Anna Okkels Birk

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 134,182,289
• Dåb: 13 apr. 1913, Gjellerup Kirke

Notater:

Fra Herning Folkeblads nekrolog den 8/12 1988 gengives følgende uddrag:
Anna Hansen var den tredieyngste af Kirsten og Okkels Birks seks børn. Barndomshjemmet var Helstrupgård i Snejbjerg. Her lærte børnene arbejdssomhed og respekt for livet.
Hjemmet hørte til de helt bevidst grundtvigske, og forældrene var med til at forme såvel menighedslivet i Herning Valgmenighed som det folkelige liv, der udgik fra Herning Højskolehjem. Herning Friskole var endnu ikke oprettet, da Kirsten og Okkels Birks børn skulle i skole. Derfor oprettede Okkels Birk selv en skole i grundtvigsk-koldsk ånd for sine egne
børn på stuehusets loft og ansatte en huslærer. Enkelte nabobørn fik også lejlighed til at være med i denne forløber for Herning Friskole, hvor Anna Hansen fik sine syv års skolegang.
Efter konfirmationen kom Anna ud at tjene for at lære husholdning på større gårde. Men der blev også lejlighed til et ophold på Ollerup Gymnastikhøjskole.
I 1933 fik Anna Hansen plads på Bjerregård i Åle, og her traf hun Therkel Hansen, der var karl på samme gård. Parret blev gift i 1935 og købte Højgård i Snejbjerg, som de
drev indtil for seks år siden, da de solgte og flyttede i hus på Rosenvænget i Herning.
For seks år siden var ægteparret udsat for en bilulykke, og her kom Anna Hansen så slemt tilskade, at hun aldrig forvandt det. Men på trods af stærke smerter hver eneste dag, kæmpede hun tappert for stadig at være så meget med som muligt. Og hun havde til det sidste overskud til at tænke på andre, som havde det svært, og som havde brug for et besøg og et opmuntrende ord.

Anna blev gift med Therkel Anton Hansen den 19 nov. 1935 i Snejbjerg Kirke. Therkel (søn af Henrik Mathiasen Nielsen Hansen og Ane Petersen) blev født den 30 sep. 1910 i Trebjerre, Hvirring Sogn; døde den 02 jun. 1995 i Herning; blev begravet den 06 jun. 1995 i Snejbjerg Kirkegård. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Jørgen Birk Hansen blev født den 07 nov. 1939 i Højgård, Snejbjerg Sogn; døde den 8 jun. 2022 i Holstebro.
2. Kirsten Birk Hansen
3. Inger Birk Hansen
4. Helga Birk Hansen
5. Jens Okkels Hansen

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gårdejer
• Reference: 132,264,285,287
• Dåb: 21 nov. 1876, Hjemmet

Notater:

Tog navneforandring den 2.11.1893 fra Jensen til Birk - og kaldtes Okkels Birk.


Blev uddannet ved landbruget, var på Ryslinge Højskole og Tune Landbrugsskole, tjente forskellige steder og købte i 1906 den ca. 185 tdr. land store gård, Helstrupgård, som sønnen Jens overtog i 1954.
Okkels Birk var i mange år formand for Hammerum Herreds Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforening, i 16 år medlem af Snejbjerg Sogneråd, i en årrække medlem af Snejbjerg Menighedsråd, formand for Herning Valgmenighed, bestyrelsesmedlem for Herning Højskolehjem, medlem af forretningsudvalget for Hammerum Herreds Spare- og Lånekasse. Blev i 1934 medlem af Ringkøbing Amtsråd og var formand for Herning Sygehus. [SL73].




Barndomsminder.

Det er nævnt før, at slægtsgaarden i Birk, den gang kaldet "Meldgaard" brændte 1839 og af den grund blev flyttet op paa Marken nord for Vejen, og at Jens Birk gav den et andet Navn, nemlig "Margrethelyst" efter sin første Hustru Margrethe.

Efter al Sandsynlighed har Jens Okkels ingen Gæld haft paa Gaarden, og det er muligt, at det er første Pantsætning, da Jens Birk ved Tiltrædelsen maa laane saa meget som muligt paa Gaarden. Antagelig har Jens Okkels haft brug for Pengene til Bygning af den nye Gaard. Det var almindelig Mening blandt Datidens Mænd, at Jens Birk med den Gæld, han fik paa Gaarden, ville faa meget vanskelig ved at klare sig. Det kan i vor tid lyde underligt, men Indtægterne var smaa dengang og gennemført Sparsommelighed vel nok højeste Mode.

Der foreligger fra den Tid en Udskrift af foretagen Vurdering til Laan, dateret den 23. Juli 1875, der er en udmærket beskrivelse af Gaarden og giver et godt indblik i Forholdene paa den Tid og sikkert en nogenlunde rigtig Bedømmelse af Indtjeningsmulighederne.

Den anføres her i sin Helhed.

Udskrift af Taxationsforretning over den Jens Birk Jensen tilhørende Gaard
Matr. No 4a og 4b Birk, Gjellerup Sogn, afholdt den 23. Juli 1875.

Stempeltaxt 3 Kr.
Taxationsforretning.
Aar 1875 den 23. Juli mødte underskrevne Vurderingsmænd for Hammerum Herred, i Henhold til Lov om Umyndiges Midler m.v. af 19. Marts 1869, for ifølge Herredskontorets Skrivelse af 21. Juli s.A. at vurdere den Jens Birk Jensen tilhørende Gaard Matr. No. 4a, 4b Birk, Gjellerup Sogn, Hammerum Herred, Ringkjøbing Amt.

Tilstede for at paavise Ejendommen og give de af os forlangte Oplysninger om samme var Ejeren, Jens Birk Jensen.

Fremlagt ved Forretningen blev:
Skjøde fra Jens Jensen Okkels til Jens Birk Jensen, dat. 12. Juni 1875, thinglæst 20. Juni s.A.
Pantebogsattest af 22. Juli 1875.
Udskrift af Skattekvitteringsbogen.
Brandpolice for Bygningerne.
Kort over Ejendommen samt Arealberegning.
Brandforsikrings-Police for rørlige Ejendele.
Attest ang. Kommuneudgifterne.
Ejendommen Matr. No. 4a, 4b Birk er beliggende umiddelbart ved Hovedlandevejen fra Silkeborg til Herning-Ringkjøbing, 3/8 Mil fra Herning Handelsplads, hvor omkort Tid bliver Jernvejsstation, og kan siges at have en i det Hele taget heldig Beliggenhed.
Kirke- Konge- Korn og Kvægtienden ejes. Præstetienden udredees med 2 Tdr. 2 Skp. 1 Fdk. Byg efer Kapitelstaxt.
Bygningerne bestaa af:
a) Stuehus 20 Fag Grundmur, indeholder foruden en passende og for en jevn Familie vel indrettet Beboelseslejlighed med fornøden Udenomsbekvemmelighed tillige Mælkerilejlighed og Snedkerværksted, ialt 14 Værelse og Rum, er forsynes med fornødne Kakkelovne og passende til Gaardens Størrelse.
b) Østre Hus, 18 Fag Grundmur, indeholder Kostald, Svinesti og Høgulve.
c) Søndre Hus, 22 Fag Grundmur er Lade.
d) Vestre Hus, 81 Fag Grundmur, indeholder Hestestald, Faaresti, Vognport m.v.
e) Tørvehus, 6 Fag Bindingsværk, beliggende N.O. for Gaarden.

Alle Bygningern, som ere straatækkede, ere solide og vel vedligeholdte, godt beliggende, samt passende for Ejendommens Størrelse, ligesom der ved Gaarden findes godt og tilstrækkeligt Vand.
Arealet, Matr..4a, 4b af Hartkort tilsammen: 3 Tdr. 6 Skpr. 1 Fdk. 1 1/4 Alb. Gammelskat 51 kr. 93 Ø udgjør i alt 80 6330/14000 Tdr. Land, deraf 52 13180/14000 Tdr. L.Ager, 18 13240/14000 Tdr. L. Eng, 8 7910/14000 Tdr. L.Mose og Kjærgræsjord, og skjønnes at svare til den paa Kortet og Arealattesten angivne Størrelse.
Agerjorden bestaar af god Muld og Leermuld med Leerunderlag, med Undtagelse af c. 2 Tdr. Land god Sandmuld, og er al Agerjorden, paa en Ubetydelighed nær, drainet, overalt merglet, i omhyggelig Kultur og god Gjødningskraft samt indhegnet med levende Hegn. Mergel af god Beskaffenhed findes flere Steder paa Marken bekvemt tilgjængeligt ligesom og Vandingssteder for Kreaturerne. Engen, som for en Del er Overrislingsegn af udmærket Beskaffenhed, og for en Del jevn god Eng, er indhegnet med forsvarlige Skjelgrøfter og afgiver aarlig 50 á 60 Læg Hø. Mosen afgiver godt og tilstrækkeligt Brændsel, foruden at der om Sommeren græses noget Ungkvæg i samme, største Delen af den vil med Fordel kunne opdyrkes.

Besætningen, som er af meget god Beskaffenhed, bestaaer af:





har en samlet Værdi af 6600 Kroner.

Inventariet indeholder de til Gaardens Drift tilstrækkelige Redskaber, som ere gode og vel vedligeholdte. Forsikkringssummen for samtlige rørlige Ejendele er 10.740 Kroner.

Agermarken drives i 8 Marker, saaledes at der aarligt brakkes 1/8 Part af samme, hvorefer tages 4 Kornafgræder, til hvilke gjødes to Gange, derefter udlægges Jorden med Kløver og Græsfrø og ligger til Græs i 3 Aar.
Med Rimelighed kan paaregnes et Udbytte af 12 Fold af alle Kornsorter.


Kornproduktion:


80 Tdr. Rug á 13 kr. 60 Øre
1088 Kr. 0 Øre

80 Tdr. Byg à 9 Kr. 70 Øre
776 Kr. 0 Øre

160 Tdr. Havre à 6 Kr. 50 Øre
1040 Kr. 0 Øre


2904 Kr. 0 Øre
2904 Kr. 0 Øre
Som foranført avles 50 à 60 Læs Hø, og desuden ca. 100 Tdr. Rodfrugter foruden Kartofler. Besætningen staldfodres ca. 7 Maaneder af Aaret.


Kvægbesætningen:


1000 Kdr. Mælk pa. Ko er af 13 Stk. Køer
13000 Kdr. À 20 Øre
2600 Kr. 0 Øre

Salg af 2 Stk. Udsætterkøer som om Efteraaret fedes paa Engen
200 Kr. 0 Øre

Salg af 6 Stk. 2 Aars Stude(som kunne undværes af Besætningens Tillæg foruden at dette aarlig sætter 2 Stk. Kvier ind.)

450 Kr. 0 Øre

Salg af Svin
500 Kr. 0 Øre

do. af Lam og Uld (foruden hvad der bruges til Huset)
150 Kr. 0 Øre

Salg af 2 Plage
700 Kr. 0 Øre


4600 Kr. 0 Øre
4600 Kr. 0 Øre

Ialt Indtægt
7504 Kr. 00 Øre


Kgl. Skatter og hvad der i øvrigt erlægges paa Amtsstuen, derunder ogsaa Brandpenge af Bygninger

126 Kr. 79 Øre

Kommuneafgifter af Hartkorn

40 Kr. 07 Øre



166 Kr. 86 Øre
166 Kr. 86 Øre
Tiende til Præsten: 2 Td. 2 Sk. 1 Fdk. Byg af 70 Øre


22 Kr. 13 Øre
Forsikkringspræmie af Besætning, Inventarium og Produktbeholdning

13 Kr. 00 Øre
Driftsudgifter



Sædekorn:



6 Tdr. Rug à 13 Kr. 60 Øre

81 Kr. 60 Øre

5 Tdr. Byg à 9 Kr. 70 Øre

48 Kr. 50 Øre

22 Tdr.Havre à 6 Kr. 50 Øre

143 Kr. 00 Øre

1 Tdr.Kartofler

5 Kr. 00 Øre



278 Kr. 10 Øre

Kløver & Græsfrø

60 Kr. 00 Øre

Fødekorn:



50 Tdr. Rug
680 Kr. 00 Øre


50 Tdr.Byg
485 Kr. 00 Øre


160 Tdr.Havre
1040 Kr. 00 Øre
2205 Kr. 00 Øre

Indkøb af Kunstgjødning og Kraftfoder

600 Kr. 00 Øre

Besætnings & Inventariets Vedligeholdelse og Fornyelse

500 Kr. 00 Øre

Folkeløn & Daglejer

850 Kr. 00 Øre



4493 Kr. 10 Øre
4493 Kr. 10 Øre
Indkjøb af Kolonialvarer, Salt m.v.


200 Kr. 00 Øre
6% af Besætningens og Inventariets Værdi


644 Kr. 40 Øre
Uforudselige Udgifter: 10% af Driftsudgifterne


449 Kr. 31 Øre


Ialt Udgift
5987 Kr. 80 Øre

hvilket fradraget Indtægten giver et Indtægtsoverskud af 1516 Kr. 20 Øre, hvilket Overskud 25 Gange taget, giver en Værdiansættelse af Ejendommen = 37.905 Kroner.

Vi ansætte denne ejendoms Værdi Handel og Vandel til at være 38.0000 Kroner, saa meget mere, som den ved Opdyrkning af Kjærjorden endnu vil kunne stige betydeligt i Produktionsevne, ligesom den alt paabegyndte Jernvej mellem Silkeborg og Herning vil have dens Værdiforøgelse til Følge.

Sluttelig bemærkes, at der hører en god Tørvemodelod paa c. 4 Tdr. Land til ejendommen, hvilken Moselod ej er medregnet i det her beskrevne Areal.

Grunden til at Vurderingssummen overstiger Kjøbesummen 16.000 Kr. maa søges deri, at Overdragelsen er skeet fra Fader til Søn, og at denne formentlig ingen anden Arv erholder.

At vi ikke ere beslægtede eller besvogrede i op eller nedstigende Linie eller i første og anden Sidelinie med Ejeren af denvurderede Ejendom bevidne vi herved, ligesom og at Forretningen er udført i Henhold til den af os under 14. Juli d.A. indgivne edelige Forsikring.

Birk, den 23. Juli 1975.
M. Eugen Tolderlund
At jeg efter bedste Evne og Samvittighed har meddelt de af Taxationsmændende begjørte Oplysninger bevidnes.

I Diæter tilkommer os 16 Kroner.


Denne Beskrivelse af Ejendommen maa siges at være meget nøjagitg og omstændelig, og den giver et ret godt Billede af Forholdene paa den Tid. Man faar Indtryk af, at Taxationsmændene har anstrengt sig for at gøre det saa godt som muligt for Laantageren. Det opstillede Regnskab giver jo kun et Overskud paa 1516 Kr. og det skønnes ikke, at der paa Udgiftskontoen er afsat en Post til Renter og Afdrag paa Laan. Det fremgaar heller ikke af Akterne, hvor stort et Laan Jens Birk blev bevilget, men det har sikkert været tilstrækkeligt stort for ham at svare Renter af. Men i øvrigt faar man Indtryk af, at Jens Okkels har efterladt Gaarden i saa god Stand som muligt til Sønnen.

I det Hjem er det vi Søskende faar vor Barndom og tillige vor første Ungdom, og det er det Hjem, hvortil Tankerne ofte har vandret, ogsaa siden vi har faaet eget Hjem, og andre Forhold og Tilstande har optaget Sind og Tanke.

Det er ret underligt at tænke sig, at der i vor Barndom kun var Bræddegulv i Dagligstue og Sovekammer. Og det forekommer mig, at Jens Birk har fortalt, at da han overtog Gaarden, var der ogsaa Lergulv i disse to Værelser. Det har sikkert sin Rigtighed. I de to Gæstekamre og Fredstuen (Storstuen) var der Lergulv. Forgangen havde en Slags Fliser eller rettere Munkesten, og noget lignende var der i Køkkenet. Bryggerset var belagt med Piksten af samme Slags som i Gaarden. I Bagestuen var der Lergulv, medens der i Mælkestuen (halv Kælder) var Cement. Tillige kan anføres, at der i Stuehusets venstre ende var indrettet Værkstedsrum uden Loft. Det var først, da Jens Birk hjemførte sin anden Hustru, at Stuehuset blev moderniserret og paa det nærmeste fik den Indretning, som den har for Tiden. Trods gammel meget hyggelig.

Gaarden var sammenbygget med Udkørselsporte baade i Øst og Vest og tækket med Straatag.

Vi kom tidligt i Arbejde, vel ogsaa for tidligt. Det første Job og ikke det morsomste var i det tidlige Foraar at passe Faar og Lam i Løsdrift. Selv om Lammene til Tider kunde være morsomme at iagttage i al deres Kaadhed og deres mange Krumspring, havde de altid en kedelig Tilbøjelighed til sammen med deres Mødre at søge de forbudte Græsgange. Rugmarken og den nye Kløver og Græsmark maatte ikke betrædes, og det var netop der, Faarene helst vilde være. Det staar for mig som noget af det mest kedsommelige at gaa i Dagevis med en Flok løse Faar og Lam. Det er heldigvis for længst gaaet af Mode. Naar vi gik i Marken havde vi Børn kun Solen at rette os efter, og det skete mere end én Gang, at vi kom for tidligt hjem med Faarene. Saa vankede der Skænd, og af Sted - og det ret omgaaende - gik det med de firbenede Skabninger. Solen har sikkert skjult sig bag en sort Sky og forvildet vore Begreber med Hensyn til Dagens Længde. Ofte var det bidende koldt, og vi frøs, saa det var slet ikke underligt, at vi ønskede at komme rettidigt hjem. Dagen havde været lang, ja, endda meget lang.

Men det var ikke nok med at passe Faar.Ungkreaturer og Køer skulde ogsaa passes, og det kunde nok falde noget haardt med Pasningen af disse samtidig med, at vi skulde passe Skolen, der dog kun optog os to halve Dage om Ugen. Det vil være paa sin Plads her at indskyde den Bemærkning, at naar Talen i denne forbindelse er om os Søskende, gælder den kun for os af ældste Hold og ikke for Børnene i andet Ægteskab. Det maa ikke forstaas saaledes, at vi ikke vedkender hinanden, tværtimod kan det med Sandhed siges, at Forholdet mellem os har været og er det allerbedste med en Slægts Samhørighed og Pietetsfølelse, vist nok ud over det almindelige. Men den meget strenge Opdragelse og Arbejdsudnyttelse, vi Søskende af første Hold har været udsat for, er grundet paa mange Forhold ikke blevet praktiseret oveerfor børnene af andet Ægteskab.

Jens Birk var blevet ældre og sammen med sin unge Hustru blevet mere forstaaende overfor en mere lempelig og mindre arbejdskrævende Opdragelse.

Den Moderkærlighed, som vi ældre Søskende trods alt godt har manglet i de helt unge Aar, synes i nogen Maade at have præget os Livet igennem. Ogsaa Tidens forandrede Levevilkaar har bidraget til en mere forstaaende og lempelig Opdragelsesmetode, og dertil kommer saa noget, som er vanskelig at faa Rede paa, nemlig hvad og hvor meget Mødrenearven har givet os af Forskelligheder med Hensyn til baade ondt og godt. Det maa staa hen. Meningen med disse Bemærknigner er at gøre opmærksom paa, at børn fra samme Hjem, med samme Far, men med forskellige Mødre alligevel kan være meget forskellige, selv om de har meget tilfælles, baade med Hensyn til Anlæg, Væremaade og Initiativ.

Det bliver nødvendigt at tilføje, at det Hjem, som stiftedes ved Jens Birks andet Ægteskab, i mange Maader blev præget af et andet Milieu, end det vi ældre Søskende voksede op i, vel mest grundet paa Tidens forandrede Levevilkaar. Som Bevisførelse herfor kan nævnes, at begge Drengene, Johannes og Holger, kom til at gaa i Realskole i Herning. Det var noget helt andet end i Drengeaarene at passe Faar og Kreaturer i Løsdrift. Pigebørnene, Margrethe og Anna, skulde lære at spille Klaver og andre moderne Metoder. En saadan Børneopdaragelse var sikkert Jens Birk ganske fjern, ja mere end det, ham ganske utænkelig i vi ældre Søskendes Barndom, ja, den lærde Skole var Jens Birk egentlig fjendtlig stemt overfor. Men det er set før og mange Gange senere, at Forældrenes Stilling til Oplæring af Poderne gaar i stik modsat Retning af det, de ellers proklamerer som det helt rigtige. Det anførte skal ikke opfattes som en Kritik eller en Bebrejdelse af Jens Birks forandrede Indstilling, men som en Konstatering af de faktiske Forhold og dermed en Bevisførelse for en Søskendefloks meget forskellige Oplæring og Opdragelse.

Men tilbage. Vi havde en god Skolegang om Vinteren. Da gik vi fire hele Dage om Ugen i ældste Klasse, mendens vi kun gik to halve Dage om Sommeren. Og da var vi fri for legemligt Arbejde, saadan omtrent. Vi skulde passe Skolen, lære vore Lektier, hvilket undertiden kunde være svært nok. Den Tid, vi saa kunde faa tilovers, maatte anvendes til Leg og Morskab. Det er herligt at tænke tilbage paa disse dejlige Vinterdage, ikke mindst naar Vandet frøs til Is. Det er vist ikke for meget sagt, at vi da brugte al vor Fritid til at løbe paa skøjter og det ret ofte baade Dag og Aften.

Den Kundskabstilegnelse, vi fik om Sommeren, var ikke meget værd, ja var egentlig uden Betydning. Inden Skoletid skulde Ungkreaturerne flyttes i Mosen og Malkekøerne trække ud paa Græs, og det var om Sommeren Kl. 6 om Morgenen. Det var derfor for meget forlangt, at vi skulde være særlig oplagt til Skolearbejdet. Det var særligt galt med Tjenestedrengene, der ofte brugte den første Time til en lille Morgensøvn, og det var Læreren forstaaende nok til at finde sig i.

Lærer Brøndlund var en udmærket Mand baade som Lærer og Menneske. Han fik stor Betydning for os Børn baade i Skoletiden og Ungdomsaarene. Dertil bidrog Familieforholdene og tillige i høj Grad Brøndlunds Giftermaal med Værtinden paa Herning Højskolehjem, Anna Christensen. Hun var en meget betydelig og begavet Kvinde, der helt ud var sin Mand jævnbyrdig. Disse to prægtige Mennesker kom jævnligt i vort Hjem, og det blev for os unge Højtidsstunder, vi nødig vilde undvære.

Birk Skole var paa den Tid en overfyldt to Klasses Skole. Der fandtes ingen Forskole. Sammenlignet med Nutids Skoleforhold, kan man undre sig over, at Brøndlund under saa primitive Forhold kunde magte Opgaven at faa os Børn saa nogenlunde oplært. Det vilde heller ikke været lykkedes uden de særlige Lærerevner, han var i Besiddelse af. Han fornyede sig selv ved at følge godt med i Tidens rørelser og ved Læsning af baade faglig og ufaglig Litteratur. Og saa havde han en letfattelig og for Børn forstaaende Maade at fortælle Historie paa, hvad enten det var Bibelhistorie, Danmarkshistorie eller Geografi. Han var da helt paa Højde med sig selv, saa Stilheden bredte sig over hele Klassen af Betagelse. Selvfølgelig kunde han ogsaa være Revseren, og ve den Dreng eller Pige, det kom til at gaa ud over. Der blev da en helt anden Stilhed i Skolen, og denne Stilhed mindes ikke med Glæde. Det kan synes ret underligt under Hensyn til hele hans aandelige Indstilling, at han strengt forlangte, at vi skulde lære Salmer og den meget kedelige Lærebog udenad. Her var en Brist. Men da det var et Krav, fremført af hans Foresatte, har han sikkert ment det rigtigst at efterkomme dette. Han skulde jo tillige møde med sine Elever til Eksamen, og da kunde saadant Remseri ikke saboteres.

Udenforstaaende vilde sikkert faa Indtryk af, at der manglede ikke saa lidt Disciplin i Skolen. Det var dog ikke helt rigtigt. Sandheden vil nok være den, at Livet i Skolen var mere fremtrædende end den dødsenskedelige Disciplin. Det var ikke tør og kedelig Lærdom, der blev doceret, men det var aandfuld Tale ud fra det Livssyn og den Livsindstilling, han var besjælet af, og som var den inderste Kerne i hele hans Lærergerning.

Nu længe efter Skoletidens Afslutning har det ofte faldet mig for Brystet, hvorfor vi absolut ved Skoledagens Afslutning saa at sige skulde slaas for Livet løs. Der var to faste Partier, og Delingslinien for disse var altid dem, der skulde vest paa altsaa Birk Børnene, og dem der skulde øst paa ad Agerskov og Hammerum til. Det gik ofte haardt til, og der vankede mange drøje Hug. Om Sommeren havde vi fra Birk gerne Overtaget, idet vi da havde Tjenestedrengene, men naar de rejste til November, var Hammerum Drengene os ret ofte overlegne. Vi fra Birk var derfor altid meget interesserede i, hvor mange Tjenestedrenge der kom om Foraaret, og hvilken kvalitet de bestod af. Naar vi havde Frikvarter i Skolen, kunde vi godt forliges og udmærket leget sammen, og Legen gik bedst, naar baade Piger og Drenge kunde enes om at lege sammen. Det kunde ligefrem være festlige Stunder. Ikke mindst Middagsfrikvarteret, der strakte sig over en Time og ofte en Del længere, kunde rigtig føre os sammen i Leg og Lystighed. Hvorfor vi saa endelig skulde gaa i Leding, naar Skoledagen var endt, er en uløst Gaade, men det var der nu en Gang skabt Tradition for, og Traditioner er meget vanskelige at afskaffe, ogsaa de daarlige.

Politik optog os ogsaa meget i Skolen. Det var Aanden hjemme fra, der fulgte med og prægede os fra Børn af. Vi var afgjort Venstremænd, og ve den Dreng, der kunde finde paa at have en anden Mening. Det var f.Eks. ikke tilladt at have Skilning i højre Side. Vovede en Dreng sligt, fik han omgaaende Klø. Af fuld Hals sang vi "Ned med Estrup, Scavinius og Ran" og lignende.

Lærer M. Brøndlund og Hustru Anna fik i det hele taget stor Betydning for os, baade mens vi var Børn, og da vi som unge traadte ud i Livet, ja i Manddomstiden med. Han fulgte os paa Vejen frem i Livet og var altid meget interesseret i, hvad vi var optaget af, baade aandeligt og materielt. Hun var den fødte Oplæser, og det er faa Mennesker givet at kunne gengive en Bogs Indhold med en saadan Indlevethed og Forstaaelse, som netop var hendes Maade at læse op paa. Ganske ukunstlet, men jævn og ligetil kunde hun fange sine Tilhørere, saa de bogstaveligt talt glemte Tid og Sted.

Det kan egentlig ikke betones stærkt nok, hvilket Betydning Lærerne havde paa Børn, Unge og Ældre i et bestemt Afsnit af Gellerup Sogns Historie. Det kunde der skives ikke saa lidt om, men det ligger udenfor Opgaven her. Foruden Brøndlund, der fik den længste Lærertid i Birk, og vel ogsaa nok den af Lærerne, der kom til at præge Sognet mest, kan nævnes den rigt begavede og aandrige Lærer Agerskov, Lund Skole, senere flyttet til Højmark Skole i Lem Kommune. Faa Mennesker kunde som han svinge sig op til de store Højder og vise Retningen for Ungdommens Idealer. Der var Højtid over hans Tale og Færd blandt Unge, ikke mindst ved Sammenkomster indenfor Gymnastik og Skydning. Den samme Lærer Agerskov kunde baade være højt oppe og langt nede, og i de senere Aar af hans Levetid kunde det tunge Sind være ham til meget Besvær. Men det er vel Livet Gang. Har vi toppet, maa vi dale.

I Busk Skole var samtidig Mikkelsen-Tønning Lærer. Han var vel nok mere realistisk indstillet, men var baade en dygtig Lærer og en dygtig Landmand. Det er slet ikke for meget sagt, at de to Lærere, Mikkelsen-Tønning og Brøndlund, var blandt de mest fremmelige paa det landbrugsmæssige Omraade paa den Tid. Mikkelsen-Tønning var da ogsaa Hammerum Andelsmejeri's første Formand, en Stilling han beklædte i en længere Aarrække med stor Dygtighed. Senere var Brøndlund en kort Tid Formand. At tre saa betydelige Mænd fik stor Indflydelse paa Tidens Ungdom er saa aldeles afgjort, og det er vist egentlig ikke for stærkt sagt, at der for en stor Del af Gellerup Sogns Ungdom var en Guldaldertid. Og dette, at vi som Børn og Unge fik Del i denne, har sikkert bidraget til, at vi i en ret tidlig Alder blev rodfæstet i en Livsanskuelse, som senere har været os en rig Kilde i den fremtidige Virksomhed.

Udfra Jens Birks hele aandelige Indstilling kan det synes underligt, at vi Børn en Tid gav Møde i Søndagsskolen og derved kom under Paavirkning af Mænd, som aldeles afgjort tilhørte Indre Mission. Jeg mindes ikke Anledningen dertil, om det var et Ønske fra vor Side, det kan godt tænkes, eller om det var Jens Birk, som paa det Tidspunkt mente, at vi kunde have godt af en yderligere Kristendomsundervisning ud over den, vi fik i Hjemmet og i Skolen. Det er egentlig ogsaa lige meget. Kendsgerningen vil nok være den, at Søndagsskolen med dens planlagte aggressive Paavirkning i en bestemt Retning blev uden Betydning for den fremtidige Udvikling. Det var saamænd velmenende og gode Søndagsskolelærere, og der er ingen Tvivl om, at de følte sig kaldet til at hjælpe os Børn frem til Troen paa Jesus som Frelseren og Forløseren fra det ondes Magt over Mennesker, og at det gjaldt om, at vi allerede som Børn blev omvendt til at følge Jesus og vandre i hans Fodspor. Ja, kunde Tale, og det at prædike gøre det, var det ingen Sag hverken for Barnet, den Unge eller den Ældre at finde frem til de Veje, der fører til Frelse og Salighed. Men saa ligetil er det nok ikke. Nej, det er nok mere indviklet, ikke mindst i Barnealderen, men vel ogsaa i Ungdomsaarene vil Handlingernes Redelighed og Sanddruhed og Kærlighedens stærke Magt nok i det lange Løb være det afgørende. Sagt med andre Ord: den indirekte Paavirkning gennem vor daglige Færd og det givne Eksempel er nok det, som til alle Tider betyder mest. Dermed være ikke sagt, at den direkte Paavirkning gennem Talens Ord er uden værdi, tværtimod, men den kan ikke danne Grundlaget. Ikke mindst i de unge Aar kan Talen være vækkende og inciterende og ofte bidrage til igangsættende og fremmende Arbejde for Sager af baade aandelig og materiel Art. Og der er heller ingen Tvivl om, at den til Tiden kan være aldeles afgørende for den Retningslinie, den enkelte maa følge, netop fordi han ikke kan andet.

I denne Forbindelse bør det nævnes, at Jens Birk om Søndagen, især hvis ingen havde været i Kirke, ønskede at samle saa mange som muligt i Hjemmet for at høre ham læse en Prædiken. Nogle fulgte Indbydelse, andre ikke, men vi Børn skulde give Møde. Det var haardt for os Børn en søndag Eftermiddag at skulle sidde inde i godt Vejr og tilmed ganske stille og høre paa en Oplæsning, vi saa godt som intet forstod af. Og det var en ren Lise, naar Slutningsordet Amen blev udtalt. Det var slet ikke noget for Børn, men Jens Birk samlede os i god Mening vist uden at ane, at det, der for ham var af stor Værdi, for os Børn var en Plage. Jeg maa dog indrømme, at endnu den Dag i Dag kan den andagsfuldhed, der herskede i Stuen under Oplæsningen af Prædiken, Bekendelse af Troen og Bønnen Fadervor, paa en Maade mindes med Tak.

Lad mig her tilføje, at Jens Birk hele Tiden, mens han levede, om Middagen bad Bordbøn. Men ogsaa kun da. Ved hans Død holdt det op, og det blev ikke fortsat af hans Hustru. Der er heller ingen af os Børn, der har fortsat - vi kan vist godt sige - den gode Skik hver Dag at sige Gud Tak for dagligt Brød.

Det slægtled Jens Birk hørte til kunde gøre det, fordi de følte Trang dertil, og fordi de havde nemmet Sandheden af at sige Gud og Faderen Tak for alle Ting.

Naar vi om Middagen vafr kommen til Bords, foldede Jens Birk sine Hænder og vi Børn og Tjenestefolk ligesaa og Jens Birk bad saa paa en ydmyg og troende Maade:





Og naar vi havde spist, bad vi følgende:


Saa gik enhver til sit, og jeg mindes ikke, at nogen af Folkene i mindste Maade tog Anstød af det skete.

Vi kom meget tidlig med til Gymnastik, i altfald vi Drenge. Det tog nogen Tid, inden Pigegymnastikken slog igennem, og da den endelig kom, vakte det stor Forargelse inden for Indre Mission, der fandt, at Kvinderne stillede sig til Skue paa en usømmelig Maade. Nu er den Tid længst forbi. Saadan gaar det. Det var jo ogsaa før de korte Kjolers Tid, der uden al Tvivl har været medvirkende til et forandret Syn paa kvindelig Sømmelighed med Hensyn til Klædedragt.

Karlene havde ret længe øvet sig i skydning, Eksercits og Gymnastik (gl.dansk Gymnastik), og vi Drenge havde beundrende set til og tillige enkelte Gange haft Lejlighed til at være aktiv med. Men det, der blev afgørende for os, var, at Rasmus Nielsen fik en Karl fra Timring. Jens Møller Grimstrup var hans Navn. Han fandt paa at samle en Flok Drenge til Gymnastik i Jens Fløe's Lade i Hammerum. Han indførte den svenske Gymnastik, og hvor var det festligt at samles med ham, selv i en kold Lade med Lergulv. Vi havde hverken Gymnastikbukser eller Sko, men mødte i daglig Paaklædning, dog med Lædersko paa. Dem bar vi pænt under Armen paa Vejen til og fra Gymnastik for ikke at slide for meget paa dem. Vi var meget optaget af Gymnastikken, og det vakte ikke saa lidt Opmærksomhed, da vi i det frie ved Hamerum Mølle havde vor første Opvisning. Jens Møller havde faaet Løfte om, at vi kunne laane Gymnastikdragter fra Timring, og i disse optraadte vi, pyntet med røde Sløjfer eller Kraver. Det kan nok være, vi følte os, og ikke siden har jeg været med til en mere herlig Opvisning, selv om jeg har været med til adskillige siden den Tid.

Det siger sig selv, at Gymnastik og Skydning, som vi var ivrige Dyrkere af, og som vi havde ikke saa lidt Anlæg for, kom til at præge os baade i Barneaar og Ungdomsaarene. Vi kom sammen med ligesindede Kammerater, og Hjemmene saa med megen Velvilje paa den Idræt, vi øvede, og de deltog ofte med Glæde i vore selskabelige Sammenkomster. Det var en stor Fordel, da der paa et senere Tidspunkt blev bygget et Forsamlingshus i Hammerum. Det kan nok være, den blev benyttet, ikke mindst til Gymnastik trods al den Modstand, der kom frem fra Indre Mission. Hvis det gamle Forsamlingshus kunde fortælle sin Historie om alt, hvad den har givet Husly for, ikke mindst for Tidens Ungdom, ja, da vilde den blive begivenhedsrig. Hvor kunde Dansen optage os, og hvor maa vi prise vore Fædre, fordi de mødte frem og var med til at anslaa den rette Tone. Og hvor maa vi prise os lykkelige over de mange Højtidsstunder, vi oplevede i godt Samvær med jævnaldrende og ligesindede Unge. Det bør tillige nævnes, at gode Kvinder som Marie Nielsen, Karen Pedersen, Mette Fløe og mange flere i høj Grad bidrog til at forskønne Festglæden ved at stille sig til Raadighed ved Anretning af Chokolade og Kaffebord, samtidig med at de med Forstaaelse kunde deltage i vor ungdommelige Lystighed og Livsglæde.

Vi maa vist indrøme, at vore Fædre og Mødre tog mere Del og levede mere med i Ungdommens mangeartede Forhold, ikke mindst med Hensyn til Idræt og Dans, end vi, som nu er ældre, har kunnet. Vi siger dem Tak, fordi de gjorde det, og fordi de gjorde det med Glæde og Forstaaelse.

Det er ikke sjældent, at der fremføres Klager over alle de Besværligheder, der i vor Tid er forbundet med at drive Landbrug. Og med rette. Men lader vi Blikket gaa tilbage og i Erindringerne fra Barndommen og første Ungdomsdage foretager en Sammenligning mellem Fortid og Nutid, da maa vi indrømme, at Landbrugsvirksomheden er undergaaet saa store Forandringer, at en Sammenligning næsten er umulig. Set med vore Øjne var Landbruget i Firserne og Halvfemserne meget primitivt, og den forhastede og intensive Driftsform kendtes ikke.

Der var maaske nok mere Ro over Arbejdet, det var ligesom Tiden bedre kunde slaa til, og Arbejdet foregik mere planmæssigt efter Aarstiderne, men det var strengt Arbejde, især om Sommeren. Der stilledes store Krav til Udøvernes legemlige Kræfter. For den unge Knøs var det ofte svært at følge med i Sommerens travle Tid, idet hans legemlige Kræfter ikke stod i Forhold til det Arbejde, der skulde præsteres. Men efterhaanden kom han frem, kom ovenpaa og kunde vise Vej for en yngre Generation.

Det hele var Haandens Arbejde, ingen Maskiner af nogen Art. Der skulde lægges Krop til det hele.

Man taler ofte om den Poesi, der før Maskinernes Tid var over Landbrugsarbejdet. Ja maaske. Den poesi maa de nu godt have for mig. Det er nok muligt, at Arbejdet ret ofte, især i Slet og Høst, gik med mere Liv og Lyst end nu om Dage, da Slaamaskinen og Høstmaskinen farer hen over Markerne enten forspændt Heste eller Traktorer, men ogsaa over maskinernes Virksomhed er der Poesi, den kan høres og fornemmes af Udøveren. Det som især i ældre Tider bidrog til at forherlige det slidsomme Arbejde, var vel nok den Samhørighed og det Samarbejde mellem Mand og Kvinde, Svend og Mø, som paa den Tid var en Selvfølge. Og er der noget, der forskønner Tilværelsen, saa er det vel nok det, at Manden kan mærke, at hans Kvinde er aktiv Deltager i det brødgivende Arbejde. Der har det mindre Jordbrug et stort Aktiv, som ret ofte bliver aftagende med Jordbrugets Størrelse. Nu taler man ofte om, at Kvinderne paa den Tid, der her er Tale om, Tit blev misbrugt, idet de maatte arbejde sammen med Manden for saa efter Fyraften og i Middagsstunden tillige at være virksomme med Tillavningen af Maden og Opvartning. Noget kan der vel være om det, men samtidig maa tilføjes, at Mandens Arbejde altid var det strengeste og mest krævende, saa naar det kommer til Stykket, er der vist ikke meget at tage fra og lægge til. Hvad var det saa Pigerne særlig blev brugt til af udendørs Arbejde? I Slet og Høst fulgte de Karlen eller Karlene. De trak Græsset ud af Skaar og slog det samtidig ud, saa der kom til at ligge et jævnt Lag over det hele. I Høstens Tid bandt de op, og det var de dygtige til. Hvis Karlen ikke efter deres Skøn lagde Kornet pænt i Skaar, blev det omgaaende paatalt, og ve den der ikke rettede sig efter en saadan Paatale. Selvfølgelig hjalp de til at køre Hø og Korn i Hus. Stubbemarkerne blev revet med Haandrive. Det var ogsaa Pigernes Bestilling, ligesom det var ret almindeligt, at de spredte den udkørte Gødning. Malkning af Køerne var udelukkende Pigearbejde, og dette Arbejde blev udført efter fyraften. Der var saaledes meget Arbejde, den unge Pige maatte udføre, hvilket nu udelukkende er Karlearbejde. Men det var dygtige og ret kraftige Piger med et godt Haandelag, saa det faldt dem ikke besværligt, ej heller overanstrengende at udføre det paalagte Sommerarbejde. Om Vinteren var deres Arbejde indendørs, og da blev den Uld, som Faarene afgav, kartet og spundet for saa, naar Foraaret kom, at blive afgivet til Væversken til Fremstilling af Mande- og Drengetøj, Dynevaar og hvad andet der var Brug for i Hjemmet. Pynt og Stads var der ikke meget Brug for, og Rengøring i den Frostand, som vi kender det, var nærmest nytteløs Gerning. Dermed være ikke sagt, at Rengøring ikke stod paa Dagsordenen, men det tog ikke lang Tid i en enkelt Stue eller to at skure et Gulv for derefter at overstrø det med hvidt Gulvsand. Men saa var Stuen ogsaa nydelig, saa selv Manden kunde fryde sig derover. Til indendørs Arbejde hørte selvfølgelig den daglige Madlavning. Den var meget enkel. Retterne var ikke mange, men der tilberedtes en sund og nærende Bondekost, selv om det er muligt, at der manglede en Del af alle de mange Vitaminer, der raabes saa højt paa i vore Dage. Menuen var ret ofte stegt eller kogt Flæsk, Kartofler, Vælling og Grød til Afveksling Grønkaalssuppe, Ærter og rigtig kødsuppe, især i Slagtetiden.

Den lange Arbejdstid om Sommeren fra kl. 4 om Morgenen, til Sol gik ned om Aftenen, fordrede megen Mad og mange Spisetider. Naar Morgenarbejdet var til Ende, blev der serveret Mælkebrød, d.v.s. Rugbrødsterninger med kogt Mælk paa og undertiden et Stykke Smørrebrød til. Midt paa Formiddagen spiste man Smørrebrød med Paalæg. Kl. 12 Middagsmad og saa Middagssøvn til kl. 2. For at faa Søvnen af Øjnene fik vi en Kop glat Kaffe med et Stykke brunt Sukker (Kandis) til. Midt paa Eftermiddagen igen Smørrebrød, for saa naar Dagen endelig var slut at spise Surgrød (Store Byggryn kogt i Kærnemælk). Det var egentlig en Kunst at faa Grøden kogt passende, saa den var velsmagende. Lidt Sirup i var godt.

Naar alt det var til Side, var Hvile og Søvn en herlig Ting. Om Vinteren med de korte Dage var Arbejdsdagen ikke lang, og Maaltiderne færre. Da fik vi Surgrøden, naar det var Fyraften, og saa nogle Stykker Mad før Sengetid. Det kan maaske synes underligt med Spisning lige før Sengetid, men vi maa huske paa, at Pigerne havde arbejdet hele Aftenen og tillige malket Køerne, medens Karlene om Aftenen maatte skære Hakkelse med Haandkraft til Hestene. Det var træls Arbejde, og hvor var vi Drenge kede af næsten en hel Aften i Halvmørke og Kulde at skulle hjælpe til med det Arbejde for saa bagefter at terpe Balslevs Lærebog igennem eller en Salme, som daarligt kunde rime. Ak ja, ogsaa den Gang var Verden fuld af Genvordigheder.

Ellers maa det vel nok indrømmes, at Vinteren var en Hviletid i Forhold til den travle Sommer. Tempoet blev sat ned. Man stod ikke saa tidligt op som nu om Dage, og det var da ogsaa vanskeligt at arbejde ved en Tællepraas eller en svagt lysende Petroleumslygte, saa Udearbejdet skulde ialtfald helst foregaa ved Dagslys. For Karlenes Vedkommende var Tærskningen det altovervejende Arbejde. Al Tærksning foregik ved Plejl og Rensning af Korn med Kosteskovl, saa det var saamænd drøjt nok at komme igennem.

Hvad der særligt kendetegner hine Tider sammenlignet med Tiden nu, maa nok siges at være den gennemførte Sparsommelighed og dermed følgende lille Produktion. Disse to Dele slaar tit Følge, ja, man kan vist godt sige, de er afhængige af hinanden. Det var først, da Mejerierne og Slagterierne kom, at Bonden rigtig fik Færden af, at det er den store og helst ogsaa billige Produktion, der er Betingelsen for et Landbrugs Rentabilitet. Naar Dalerne kommer til at rulle, fortaber man sig ikke saa let i den paa en Maade golde Sparsommelighedspolitik. Vel skal vi ikke smide Sparsommelighed over Bord, og vel har vi al mulig Grund til at prise vore Fædre for alt, hvad de udrettede paa det Omraade, men naar det er sagt, kommer vi ikke uden om, at det er Produktionens Vej, der for langt de flestes Vedkommende, er den mest lønnede. Dermed være ikke sagt, at det betinger større Lykke. Og maaske alligevel. Er Lykken for mange af os ikke stærkt knyttet til gode økonomiske Levevilkaar? Selv om det ikke er alt, er det alligevel saadan, at Lysten til Arbejdet delvis er betinget af et godt økonomisk Udbytte. Der kunde være en Del mere at fremhæve fra den Tids Virke i Bondelandet, baade ude og inde, men foreløbig slutter jeg med disse Bemærkninger.



Mit eget Livsløb.

Jeg er født d. 1. November 1876 i Birk By, Gjellerup Sogn. Det er mig fortalt som aldeles paalideligt, at jeg er født tidlig Morgen, og det har jeg altid betragtet som et Plus og en uudtalt Mindelse om altid at være rettidig paa Færde. Nok er det, jeg har altid haft let ved at vaagne og faa begyndt paa Arbejdet, det er da altid en Ting, selv om det maaske ikke betyder saa meget. Der er saa mange andre Ting, der er mere afgørende for Livsløbets Fremme.

Knap 11/2 aar gammel kom jeg, grundet paa min Mors Sygdom, hjemmefra for at tage Ophold hos Bedsteforældrene, og det er altsaa derfra mine første Barndomsminder stammer. Der siges og vist med nogen Ret, at et Enebarn faar en noget uheldig Opdragelse. Han bliver forkælet og ikke mindst, naar det er hos Bedsteforældrene, han opholder sig. Han bliver tillige egenraadig, saa han baade som Barn og voksen har vanskelig ved at indordne sig under de uskrevne Love, der er gældende baade i det lille og store Samfund. Selvstændighedstrangen faar for stor en Plads i Tilværelsen.

Jeg tør ikke benægte Rigtigheden deraf i en Del Tilfælde, og jeg husker ogsaa, at Jens Birk udtalte, da jeg efter 5 Aars Forløb kom hjem igen til mine Forældre, at han ikke oftere skulde sende eet af sine Børn bort, for han kunde mærke, hvor vanskelig jeg havde ved at indordne mig under de andre Søskendes Forhold og Vilkaar. Det var rigtignok hellerikke med min gode Vilje, jeg kom hjem igen. For mig var det ikke at komme hjem, men at komme blandt fremmede. Mit Hjem var for mig hos Bedsteforældrene, saa kunde de fortællefor mig, saa længe de ønskede, at nu skulde jeg hjem til Far og Mor og Søskende. At jeg saa ret hurtigt fandt mig til Rette med Forholdene, er en helt anden Sag. Det tog Tid, men den vanskelige Overgang fik alligevel hurtig Ende, og jeg mindes kun, at da den var overstaaet, fandt vi hurtig sammen. Jens Birk og Margrethe var min Far og Mor, og vi var en stor Søskendeflok.

Lad mig dog tilføje, at jeg ikke vil raade nogen til at sende deres Børn bort fra Hjemmet uden tvingende Nødvendighed.

Men at Bedsteforældrene var gode ved mig, det ved jeg, for det kan jeg huske. De var meget omsorgsfulde for mig og lærte mig god Orden. Ogsaa Pligter. Leg kunde det være smaat med, men enhver Dreng er jo ikke uden Fantasi, og den blev brugt, saa godt det nu kunde lade sig gøre. Jeg hjalp Bedstefar med Pasning af Kreaturerne, og jeg mindes ganske tydeligt, at det mindste Halmstraa, der tabtes under Fodringen, skulde samles op med Fingrene. Nu tager vi det ikke saa nøje, men dengang maatte intet gaa til Spilde, heller ikke et Halmstraa.

Bedstemor var vel nok den, der mest sørgede for mit aandelige Behov. Hun sørgede for, at jeg fik lært at læse, inden Skoletiden begyndte. Det kunde hun gøre samtidig med, at hun passede Spinderokken, og var hun for optaget af Dagens Syssel, saa blev Pigen min Læremester. Det kunde hun godt overkomme samtidig med, at hun rørte i Grøden til Aftensmaaltidet. Vi var da placeret foran Komfuret og havde det ret hyggeligt, thi naar hun var Lærer, kunde der godt snakkes lidt udenom, noget Bedstemor ikke gerne tillod. I ABC Bogen var der et Billede, som Bedstemor gav Navnet Vorherre, og naar jeg havde været en flink Dreng til Læsning, og min Opførsel havde været upaaklagelig, laa der, naar jeg vaagnede om Morgenen, et eller andet spiseligt i Bogen. Det var Vorherre kommet med, og hvor var det glædeligt. Men fandtes der ikke noget i Bogen, var det Tegn paa, at Dagen i Forvejen efter hendes Skøn var forløbet paa en mindre heldig Maade. For mig var det nu ikke altid lige let at finde Grunden til, at Gaven udeblev. Korporlig Revselse mindes jeg ikke, men det skulde være mærkeligt, om hun ikke har givet mig en Tjat en Gang imellem.

Bedstemor bad Fadervor med mig om Aftenen, og den første Sang lærte jeg af hende. Denne Sang er nu udgaaet af Sangbogen og synges vist nok ikke mere. Den maa nok ikke være lødig nok.

"Naar Solen ganger til Hvile,
og dagens Syssel er endt,
naar Himmelens Stjerner smile,
og Nattens Maane er tændt,
naar Stilhed breder sig over
den larmfuldt forvirrede Jord,
o.s.v."

Det blev min første Indtrængen i Sangens Verden.

Et Par Smaatræk maa med.

Det kunde hænde, at jeg nøs. Skete det, sagde Bedstemor altid: "Gud velsigne dig, min Dreng". Jeg forstod ikke Meningen og fik heller ingen Forklaring derpaa. Men mon ikke det stammer fra Pesten, den sorte Død, som vist i Almindelighed begyndte med Nysen? Saadan er det senere blevet mig forklaret. Om det er rigtigt, kender jeg ikke.

Naar Bedstefar lagde ren Halm i Træskoene - Visker - hvilket han var meget omhyggelig med, havde han for Vane, naar han smed de gamle væk, at spytte paa dem og sige Pøj. Mon ikke det betød noget i Retning af at holde det onde fra Livet?

Om Forholdene i Barneaarene hjemme hos Far og Mor og om Skolegangen har jeg i det foregaaende fortalt. Jeg vil kun tilføje, at da Tiden kom, jeg skulde udskrives af Skolen, var jeg aldeles ikke skoletræt, tværtimod var det med Vemod, jeg forlod Skolen. Til Hverdag sang vi, naar Skoledagen slutetde, "Klokken slaar", men den sidste Dag sluttede vi med "Altid frejdig, naar du gaar".

Forud havde Brøndlund henvendt sig til os med nogle Afskedsord om at fylde vor Plads i Livet og opføre os godt.

Konfirmationsforberedelserne gav mig ikke noget positivt. Vi var det sidste Hold, der gik til Præst hos Provst Blom, og da han denne Vinter blev kaldet til Præst paa Sjælland, blev vi konfirmeret allerede den 8. Marts. Han var en meget velmenende Mand. Enten forstod jeg ham ikke, eller ogsaa forstod han ikke os, saadan staar det for mig. Ved en Overhøring opdagede han, at en Dreng fra samme Skole som jeg ikke kunde fremstamme et Fadervor. Han lagde da Drengen alvorligt paa Sinde, at den skulde han kunne udenad, ellers blev han ikke konfirmeret. Nu kendte jeg Drengen meget godt og vidste, at han var meget tungnem, saa jeg kunde ikke andet end tvivle om, at han naaede at opfylde det stillede Krav. Om han fik Fadervor lært, husker jeg ikke, men han blev ialtfald konfirmeret. At den unge Mand hurtig forvandt det beskæmmende i ikke at kunne fremsige et Fadervor, kan følgende Tildragelse være et Vidnesbyrd om, thi Aaret efter, da Indre Mission havde faaaet ham omvendt, stod han ved et Møde i Missionshuset nok saa frejdig op og bad for sine Forældre, at de ligesom han maatte blive omvendt. Det hører der da noget til. Han var da kommet paa den rigtige Side.

Jeg blev egentlig konfirmeret mod min Vilje. Den Forberedelse, Præsten efter Evne og med god Vilje havde søgt at give mig, var ikke forstaaet, eller vi kan ogsaa sige, Sindet ikke modtagelig for. Det er noget, jeg ofte senere har været udsat for.

Der kom en ny Præst til Gellerup Sogn, og sammen med Tidens Rørelse kom der en ti-Aars Periode, da Indre Mission for Alvor blæste i Basunen til Omvendelse. Der var Fart paa. I Løbet af en Aften eller Nat kunde en saakaldt vantro Mand eller Kvinde blive Troende, og naar det, som ofte var Tilfældet, gav altfor synlige Udslag i Væremaade og Selvgodhed, kunde udenforstaaende med god Grund tvivle paa Ægtheden. Skellet blev sat mellem Troende og Vantro. Et Skel som det nok ikke er os Mennesker givet at kunnde sætte. Den, der ikke har været inde under den af Indre Mission forherlige Omvendelse, kan maaske vanskelig komme til Klarhed over det positive i Retningens paagaaende Virksomhed. Der kan vist ikke være Tvivl om, at det for mange har været afgørende for hele deres Indstilling senere i Livet og til en stor Hjælp i det hele Gudsforhold.

Der er et Par Episoder fra mine Ungdomsaar, som jeg, selv om de ikke er store, dog finder Anledning til at tage med. Hamerum Andelsmejeri havde paa det Tidspunkt en Mejeribestyrer Carl Sørensen, der foruden sin Gerning som Bestyrer af Mejeriet som Bibeskæftigelse havde Salg af Mejeriartikler til Amtets forskellige Mejerier. Han havde stor Handelstalent og fandt ud af, at det kunde havde sin Betydning personligt at besøge de Mejerier, han var kommet i Forbindelse med. Nok er det, han anskaffede sig et Køretøj og et Par smaa Heste, og tillige ønskede han at have en ung Mand med sig, dels til at køre og dels til at passe og holde ved Hestene under Turen. Jeg aner ikke, hvordan det gik til, at det blev mig, der kom med. Sørensen har sikkert talt med Jens Birk derom, og jeg var mere end villig til at være med paa en saadan Tur. Jeg husker ikke, hvor mange Mejerier vi besøgte. Vi kørte over Holstebro, Lemvig, Vemb, Ringkøbing, Skjern, Varde, Esbjerg og sluttede, saa vidt jeg husker i Gørding eller Holsted. Det var sidst paa Vinteren eller tidligt Foraar, vi drog af Sted, og Turen varede 6 til 8 uger. Jeg havde ikke før været ude i Verden, saa for mig var det meget interessant, selv om jeg til Tider frøs som en Hund og ogsaa fik at føle, hvordan det var at være rigtig sulten. Vi spiste nemlig ikke mere end to Gange om Dagen, Morgen og Aften,og det kunde ofte blive sent Aften. Sørensen havde nemlig til Valgsprog: "Det er det sidste, der er tjent".

Det kan maaske synes underligt, at denne lille Sætning har fulgt mig Livet igennem, og jeg har maattet erkende, at Brutto Udgifterne er omtrent lige store, enten man bestiller lidt eller meget. Det er den sidste Anstrengelse den ene Dag efter den anden, der giver Netto Gevinsten. Jeg maa dog tilføje, at det ikke var saa sjælden, at vi fik Kaffe, det vil dog sige, at Mejeribestyrerne ret ofte glemte mig. Det kan godt være, at jeg saa noget skævt til disse. Men er det ikke noget, der ofte hænder i denne Verden, at de, som trænger haardest, faar mindst.

Sørensen opgav ret hurtigt Pladsen som Mejeribestyrer og slog sig paa Handelen og sluttede som Direktør for Mejeriernes Fællesindkøb. Han havde en prægtig Kone, huslig og moderlig for sine nærmeste og for sine børn. Én af disse er for Resten gift med Medicinaldirektør Frandsen.

Om Jens Birk havde en Bagtanke med at sende mig ud paa denne Ekspedition, ved jeg ikke. Jeg havde nemlig flere Gange talt om at komme til Handelen i Stedet for at blive Landmand. Det skete altsaa ikke. Jeg blev i den Branche, jeg var født til. Det er vist meget almindeligt. Men jeg har ret ofte senere tænkt ved mig selv, om det alligevel ikke var forkert. For et ungt Menneske er der mange Muligheder. Det gælder saa om at vælge ret. Vi Landmænd fødes ofte ind i Livsstillingen og maske godt nok det samme. Det er i alt fald svært at gaa fra By til Land. Den Erfaring synes jeg at have gjort.

De respektive Skytteorganisationer for Jylland og København bestemte i 1897, at der skulde afholdes en Kapskydning mellem Skytter fra Jylland og København. Festen skulde holdes i Ribe, og det skulde foregaa paa den Maade, at hver af Parterne Dagen forud for selve Kapskydningen skulde møde med 400 Mand til en Udtagelsesskydning, saaledes at kun den bedste Halvdel af Skytterne (200) skulde deltage i den egentlige Kapskydning. Saavidt jeg husker var vi 7 fra Gellerup søndre i Ribe og vor Formand Lærer Brøndlund var noget betænkelig ved det store Antal. Kristian og jeg var mellem de udvalgte og tilligemed de yngste, og jeg havde Følelsen af, at de fleste mente, det var i god Tid, vi var kommet med. Men heldigvis skete der det, at jeg paa Udtagelsesdagen var den eneste fra Hammerum Herred, der skød saa godt, saa jeg blev udtaget til Kapskytte mod Københavnerne. Det kan ikke nægtes, at jeg var meget glad ved Resultatet, ikke fordi jeg var bedre Skytte end saa mange andre, men Heldet havde været paa min Side, og det er altid fornøjeligt, selv om det ikke altid er lige gavnligt. Kapskydningsdagen oprandt, og vi Jyder sejrede stort over Københavnerne, og Jubelen var stor. Det var en herlig Fest, den bedste Skyttefest jeg har været med til. Ribe By tog saa venligt imod os. Vi var ude paa Holmen, og om Aftenen var vi i Anlægget til en Bolle Punch. Her talte Professor Poul la Cour til os og sagde til sidst blandt andet, at nu vilde han raade os til at gaa hjem i Seng, ellers var han ikke sikker paa, at vi kunde klare os. I Seng kom vi jo nok paa en Maade, men da vi fra Hammerum Herrede alle sammen laa oppe paa et Loft paa nogle Madrasser og med Tæpper som Dyner, varede det længe, inden Søvnen tog overhaand især over de mest livlige. Københavnerne var helt ellevilde, og det blev fortalt, at de fleste af dem slet ikke kom til Ro, og at det var Grunden til, at de tabte.

Blandt de mange Skyttefester var der ogsaa én i Horsens. Jeg hævner denne Fest, fordi der i en Sang, som blev sunget i Dangens Anledning ved et Festmaaltid, forekom følgende Linier til vor Pris:




Det var Kristian og jeg. Det var vel nok den almindelige Opfattelse den Gang, at Herning og Hammerum Herred kun ku de kendetegnes som Hede med Lyng og Pors.

Foredragsforeningen i Gellerup og Dannelsen af Herning Højskoleforening fik overmaade stor Betydning for os unge, der tilhørte den grundtvigianske Retning. Det var opløftende at være med i den Tale og Sang, der lød, naar vi samledes. Seminarieforstander Vinther bør nævnes som den Mand, der ved sine litteraturhistoriske Foredrag i særlig Grad kunde faa os unge til at lytte. Ham gik vi aldrig forgæves efter. Selv om vi var meget trætte af Dagens haarde Arbejde, skulde vi nok komme af Sted. Huske paa, vi den Gang maatte gaa paa vore Ben.

Saa kom da endelig Tiden, da jeg maatte faa Lov at komme hjemmefra. Det er altid svært at vente, det maatte jeg stadig sande. Den ældre Broder havde altid Førsteretten. 1897 kom jeg paa Ryslinge Højskole, der havde Kristian været Aaret i Forvejen. Det var en god Vinter. Alene det at blive fritaget for legemligt Arbejde havde ogsaa sin Betydning. Det kan ikke siges, at jeg var forvænt hjemmefra med Hensyn til kammer, men her fik jeg anvist eet, som saa alt andet end tiltalende ud, og hvor der var Plads til fire Mand. Jeg protesterede straks og lod Læreren vide, at jeg havde bestilt et 2-Mands Værelse og ønskede derfor at faa anvist et andet. Det fik jeg og kom til at bo paa "Morgenrøden" lige ud mod Kirkegaarden.

Vi var 67 Elever og kom til at kende hinanden meget godt. Førstemanden var og blev hele Vinteren Alfred Poulsen. Han havde Verdenshistorie og gik helt tilbage til Skabelsen. Jeg husker ganske tydeligt, at han straks udkastede Spørgsmaalet "Hvorfra er du kommet, og hvor gaar du hen?" Det gippede lidt i mig. Alfred Poulsen var en Mand, man kunde taale at høre hver Dag. Selv om Broderen Karl Poulsen, der var Valgmenighedspræst i Ryslinge, paa en Maade var en finere Mand, kom han ikke efter mit Synspunkt nær paa Højde med Alfred Poulsen. Hans Djærvhed tiltalte mig langt mere. Jeg er ikke sikker paa, at jeg forstod Karl Poulsen i Kirken, men jeg forstod den dejlige Sang, der endnu lyder i mine Øren, og da især "Velkommen Nytaar".

Ogsaa disse herlige Dage fik Ende, og det var svært at skilles fra de mange gode Kammerater, man i Vinterens Løb havde faaet meget kær.

Næste Oplevelse udover, hvad der foregik under hjemlige Forhold, blev Soldatertiden. 1898 kom jeg paa Session og blev udskrevet til Fodfolket. Jeg havde saa smaat regnet med Dragon. Det kunde ikke lade sig gøre. Jeg var lovlig lille. Udskrivningschefen titulerede mig ellers med "Pæne unge Mand", hvilket han gentog et Par Gange. Naa, jeg var samænd ret godt tilfreds. Havde de kasseret mig, vilde jeg være blevet flov. Saadan var Ungdommen, og saadan er den endnu for langt de flestes Vedkommende. I April 1899 mødte jeg som Soldat i Viborg ved 29. Bat. 1. Komp. Det kan nok være, at Tonen var en anden end den hjemmevante og den, jeg mødte i Ryslinge. Vi blev behandlet mere som Kvæg end som Mennesker. Overgangen var den værste, efterhaanden lærte man alligevel at finde nogle af de gode Sider ved Militærlivet. Jeg har i det hele taget ikke haft vanskeligt ved at finde mig til Rette under ændrede Forhold, ja, har endog kunnet gaa op i det Arbejde, der blev mig forelagt, Soldatertjenesten iberegnet. Og saa er der en Ting, der har været mig en Hjælp, nemlig den, at Længslen har ingen Magt haft over mig. Hvem kan ikke længes efter sit hjem, det var ikke godt andet, det har jeg ogsaa kunnet, men det, som jeg kalder Længsel, er af den Art, at det Dag ud og Dag ind virker som en Hæmning for Udførelsen af den Gerning, man er sat til at udføre, selv inden for Kredse, hvor man egentlig ikke hører hjemme, og den har jeg ikke kendt til. Jeg har haft let ved at tage Livet saadan, som det nu kunde falde sig uden dog at være ligeglad.

Jeg have Lyst til Gymnastik og Skydning og havde gode Anlæg for begge Dele. Jeg blev Kompagniskytte om Sommeren og Skoleskytte om Vinteren. Hvad kunde jeg mere forlange. Alt dette førte med sig, at jeg blev tvunget til fortsat Øvelse om Vinteren og kom paa Korporalskolen. Ogsaa der klarede jeg mig fint og bestod den afsluttende Eksamen som No.2 af 34 Elever. Det var ventet, at jeg skulde være No. 1, men én af Officererne var mig ikke gunstig og ønskede en anden frem. Det er den eneste Eksamen, jeg kan prale af.

Det maa siges, at Vintertjenesten paa Korporalskolen alligevel ikke var helt uden Værdi. De fleste af Befalingsmændene var mere forstaaende over for os og satte stor Pris paa, naar vi anstrengte os for at være flinke og dygtige Elever, ligesom ogsaa Kammeratskabet imellem os fremmedes og fik en mere fortrolig karakter. Flokken var blevet indre.

Vi havde en meget dygtig Gymnastiklærer, som tillige var Lærer for en udvalgt Kreds af unge Gymnaster inden for Viborg By's Omraade. Foreningen havde det fine Navn "Olympia", og det var virkelig ogsaa fine og trænede Gymnaster, der samledes to Aftener om Ugen til videregaaende Gymnastik under forannævnte Lærers Kommando. Af min Gymnastiklærer fik jeg en meget indtrængende Opfordring til at melde mig som Deltager i denne Forenings Gymnastik. Vinterens Arbejde skulde jo slutte med en Opvisning, og selvfølgelig var han meget interesseret i, at en saadan kunde falde saa godt ud som muligt. Det var ikke uden store Betænkeligheder, jeg sagde Ja, idet jeg ganske rigtig var klar over de Vanskeligheder, der vilde opstaa ved at skulle kunne følge med saa trænede Gymnaster, som Holdet bestod af. Det skulde nok gaa, sagde han, og jeg kom med. Læreren sørgede for, at jeg to Aftener om Ugen fik Nattegn paa ubestemt Tid, og tillige sagde han til mig, at blev det for haardt Arbejde, især med Spring, kunde jeg bare træde tilbage under de militære Øvelser. Det kunde godt virke noget imponerende en saadan menneskelig Hensyntagen og Gymnastiklæreren og jeg blev da ogsaa meget gode venner i og uden for Tjenestetiden.

De Discipliner, jeg fra den hjemlige Gymnastik havde lært at udføre, kunde jeg nok klare mig i, værre var det med Behændighedsøvelser og endnu værre med Øvelserne i Barre, Reck og Ring. Jeg hængte i, og naaede ogsaa en Del, selv om det ikke var til Fuldkommenhed. Jeg havde gode Armkræfter, men Smidigheden kneb det mest med, jeg havde ikke dengang tidligere deltaget i Smidighedsøvelserne.

Saa oprandt den Aften, da vi skulde have den afsluttende Opvisning, og det gik haardt til. Alle gjorde deres bedste, for vi blev bedømt enkeltvis af nogle Eksperter paa Gymnastikkens Omraade. Der var udsat fem Medaljer til de fem bedste, og jeg maa sige, at jeg i Forhold til mine Kvalifikationer klarede Opvisningen godt, idet jeg naaede femte og sidste Medalje. Denne fik jeg tildelt med en Udtalelse om, at jeg havde udvist en saadan Kraft og Energi, at Dommerne med Rette mente at maatte belønne mig derfor. Jeg modtog mange Lykønskninger bagefter og ikke mindst af de militære Befalingsmænd, da de efter endt Omklædning erfarede, at jeg var ret og slet Korporalselev, saa jeg kunde snart ikke undgaar at blive noget høj i Hatten. Det var alligevel en Oplevelse. Da Skolen sluttede, fik jeg mange Opfordringer til at fortsætte som Befalingsmand i den danske Hær. Om det saa var Far, syntes han, at jeg skulde fortsætte en tid, idet jeg havde Løfte om at kunne blive Sergent om ganske kort Tid. Heldigvis holdt jeg Stand og blev saa hjemsendt efter 14 Maaneders Militærtjeneste, men fik dog senere 2 Maaneders Mønstringstjeneste. Nej, jeg var ganske klar over, at det at gaa Militærvejen var ikke for mig at komme paa den rette Hylde.

Den første Genindkaldelse fik jeg nogle Maaneder efter Hjemsendelsen, og det var jo egentlig at komme ind i de vante Forhold. Fraregnet de lange Marchture, som undertiden kunde være trange nok, var det nærmest en Gentagelse af Soldatertiden. Men jeg havde noget godt i Vente, idet jeg var indmeldt til Deltagelse i et Delingsførerkursus paa Askov Højskole, en Skole som jeg senere skulde stifte nærmere Bekendtskab med. Det var nogle herlige Dage, jeg oplevede sammen med ligesindede Kammerater. Det Hold, jeg var i, havde til Leder Jens Rasmussen Højby. Han var en prægtig Mand baade som Leder og Menneske. Med Glæde har jeg siden truffet ham. Meningen med det Kursus var, at jeg om Vinteren skulde være Delingsfører i Kredsen hjemme, og det skete ogsaa.
Tiden gaar. En ny Tid er i Vente, en Tid, som faar en saa afgørende Indflydelse paa hele min fremtidige Livsbane, saa jeg godt kan betegne det som



Der skete nemlig det, at der kom Bud fra Kristian Jensen, Bjerregaard, Aale Sogn, til Jens Birk, omhan kunde faa én af hans Sønner til Forkarl. Han ønskede, hvad var forstaaeligt nok, den ældste Søn Kristian. Ham kunde han nu ikke faa, idet det var aftalt, at det var min Tur til at komme hjemmefra. Slemt nok for Kristian Jensen maatte han derfor nøjes med mig, hvis han vilde have én af Jens Birks Sønner.

Det kunde let være gaaet galt, thi den Løn han bød var kun 300 Kr., og det sagde jeg meget bestemt Nej til, vilde han ikke give 400 Kr. for et Aar, maatte han se sig om efter en anden, mindre kunde han ikke faa mig for. Jens Birk var meget utilfreds med mit Forlangende, hvilket han bebrejdede mig meget stærkt. Han syntes, 300 Kr. var en stor Løn, og det var det vistnok ogsaa dengang, men jeg var nu af den Formening, at en saa ansvarsfuld stilling skulde betales. Jeg fik min Vilje.

Paa min 25 aars Fødselsdag d. 1. November 1901 cyklede jeg til Bjerregaard for at tiltræde Pladsen, en Plads jeg havde i to Aar med 500 Kr. i Løn det sidste Aar. Helt ved Siden af havde mit første Forlangende altsaa ikke været.

Det er helt morsomt at tænke paa, at da jeg mødte op for at hilse paa min Husbond, var Jens Hansen, Petersbjerg, til Stede. Da han havde taget mig i Øjesyn, sagde han til mig, om jeg nu ogsaa troede at kunne magte en saadan Plads. Paa den Maade han spurgte og i hele hans Optræden kunde jeg mærke, at han fandt, at jeg ikke magtede Opgaven. Jeg svarede blot ,at det kunde jeg ikke vide men det var det, jeg skulde prøve. Han syntes nok det unge Menneske var for ubetydelig.

Kristian Jensen var en Søn af den kendte Rigsdagsmand og Lægprædikant Jens Jørgensen. En Biografi af denne Mand er skrevet af Jos. Elbæk. Kristian Jensen var første Gang gift med Johanne Pedersen, Datter af Folketingsmand P. Nielsen, Hammerum, og saaledes en Søster til min Mor Margrethe. Anden Gang gift med Karen Dahl, Datter af Højskoleforstander Anders Dahl, Aale, der var gift med en Søster til Jens Jørgensen.

Paa "Bjerregaard" var der i Jens Jørgnesens Tid blevet holdt gudelige Forsamlinger. Selve Peder Larsen, Skræppenborg, havde flere Gange i den Anledning gæstet "Bjerregaard" som Taler ved Møderne. Alt dette havde paavirket Sønnen Kristian i den Grad, at han alle sine Dage følte sig stærkt draget, for os at skønne, af denne pietistiske Bevægelse. Læser man hans Breve fra de unge Aar til sin Forlovede Johanne, kan man ikke andet end undre sig over den Modenhed og stærke religiøse Anskuelse, han lægger for Dagen, og den aldeles faste Tro paa, at Gud vor Fader vil lægge alt til Rette for os, naar kun vi vil lægge alt i hans Haand, saa skal det nok gaa, som det for os er bedst. Han betvivler slet ikke paa Guds Forsyn og Guds Naade. Der er breve til den helt unge Pige, der er en Prædiken fra Begyndelsen til Ende. Vi kan ogsaa godt sige en Forkyndelse om Guds Naade ved Jesus Kristus.

Nu maa man ikke tro, at Kristian Jensen var et religiøst Hængehoved, som ikke havde Interesse for Jordelivet. Tværtimod var han meget optaget af Gaardens Drift og hvad dermed følger. Han drev Gaarden godt efter den Tids Forhold, og det vil altid være den rette Bedømmelse. Helbredet var langtfra godt, nærmest daarligt, og der kunde godt gaa Maaneder, hvor han holdt Sengen. Naar dertil kom ikke saa lidt humørsyge, en Sindenes Tilstand, der til Tider næsten kunde tage Magten over ham, undres man over den Energi og det Initiativ, han samtidig kunde være i Besiddelse af. Han havde Tillid til og Tro paa de videnskabelige Forskningers Resultater og holdt sig ved Breve og paa anden Maade underrettet om alt det nye, der kom frem. Samtidig kan man godt sige, at han var meget realistisk indstillet. Han var meget optaget af det nye, der kom frem, og det kan vel siges, at han havde vanskeligt ved at holde fast ved en tagen Bestemmelse, naar noget Nyt viste sig i Horisonten.

Hans anden Hustru, Karen Dahl, var mere ligevægtig i Sind og Tanke. Hun var ham en god Medhjælp, og selv om hun ikke var opdraget ved Landbruget, kunde hun godt paa sin Maade interessere sig derfor. Hun var en god Mor for Børnene, ogsaa for dem af første Ægteskab, og hendes Opdragerevne var ikke helt almindelig, men den var stor. Hun var meget fintfølende og derfor meget ømtaalelig for al Slags Brutalitet.

I det Hjem opholdt jeg mig i 2 Aar og ledede Arbejdet, saa godt jeg kunde og arbejdede selv med hele Tiden. Det kunde være strengt nok, men jeg befandt mig godt fra første til sidste Dag. Det er godt at faa sat sine Evner paa Prøve i de unge Aar. Jeg minder forfor Tiden med stor Glæde. Det var for mig en Selvfølge at deltage i Skydning og Gymnastik, og jeg blev derfor ret hurtig kendt med Datidens Unge. I det hele taget blev jeg taget godt imod af baade Egnens Unge og Ældre Beboere i Aale Sogn, der paa dette Tidspunkt havde Ord for at have nok i sig selv og mente, at Aale var et aandeligt Midtpunkt. Det mærkede jeg ikke noget til. Jeg blev taget godt imod og følte mig straks hjemme blandt dem. Der var ogsaa paa den Tid mange prægtige Unge af begge Køn, som man kunde have Udbytte af at være sammen med. Kunde Luften undertiden blive noget tung og trang paa "Bjerregaard", var det herligt at stifte Bekendtskab med Lillebjerre, hvor Kristians Søster, Karen Thulesen, sad som Enke med to giftefærdige Døtre, Marie og Kirsten, og to yngre Sønner, Thule og Johannes, og endnu en lille Pige Dorthea. Hendes Mand Kristian Thulesen var død ved et Ulykkestilfælde paa Vejen fra Horsens til sit hjem. I dette Hjem var der ligesom mere Plads til baade Alvor og Gammen. Der var større Frihed, og det synes mig, mere Forstaaelse af Ungdommens Trang til Glæde og Livslyst. Det var et Fristed, hvor det var tilladt at more sig.

Jeg har tidligere nævnt, at Kristian Jensens første Hustru hed Johanne og var en Søster til min Mor Margrethe. Kristian Jensen blev født d. 25. September 1851 og døde d. 4. Marts 1932, og han blev gift med Johanne Pedersen d. 24. Oktober 1879. Johanne blev født d. 28. April 1855 og døde d. 20. Oktober 1884. Af dette fremgaar det, at samlivet kun varede 5 Aar.

Johanne var en smuk og ialtfald tilsyneladende en livlig, ung Pige.Hun havde et meget følsomt Sind, og bag det livlige Gemyt skjulte der sig til Tider en meget alvorsfuld og tænkende Kvinde. Hun kom vistnok til Bjerregaard i 1871 eller i Foraaret 1872 og blev efter kort Tids Forløb forlovet med Kristian. Der kan vist ikke være Tvivl om, at hun kom under stærk Paavirkning af sin Forlovede, og at han kom til at præge hendes Sind og Tanke. Hun giver i Breve Udtryk for en Trang til at udrette noget stort og selvstændigt. Et Sted anfører hun, "at hun hader de halve Sjæle, og dog er hun det selv". Et andet Sted, at hun ønsker at blive Skuespillerinde. Men Kristian drager hende ind i sin religiøse Betragtning. Han elsker hende over al Maade, men det synes dog, som om han samtidig fuldstændig ønsker at raade over hendes Fremtid og Udvikling. Det menes, at Ægteskabet var lykkeligt, men der er ingen nulevende, der har Kendskab dertil, idet Døden hentede hende fra tre smaa Børn, der endnu lever i bedste Velgaaende.

Det kan ikke undre nogen, at jeg med største Taknemmelighed tænker tilbage paa de to Aar, jeg tilbragte paa "Bjerregaard", og da vel nok især for de Følger, der blev Resultatet af Opholdet. Der skete nemlig det, at den ældste Datter Kirsten Jensen, født d. 7. Oktober 1880 og jeg blev forlovet.

Denne Forlovelse var ikke en Frugt af et Øjebliks Forelskelse, men mere som Følge af et dagligt Samarbejde og gensidig Forstaaelse af Forholdet Mand og Kvinde tilsat Kærlighed, ligefuldt fra begge Sider. De Løfter, vi gav hinanden i Ungdommens Vaar, har vi ikke alene holdt, men det har udviklet sig med Aarene, synes vi, til et harmonisk Samliv.

Saa oprandt Tiden, da Lejemaalet med Kristian Jensen fik Ende, og jeg rejste fra "Bjerregaard" d. 1. November 1903, 27Aar gammel. Jeg havde bestemt mig til et Ophold paa en Landbrugsskole og dertil valgt Tune. Det var ikke efter Jens Birks Hoved, han havde liden Tro paa, at et Landbrugskoleophold var til nogen Nytte og Gavn for at drive Landbrug, og havde en Evne til at kunne paavise ret mange Eksempler paa, at Mænd med en saadan teoretisk Uddannelse var daarligere egnet til at drive en Gaard end mænd, som ikke havde været paa Landbrugsskole eller faaet anden teoretisk Uddannelse. Dertil kom, at Kristian ogsaa ønskede samme Ophold. Det gjorde Sagen endnu værre. Men jeg skønnede, at nu skulde det være, og jeg havde nu tjent saa meget, at jeg selv kunde betale det, Opholdet kostede. Om det saa var Sengetøj, maatte jege selv sørge for det og maatte derfor til Horsens for at k

Jens blev gift med Kirsten Jensen den 14 maj 1906 i Åle Kirke. Kirsten (datter af Christian Jensen og Johanne Pedersen) blev født den 07 okt. 1880 i Bjerregård, Åle Sogn; blev døbt i 48; døde den 06 jun. 1962; blev begravet den 12 jun. 1962. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 132,283,285,287
• Dåb: 05 dec. 1880, Hvirring Sogn

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gårdejer
• Reference: 14,46,131,264
• Dåb: 06 dec. 1848, Hjemmet

Notater:

Jens Birk Jensen blev hjemmedøbt d. 6. december 1848, og dåben blev konfirmeret i kirken d. 26. januar 1849. Faddere ved dåben var kone Margrethe Pedersdatter, Ane Mickelsdatter, gårdmand Peder Pallesen, gårdmand Niels Larsen og ungkarl Søren Pedersen, alle af Birk.
Han blev konfirmeret i 1863 i Gellerup Kirke og fik Karakteren mg i Kundskab og Opførsel.
Jens Birk Jensen var gårdejer i "Meldgaard", senere kaldet "Margrethelyst", i Birk, Gellerup Sogn. Han overtog gården efter sin fader i 1875.
Jens Birk Jensen fik den 2/11 1893 navneforandring til Jens Birk, og samtidig fik børnene også navnet Birk.
Okkels Birk skriver følgende om sin far (SL53 ff):
Ved Giftermaalet overtog Jens Birk og Hustru den arvede Fødegaard i Birk. Han var næstældste Barn, men ældste Søn af Jens Okkels og Hustru Ane Jensdatter.
Vi må regne med, at Barneaarene formede sig for ham som for saa mange andre på den Tid. Børnene i Landbohjem kom til at gøre Nytte, saa snart de kunde, og det Arbejde, de kom til at udføre, var fra tidlig Foraar til sen Efteraar især Pasning af Faar og Ungkreaturer, det meste af tiden i Løsdrift.
Jens Birk kom til at gaa i Birk Skole, men Læreren var efter hans eget Udsagn aldeles umulig. Men saa skete der det, at han det sidste halve Aar af sin Skoletid fik en ny Lærer, nemlig Thomas Nielsen, den senere saa bekendte Rigsdagsmand. Det blev for Jens Birk en hel Revolution på det Omraade. Som Mand vendte han stadig tilbage til, hvad det betød for ham, at Th. Nielsen kom til Birk Skole. Det gik ham til Marv og Ben, da Th. Nielsen udtalte: "Nu har jeg været i mange Skoler, men aldrig i saa død en Skole som denne". Var vi virkelig saa langt ude og saa langt tilbage for andre, tænkte Jens Birk. Kan der tales om Vækkelse, og det kan der vel nok, selv om det er i meget mindre Format, end der gives Udseende af, ja, da vil Betegnelsen Vækkelse være at henføre til Jens Birks Barneaar i Skolen. Selv om det kun var et halvt Aar, Jens Birk havde Th. Nielsen til Lærer, er det ikke for meget sagt, at den Paavirkning, han der kom under, blev afgørende for hele hans fremtidige Livsindstilling. Det blev en Omsindelse eller et Kald til at slaa Følge med Kvinder og Mænd, der ønskede at gaa i Grundtvigs Fodspor med Hensyn til det folkelige og kristelige Livssyn.
Da Thomas Nielsen havde saa stor betydning for Gellerup Sogn ja for hele Hammerum Herred og længere ud, tillader jeg mig at bringe nogle Data:
Thomas Nielsen blev født i Lem den 13. November 1838 og var af Bondeæt. 17 Aar gammel blev han uden nogen Foruddannelse antaget som Omgangslærer i Torsted. Senere Biskolelærer i Dejbjerg. 1857 kom han på Jelling Seminarium og blev straks paavirket af Forstander Svendsen. 1860 fik han Lærereksamen og blev derefter Lærer i Øster Bording v. Sil-keborg. Blev 1862 Redaktør af Silkeborg Avis, men da Embedet i Birk samme Aar blev ledigt, søgte han det og blev kaldet i Embedet. 12. Februar 1867 aabnede han Hammerum Højskole med 15 Elever og senere udvidedes Skolen med en Seminarieafdeling med 12 Elever. 1869 blev Rasmus Nielsen Hjælpelærer hos Th. Nielsen i Birk Skole. To Aar efter, 1871, overtog han Pladsen som Forstander for Hammerum Højskole, hvor
han virkede til 1879, da han blev valgt til Folketingsmand. Skolen nedlagdes 1884. 1877 oprettede Th. Nielsen Herning Realskole. Blev Medlem af Folketinget 1869, og 1881 tog han Afsked med Lærergerningen. 1869 Udgivelse af Herning Folkeblad. Thomas Nielsen blev valgt til Folketinget i Vejle 1867 og repræsenterede denne Kreds til 1887, da han blev Medlem af Landstinget. Han døde 1895. Meget satte han i Gang og meget fik han udrettet. Hvis baade han og Rasmus Nielsen havde holdt sig mere fra Politik og taget stærkere Del i Ungdomsarbejdet, som den oprettede Højskole i Hammerum var et Udtryk for, havde efter al Sandsynlighed været mere vundet for Egnen og for Gellerup Sogn. Højskolen havde sikkert været en Kendsgerning den Dag i Dag.

Ungdomstiden formede sig for Jens Birk som for saa mange andre på den Tid. Han arbejdede ved Landbruget og dygtiggjorde sig derved til den Stilling, han senere skulle indtage. En Vinter 1867/68 var han på Hammerum Højskole, og saa vidt jeg ved senere to korte Ophold paa Skolen med Rasmus Nielsen som Forstander. Der er ingen Tvivl om, at denn Mand havde stor Indflydelse paa hans Udvikling, og han blev da ogsaa ved at betragte Rs. Nielsen som sin Lærer og Mester.

Paa Sessionen blev han udskrevet til Ingeniørtropperne og kom dermed en Tur til København i 1871. For en Bondesøn, der ikke havde været hjemmefra før, var det noget uvant at komme til den store Stad og ind under Forhold, der var modsat de hjemlige. Han kom til at ligge på Sølvgades Kaserne, og det var næsten udelukkende Københavnere, han havnede imellem. Saavidt jeg har kunnet forstaa, klarede han Skærene godt, og han saa altid tilbage på Soldatertiden med godt Humør.

Han kom saa hjem igen til Forældrene, og der blev han. Arbejdet derhjemme optog ham, den livskraftige Mand. Blandt Arbejdsfællerne kom hans yngre Broder, Jens Kristian, til at staa i første Række. Saavidt jeg har kunnet forstaa, var han Godheden selv, og hans Temperament og hele Indstilling meget lig Faderens, medens Jens Birk nærmest maa henregnes til at ligne Moderen. Men nok er det, disse to noget nær jævnaldrende Søskende udfyldte hinanden godt og var meget nær knyttet til hinanden. Det var derfor et haardt Slag baade for Forældrene og Jens Birk, da Jens Kristian ret pludselig døde af Mavebetændelse den 15. Juni 1875. Aaret 1875 blev i det hele taget et svært Aar for Jens Okkels og Hustru Ane. En Søn blev gift og overtog Gaarden, og to Sønner døde. Peder Kristian, født den 27. Marts 1856, døde den 20. Maj 1875 (Tuberkulose). Jens Birk blev gift den 21. Maj, og Sønne Jens Kristian døde den 15. Juni s.A. Saadan former Livet sig: Medgang og Modgang. Naar Bedstemoder omtalte sine Sønners tidlige Død, bredte Stilheden sig over hende.

Det bør nævnes, at da Jens Birk overtog Gaarden, var dens Navn "Meldgaard". Men det Navn passede ikke Jens Birk. I Stedet for kaldte han den "Margrethelyst" efter sin Hustru.

Naar jeg som nu i dette Tilfælde lader Tankerne gaa tilbage og paa sønlig Vis gerne vil give en Beskrivelse og Karakteristik af disse mine for længst afdøde Forældre, kan det falde svært at skelne mellem det objektive og det subjektive, med andre Ord at finde frem til en korrekt Gengivelse af de virkelige Forhold og Tilstande uden altfor megen Tilsætning. Opgaven er vanskelig. Dog haaber og tror jeg, at Helhedsbilledet er helt rigtigt. Og det maa være Hovedsagen. Der er for mig ingen Tvivl om, at Jens Birk følte sit Ansvar fra Begyndelsen af, at det blev ham, der blev kaldet til at løfte Arven efter fordums Slægter. Han satte al sin Energi og Kraft ind paa at udbygge Gaardens drift og Ydeevne. Han kunde vel nok som ung Mand være noget haardhændet, men det forekommer mig, at de Krav, selv om de var store, han stillede til sine Medhjælpere, ialtfald ikke var større end dem, han stillede til sig selv. En Mand med Fremdrift skal i Følge hele hans Natur have noget udrettet. Ja meget.

Til Bedømmelse af de landbrugsfaglige Forhold fra 1875 til omkring Aar 1900, Jens Birks bedste Manddomsaar, maa vi erindre, at Tiderne var svære for Landbruget. Det var bogstaveligt talt Slid fra først til sidst at drive en Gaard. Det var, før Maskinerne til Lettelse af Arbejdet rigtig kom til at betyde noget, og det var svære Aar med Hensyn til de Priser, Landbrugets Varer betaltes med. Det er ret karakteristisk, at Jens Birk i de første Aar, for at skaffe Penge til Renter, Skatter og andre faste Udgifter, saa sig nødsaget til at lave Mursten. Havde det endda været til ham selv, kunde det nok lade sig høre paa den Tid, hvor man saa vidt muligt søgte at hjælpe sig selv med alt, hvad der var nødvendigt til Gaaardens Forsyning og Istandsættelse, men saaledes forholdt det sig ikke. Leret blev kørt hjem til Gaarden, æltet, haandstrøget og Stenene tørret for derefter at blive brændt i en Jordovn - og solgt til fremmede. Det var Slid og ikke nok med det, men et saadant Arbejde maatte nødvendigvis udføres ved Siden af, at Gaardens Drift blev passet. Vel var Driftsforholdene i Landbruget ikke saa intensive og fordrede ikke den Paapasselighed som nu, men vi kommer ikke udenom, at kun en Mand med stor Arbejdsmod og Energi tager en saadan Opgave op.

Hans egentlige Manddomsgerning som Landmand og det Arbejde, som optog ham mest, og som han i sine sidste Aar, om jeg tør bruge det Udtryk, var mest stolt af, var og blev Opdyrkning, Mergling og Kultivering af de til Gaarden hørende og indkøbte Arealer af Mose og tildels Eng. Den, som ikke på den tid har taget Del i et saadant Arbejde, har i øvrigt ingen Forudsætninger for at kunde forstaa, hvor krævende et saadant Arbejde var. Mosen var meget ujævn og knoldet tildels med gamle Tørvegrave (Pytgrave) og mange steder moradsagtig og saaledes meget vanskelig at færdes paa. Naar saa dertil kommer, at de Redskaber, der brugtes paa den Tid, var lidet egnede til at løse Opgaven, gjorde det Arbejdet endnu sværere. Og Mergelen, som nødvendigvis maatte paaføres, skulde med Heste og Studespand hentes fra en Mergelgrav tæt ved Gaarden. Men besværlighederne var til for at overvindes. Og det blev de. Kan man tale om Paradis paa Jord, ja saa blev de opdyrkede Arealer, især af Mose, men ogsaa af Eng, Jens Birks Paradis. Det blev den Plet paa Jord i hans lille Kongerige, hvor de synlige beviser for maalbevidst Arbejde kom til sin fulde Ret, og som senere Slægter vil kunne høste Udbytte af.

Her er vi ved Kernen af alt Arbejde, ogsaa det rent faglige, at det under alle Forhold kan maa blive udført paa en saadan Maade, at ikke alene vi selv kan høste Gavn og Glæde af vort Arbejde, men at det kan virke som noget af et Forbillede for senere Slægter. Det giver Mening i Tilværelsen. Det giver Slægtsfølelse. Ja, og det giver Mod til at leve Livet.

Den omtalte Opdyrkning gav til Resultat en større Høst, og dermed stilledes samtidig Krav til Udvidelse af Besætning. Jens Birk lod da i 1889 opføre en ny Kostald med Plads til flere Kreaturer og Svin. Selv om denne Kostald paa den Tid var ret god og rummelig, kan det vel nok siges, at han da manglede lidt Udsyn. Den burde ogsaa paa den Tid have været videre og med Fodergang. Men for os alle kommer der et Tidspunkt, hvor det glipper. 1891 lod han saa opføre Kørelade og Hestestald. En Kørelade var jo noget af en Revolution i Forhold til de gamle Lader, hvor Hø og Sæd blev puttert ind gennem Luger. I 1892 blev det gamle Stuehus moderniseret. Sandt at sige, trængte det ogsaa til det. Omtrent uforandret havde det huset sine Beboere fra 1839 til denne Tid. Aar og Ælde havde gjort sig gældende. Men Aarsagen var vel nok andre Tider og andre Skikke. Menneskenes Børn stillede større Krav til Komfort og almindelig Hyggelighed. Og dertil kom, at Jens Birk nu agtede at hjemføre en ung, smuk Pige som sin Brud. Saadan noget maa der tages Hensyn til, og det vilde Jens Birk meget gerne gøre.

Det siger sig selv, at hans første Hustreus Død i 1885 var et haardt Slag, selv om den var forbundet med hendes lange Sygdom. Han blev derved stillet over for større Opgaver, baade med Hensyn til Husførelse og Opdragelse af Børnene. Paa en Maade kan denne Periode betegenes som en gold Periode i Forhold til Fortid og Fremtid. Det maa dog ikke forstaas paa den Maade, at hans Virkelyst gik tabt, ej heller tabte han Interessen for Tidens politiske og aandelige Spørgsmaal. Tværtimod. Men jeg har en Følelse af, at de 7 Aar, han tilbragte som Enkemand, gav ham ikke saa lidt Ensomhedsfølelse. Hans Hustru Margrethe var hans Ungdomskærlighed. Hun var ham tillige en jævnaldrende og jævnbyrdig Ven og Kammerat. Nu et Minde, men et godt Minde. Han har sikkert mange Gange maattet sande, at en god Kvinde er god at have baade i Medgang og Modgang. Savnet af sin Hustru har han sikkert følt saa godt som nogen. Nu maatte han saa have fremmede til at styre Huset og tage sig af Børnene i syv lange Aar. Den første Husbestyrerinde var en Kvinde med det for os Børn herlige Navn Frederikke Theodora Emilie Dam. Hun var Sjællænder, og meget tydede paa, at hun var af jødisk Herkomst. Jeg er dog ikke sikker paa, at det passer, for efter en senere Oplysning var hun en Søster til Højskoleforstander Dam, Brøderup. Hun var lille af Vækst, ikke just køn, men meget god, ikke mindst mod Børnene. Hun var en udviklet Kvninde, som Jens Birk ofte havde Udbytte af at tale med. Efter 2 Aars Forløb rejste hun, det var Børnene meget kede af. Mærkeligt nok er der ingen, der ved, hvor hun rejste hen og fik sit Virke. Den næste Husbestyrerinde hed slet og ret Kathrine. Hun blev hos Jens Birk i 4 Aar,og jeg tror nok vi Børn syntes, det var fire Aar for meget. Hun var tør og kedelig, men meget sparsommelig anlagt. Og dette sidste var sikkert Grunden til at hun blev saa længe i Gaarden. Der var ikke meget at rutte med i disse Tider, og det kan vel siges, at gennemført Sparsommelighed var ganske nødvendigt. Det sidst Aar var der forskellige, som styrede Huset, og den sidste var en Enkekone fra Koldingegnen. Sofie hed hun. Hun var en lystig Dame, der ikke rigtig passede ind i Forholdene, men for Resten var hun ellers god nok "den glade Enke".

I de Aar her er Tale om, Jens Birks første og vel nok bedste Manddomsaar, gik de politiske Bølger højt, og Estrups provisoriske Love og hele den Politik, Højre førte, virkede æggende paa Venstre og de Mænd, der ved Fødsel og Opdragelse havde tilegnet sig det Syn paa det politiske Liv, som blev dem hjemlet i Grundloven af 1849. Jens Birk var helt og fuldt Venstremand, og det blev han ved at være. Han var født i Frihedsaaret 1848. Det nævnte han med Tilfredshed. Han oplevede 1864 som helt ung og kom til at sande, at man ikke bør være overmodig. Men den Uret, som blev paaført det danske Folk ved det estrupske Styre, var hans hele aandelige Indstilling saa meget imod, at han maatte slutte sig til de Mænd, som kække og modige modsatte sig en saadan Politik. Foruden Frede Bojsen, som han i Politik fandt var den rette mand paa den rette Plads, sympatiserede han med Mænd som Klaus Berntsen, N. Neergaard, Harald Holm m.fl. I det hele taget var det den Kerne i dansk Politik, der førte Navnet "Det forhandlede Venstre", han sluttede sig til, og som han delte Livssyn med. Berg var ikke hans Mand og langt mindre I.C.Christensen. Sidstnævntes Form for Politik tiltalte ham ikke, ej heller, da han stod som Fører for det store Reformparti. Jens Birk kom aldrig paa bølgelængde med denne i Politik saa stormægtige Mand. Den Nedsablingspolitik, han førte mod det forhandlede Venstre, for saa senere delvis at optage deres Politik, var Jens Birk inderligt imod. Han syntes ikke, det var ærlig og redelig Handlemaade. Dertil kom vel nok tillige, at Herningskredsen, hvor Rs. Nielsen, der tilhørte det forhandlede Venstre, sad inde med Kredsmandatet, blev stærkt bekæmpet af de saakaldte Bergianere i Alliance med Missionen uden dog trods store Anstrengelser ved de ofte afholdte Valg at kunne opnaa Mandatet.

Jeg har nævnt, at Jens Birk allerede i de unge Aar i religiøs og folkelig Retning blev stærkt paavirket af Th. Nielsen og Rs. Nielsen, og at han derfor senere sluttede sig til den Kreds af Kvinder og Mænd, der fandt Næring i det grundtvigske Livssyn, var for ham ganske naturligt, ja, ligefrem en Nødvendighed.

Det han var, var han fuldt og helt, og det var derfor en stor Tilfredsstillelse for ham at være blandt de Mænd, der satte sig i Spidsen for Dannelsen af Herning-Gellerup Valgmenighed, der blev til Virkelighed i 1904 med Pastor Terkelsen som Præst. Personlig satte han stor Pris paa Terkelsens Forkyndelse, men han ansaa ogsaa Valgmenighedens Dannelse som et Middel til at faa Samling paa de mange spredte Kredse i Hammerum Herred, der var optaget af det grundtvigske Syn. Og han fandt det gavnligt for den opvoksende Slægt, at de paa den Maade fik lettere Adgang til det Livssyn, han og mange var stærkt optaget af og levede med i. En af de Mænd, som alle Dage stod Jens Birk meget nær, var Sognefoged Marinus Pedersen, Hammerum, Broder til hans Hustru Margrethe. Det var ikke alene Slægtsbaandene, der bandt, men lige saa meget deres fælles Indstilling paa aandelige og politiske Spørgsmaal. Og dog kan man sige, at hvor enige de kunde være i Hovedsagen, ligesaa uenige kunde de være i mange af Detailspørgsmaalene, saa der var aldrig Mangel paa Emner til fri Diskussion. Marinus Pedersen, der var en meget velbegavet Bondemand, veltalende og egentlig havde store Evner som Taler, hvad Jens Birk nærmest manglede, kunde dog vanskeligt klare sig for ham paa to Mands Haand i en Debat. Men det var han ikke ene om. Jens Birk var en Debattør af Rang, og han havde en egen Evne til at føre en Samtale ind paa aktuelle Emner, om ikke paa anden Maade, saa ved at stille Sagen paa Spidsen, saa den æggede til Modsigelse. Ja, selv hans store Drenge diskuterede han med undertiden saa drastisk, at udenforstaaende kunde faa Færden af, at Far og Børn levede som Hund og Kat, hvilket langt fra var Tilfældet. Almindeligvis kan det siges, at Jens Birk havde let ved at underholde en Forsamling uden at lægge an paa at være underholdende. Det kom af sig selv, at der altid var noget at tale om: Religion, Politik, Samfundsforhold og meget andet.

Af Tillidshverv paa forskellige Omraader kan nævnes: Medlem af Hammerum Herreds Landboforenings Bestyrelse fra 1891 til 1912, da han trak sig tilbage en Maaned, før han døde. Medlem af Højskolehjemmets Bestyrelse fra 1896 til 1906, og Revisor forud i samme Forening fra 1891 til 1896. Medlem af Gellerup Sogneraad, og i en Periode dennes Kasserer. Taksationsmand i den Vest- og sønderjyske Kreditforening samt Jordboniteringsmand (Formand). Han var altid pligtopfyldende i sine offentlige Tillidshverv, og hans gode praktiske Forstand hjalp ham over mange teoretiske Vanskeligheder. Teori var ikke hans stærke Side, og han kunde derfor godt med nogen Skepsis omtale en Mand, der var mege teoretisk anlagt, især hvis han havde faaet Teorien i den gale Hals og kom for langt fra det, man kalder for god Praksis. Det gaar jo ofte saadan, at man med Fare for at køre i den ene Grøft kører i den anden. Den slagne Landevej er vanskelig at følge, og det nytter heller ikke altid at følge den, for saa bliver Livet altfor kedeligt, og der sker for lidt i denne Verden. Men det er kun godt, at de stillede Opgaver kan løses paa forskellige Maader, og løses ialtfald tilsyneladende lige godt. Derved kan alle faa en Opgave at løse.

Allerede da Jens Birk indgik sit andet ægteskab, havde en begyndende astma indfundet sig, og denne lidelse tiltog med årene og var meget generende for ham, ikke mindst ved udførelsen af legemligt arbejde. Han søgte på forskellig vis at bøde på sygdommens uheldige virkninger, og det endte med, da sygdommen forværrede sig, at han søgte helbredelse for sin sygdom i København, men uden held. Sygdommen var for langt fremskredet,og opholdet i København var ham en lidelse i åndelig forstand. Han længtes så meget efter de hjemlige forhold, at han nødvendigvis måtte rejse hjem. Her gik så nogle måneder, men så måtte den ellers så kraftige mand give op. Astmaen sammen med et svagt hjerte havde til følge, at døden kom den 18. Februar 1912.

Ved hans død skrev redaktør L. V. Bendixen følgende (formentlig i Herning Folkeblad):

Jens Birk 1849-1912
Atter er en af vor Egns kendteMænd afgået ved døden, nemlig Gårdejer Jens Birk, "Margrethelyst" i Birk, 63 år gammel. Døden indtrådte Natten til i Går efter længere Tids tiltagende Svaghed. Gennem en Aarrække havde Jens Birk lidt af en besværlig Asthma, der angreb Hjertet. Han led i de sidste år af en stærkt fremskridende Hjertesvækkelse, for hvilken han i sommer forgæves søgte Helbredelse på Dr. Med. Maaløes Klinik i København.
Jens Birk opvoksede i et godt Hjem og blev i en ung Alder Ejer af sin Fødegaard. Denne ligger nær ved Birk Skole, hvor i 1863 Th. Nielsen blev Lærer. Sin egentlige Skolegang fik Jens Birk altsaa ikke hos Th. Nielsen, men denne kom dog til gennem Aftenskole og på flere andre Maader at øve en stærk og afgørende Indflydelse paa den friske og modtagelige Yngling. Derfor nævnede Jens Birk altid Th. Nielsen som sin første Læremester.
Senere kom ogsaa andre til at give Jens Birk et aandeligt Præg, og blandt disse nævnede han Præster Tesch i Gellerup og Teilmann i Bering, ligesom han ogsaa stod Præsten Karl Rønne nær, da denne var Præst her i Egnen.
Alt som han personlig rodfæstedes i Kristendommens Sandhed og Liv, udvidedes hans aandelige Horisont, og med altid levende Sans var han med i alt, hvad der rørte sig i Tiden i Kirke og Skole, Folkeliv og Politik, staaende helt og urokkeligt paa den grundtvigste Anskuelse.
Som moden Mand gik han ind i det offentlige Liv og tog virksom Del i Arbejdet paa flere Omraader. Gentagne Gange havde han Sæde i Gellerup Sogneraad, beklædte flere Tillidshverv i sin Kommune, sad i en Aarrække i Bestyrelsen for Hammerum Herreds Landboforening. Hvor hans Stands- og Sognefæller satte ham, røgtede han de betroede Hverv med Ære. Og som han dygtigt fyldte sin Plads i den offentlige Liv, gjorde han det ikke mindre i sit lykkelige Hjem blandt sine Kære og sin Bedrift. Han var en af Foregangsmændene i sit Landbrug. Hans Hjem og hans Bedrift blev til et smukt Eksempel for mange.
Men stærkest var han altid optaget af det aandelige Arbejde, og med Glæde var han med i det. Hammerum Højskole var han med at faa rejst og ligesaa Hammerum Samlingshus. Ogsaa ved Oprettelsen af Herning Højskolehjem var Jens Birk virksom og i en Aarrække var han Medlem af Højskolehjemmets Bestyrelse.
Men intet Arbejde var hans varme Hjerte med i som i Dannelsen af Gellerup Valgmenighed. Han var med i det Udvalg, hvis Opgave det var at faa dannet Herning-Gellerup Valgmenighed, og at det lykkedes saa godt, som det gjorde, var han altid fuld af Tak og Glæde over.
Hvad Jens Birk var, var han altid fuldt og helt. Al Halvhed og Lunkenhed var ham saa inderligt imod. De uldne Standpunkter afskyede han. Med levende Interesse for det kirkelige og borgerlige Liv var han altid at finde på Frisindets og Fremskridtets Side og i Venstres Lejr. Sjælden blev Jens Birk varmere og sjælden flød hans Ord lettere, end naar Talen var om den aandelige og personlige Frihed. Thi det var ham saa klart, at Aanden virker kun i Frihed.
De, der stod ham nær og hørte til hans Vennekreds, vil altid mindes ham, naar han i større eller snævrere Kredse med Liv og Kraft førte sit Forsvar for gammel Kristentro, for Frihed og for det danske. Overfor Modstandere af hans anskuelse kunde Ordene undertiden falde hvasse, men selv Modstandere maatte bøje sig for den ærlige, personlige Overbevisning, der lagde Kraft i Stemmen og Glød i Øjet.

Vi, som har mistet en trofast og kær Veni Jens Birk, vil ofte savne ham baade i det private og offentlige Liv.
Og vi vil mindes ham som den, der altid var rede til at tage Haand med i et godt Arbejde for Folk og Menighed, mindes ham som den, der var uden Svig, altid aaben og ærlig i al sin Færd.
Ære være hans minde.

Han blev under stor deltagelse jordet på Gellerup Kirkegård den 12. Februar ved siden af sin første hustru Margrethe.

I hjemmet talte hans gode ven og svoger Marinus Pedersen, Hammerum. Han bragte en tak for, hvad Jens Birk havde været for vennelaget og valgmenigheden og mindede afdødes nærmeste og vennerne om at sige Gud og Faderen tak for alt i Jesu navn. Ligtoget til Gellerup Kirke bestod af 33 vogne og mange gående. I Kirken talte lærer Brøndlund om de gode minder om Jens Birk, og hvad han havde været for de mennesker, han levede iblandt både i og udenfor hjemmet.

Til slut talte valgmenighedspræst Terkelsen ud fra ordene i den 16. Davids Salme: "For mig faldt målesnorene på de liflige steder og en kostelig arv er henlagt til os i Himlene", hvilke ord han anvendte på sin afdøde ven, der selv havde vidnet, at han var et lykkeligt menneske.

Jens blev gift med Margrethe Pedersen den 21 maj 1875 i Gjellerup Kirke. Margrethe (datter af Peder Nielsen og Sidsel Pallesdatter) blev født den 22 okt. 1847 i Gjellerup Sogn; døde den 29 okt. 1885 i Gjellerup Sogn; blev begravet den 05 nov. 1885 i Gjellerup Sogn. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 51,131,259,264
• Dåb: 21 nov. 1847, Gjellerup Kirke

Notater:

Faddere ved dåben var Kirstine Pedersdatter, Kollund, pige Kirstine Marie Andersdatter, husmand Anders Dynesen, gårdmand Chresten Pallesen, Kollund, og ungkarl Chresten Pallesen.
Forlovere ved brylluppet med Jens Birk Jensen var gårdmand Jens Okkels Jensen i Birk og Mads Sørensen i Agerskov.

Okkels Birk skriver følgende om sin mor:

Margrethe var på Aale Pigehøjskole Vinteren 1871/72, hvor Anders Dahl var Forstander. Der er ingen Tvivl om, den nære Berøring med Forholdene i Aale og Egnen der omkring har haft stor Betydning for hendes Udvikling. Dahls Hustru Marie var jo en Søster til den saa bekendte Jens Jørgensen, Bjerregaard (Kirsten Birks farfar), og denne og Margrethes Far, P. Nielsen, var paa samme Tid Rigsdagsmænd. Dertil kom tillige, at Margrethes Søster Johanne (Kirsten Birks mor) blev gift med Jens Jørgensens yngste Søn Christian. Af dette vil man forstaa Betydningen af hele Forholdet til Aale og Bjerregaard.

I en efterladt Skrivebog fra Opholdet paa Skolen, har hun paa Omslaget skrevet følgende:

Sluk ikke for andres Lys, for at dit eget kan brænde klarere.
og
Det er bedre at blive nappet af sin Ven end klappet af sin Fjende.

Det staar for mig, at Jens Birk i sin Tid har fortalt, at Begyndelsen til Margrethes Sygdom kom som Følge af en meget stærk Forkølelse ved et aflagt Besøg hos Søsteren Hanne (Johanne) paa Bjerregaard. Det er slet ikke utænkeligt. Forbindelsen mellem Hammerum og Bjerregaard var tidligere foregaaet med Hest og Vogn. Om det var Tilfældet denne Gang, vides ikke. Men der var da ialtfald ikke Bane længere end til Horsens, saa alene en Køretur derfra kunde nok være tilstrækkelig til en meget alvorlig Forkølelse.

Om Margrethe, min gode Mor, har jeg kun i øvrigt gode Minder, men desværre alt for faa. Og det har sin naturlige Forklaring. Begyndelsen til Mors Sygdom indtraadte ved Bror Peders Fødsel, og for at lette hende blev jeg sendt bort fra Hjemmet til Bedsteforældrene og kom først hjem 5 Aar efter i 1883 som Fremmed i mit eget Hjem. Da var Mor meget svag, og hun døde allerede den 29. Oktober 1885. Saa meget ved jeg og kan erindre, at hun var en meget god Kvinde. Var der noget stridbart i Jens Birks Natur, saa havde Margrethe det ganske modsat. Nu saa længe efter hendes Død har jeg en Følelse af, at hun var for god for denne Verden. Hun havde ikke Mandens iboende Kraft, og heller ikke hans Mod, men hun var i Besiddelse af Taalmod. Hun var et nøjsomt og taknemmeligt Menneske, og hendes stille Færd virkede stærkt paa hendes Omgivelser. Det er mig fortalt, at Provst Blom, Præsten i Gellerup, som ret ofte besøgte hende, har udtalt, at Margrethe gav ham mere, end han var i Stand til at give hende. Den snigende Sygdom (Tuberkulose), hun var angrebet af, gjorde hende træt og stille. Hun var sin Mand en god Hustru, og noget af det bedste, vi Børn har arvet, er sikkert fra hende. Da Døden kom, var hendes sidste Ord: "Jeg dør, jeg dør, men Gud annam min Sjæl". Det var en Blodstyrtning, der gjorde Ende på hendes Liv. Stor Sorg kom til Huse ved hendes alt for tidlige Død. Og det gjaldt da især Mand og Børn. Blandt de sidste lever hendes Minde stadig, som en fredsommelig, kærlig og trofast Mor."

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gårdejer
• Reference: 132,279,283
• Dåb: 05 okt. 1851, Åle Kirke

Christian blev gift med Johanne Pedersen den 24 okt. 1879 i Gjellerup Kirke. Johanne (datter af Peder Nielsen og Sidsel Pallesdatter) blev født den 28 apr. 1855 i Gjellerup Sogn; døde den 20 okt. 1884 i Bjerregård, Åle Sogn; blev begravet den 25 okt. 1884. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 51,132,259
• Dåb: 06 maj 1855, Hjemmet

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gårdejer
• Reference: 11,14
• Dåb: 14 nov. 1818, Hjemmet

Notater:

Jens Jensen Okkels blev hjemmedøbt d. 14. november, og dåben blev konfirmeret i kirken d. 26. november 1818. Faddere ved dåben var pige Ane Ceciliane Nielsdatter fra Elmholt, Dynes Amtrup (barnets morfar, Dynes Jensen) fra Snejbjerg, Erik Pedersen (barnets farbror) fra Øster Høgild, pigerne Sophie Erichsdatter fra Øster Høgild og Sofie Christiansdatter fra Fjederholt. Ifølge kirkebogen er han ikke navngivet Okkels.

I 1830 dør hans mor. Jens er da 12 år. Året efter gifter hans far sig igen, og Jens får en stedmor, Maren Madsdatter. Ved folketællingen i 1834 bor han forsat i sit barndomshjem, Okkelsgård.

Jens Jensen ungkarl af Okkels bliver gift i Gjellerup kirke den 10. oktober 1845 med Ane Jensdatter pige af Birk by. Forlovere ved brylluppet er P. Pedersen og L. Valter. Jens og Ane får 6 børn.

I 1846 får Jens Okkels skøde på sin svigerfar Jens Christensens gård Meldgård, senere kaldet Margretheslyst i Birk, Gjellerup sogn, Hammerum herred (matr.nr. 4 a,b). Skødet er indført i Hammerum herreds skøde- og pantebog nr. 14, fol. 840 og lyder i uddrag:

Underskrevne Jens Christensen gør herved vitterlig at have solgt og afhændet fra mig og øvrige arvinger til min svigersøn Jens Jensen Okkels følgende mig tilhørende ejendomme, beliggende i Birk by, Gellerup sogn.

a) Den mig ifølge Skøde af 17/6 1828, læst 16/8 1828 overdragne Gaard af Hartkorn 3 Tdr. 6 Skp. 2 5/6 Alb. af Ager og Eng, Skovskyld 1 Skp. 1 Fjdk. med påstående Bygninger og tilligende Jorder, alt med de Rettigheder og Byrder, saaledes som jeg deraf har været Ejer.
b) 1 Engparcel fra Lars Frandsens Gaard, Øster Birkholm kaldet, Hartkorn 2 Skp. 3 Fjdk. 2 11/32 Alb.
c) Foruden det foranførte Hartkorn følger i Købet Ind- og Udbo tillige med Besætning og Inventarium, saaledes som Køberen samme allerede har tiltraadt og taget i Brug og Besiddelse.
Da køberen Jens Jensen Okkels har tilfredsstillet mig for Købesummen 1775 Rdlr. Sølv, idet han har forpligtet sig til at svare de 275 Rdlr. Sølv, som indestaar i Gaarden, og for de øvrige 1000 Rdlr. givet mig fyldestgørende Sikkerhed, samt fremdeles ved Kontrakt af D.D. givet mig Betryggelse for den Aftægt, jeg og Hustru ved Gaardens Afstaaelse har betinget os, saa erklærer jeg desaarsag, at benævnte Ejendomme med Tilliggende ganske som jeg har været Ejer deraf nu rettelig skal tilhøre Jens Jensen Okkels med fuld Ejendomret fri og frelst fra hver Mands Tiltale under min og Arvingers Hjemmel efter Loven.

Skrevet i Herning, 8. Februar 1846

Jens Christensen

Læst i Hammerum Herreds Ting 8. April 1848.



1858 er Jens Okkels laugværge i skifteretten for Ane Marie Christensen, som er enke efter Peder Jepsen i Birk.

Jens Jensen Okkels afstod i året 1875 "Meldgaard" til sønnen Jens Birk Jensen.

Hans søn, Lars Martinus Okkels Jensen, går i perioden 1871-1874 på Jelling seminarium. Mens det står på, er der en livlig brevveksling1 mellem ham og hans forældre samt hans hjemmeboende brødre i Birk. Brevene, som omhandler stort og småt fra hjemmet og hjemegnen blandt andet familiens helbred og især mangel på samme, slutter ofte med en lille beskrivelse af særligt mændenes arbejde på gårdene. Faktisk er brevvekslingen så omfattende, at man får et ganske godt indblik i gårdmandslivet på den tid:

17. maj 1871:


9. oktober 1871:


4. september 1872:


September 1872:n byttede deres væk...


22. september 1872:


8. oktober 1872:


29. oktober 1872:


29. november 1872:


6. marts 1873:


24. marts 1873:e den sidste tid. Så har vi købt en kvie af Kresten Smedegård3 for 62 rd. - den skal kælve i maj.


30. marts 1873:


25. maj 1873:


14. juli 1873:r avlet mere kløver i år end nogensinde før: 21 læs...


29. august 1873:


1873:stbyen.


11. oktober 1873:


26. oktober 1873:
(Brev fra Ane Jensdatter til sin søn Lars Martinus Okkels Jensen)

23. november 1873:


24. april 1874:e klyner, og snart skal vi til at kaste ler. Senere skal der stryges sten...
(Brev fra Peder Christian Jensen Okkels til sin bror Lars Martinus Okkels Jensen)

15. juli 1874:


Der kommer til at gå mange breve og pakker frem og tilbage med posten (dagvognen). Fra Birk sender de smør, sulevarer og tøj - en gang imellem også andet. Fra Jelling går der tomme smørdunke og tøj retur. Der er ikke mange breve, hvori Jens ikke bedyrer sin søn Lars Martinus Okkels Jensen, at han ikke skal tage så tungt på det med eksamen. Og penge bliver sendt med opfordring til, at han bare skal sige til, så skal der komme flere. Og han må endelig ikke spare på middagsmaden. Brevene slutter altid med hilsener fra hele familien, men først og sidst fra forældrene. Ofte står der kærlig hilsen; men ligegyldigt hvad der har stået i forvejen, slutter brevet altid: Venskabeligst Jens Okkels.

Jens sender det første brev til Lars Martinus den 17. maj 1871:

Kære Søn! - Nu sætter jeg mig til at skrive nogle få linier til dig, og det bliver ikke meget, for jeg tænker med Guds hjælp, at hvis der falder ikke andet ind, så kommer din ældste bror ud til dig lørdag aften. Så kan I jo bedre tale sammen om nyt og gammelt.

Jeg har hørt af et brev fra dig at "de gamle" har taget eksamen, og så kan jeg vel tænke at det giver dig indtryk og tanker - men med måde .

Kære Søn! Du må ikke bryde dig for meget med den eksamen, for det er jo ingen hårdhed om man skulle gå et år længere.

Du skriver til din broder at skulle det gå dig således at du skulle falde, så kunne du ingen komme til. Men sådanne tanker må du ikke have. For sker det, må det jo være til gavn - på en anden måde, som man ikke kan se for sit blik. Du kan tro vi er lige glade ved dig - det må du ikke tænke andet.

I torsdag såede jeg det første af min sæd. Nu til slutning være du hilset fra din familie, men først og sidst fra dine forældre.

Venskabeligst Jens Okkels

Den 18. juni 1873 sender Jens igen brev til Jelling (i uddrag):

Du må spise middagsmad hver dag, ellers vil madlysten gå fra dig. Og ikke bekymre dig så meget - både jeg og din moder er forsikrede om at du læser med flid. Peder Christian har været lidt bedre - i går var det dog ringere igen, men der kom ikke blod som første gang. I dag kørte de til doktor, både ham og Jens Birk.

Hvad du skrev om pigen har jeg ikke noget at sige til - det overlader jeg alene til dig og Vorherre. Skulle jeg sige noget så er det det: Jeg synes du er så ung (19 år). Til slut takker jeg dig for de mange glade dage vi har levet sammen. Er det Guds vilje at vi skal leve, så venter jeg også at det vedvarer.

Den 15. juli 1874 bliver det kun til en kort besked:

Kjære Søn. Her sender jeg dig 25 rd. - Og jeg skal nok med guds hjælp hente Dig til den bestemte tid - og paa bestemte Sted - og Dag, og saa beder jeg vorherre være med Dig og ledsage og opholde Dig. Hilsen fra mig og Din Moder. Jens Okkels

I 1875 afstår Jens og Ane Meldgård til deres ældste søn, Jens Birk Jensen, der bliver gift det år. Herefter bygger de en ny gård på en udmark i Vester Birk. Denne gård overdrager de i 1883 til deres yngste søn Karl Okkels. Ved siden af bygger de et lille aftægshus - Birkelund, hvor de bor resten af deres liv.

Fra aftægtshuset, Birkelund, sender de følgende breve til Lars Martinus og Marie:

Birkelund den 30. marts 1884

Kjere Børren.
I kan troe Kjere Børren at vi var rigtig glade ved Eders Brev - endskjønt det er slemt for Marie at hun er Saa lit Rask - Men Saa skal man hobe til det bedste, at det bliver bedre Naar Sommeren Kommer - Din Moder er jo dog lit bedre end den anden Gang jeg skrev - disse Kjettel4 Knuder er jo dog Sunket men ikke aldeles gaaet, men vi haaber jo dog nu om vor Herre jo dog er os Saa Naadig og god - at hun kommer Sig denne Gang - jeg er glad hun har Jo dog syg og syslet (eller puslet) hele tidet og naar vi kan være nogenledes ved helsen, Saa har vi Jo got. Min Søstes Mand Dynes Søbyg (?) er død i Februar og jeg var derovre til Jordefær den 4. Marts - og nu er min Søster meget syg men hun kan maaske gjerne komme Sig igjen. Sidste Tisdag hafde Lars Jacobsen af Birk Bryllup med vor naarbos (eller morbrors) datter (Jens Simmonsen) hvilken var en stor Bryllup og Moder og jeg var ogsaa buden men vi blev hjemme men Karl og hans Kone og Jens Birk var der - og di var snart med over hele Birk. Hilsen fra Moder og mig til eder Bege Kjer Børren og hils din Svige Forældre og eders Smaa Drenge.

Jens Okkels

Fik du din høns got flytte med til fyen - skriv Snart.

-----------------

Birkelund den 17. August 84.
Kjere Børren.
Du skal have Tak Kjere Søn for din Brev du Skrev til Moder paa hindes fødsels Dag - og Hjertelig Tak Skal du havefor alt dette vi har haft sammen - Din Moder har været meget lit stærk i trefjerden Aard - men hun har jo da ikke Leget meget i Sengen end som almindelig - først begynte hindes Sygdom med at Kjetteler reste om hendes Hals og Saa fik hun noget raad for det Som og hjalp - og saa fik hun meget Smerte i Hindes Lemmer som vist nok var git især i Kallen på hindes Ben - Saa fik hun og noget for det Som hjalp - der efter begyndte det med nervegit mere i den venstre Arm og den højre Bend og fod - og det har hun jo nu haft et halv Aar - men hun er jo da lidt bedre - Nu i den siste Mane er hun ved Dogter hver Anden dag og bliver Læktreseer - og hun faar jo mixtur og piller hver dag og noget at smøre med - ellers har vi det got Karl og Kjestine omgaas os i Kjærlighed - Rug og Byg har vi inde eller samlet og havre har vi ikke høste ennu - Rug var god, men Byg og havre er meget smaat - Dine Søsken er jo dog nogenledes med helsen - endskjøn di er ikke stærk nogen af dem - I være hilset Kjere Børren og Hils eders Drenge fra Moder og mig.

Jens Okkels

Jens var ven med Thomas Nielsen5. Blandt andet sendte Jens sine børn på Hammerum højskole, som Thomas Nielsen havde oprettet.

Jens Jensen (Okkels) dør ved et ulykkestilfælde 68 år gammel den 24. maj 1886 som aftægtsmand i Birkelund, Vester Birk, Gjellerup sogn.

Jens Jensen Okkels
* 12. Novbr. 1818 † 24. Maj 1886
og Hustru
Ane Okkels
* 5. Aug. 1824 † 10 Novbr. 1896
Den 28. maj bliver han begravet på Gjellerup kirkegård ved siden af sin kone. På deres gravsted bliver rejst en sortgrå granitsten. På stenens polerede front står med indhuggede bogstaver:


Hans barnebarn, Jens Okkels Birk beretter følgende om ulykkestilfældet i SL53:

Jens Okkels afgik ved Døden i 1886 ved et Ulykkestilfælde. Det kan synes underligt, at en saa rolig og besindig Mand skulle finde Døden paa den Maade. Selv om han var blevet Aftægtsmand, havde han sin Færden paa Gaarden (Karls), hvor han hjalp til med det Arbejde, som laa bedst for ham, og det var i Almindelighed pasning af Kreaturer. Men den 24. Maj 1886 blev det bestemt, at han skulle køre til Mølle i Herning med et Læs Korn til Formaling. Sønnen Karl lagde nok Mærke til, da han kørte hjemmefra, at Hestene var noget urolige, men han har nok ment, at Faderens Besindighed ville være i stand til at ordne den Sag. Det gik ogsaa altsammen godt nok til Mølle, men med en Ventetid der var de unge Heste blevet endnu mere urolige, og da det fra Møllen og til Hovedgaden gaar en del ned ad Bakke, tog Hestene Magten fra Kusken, og i Svinget ind paa Hovedgaden trak Hestene ham foran af Vognen, og samtidig slog den ene Hest bagud og ramte ham i Hovedet med Døden til Følge. Da Folk kom til aandede han svagt, men han døde umiddelbart efter.
Det gjorde et dybt Indtryk paa os alle, og maaske især paa mig, der i flere Aar havde færdedes med ham i Mark og i Stald, da Dødsbudskabet hen imod Aften blev os bragt. Ingen havde ventet, at Døden skulle komme til ham paa den Maade.

Det tragiske trafikuheld gav anledning til denne notits i Herning Folkeblad maj 1886.

Dødsulykke
Jens Okkels fra Birk blev i gaar Eftermiddag dræbt ved en Løbskkørsel. Han havde været til Mølle i Herning, og paa Hjemvejen fra Møllen og her ned til Byen løb Hestene løbsk ned ad Bakken, og den gamle Mand, der var 70 Aar gammel, blev kastet af Vognen og slæbt bag efter Hestene. Han blev herved saa lemlæstet, at Døden kort efterpaafulgte. Hestene løb over og ødelagde en Ligkiste og to Trækvogne, der stod ved Snedker Thomsens Ejendom, og løb til sidst fast i en Tørvestak.

1 Brevene er endnu bevarede. Ellen Olsen-Okkels har maskinskrevet en del af dem. Hele materialet var i 1997 opbevaret hos Bengt Tue Mønnike i Strandby.
2 Lund marked blev afholdt sidste gang i 1876.
3 Gift med Lars Martinus storesøster Zidsel Okkels Jensen.
4 Kjettel = kirtel
5 Uddannet lærer. Grundlægger af Hammerum højskole, Vejle amt Folkeblad og Herning Folkeblad. Rigsdagsmand.
Jens Jensen (Okkels) 1818 - 1886

Jens blev gift med Ane Jensdatter den 10 okt. 1845 i Gjellerup Sogn. Ane (datter af Jens (Lundgård) Christensen og Margrethe Pedersdatter) blev født den 05 aug. 1824 i Gjellerup Sogn; døde den 10 nov. 1896 i Vester-Birk. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 14,33
• Dåb: 05 aug. 1824, Hjemmet

Notater:

Ane Jensdatter er født 1824 i Birk som datter af gårdmand Jens Christensen og hustru Ellen Margrethe Pedersdatters eneste barn. Hun bliver hjemmedøbt den 5. august, og dåben konfirmeres i Rind kirke den 29. august 1824. Fadderne er kone Ane Olesdatter og pige Ane Marie Christensdatter af Lundgård, gårdmand Knud Uglbro og Jens Vestergård, Margrethe Christensdatter, Nørgård og Ane Kirstine Pedersdatter (barnets moster) alle fra Birk. Ifølge kirkebogen er hun navngivet Anna !

I Slægtsbogen fra 1953 har Okkels Birk skrevet følgende om sin bedstemoder:

I forbindelse med Giftermaalet overtog Ane Jensdatter og Jens Jensen Okkels Gaarden efter hendes Forældre. Det skulde der baade Mod og Kræfter til, og begge Dele havde de tilfulde. De havde i Huset hos sig Jens Christensen og husTru Margrethe samt hendes sindsyge Broder, og tillige maatte de svare Aftægt til Peder Rasmussen og Hustru Karen i Vester Birk; 2 Lispund Flæsk af Midterside og 31/2 Tdr. Rug. Om der var mere kendes ikke, mon nogen nu til Dags kunde ønske at gaa ind til saadanne Vilkaar.
Anes Forældre, Jens Christensen og Margrethe var to meget uensartede Naturer, og det kan vist med Sandhed siges, at Datteren Ane tog Arv efter dem begge. Samtidig med at hun havde gode Kræfter og havde et godt praktisk Haandelag, var hun i Grunden en meget religiøs Natur, ialtfald kom dette sidste meget frem på hendes ældre Dage. Hvis det kan siges om nogen Kvinde, at i hende forenedes det materielle og aandelige sig i skøn Harmoni, tror jeg nok at turde sige det om hende. Hun traadte fast og og sikkert paa Jorden, og hun havde stor Respekt for hver den, der virkede trofast i sit Kald. Og saa havde hun Ordensans og Plan over sit Arbejde. Det var hende meget om at gøre, at intet gik til Spilde. I den Henseende kunde hun ligefrem være nøjeregnende. Ud over dette travle og virksomme Liv, hun førte, og som optog hende stærkt til Hverdag, var Sindet altid optaget af det aandelige Livs Betydning for ret at leve
Det vil vist ikke være rigtig at henføre Jens Okkels og Ane til den grundvigianske Retning, jeg er tilbøjelig til at tro, at de knap var klar over, hvad det betød. Men de tilhørte heller ikke Indre Mission, selv om de maaske bedre forstod deres Maade at tale paa. Hun var ret og slet en troende kristen, for hvem det var meget om at gøre, at Vandringen her maatte slutte hos Gud i de evige Boliger. Hun vidste, hvad Synd og Naade var, og hvad det betød.
Jeg har lige nævnt, at Bedsteforældrene efter mit Kendskab, og den er da ikke helt ringe, især mit Kendskabt til Bedstemoder, ikke i bogstavelig forstand kunde betragtes som Grundtvigianere, men jeg vil gerne til Forstaaelse af hele deres aandelige Indstilling tilføje, at de dog havde saa meget forstaaelse af det grundtvigske kristelige og folkelige Livs Betydning, at de lod deres Børn komme paa Hammerum Højskole og derved kom under Paavirkning af Mænd som Thomas Nielsen og Rasmus Nielsen. Om jeg husker Ret, gjorde de i sin Tid deres til, at Thomas Nielsen blev Lærer i Birk Skole. Den mand, der fik afgørende Betydning for deres Søn, Jens Birks hele Livsførelse.
Lad mig i denne Forbindelse nævne et Træk til Forstaaelse af hele deres aandelige Indstilling og deres Væremaade over for den opvoksende Ungdom.
Som Repræsentant for Sparekassen i Herning besøgte jeg for en Del Aar sigden Gaardejer Chr. Vestergaard og Hustru i Døvling. To prægtige og meget gæstfrie Folk, som nu begge er døde. I Samtalens Løb fortalte Chr. Vestergaard, der kendte Jens Birk meget godt, at han i sine unge Dage havde været på Hammerum Højskole, men da Skolen ikke kunde afgive Plads til dem alle, var de fire unge Karle, der fik Ophold hos Ane og Jens Okkels, der dengang havde Fødegaarden i Birk. Saavidt jeg husker gjaldt Opholdet baade Kost og Logi.
"Nu bagefter forstaar jeg knap nok", fortalte Chr. Vestergaard, "hvordan de kunde overkomme at have os til Hverdag. Vi kunde til Tider være baade kaade og urolige, og sammen med Sønnerne i Gaarden kunde der nok blive Halløj, undertiden mere end godt var". "Men", føjede han til, "hvor havde din Bedstemoder en udmærket Maade at omgaas os paa, baade mild og myndig var hun i Stand til at at sætte os paa Plads allesammen". Til min stor Glæde havde Chr. Vestergaard ikke Lovord nok om det Hjem, han i sine unge Dage havde opholdt sig i. Han havde faaet et Indblik i et Hjems Hverdag, en Agtelse for en Kvindes Omgang og Omsorg for unge Karle, hvilket fulgte ham Livet igennem og paa hans Livs sidste Dage vedblivende havde stor Betydning for ham. Ja, Hverdagen har meget at betyde for os selv og for dem, vi daglig færdes imellem

Fra 1845 og til 1875, da de afstod Gaarden til deres ældste Søn Jens Birk, havde Ane og Jens Okkels deres Virke i den arvede Fødegaard. Men som Skik og Brug var, og under Hensyn til det ønskelige i, at Gaarden vedblivende kunde være i Slægtens Eje, afstod de den, for derefter at bygge en ny Gaard paa en Udmark i Vester Birk, og her havde de saa deres Hjem og Virke, indtil denne Gaard i 1883 blev overdraget til deres yngste Søn Karl Okkels. Ved siden af denne Gaard byggede de et lille Aftægtshus, hvor de henlevede deres sidste Dage, stadig følgende med i Sønnernes Arbejde og Virksomhed.

Det maa have været et stort Offer, de bragte, da de flyttede fra Slægtsgaarden i en forholdsvis ung Alder, for at give Plads for den unge Mand, der skulde føre Slægtsgaarden videre i Slægtens Arv og Eje. Man kan ikke andet faa Respekt for en saadan Handling, der tilmed bliver større derved, at de ikke agtede at lægge op, men flyttede til en Udmark for at berede Vejen for en yngre Søn. Det er muligt, at de dengang betragtede det som en Selvfølge, at de Ældre nærmest var forpligtede til at sørge for Børnene, naar de kommer til Skelsaar og Alder og ønskede at gifte sig, og det er tillige muligt, at de rent økonomisk fandt, at det var den bedste Vej frem. Det at laane Penge var ikke rigtig paa Mode dengang. Men trods alt dette har Grundsynspunktet sikkert været Slægtens fortsatte Forbliven ved den Gaard, som saa langt tilbage som nogen kunde huske var gaaet i Arv fra Slægt til Slægt.

Det var vist kun godt, om der var noget mere Pietet for den slags Anskuelser end Tilfældet er i vore Dage. Den Enkelte havde mere Forstaaelse af at maatte bringe Ofre for Helhedens Vel.

Som før nævnt havde de deres Virke i den nye Gaard indtil 1883, da deres yngste Søn Karl Okkels blev gift med Ane Kirstine Nielsen. Atter maatte de vige for de Unge, og der blev bygget et Aftægtshus øst for Gaarden med Facade ud til Landevejen. Den er forlængst nedrevet, men jeg ser den for mig endnu. Det var et lille hvidkalket Hus med smaa Stuer, men hyggeligt var der, og med den Ordensans, som Bedstmoder havde, var det set med Barneøjne et dejligt, omend lille Kongerige.

Deres samvær i aftægtshuset blev ikke af lang Varighed, idet Jens Okkels afgik ved Døden i 1886 ved et Ulykkestilfælde. Saa sad Bedstemoder alene tilbage i det lille Hus, hun, som havde arvet Fødegaarden i Birk og som havde været stærkt optaget af Dagens Gerning og Omsorg for de Gamle, der fulgte med Gaarden, og for de Børn, som hun efterhaanden fik. Egentlig passede hun ikke til at sidde hen i passiv Tilstand, og paa en Maade vedblev hun ogsaa at være aktiv, selv under de mindre Forhold, hun kom til at arbejde under. Hun passede sit Hus og sin lille Have, og for Blomster havde hun en medfødt Sans. For mig, som hun i fem Aar havde været Moder for, vedblev hun at være omsorgsfuld, og hun vilde gerne som en Moder følge mig paa mine Ungdoms Veje baade i Medgang og Modgang. Inderligt ønskede hun at se den, der skulde være min Ledsager Livet igennem. Det naaede hun ikke, men hun vilde sikkert have glædet sig med mig, om det havde formet sig saadan.

Det var ikke let at komme forbi det lille Hus uden at blive kaldt indenfor, hvis man ikke kunde tage det af sig selv. Og rigtig mange Lejlighedsbesøg er aflagt paa den Maade. Hun havde meget at spørge om i den Ensomhedstilværelse, hun førte, og der var mange Smaating, hun gerne vilde lægge en Gut på Sinde. Er det ikke altid Tilfældet, at de Ældre ligesom gerne vil bane Vejen for den opvoksende Slægt, saaledes at de Faldgruber, de selv har været udsat for, ikke skal være aabne for den kommende Slægt. Det er jo egentlig det, der ligger i de til Dels overhørige Formaningstaler, enhver Ungdom er udsat for at høre paa, og som maaske sjældent har den ønskede øjeblikkelige Virkning, men som saa ret ofte, naar en del Aar er rundet, alligevel kommer frem fra Underbevidstheden. Ja, god og omsorgsfuld blev hun ved at være, den gamle Bedstemoder, og det baade i Ord og Gerning. Var jeg til Herning i et eller andet Ærinde, saa kunde hun ikke godt tænke sig, at jeg gik hendes Hus forbi, og altid havde hun noget at give, et Stykke Brød, et Glas Øl eller hvad hun nu havde for Haanden, og det var noget, der rigtig passede til en ung Knøs. Naar jeg saa til Tider kunde fortælle hende om, hvordan jeg havde moret mig ved Festlige Lejligheder, hvor der dansedes, kunde hun med Ængstelse i Stemmen, men uden Bebrejdelse spørge, om jeg mente at kunde danse uden at synde. Naar jeg dertil uden Betænkning svarede Ja, kunde hun sige, det syntes hun ikke rigtig, hun kunde. Dansen maa sikkert for hende have formet sig paa en noget anden Maade, og maaske var det nærmest Markedsdans, hun tænkte paa, og som jeg ingen Kendskab havde til, og der var da ogsaa gaaet en Del Aar, fra hun var ung, og til jeg blev det.

Hun lagde gerne mærke til, paa hvilken Tid af Dagen de Mænd, hun kendte, kom hjem fra Marked, og de tidligst hjemkomne stod hos hende højt i Kurs.

Den 10. November 1896 - da jeg var 20 Aar gammel - døde hun stille og rolig i Troen paa, at han som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter. Et rigt og arbejdsomt Liv var afsluttet.
Inden jeg slutter Omtalen af disse mine Bedsteforældre, maa jeg have Lov at fremføre, at jeg er dem begge stor Tak skyldig, baade for Pleje og Opdragelse i fem Barneaar. Om de evnede at være det samme for mig, som Far og Mor vilde have været, ja, det ved jeg ikke, men at de gjorde det bedste for mig i saa Henseende, har jeg aldrig været i Tvivl om og er det heller ikke den Dag i Dag. Jeg har kun gode Barndomsminder fra dette Hjem, og mine tanker har ofte ført mig tilbage dertil.

De var begge jævne og hæderlige Bønderfolk. Han var meget økonomisk anlagt og nærmest stille og bramfri, men dog ikke uden Mening. Hun var mere fremtrædende hvad angik baade de materielle og aandelige Spørgsmaal. Men de udfyldte hinanden godt og levede i skøn Harmoni.

Det er vist ikke rigtigt at kalde Bedstemoder klog Kone i den Forstand, som det almindeligvis giver sig Udtryk, men alligevel var det noget hen i den Retning. Hun havde den, kunde det synes, overnaturlige Egenskab, at hun var i stand til at kurere Angreb af Ringorme selv i de allersværeste Tilfælde, hvilken den Tids Læger ikke var i Stand til. Jeg husker ikke saa faa Tilfælde, hvor hun kurerede Folk, der i længere Tid havde søgt Læge uden at blive hjulpet. Især mindes jeg en Dame fra Herning, der var saa medtaget af Ringorme paa det ene Haandled, at Armen var helt ubrugelig. Hun havde længe søgt Læge, men det var kun blevet værre. Nu søgte hun Hjælp hos Bedstemoder og blev ret hurtig rask.

Hvordan gik det saa til. Ganske simpelt og nemt. I Tørvekassen fandt Bedstemoder en Tørvebilling1, og med denne strøg hun paa det syge Sted (Ringormen) rundt og stadig rundt i Ringene. Hvor ofte kendes ikke, og samtidig mumlede hun en uhørlig Formular. Ved at gentage det nogle Gange, alt i forhold til Tilfældets Sværhedsgrad, blev paTienten altid rask. Var der flere smaa Ringorme, skulde hver enkel have sin Kur. Om det var Formularen eller Tørven, der betød mest, kendes ikke. Vi maa vist regne med, at det var begge Dele i Forening. En Kvinde kunde kun lære fra sig til en Mand og omvendt.

I et brev den 30. marts 1873 beretter Ane om sin sygdom til sin søn Lars Martinus Okkels Jensen (i uddrag):

Nu vil jeg lade dig se at jeg er bleven bedre da jeg kan skrive til dig. De sidste to dage er jeg blevet meget bedre. Nu håber jeg jo at komme fra det denne gang, og jeg er næsten vis på at påsken vil blive så skøn for os som den aldrig har været før; for efter sorg kan man jo bedst skønne på glæde; men lad os ikke glemme at takke ham som sårer og læger, ham som er død og opstanden for os.

Kære søn, jeg ved ikke om jeg skal fortælle dig om min sygdom - jo, lad mig så gøre det. Måske Jens har skrevet det, men det er jo også det samme. Så vil jeg begynde på det første: jeg fik en feber den 11. marts, og jeg havde da feber dagen til den 16. Vi var jo gået til alters denne dag - jeg længtes efter at få syndsforladelse. Jeg ved nok vi skal have det hver dag. Det er jo dog også værd hvis man kan tro at han selv siger det til os gennem sin tjener. Men og vi nyder så hans sande legeme og blod. Det var jo ikke hans vilje at jeg skulle nyde det den dag - men du kan tro at der har været mange spørgsmål hvorfor jeg ikke skulle nyde dette måltid.

Nu, så begynder jeg med min fortælling igen. Vi var kommen et stykke lidt nord for bækken, så blev jeg så dårlig, og så drejede vi om og ville hjem. Men den gang vi var kommet nord for bækken igen, så besvimede jeg første gang. Men jeg kom jo på benene igen, men der var en tid - den kan jeg ikke sige dig for jeg tro at min forløser ville tage min synd til sig, og jeg klamrede mig fast til hans tro. Det var det sidste jeg ved inden jeg næsten kom hjem. Så bar de mig på seng, og det første jeg bad om var at din fader ville læse denne salme: "Jesus, dine dybe vunder". Den stod i Kingos.

Jeg sagde at jeg havde fået det ret godt både søndag og mandag, men om tirsdagen da var jeg i sygelig (?) angst. Du kan tro at jeg savnede dig da de fem var hos mig, og du var borte fra mig. Men jeg bad for dig at Herren ville velsigne dig, og jeg håber at det er Herrens vilje at det sådan skal være at det er din gerning.

Nu vil jeg sige farvel og ønske Guds fred fra Din Moder.

Hendes søn Jens Christian Jensen Okkels giver følgende beretning om sygdomstilfældet (Brev til hans bror Lars Martinus Okkels jensen den 24. marts 1873):

Moder har været meget syg. I søndags for otte dage siden ville de til alters, og da det var så koldt, ville de gå. Da de kom til Niels Kristensens agre, blev mor dårlig, og de vendte om. Da de nåede Lars Dinesens agre, besvimede mor og kunne hverken gå eller tale. Heldigvis kom der folk til, der fik Lars Dinesen til at køre hende hjem. Hun vidste ikke af sig, førend hun kom hjem. Nu har mor det bedre, og vi må jo håbe, at hun bliver rask igen, men det er nok tvivlsomt, om hun bliver, som hun var.

I 1874 er Ane igen blevet syg: gigt- og gastensfeber2, og den 3. januar 1876 fortæller hendes søn Lars Martinus Okkels Jensen i et brev, at hans mor lå meget syg af gigtfeber, da han kom hjem fra juleferie i Højen. Alt tyder på, at hun mere eller mindre er plaget af disse sygdomme resten af sit liv.

På et tidspunkt fik fire unge karle, der gik på Hammerum højskole, ophold hos Ane og Jens på Meldgaard. En af disse var Chr.Vestergaard, som mener opholdet gjaldt både kost og logi. Nu bagefter forstår jeg knap nok, hvordan de kunne overkomme at have os til hverdag. Vi kunne til tider være både kåde og urolige, og sammen med sønnerne i gården kunne der nok blive halløj, undertiden mere end godt var. Men, føjede han til, hvor havde Ane Okkels en udmærket måde at omgås os på, både mild og myndig var hun istand til at sætte os på plads allesammen.

Efter at være flyttet ud i aftægtshuset, Birkelund sender Ane følgende breve - det første i ca. 1883 - til sin svigerdatter, Marie:

Kjerre Marie nu vilde jeg nok lade dig vide, hvorledes vi har det vi har det saa skjønd at det er for os som nygifte Folk i den lille Hus vi kan tale om os selv og alle vore Børren og ingen forstyrrer os og det er snar en Lykke for os for den Gang vi var ungje givte da var der meget at dreje os efter saa kommer man til at springe over noget som man ikke burde og derfor skal vor kjær Fader i Himmellen have saa mangen tak for at han har ladet os leve sammen for om jeg maa sige det saa kan vi nok sige at juleglæde er kommen i den hele hus men vi forestiller os ei andet en at Langfredag og vil komme naar vi engang skal skeles fra hverandre men måske der ikke bliver saa langt imellem os og jeg hober vi samles hos Gudfader med dem som man har kjer men det skal jo være afnaade alsammen, men kjere Marie jeg er meget ked af at du er saa lit rask men jeg tror nok at du skal komme dig for det var en nat at jeg saa at du kom fra Badehus [eller Brudehus] og du var saa rask og glad. Nu kan jeg ikke skrive mere dengang for min haand ryster.

Helsener fra Moder Ane Jens
-------------------
Kjere datter [svigerdatter] du og dine smaa drenger skal have saa mangen Tak for den lykkeønske til min fødselsdag for det gør saa got naar man ved det kommer fra en ærlig Hjerte, men du kan ikke tro saadan Skuffelse jeg fig jeg gik og bilte mig in at Lars Martinus kom hjem til min Fødselsdag for jeg mente ikke at du turde reise, men det gjorde mig saa meget at jeg gig ikke til fremme en uge for du kjender nok den sygdom den er slem jeg bliver toet med kol van paa min ryg hver morgen og det et got for mig for før jeg blev det var det som jeg lo i emmer3 og nu kan det nok gaa men om jeg kommer mig det siger Dogter at han ved ikke for jeg er for gammel at fo rask men kan det ikke hjælpe som han bruger (?) saa er det ingenting (?) det tror han ikke, nu kan jeg ikke skrive mer for nu blivver mine tanker saa vilde at jeg kan ikke samle noget i min hoved og i kan vel ikke læse det, ja kjere Søn du skal og have saa mangen tak for din ønske, men din fader har jo takke dig, lev vel det ønsker eders Moder, skriv snart.

Ane Jensdatter dør 72 år gammel den 10. november 1896 i aftægtshuset, Birkelund, Vester Birk, Gjellerup sogn.
1 tørvebilling = lille stykke tørv.
2 gastrisk feber = mavekatar.
3 lo i emmer = lå i gløder.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Folketingsmand & gårdejer
• Reference: 47,131,259
• Dåb: 22 feb. 1818, Gellerup Kirke

Notater:

Peder Nielsen Peder Nielsen var én af datidens førende mænd. Der henvises til omstående artikler i Herning Folkeblad i anledning af 100-årsdagen for hans fødsel - skrevet af Peder Nielsens barnebarn - Okkels Birk og redaktør L. W. Bendixen:

P. Nielsen - 1818 - 22. Februar - 1918.
Folketingsmand for Ringkøbing Amts 5. Kres fra 1864 til 1879
Det er kun godt 7 Aar siden, han døde, og dog er det 100 Aar, siden han fødtes. Han naaede altsaa en højere Alder end de fleste, og hans Gerning var jo endt en Del Aar før hans Bortgang. Kun enkelte husker P. Nielsen fra den Tid, han stod i sin fulde Kraft, og det er vel kun de færreste, der husker ham fra en senere Tid, f.eks. fra Valgtribunen i Herning, hvor han viste sig som den helstøbte Bonde, han var, anbefalende Rs. Nielsens Valg.
Det Gellerup Sogn, som vi nu har for Øje, og som baade i aandelig og materiel Henseende nok kan staa Maal med sine Fæller omkring sig, har selvfølgelig Mænd at vise tilbage til, som har gjort et banebrydende Arbejde. Blandt disse finder vi P. Nielsen. Og det synes mig, at vi ved Lejlighed gør vel i at standse, tænke tilbage på Tiden før os og betragte de Mænd og Kvinder, som da saaede den Sæd, andre nu på en Maade høster.
Lad mig sige det straks, for jeg tror det saa aldeles bestemt, at for at Thomas Nielsens mægtige Røst i Birk Skole og andre Steder i Sognet kunde slaa an, som vi ved, Tilfældet var, maa der forud være sket noget. Der maa have været gjort et stykke Arbejde for Sindets Modtagelighed for det aandsbaarne Ord, thi Livet er en sammenhængende Kæde, enhver Virkning har sin Aarsag. Og blandt de Mænd, som for Gellerup Sogns Vedkommende var med til det store Frigørelsesarbejde for at hæve Bondens Anseelse fra fordums Trællesind og Trælleaag, maa vi sikkert nævne P. Nielsen som sin tids Fører. Han var nemlig en af Bøndernes egne, der traadte frem - vel nok lidt selvbevidst - men som med al sin Energi og Arbejdsevne krævede Sandhed og Ret for sig og sine.
Vi undres over nu, at den danske Bonde trods de store Bondereformer og senere med 1849, den fri Forfatning, kunde lade sig kujonere og
træde paa som Tilfældet var. Denne Kryben for de store, for Præst og for Herremand, skulde der ikke alene Mod til at bryde med, men ogsaa Dygtiggørelse baade for Haandens og Aandens Omraade. Det saa de fremmeligste af den Tids Bønder, og de saa tillige, at for at Kravene for Bøndernes Ligeberettigelse i Samfundet kunde ske Fyldest maatte de have deres egne Mænd ind på Tinge.
Fordi P. Nielsen blandt de Mænd, der var med til det store Frigørelsesarbejde, var en af de førende, kaarede Bønderne ham til Tingmand.
Jeg har med disse Linier følt Trang til at flette en lille Mindekrans for de Bønder i det forrige Aarhundrede, som gik forrest i Arbejdet for Standens Anseelse og Ære, men især for P. Nielsen, nu det er 100 Aars Dagen for hans Fødsel.

Okkels Birk




Ved. P. Nielsens Død 1910 skrev vi: "Gamle Peder Nielsens Minde vil leve længe i Hammerum Herred. Han var en god Mand, og vil med Tak blive mindet som saadan.".
Og det bør ske ogsaa 22. Februar, Hundredaarsdagen for hans Fødsel.
Hvad P. Nielsen var for denne Egn som en Banebryder i Landmændenes økonomiske Liv og en Foregangsmand gennem sin egen Bedrift har Okkels Birk peget paa.
Vi vil derfor minde om P. Nielsens offentlige og politiske Virksomhed.
Naar P. Nielsen af sin Standsfæller kaldtes til en ret omfattende offentlig Virksomhed, var det et Udslag af den almindelige Tillid og Agtelse, han gennem sit energiske og eksemplariske Arbejde i Landbrugets Tjeneste havde vundet hos Hammerum Herreds daværende Befolkning, i Særdeleshed hos sin Samtid i Gellerup Sogn.
Han var saaledes den første Bonde i Hammerum Herred, der blev Formand for Sogneforstanderskabet (1846), hvilken Stilling efter den gamle Kommunallov tilkom Sognepræsten. Præsten i Gellerup blev saa gal i Hovedet herover, at han nægtede at udlevere P. Nielsen Sognets Papirer, saa P. Nielsen maatte lade sig dem udlevere gennem Herredsfogeden.
I 12 Aar var P. Nielsen Medlem af og Formand for Sogneforstanderskabet, og han røgtede dette Tillidshverv med saa stor praktisk Dygtighed, at han valgtes til Medlem af Amtsraadet, hvor han ligeledes havde Sæde i 12 Aar.
Tidlig blev P. Nielsens Sans og Interesse for det politiske Liv vakt.

Han tog sit Stade paa Venstres Side, fordi han fandt, at der var den største af menig Mands Ret. Han optraadte bestemt og uforfærdet mod det herskende nationalliberale Parti, stillede sig i Herningkresen mod Amtmanden og blev valgt med Glans. Det var ved Valget i 1864 til Rigsraadets Folketing. Det var i Grundlovskampens Tid, han tog sæde i Rigsraadet. Han holdt fast ved 5. Juni Grundloven som Folkets "moralske og politiske Ret" og stemte imod den "reviderede" på alle Stadier, ikke alene fordi han var "født" Demokrat, men ogsaa fordi han fandt den foreslaaede ny Grundlov uretfærdig og derfor i Strid med hans Grundsætning: "Ret for alle, Uret for ingen", Ret og Retfærdighed i alle Samfundsforhold var hans Rettesnor i hans offentlige Liv. Naar han talte om Politik, var Ordet Ret det, han stadig vendte tilbage til.
Med Trofasthed sluttede Herningkresens Vælgere sig om P. Nielsen, og da Rigsraadet ophævedes 1866, satte det ham ind i Rigsdagens Folketing, hvor han uafbrudt havde Sæde, indtil han 1879 nægtede at tage mod Genvalg og udpegede Rasmus Nielsen til sin Efterfølger. Han blev hver Gang - med Undtagelse af 1873 - valgt ved Kaaring uden Modkandidat. Da han i 1873 havde Hedeselskabets populære Direktør, Oberstløjtnant Dalgas, til Modkandidat, fik han 1195 Stemmer, Dalgas fik kun 85 - et Vidnesbyrd om, i hvilken Grad P. Nielsen var vokset sammen med denne Kres' Vælgere.
Efter at han 1879 havde trukket sig tilbage fra Rigsdagen, vedblev han at være en af Herningkresens førende Venstremænd. Han var saaledes indtil 1892 Formand for Venstres Organisation, "Demokratisk Forening".
P. Nielsens sidste offentlige Optræden var, da han i 1893 var med i den Deputation, der skulde overrække Kong Kristian den 9de de jyske Venstremænds Adresse fra Skanderborgmødet, hvori krævedes Ministeriet Estrups Afgang. P. Nielsen var sammen med de to andre Deputationsmedlemmer i Aalborg ved Landmandsforsamlingen, hvor Kongen var tilstede, for at røgte Hvervet, men de blev nægtet Audiens. P. Nielsen fik dog Lejlighed til at henvende nogle Ord til Kongen om, at det var Ministeriet, der stod som en Hindring for en god Forstaaelse mellem Konge og Folk.
Paa Rigsdagen indtog P. Nielsen ikke nogen stilling i første Række, men han var en god Repræsentant i alle praktiske og økonomiske Spørgsmaal vedrørende Landbruget og det brede Lag af Befolkningen.
Han mindes længe af sine Kolleger i Folketinget. Vi har hørt Frede Bojsen og Lars Dinesen udtale meget anerkendende Ord om P. Nielsen som Folketingsmand. L. Dinesen udtalte i Sommeren 1894 under et Besøg hos Th. Nielsen: "Jeg glemmer aldrig P. Nielsen. Han var en Jyde uden Svig".
Det var et godt Eftermæle at faa af en Politiker, der en Tid var P. Nielsens politiske Modstander.
Denne jævne Bondemand fra Hammerum Herred vil af de ældre mindes som den trofaste Talsmand, som Manden "uden Svig", hvis Livsnerve var Gudfrygtighed og Nøjsomhed, hvori han lignede den Befolkning, han virkede iblandt gennem et langt Liv.
L.W.Bendixen

Peder blev gift med Sidsel Pallesdatter den 06 okt. 1843 i Rind Kirke. Sidsel (datter af Palle Fløe og Margrethe Christensdatter) blev født den 23 feb. 1816 i Kollund; døde den 22 nov. 1857. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 131,259
• Dåb: 15 apr. 1816, Rind Kirke

Notater:

Forlovere ved Sidsels bryllup med Peder Nielsen var hørbereder Søren Pallesen Flø og gårdmand Peder Pallesen af Kollund. Sidsel døde af barselsfeber som 41-årig.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Rigsdagsmand & lægprædik.
• Reference: 274,278
• Dåb: 28 feb. 1806, Hjemmet

Jens blev gift med Kirsten Kristiansen den 28 sep. 1850 i Alminde Kirke, Brusk Herred. Kirsten (datter af Christian Hendriksen og Mette Marie Bertilsdatter) blev født den 13 maj 1818 i Alminde Sogn; døde den 25 jan. 1890 i Bjerregård, Åle Sogn; blev begravet den 31 jan. 1890. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 278
• Dåb: 14 maj 1818, Hjemmet