddannet lærer. Grundlægger af Hammerum højskole, Vejle amt Folkeblad og Herning Folkeblad. Rigsdagsmand.
Jens Jensen (Okkels) 1818 - 1886

Jens blev gift med Ane Jensdatter den 10 okt. 1845 i Gjellerup Sogn. Ane (datter af Jens (Lundgård) Christensen og Margrethe Pedersdatter) blev født den 05 aug. 1824 i Gjellerup Sogn; døde den 10 nov. 1896 i Vester-Birk. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 14,33
• Dåb: 05 aug. 1824, Hjemmet

Notater:

Ane Jensdatter er født 1824 i Birk som datter af gårdmand Jens Christensen og hustru Ellen Margrethe Pedersdatters eneste barn. Hun bliver hjemmedøbt den 5. august, og dåben konfirmeres i Rind kirke den 29. august 1824. Fadderne er kone Ane Olesdatter og pige Ane Marie Christensdatter af Lundgård, gårdmand Knud Uglbro og Jens Vestergård, Margrethe Christensdatter, Nørgård og Ane Kirstine Pedersdatter (barnets moster) alle fra Birk. Ifølge kirkebogen er hun navngivet Anna !

I Slægtsbogen fra 1953 har Okkels Birk skrevet følgende om sin bedstemoder:

I forbindelse med Giftermaalet overtog Ane Jensdatter og Jens Jensen Okkels Gaarden efter hendes Forældre. Det skulde der baade Mod og Kræfter til, og begge Dele havde de tilfulde. De havde i Huset hos sig Jens Christensen og husTru Margrethe samt hendes sindsyge Broder, og tillige maatte de svare Aftægt til Peder Rasmussen og Hustru Karen i Vester Birk; 2 Lispund Flæsk af Midterside og 31/2 Tdr. Rug. Om der var mere kendes ikke, mon nogen nu til Dags kunde ønske at gaa ind til saadanne Vilkaar.
Anes Forældre, Jens Christensen og Margrethe var to meget uensartede Naturer, og det kan vist med Sandhed siges, at Datteren Ane tog Arv efter dem begge. Samtidig med at hun havde gode Kræfter og havde et godt praktisk Haandelag, var hun i Grunden en meget religiøs Natur, ialtfald kom dette sidste meget frem på hendes ældre Dage. Hvis det kan siges om nogen Kvinde, at i hende forenedes det materielle og aandelige sig i skøn Harmoni, tror jeg nok at turde sige det om hende. Hun traadte fast og og sikkert paa Jorden, og hun havde stor Respekt for hver den, der virkede trofast i sit Kald. Og saa havde hun Ordensans og Plan over sit Arbejde. Det var hende meget om at gøre, at intet gik til Spilde. I den Henseende kunde hun ligefrem være nøjeregnende. Ud over dette travle og virksomme Liv, hun førte, og som optog hende stærkt til Hverdag, var Sindet altid optaget af det aandelige Livs Betydning for ret at leve
Det vil vist ikke være rigtig at henføre Jens Okkels og Ane til den grundvigianske Retning, jeg er tilbøjelig til at tro, at de knap var klar over, hvad det betød. Men de tilhørte heller ikke Indre Mission, selv om de maaske bedre forstod deres Maade at tale paa. Hun var ret og slet en troende kristen, for hvem det var meget om at gøre, at Vandringen her maatte slutte hos Gud i de evige Boliger. Hun vidste, hvad Synd og Naade var, og hvad det betød.
Jeg har lige nævnt, at Bedsteforældrene efter mit Kendskab, og den er da ikke helt ringe, især mit Kendskabt til Bedstemoder, ikke i bogstavelig forstand kunde betragtes som Grundtvigianere, men jeg vil gerne til Forstaaelse af hele deres aandelige Indstilling tilføje, at de dog havde saa meget forstaaelse af det grundtvigske kristelige og folkelige Livs Betydning, at de lod deres Børn komme paa Hammerum Højskole og derved kom under Paavirkning af Mænd som Thomas Nielsen og Rasmus Nielsen. Om jeg husker Ret, gjorde de i sin Tid deres til, at Thomas Nielsen blev Lærer i Birk Skole. Den mand, der fik afgørende Betydning for deres Søn, Jens Birks hele Livsførelse.
Lad mig i denne Forbindelse nævne et Træk til Forstaaelse af hele deres aandelige Indstilling og deres Væremaade over for den opvoksende Ungdom.
Som Repræsentant for Sparekassen i Herning besøgte jeg for en Del Aar sigden Gaardejer Chr. Vestergaard og Hustru i Døvling. To prægtige og meget gæstfrie Folk, som nu begge er døde. I Samtalens Løb fortalte Chr. Vestergaard, der kendte Jens Birk meget godt, at han i sine unge Dage havde været på Hammerum Højskole, men da Skolen ikke kunde afgive Plads til dem alle, var de fire unge Karle, der fik Ophold hos Ane og Jens Okkels, der dengang havde Fødegaarden i Birk. Saavidt jeg husker gjaldt Opholdet baade Kost og Logi.
"Nu bagefter forstaar jeg knap nok", fortalte Chr. Vestergaard, "hvordan de kunde overkomme at have os til Hverdag. Vi kunde til Tider være baade kaade og urolige, og sammen med Sønnerne i Gaarden kunde der nok blive Halløj, undertiden mere end godt var". "Men", føjede han til, "hvor havde din Bedstemoder en udmærket Maade at omgaas os paa, baade mild og myndig var hun i Stand til at at sætte os paa Plads allesammen". Til min stor Glæde havde Chr. Vestergaard ikke Lovord nok om det Hjem, han i sine unge Dage havde opholdt sig i. Han havde faaet et Indblik i et Hjems Hverdag, en Agtelse for en Kvindes Omgang og Omsorg for unge Karle, hvilket fulgte ham Livet igennem og paa hans Livs sidste Dage vedblivende havde stor Betydning for ham. Ja, Hverdagen har meget at betyde for os selv og for dem, vi daglig færdes imellem

Fra 1845 og til 1875, da de afstod Gaarden til deres ældste Søn Jens Birk, havde Ane og Jens Okkels deres Virke i den arvede Fødegaard. Men som Skik og Brug var, og under Hensyn til det ønskelige i, at Gaarden vedblivende kunde være i Slægtens Eje, afstod de den, for derefter at bygge en ny Gaard paa en Udmark i Vester Birk, og her havde de saa deres Hjem og Virke, indtil denne Gaard i 1883 blev overdraget til deres yngste Søn Karl Okkels. Ved siden af denne Gaard byggede de et lille Aftægtshus, hvor de henlevede deres sidste Dage, stadig følgende med i Sønnernes Arbejde og Virksomhed.

Det maa have været et stort Offer, de bragte, da de flyttede fra Slægtsgaarden i en forholdsvis ung Alder, for at give Plads for den unge Mand, der skulde føre Slægtsgaarden videre i Slægtens Arv og Eje. Man kan ikke andet faa Respekt for en saadan Handling, der tilmed bliver større derved, at de ikke agtede at lægge op, men flyttede til en Udmark for at berede Vejen for en yngre Søn. Det er muligt, at de dengang betragtede det som en Selvfølge, at de Ældre nærmest var forpligtede til at sørge for Børnene, naar de kommer til Skelsaar og Alder og ønskede at gifte sig, og det er tillige muligt, at de rent økonomisk fandt, at det var den bedste Vej frem. Det at laane Penge var ikke rigtig paa Mode dengang. Men trods alt dette har Grundsynspunktet sikkert været Slægtens fortsatte Forbliven ved den Gaard, som saa langt tilbage som nogen kunde huske var gaaet i Arv fra Slægt til Slægt.

Det var vist kun godt, om der var noget mere Pietet for den slags Anskuelser end Tilfældet er i vore Dage. Den Enkelte havde mere Forstaaelse af at maatte bringe Ofre for Helhedens Vel.

Som før nævnt havde de deres Virke i den nye Gaard indtil 1883, da deres yngste Søn Karl Okkels blev gift med Ane Kirstine Nielsen. Atter maatte de vige for de Unge, og der blev bygget et Aftægtshus øst for Gaarden med Facade ud til Landevejen. Den er forlængst nedrevet, men jeg ser den for mig endnu. Det var et lille hvidkalket Hus med smaa Stuer, men hyggeligt var der, og med den Ordensans, som Bedstmoder havde, var det set med Barneøjne et dejligt, omend lille Kongerige.

Deres samvær i aftægtshuset blev ikke af lang Varighed, idet Jens Okkels afgik ved Døden i 1886 ved et Ulykkestilfælde. Saa sad Bedstemoder alene tilbage i det lille Hus, hun, som havde arvet Fødegaarden i Birk og som havde været stærkt optaget af Dagens Gerning og Omsorg for de Gamle, der fulgte med Gaarden, og for de Børn, som hun efterhaanden fik. Egentlig passede hun ikke til at sidde hen i passiv Tilstand, og paa en Maade vedblev hun ogsaa at være aktiv, selv under de mindre Forhold, hun kom til at arbejde under. Hun passede sit Hus og sin lille Have, og for Blomster havde hun en medfødt Sans. For mig, som hun i fem Aar havde været Moder for, vedblev hun at være omsorgsfuld, og hun vilde gerne som en Moder følge mig paa mine Ungdoms Veje baade i Medgang og Modgang. Inderligt ønskede hun at se den, der skulde være min Ledsager Livet igennem. Det naaede hun ikke, men hun vilde sikkert have glædet sig med mig, om det havde formet sig saadan.

Det var ikke let at komme forbi det lille Hus uden at blive kaldt indenfor, hvis man ikke kunde tage det af sig selv. Og rigtig mange Lejlighedsbesøg er aflagt paa den Maade. Hun havde meget at spørge om i den Ensomhedstilværelse, hun førte, og der var mange Smaating, hun gerne vilde lægge en Gut på Sinde. Er det ikke altid Tilfældet, at de Ældre ligesom gerne vil bane Vejen for den opvoksende Slægt, saaledes at de Faldgruber, de selv har været udsat for, ikke skal være aabne for den kommende Slægt. Det er jo egentlig det, der ligger i de til Dels overhørige Formaningstaler, enhver Ungdom er udsat for at høre paa, og som maaske sjældent har den ønskede øjeblikkelige Virkning, men som saa ret ofte, naar en del Aar er rundet, alligevel kommer frem fra Underbevidstheden. Ja, god og omsorgsfuld blev hun ved at være, den gamle Bedstemoder, og det baade i Ord og Gerning. Var jeg til Herning i et eller andet Ærinde, saa kunde hun ikke godt tænke sig, at jeg gik hendes Hus forbi, og altid havde hun noget at give, et Stykke Brød, et Glas Øl eller hvad hun nu havde for Haanden, og det var noget, der rigtig passede til en ung Knøs. Naar jeg saa til Tider kunde fortælle hende om, hvordan jeg havde moret mig ved Festlige Lejligheder, hvor der dansedes, kunde hun med Ængstelse i Stemmen, men uden Bebrejdelse spørge, om jeg mente at kunde danse uden at synde. Naar jeg dertil uden Betænkning svarede Ja, kunde hun sige, det syntes hun ikke rigtig, hun kunde. Dansen maa sikkert for hende have formet sig paa en noget anden Maade, og maaske var det nærmest Markedsdans, hun tænkte paa, og som jeg ingen Kendskab havde til, og der var da ogsaa gaaet en Del Aar, fra hun var ung, og til jeg blev det.

Hun lagde gerne mærke til, paa hvilken Tid af Dagen de Mænd, hun kendte, kom hjem fra Marked, og de tidligst hjemkomne stod hos hende højt i Kurs.

Den 10. November 1896 - da jeg var 20 Aar gammel - døde hun stille og rolig i Troen paa, at han som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter. Et rigt og arbejdsomt Liv var afsluttet.
Inden jeg slutter Omtalen af disse mine Bedsteforældre, maa jeg have Lov at fremføre, at jeg er dem begge stor Tak skyldig, baade for Pleje og Opdragelse i fem Barneaar. Om de evnede at være det samme for mig, som Far og Mor vilde have været, ja, det ved jeg ikke, men at de gjorde det bedste for mig i saa Henseende, har jeg aldrig været i Tvivl om og er det heller ikke den Dag i Dag. Jeg har kun gode Barndomsminder fra dette Hjem, og mine tanker har ofte ført mig tilbage dertil.

De var begge jævne og hæderlige Bønderfolk. Han var meget økonomisk anlagt og nærmest stille og bramfri, men dog ikke uden Mening. Hun var mere fremtrædende hvad angik baade de materielle og aandelige Spørgsmaal. Men de udfyldte hinanden godt og levede i skøn Harmoni.

Det er vist ikke rigtigt at kalde Bedstemoder klog Kone i den Forstand, som det almindeligvis giver sig Udtryk, men alligevel var det noget hen i den Retning. Hun havde den, kunde det synes, overnaturlige Egenskab, at hun var i stand til at kurere Angreb af Ringorme selv i de allersværeste Tilfælde, hvilken den Tids Læger ikke var i Stand til. Jeg husker ikke saa faa Tilfælde, hvor hun kurerede Folk, der i længere Tid havde søgt Læge uden at blive hjulpet. Især mindes jeg en Dame fra Herning, der var saa medtaget af Ringorme paa det ene Haandled, at Armen var helt ubrugelig. Hun havde længe søgt Læge, men det var kun blevet værre. Nu søgte hun Hjælp hos Bedstemoder og blev ret hurtig rask.

Hvordan gik det saa til. Ganske simpelt og nemt. I Tørvekassen fandt Bedstemoder en Tørvebilling1, og med denne strøg hun paa det syge Sted (Ringormen) rundt og stadig rundt i Ringene. Hvor ofte kendes ikke, og samtidig mumlede hun en uhørlig Formular. Ved at gentage det nogle Gange, alt i forhold til Tilfældets Sværhedsgrad, blev paTienten altid rask. Var der flere smaa Ringorme, skulde hver enkel have sin Kur. Om det var Formularen eller Tørven, der betød mest, kendes ikke. Vi maa vist regne med, at det var begge Dele i Forening. En Kvinde kunde kun lære fra sig til en Mand og omvendt.

I et brev den 30. marts 1873 beretter Ane om sin sygdom til sin søn Lars Martinus Okkels Jensen (i uddrag):

Nu vil jeg lade dig se at jeg er bleven bedre da jeg kan skrive til dig. De sidste to dage er jeg blevet meget bedre. Nu håber jeg jo at komme fra det denne gang, og jeg er næsten vis på at påsken vil blive så skøn for os som den aldrig har været før; for efter sorg kan man jo bedst skønne på glæde; men lad os ikke glemme at takke ham som sårer og læger, ham som er død og opstanden for os.

Kære søn, jeg ved ikke om jeg skal fortælle dig om min sygdom - jo, lad mig så gøre det. Måske Jens har skrevet det, men det er jo også det samme. Så vil jeg begynde på det første: jeg fik en feber den 11. marts, og jeg havde da feber dagen til den 16. Vi var jo gået til alters denne dag - jeg længtes efter at få syndsforladelse. Jeg ved nok vi skal have det hver dag. Det er jo dog også værd hvis man kan tro at han selv siger det til os gennem sin tjener. Men og vi nyder så hans sande legeme og blod. Det var jo ikke hans vilje at jeg skulle nyde det den dag - men du kan tro at der har været mange spørgsmål hvorfor jeg ikke skulle nyde dette måltid.

Nu, så begynder jeg med min fortælling igen. Vi var kommen et stykke lidt nord for bækken, så blev jeg så dårlig, og så drejede vi om og ville hjem. Men den gang vi var kommet nord for bækken igen, så besvimede jeg første gang. Men jeg kom jo på benene igen, men der var en tid - den kan jeg ikke sige dig for jeg tro at min forløser ville tage min synd til sig, og jeg klamrede mig fast til hans tro. Det var det sidste jeg ved inden jeg næsten kom hjem. Så bar de mig på seng, og det første jeg bad om var at din fader ville læse denne salme: "Jesus, dine dybe vunder". Den stod i Kingos.

Jeg sagde at jeg havde fået det ret godt både søndag og mandag, men om tirsdagen da var jeg i sygelig (?) angst. Du kan tro at jeg savnede dig da de fem var hos mig, og du var borte fra mig. Men jeg bad for dig at Herren ville velsigne dig, og jeg håber at det er Herrens vilje at det sådan skal være at det er din gerning.

Nu vil jeg sige farvel og ønske Guds fred fra Din Moder.

Hendes søn Jens Christian Jensen Okkels giver følgende beretning om sygdomstilfældet (Brev til hans bror Lars Martinus Okkels jensen den 24. marts 1873):

Moder har været meget syg. I søndags for otte dage siden ville de til alters, og da det var så koldt, ville de gå. Da de kom til Niels Kristensens agre, blev mor dårlig, og de vendte om. Da de nåede Lars Dinesens agre, besvimede mor og kunne hverken gå eller tale. Heldigvis kom der folk til, der fik Lars Dinesen til at køre hende hjem. Hun vidste ikke af sig, førend hun kom hjem. Nu har mor det bedre, og vi må jo håbe, at hun bliver rask igen, men det er nok tvivlsomt, om hun bliver, som hun var.

I 1874 er Ane igen blevet syg: gigt- og gastensfeber2, og den 3. januar 1876 fortæller hendes søn Lars Martinus Okkels Jensen i et brev, at hans mor lå meget syg af gigtfeber, da han kom hjem fra juleferie i Højen. Alt tyder på, at hun mere eller mindre er plaget af disse sygdomme resten af sit liv.

På et tidspunkt fik fire unge karle, der gik på Hammerum højskole, ophold hos Ane og Jens på Meldgaard. En af disse var Chr.Vestergaard, som mener opholdet gjaldt både kost og logi. Nu bagefter forstår jeg knap nok, hvordan de kunne overkomme at have os til hverdag. Vi kunne til tider være både kåde og urolige, og sammen med sønnerne i gården kunne der nok blive halløj, undertiden mere end godt var. Men, føjede han til, hvor havde Ane Okkels en udmærket måde at omgås os på, både mild og myndig var hun istand til at sætte os på plads allesammen.

Efter at være flyttet ud i aftægtshuset, Birkelund sender Ane følgende breve - det første i ca. 1883 - til sin svigerdatter, Marie:

Kjerre Marie nu vilde jeg nok lade dig vide, hvorledes vi har det vi har det saa skjønd at det er for os som nygifte Folk i den lille Hus vi kan tale om os selv og alle vore Børren og ingen forstyrrer os og det er snar en Lykke for os for den Gang vi var ungje givte da var der meget at dreje os efter saa kommer man til at springe over noget som man ikke burde og derfor skal vor kjær Fader i Himmellen have saa mangen tak for at han har ladet os leve sammen for om jeg maa sige det saa kan vi nok sige at juleglæde er kommen i den hele hus men vi forestiller os ei andet en at Langfredag og vil komme naar vi engang skal skeles fra hverandre men måske der ikke bliver saa langt imellem os og jeg hober vi samles hos Gudfader med dem som man har kjer men det skal jo være afnaade alsammen, men kjere Marie jeg er meget ked af at du er saa lit rask men jeg tror nok at du skal komme dig for det var en nat at jeg saa at du kom fra Badehus [eller Brudehus] og du var saa rask og glad. Nu kan jeg ikke skrive mere dengang for min haand ryster.

Helsener fra Moder Ane Jens
-------------------
Kjere datter [svigerdatter] du og dine smaa drenger skal have saa mangen Tak for den lykkeønske til min fødselsdag for det gør saa got naar man ved det kommer fra en ærlig Hjerte, men du kan ikke tro saadan Skuffelse jeg fig jeg gik og bilte mig in at Lars Martinus kom hjem til min Fødselsdag for jeg mente ikke at du turde reise, men det gjorde mig saa meget at jeg gig ikke til fremme en uge for du kjender nok den sygdom den er slem jeg bliver toet med kol van paa min ryg hver morgen og det et got for mig for før jeg blev det var det som jeg lo i emmer3 og nu kan det nok gaa men om jeg kommer mig det siger Dogter at han ved ikke for jeg er for gammel at fo rask men kan det ikke hjælpe som han bruger (?) saa er det ingenting (?) det tror han ikke, nu kan jeg ikke skrive mer for nu blivver mine tanker saa vilde at jeg kan ikke samle noget i min hoved og i kan vel ikke læse det, ja kjere Søn du skal og have saa mangen tak for din ønske, men din fader har jo takke dig, lev vel det ønsker eders Moder, skriv snart.

Ane Jensdatter dør 72 år gammel den 10. november 1896 i aftægtshuset, Birkelund, Vester Birk, Gjellerup sogn.
1 tørvebilling = lille stykke tørv.
2 gastrisk feber = mavekatar.
3 lo i emmer = lå i gløder.

Rasmus blev gift med Christiane Madsdatter. [Gruppeskema] [Familietavle]