Jens Birk Jensen

1848 - 1912  (63 år)

• Navn	Jens Birk Jensen
  Fødsel	04 dec. 1848	Meldgård, Birk, Gjellerup Sogn
  Køn	Mand
  Dåb	06 dec. 1848	Hjemmet
  Beskæftigelse	Gårdejer
  Reference	14,46,131,264
  Død	18 feb. 1912	Meldgård, Birk, Gjellerup Sogn
  Notater	Jens Birk Jensen blev hjemmedøbt d. 6. december 1848, og dåben blev konfirmeret i kirken d. 26. januar 1849. Faddere ved dåben var kone Margrethe Pedersdatter, Ane Mickelsdatter, gårdmand Peder Pallesen, gårdmand Niels Larsen og ungkarl Søren Pedersen, alle af Birk. Han blev konfirmeret i 1863 i Gellerup Kirke og fik Karakteren mg i Kundskab og Opførsel. Jens Birk Jensen var gårdejer i "Meldgaard", senere kaldet "Margrethelyst", i Birk, Gellerup Sogn. Han overtog gården efter sin fader i 1875. Jens Birk Jensen fik den 2/11 1893 navneforandring til Jens Birk, og samtidig fik børnene også navnet Birk. Okkels Birk skriver følgende om sin far (SL53 ff): Ved Giftermaalet overtog Jens Birk og Hustru den arvede Fødegaard i Birk. Han var næstældste Barn, men ældste Søn af Jens Okkels og Hustru Ane Jensdatter. Vi må regne med, at Barneaarene formede sig for ham som for saa mange andre på den Tid. Børnene i Landbohjem kom til at gøre Nytte, saa snart de kunde, og det Arbejde, de kom til at udføre, var fra tidlig Foraar til sen Efteraar især Pasning af Faar og Ungkreaturer, det meste af tiden i Løsdrift. Jens Birk kom til at gaa i Birk Skole, men Læreren var efter hans eget Udsagn aldeles umulig. Men saa skete der det, at han det sidste halve Aar af sin Skoletid fik en ny Lærer, nemlig Thomas Nielsen, den senere saa bekendte Rigsdagsmand. Det blev for Jens Birk en hel Revolution på det Omraade. Som Mand vendte han stadig tilbage til, hvad det betød for ham, at Th. Nielsen kom til Birk Skole. Det gik ham til Marv og Ben, da Th. Nielsen udtalte: "Nu har jeg været i mange Skoler, men aldrig i saa død en Skole som denne". Var vi virkelig saa langt ude og saa langt tilbage for andre, tænkte Jens Birk. Kan der tales om Vækkelse, og det kan der vel nok, selv om det er i meget mindre Format, end der gives Udseende af, ja, da vil Betegnelsen Vækkelse være at henføre til Jens Birks Barneaar i Skolen. Selv om det kun var et halvt Aar, Jens Birk havde Th. Nielsen til Lærer, er det ikke for meget sagt, at den Paavirkning, han der kom under, blev afgørende for hele hans fremtidige Livsindstilling. Det blev en Omsindelse eller et Kald til at slaa Følge med Kvinder og Mænd, der ønskede at gaa i Grundtvigs Fodspor med Hensyn til det folkelige og kristelige Livssyn. Da Thomas Nielsen havde saa stor betydning for Gellerup Sogn ja for hele Hammerum Herred og længere ud, tillader jeg mig at bringe nogle Data: Thomas Nielsen blev født i Lem den 13. November 1838 og var af Bondeæt. 17 Aar gammel blev han uden nogen Foruddannelse antaget som Omgangslærer i Torsted. Senere Biskolelærer i Dejbjerg. 1857 kom han på Jelling Seminarium og blev straks paavirket af Forstander Svendsen. 1860 fik han Lærereksamen og blev derefter Lærer i Øster Bording v. Sil-keborg. Blev 1862 Redaktør af Silkeborg Avis, men da Embedet i Birk samme Aar blev ledigt, søgte han det og blev kaldet i Embedet. 12. Februar 1867 aabnede han Hammerum Højskole med 15 Elever og senere udvidedes Skolen med en Seminarieafdeling med 12 Elever. 1869 blev Rasmus Nielsen Hjælpelærer hos Th. Nielsen i Birk Skole. To Aar efter, 1871, overtog han Pladsen som Forstander for Hammerum Højskole, hvor han virkede til 1879, da han blev valgt til Folketingsmand. Skolen nedlagdes 1884. 1877 oprettede Th. Nielsen Herning Realskole. Blev Medlem af Folketinget 1869, og 1881 tog han Afsked med Lærergerningen. 1869 Udgivelse af Herning Folkeblad. Thomas Nielsen blev valgt til Folketinget i Vejle 1867 og repræsenterede denne Kreds til 1887, da han blev Medlem af Landstinget. Han døde 1895. Meget satte han i Gang og meget fik han udrettet. Hvis baade han og Rasmus Nielsen havde holdt sig mere fra Politik og taget stærkere Del i Ungdomsarbejdet, som den oprettede Højskole i Hammerum var et Udtryk for, havde efter al Sandsynlighed været mere vundet for Egnen og for Gellerup Sogn. Højskolen havde sikkert været en Kendsgerning den Dag i Dag. Ungdomstiden formede sig for Jens Birk som for saa mange andre på den Tid. Han arbejdede ved Landbruget og dygtiggjorde sig derved til den Stilling, han senere skulle indtage. En Vinter 1867/68 var han på Hammerum Højskole, og saa vidt jeg ved senere to korte Ophold paa Skolen med Rasmus Nielsen som Forstander. Der er ingen Tvivl om, at denn Mand havde stor Indflydelse paa hans Udvikling, og han blev da ogsaa ved at betragte Rs. Nielsen som sin Lærer og Mester. Paa Sessionen blev han udskrevet til Ingeniørtropperne og kom dermed en Tur til København i 1871. For en Bondesøn, der ikke havde været hjemmefra før, var det noget uvant at komme til den store Stad og ind under Forhold, der var modsat de hjemlige. Han kom til at ligge på Sølvgades Kaserne, og det var næsten udelukkende Københavnere, han havnede imellem. Saavidt jeg har kunnet forstaa, klarede han Skærene godt, og han saa altid tilbage på Soldatertiden med godt Humør. Han kom saa hjem igen til Forældrene, og der blev han. Arbejdet derhjemme optog ham, den livskraftige Mand. Blandt Arbejdsfællerne kom hans yngre Broder, Jens Kristian, til at staa i første Række. Saavidt jeg har kunnet forstaa, var han Godheden selv, og hans Temperament og hele Indstilling meget lig Faderens, medens Jens Birk nærmest maa henregnes til at ligne Moderen. Men nok er det, disse to noget nær jævnaldrende Søskende udfyldte hinanden godt og var meget nær knyttet til hinanden. Det var derfor et haardt Slag baade for Forældrene og Jens Birk, da Jens Kristian ret pludselig døde af Mavebetændelse den 15. Juni 1875. Aaret 1875 blev i det hele taget et svært Aar for Jens Okkels og Hustru Ane. En Søn blev gift og overtog Gaarden, og to Sønner døde. Peder Kristian, født den 27. Marts 1856, døde den 20. Maj 1875 (Tuberkulose). Jens Birk blev gift den 21. Maj, og Sønne Jens Kristian døde den 15. Juni s.A. Saadan former Livet sig: Medgang og Modgang. Naar Bedstemoder omtalte sine Sønners tidlige Død, bredte Stilheden sig over hende. Det bør nævnes, at da Jens Birk overtog Gaarden, var dens Navn "Meldgaard". Men det Navn passede ikke Jens Birk. I Stedet for kaldte han den "Margrethelyst" efter sin Hustru. Naar jeg som nu i dette Tilfælde lader Tankerne gaa tilbage og paa sønlig Vis gerne vil give en Beskrivelse og Karakteristik af disse mine for længst afdøde Forældre, kan det falde svært at skelne mellem det objektive og det subjektive, med andre Ord at finde frem til en korrekt Gengivelse af de virkelige Forhold og Tilstande uden altfor megen Tilsætning. Opgaven er vanskelig. Dog haaber og tror jeg, at Helhedsbilledet er helt rigtigt. Og det maa være Hovedsagen. Der er for mig ingen Tvivl om, at Jens Birk følte sit Ansvar fra Begyndelsen af, at det blev ham, der blev kaldet til at løfte Arven efter fordums Slægter. Han satte al sin Energi og Kraft ind paa at udbygge Gaardens drift og Ydeevne. Han kunde vel nok som ung Mand være noget haardhændet, men det forekommer mig, at de Krav, selv om de var store, han stillede til sine Medhjælpere, ialtfald ikke var større end dem, han stillede til sig selv. En Mand med Fremdrift skal i Følge hele hans Natur have noget udrettet. Ja meget. Til Bedømmelse af de landbrugsfaglige Forhold fra 1875 til omkring Aar 1900, Jens Birks bedste Manddomsaar, maa vi erindre, at Tiderne var svære for Landbruget. Det var bogstaveligt talt Slid fra først til sidst at drive en Gaard. Det var, før Maskinerne til Lettelse af Arbejdet rigtig kom til at betyde noget, og det var svære Aar med Hensyn til de Priser, Landbrugets Varer betaltes med. Det er ret karakteristisk, at Jens Birk i de første Aar, for at skaffe Penge til Renter, Skatter og andre faste Udgifter, saa sig nødsaget til at lave Mursten. Havde det endda været til ham selv, kunde det nok lade sig høre paa den Tid, hvor man saa vidt muligt søgte at hjælpe sig selv med alt, hvad der var nødvendigt til Gaaardens Forsyning og Istandsættelse, men saaledes forholdt det sig ikke. Leret blev kørt hjem til Gaarden, æltet, haandstrøget og Stenene tørret for derefter at blive brændt i en Jordovn - og solgt til fremmede. Det var Slid og ikke nok med det, men et saadant Arbejde maatte nødvendigvis udføres ved Siden af, at Gaardens Drift blev passet. Vel var Driftsforholdene i Landbruget ikke saa intensive og fordrede ikke den Paapasselighed som nu, men vi kommer ikke udenom, at kun en Mand med stor Arbejdsmod og Energi tager en saadan Opgave op. Hans egentlige Manddomsgerning som Landmand og det Arbejde, som optog ham mest, og som han i sine sidste Aar, om jeg tør bruge det Udtryk, var mest stolt af, var og blev Opdyrkning, Mergling og Kultivering af de til Gaarden hørende og indkøbte Arealer af Mose og tildels Eng. Den, som ikke på den tid har taget Del i et saadant Arbejde, har i øvrigt ingen Forudsætninger for at kunde forstaa, hvor krævende et saadant Arbejde var. Mosen var meget ujævn og knoldet tildels med gamle Tørvegrave (Pytgrave) og mange steder moradsagtig og saaledes meget vanskelig at færdes paa. Naar saa dertil kommer, at de Redskaber, der brugtes paa den Tid, var lidet egnede til at løse Opgaven, gjorde det Arbejdet endnu sværere. Og Mergelen, som nødvendigvis maatte paaføres, skulde med Heste og Studespand hentes fra en Mergelgrav tæt ved Gaarden. Men besværlighederne var til for at overvindes. Og det blev de. Kan man tale om Paradis paa Jord, ja saa blev de opdyrkede Arealer, især af Mose, men ogsaa af Eng, Jens Birks Paradis. Det blev den Plet paa Jord i hans lille Kongerige, hvor de synlige beviser for maalbevidst Arbejde kom til sin fulde Ret, og som senere Slægter vil kunne høste Udbytte af. Her er vi ved Kernen af alt Arbejde, ogsaa det rent faglige, at det under alle Forhold kan maa blive udført paa en saadan Maade, at ikke alene vi selv kan høste Gavn og Glæde af vort Arbejde, men at det kan virke som noget af et Forbillede for senere Slægter. Det giver Mening i Tilværelsen. Det giver Slægtsfølelse. Ja, og det giver Mod til at leve Livet. Den omtalte Opdyrkning gav til Resultat en større Høst, og dermed stilledes samtidig Krav til Udvidelse af Besætning. Jens Birk lod da i 1889 opføre en ny Kostald med Plads til flere Kreaturer og Svin. Selv om denne Kostald paa den Tid var ret god og rummelig, kan det vel nok siges, at han da manglede lidt Udsyn. Den burde ogsaa paa den Tid have været videre og med Fodergang. Men for os alle kommer der et Tidspunkt, hvor det glipper. 1891 lod han saa opføre Kørelade og Hestestald. En Kørelade var jo noget af en Revolution i Forhold til de gamle Lader, hvor Hø og Sæd blev puttert ind gennem Luger. I 1892 blev det gamle Stuehus moderniseret. Sandt at sige, trængte det ogsaa til det. Omtrent uforandret havde det huset sine Beboere fra 1839 til denne Tid. Aar og Ælde havde gjort sig gældende. Men Aarsagen var vel nok andre Tider og andre Skikke. Menneskenes Børn stillede større Krav til Komfort og almindelig Hyggelighed. Og dertil kom, at Jens Birk nu agtede at hjemføre en ung, smuk Pige som sin Brud. Saadan noget maa der tages Hensyn til, og det vilde Jens Birk meget gerne gøre. Det siger sig selv, at hans første Hustreus Død i 1885 var et haardt Slag, selv om den var forbundet med hendes lange Sygdom. Han blev derved stillet over for større Opgaver, baade med Hensyn til Husførelse og Opdragelse af Børnene. Paa en Maade kan denne Periode betegenes som en gold Periode i Forhold til Fortid og Fremtid. Det maa dog ikke forstaas paa den Maade, at hans Virkelyst gik tabt, ej heller tabte han Interessen for Tidens politiske og aandelige Spørgsmaal. Tværtimod. Men jeg har en Følelse af, at de 7 Aar, han tilbragte som Enkemand, gav ham ikke saa lidt Ensomhedsfølelse. Hans Hustru Margrethe var hans Ungdomskærlighed. Hun var ham tillige en jævnaldrende og jævnbyrdig Ven og Kammerat. Nu et Minde, men et godt Minde. Han har sikkert mange Gange maattet sande, at en god Kvinde er god at have baade i Medgang og Modgang. Savnet af sin Hustru har han sikkert følt saa godt som nogen. Nu maatte han saa have fremmede til at styre Huset og tage sig af Børnene i syv lange Aar. Den første Husbestyrerinde var en Kvinde med det for os Børn herlige Navn Frederikke Theodora Emilie Dam. Hun var Sjællænder, og meget tydede paa, at hun var af jødisk Herkomst. Jeg er dog ikke sikker paa, at det passer, for efter en senere Oplysning var hun en Søster til Højskoleforstander Dam, Brøderup. Hun var lille af Vækst, ikke just køn, men meget god, ikke mindst mod Børnene. Hun var en udviklet Kvninde, som Jens Birk ofte havde Udbytte af at tale med. Efter 2 Aars Forløb rejste hun, det var Børnene meget kede af. Mærkeligt nok er der ingen, der ved, hvor hun rejste hen og fik sit Virke. Den næste Husbestyrerinde hed slet og ret Kathrine. Hun blev hos Jens Birk i 4 Aar,og jeg tror nok vi Børn syntes, det var fire Aar for meget. Hun var tør og kedelig, men meget sparsommelig anlagt. Og dette sidste var sikkert Grunden til at hun blev saa længe i Gaarden. Der var ikke meget at rutte med i disse Tider, og det kan vel siges, at gennemført Sparsommelighed var ganske nødvendigt. Det sidst Aar var der forskellige, som styrede Huset, og den sidste var en Enkekone fra Koldingegnen. Sofie hed hun. Hun var en lystig Dame, der ikke rigtig passede ind i Forholdene, men for Resten var hun ellers god nok "den glade Enke". I de Aar her er Tale om, Jens Birks første og vel nok bedste Manddomsaar, gik de politiske Bølger højt, og Estrups provisoriske Love og hele den Politik, Højre førte, virkede æggende paa Venstre og de Mænd, der ved Fødsel og Opdragelse havde tilegnet sig det Syn paa det politiske Liv, som blev dem hjemlet i Grundloven af 1849. Jens Birk var helt og fuldt Venstremand, og det blev han ved at være. Han var født i Frihedsaaret 1848. Det nævnte han med Tilfredshed. Han oplevede 1864 som helt ung og kom til at sande, at man ikke bør være overmodig. Men den Uret, som blev paaført det danske Folk ved det estrupske Styre, var hans hele aandelige Indstilling saa meget imod, at han maatte slutte sig til de Mænd, som kække og modige modsatte sig en saadan Politik. Foruden Frede Bojsen, som han i Politik fandt var den rette mand paa den rette Plads, sympatiserede han med Mænd som Klaus Berntsen, N. Neergaard, Harald Holm m.fl. I det hele taget var det den Kerne i dansk Politik, der førte Navnet "Det forhandlede Venstre", han sluttede sig til, og som han delte Livssyn med. Berg var ikke hans Mand og langt mindre I.C.Christensen. Sidstnævntes Form for Politik tiltalte ham ikke, ej heller, da han stod som Fører for det store Reformparti. Jens Birk kom aldrig paa bølgelængde med denne i Politik saa stormægtige Mand. Den Nedsablingspolitik, han førte mod det forhandlede Venstre, for saa senere delvis at optage deres Politik, var Jens Birk inderligt imod. Han syntes ikke, det var ærlig og redelig Handlemaade. Dertil kom vel nok tillige, at Herningskredsen, hvor Rs. Nielsen, der tilhørte det forhandlede Venstre, sad inde med Kredsmandatet, blev stærkt bekæmpet af de saakaldte Bergianere i Alliance med Missionen uden dog trods store Anstrengelser ved de ofte afholdte Valg at kunne opnaa Mandatet. Jeg har nævnt, at Jens Birk allerede i de unge Aar i religiøs og folkelig Retning blev stærkt paavirket af Th. Nielsen og Rs. Nielsen, og at han derfor senere sluttede sig til den Kreds af Kvinder og Mænd, der fandt Næring i det grundtvigske Livssyn, var for ham ganske naturligt, ja, ligefrem en Nødvendighed. Det han var, var han fuldt og helt, og det var derfor en stor Tilfredsstillelse for ham at være blandt de Mænd, der satte sig i Spidsen for Dannelsen af Herning-Gellerup Valgmenighed, der blev til Virkelighed i 1904 med Pastor Terkelsen som Præst. Personlig satte han stor Pris paa Terkelsens Forkyndelse, men han ansaa ogsaa Valgmenighedens Dannelse som et Middel til at faa Samling paa de mange spredte Kredse i Hammerum Herred, der var optaget af det grundtvigske Syn. Og han fandt det gavnligt for den opvoksende Slægt, at de paa den Maade fik lettere Adgang til det Livssyn, han og mange var stærkt optaget af og levede med i. En af de Mænd, som alle Dage stod Jens Birk meget nær, var Sognefoged Marinus Pedersen, Hammerum, Broder til hans Hustru Margrethe. Det var ikke alene Slægtsbaandene, der bandt, men lige saa meget deres fælles Indstilling paa aandelige og politiske Spørgsmaal. Og dog kan man sige, at hvor enige de kunde være i Hovedsagen, ligesaa uenige kunde de være i mange af Detailspørgsmaalene, saa der var aldrig Mangel paa Emner til fri Diskussion. Marinus Pedersen, der var en meget velbegavet Bondemand, veltalende og egentlig havde store Evner som Taler, hvad Jens Birk nærmest manglede, kunde dog vanskeligt klare sig for ham paa to Mands Haand i en Debat. Men det var han ikke ene om. Jens Birk var en Debattør af Rang, og han havde en egen Evne til at føre en Samtale ind paa aktuelle Emner, om ikke paa anden Maade, saa ved at stille Sagen paa Spidsen, saa den æggede til Modsigelse. Ja, selv hans store Drenge diskuterede han med undertiden saa drastisk, at udenforstaaende kunde faa Færden af, at Far og Børn levede som Hund og Kat, hvilket langt fra var Tilfældet. Almindeligvis kan det siges, at Jens Birk havde let ved at underholde en Forsamling uden at lægge an paa at være underholdende. Det kom af sig selv, at der altid var noget at tale om: Religion, Politik, Samfundsforhold og meget andet. Af Tillidshverv paa forskellige Omraader kan nævnes: Medlem af Hammerum Herreds Landboforenings Bestyrelse fra 1891 til 1912, da han trak sig tilbage en Maaned, før han døde. Medlem af Højskolehjemmets Bestyrelse fra 1896 til 1906, og Revisor forud i samme Forening fra 1891 til 1896. Medlem af Gellerup Sogneraad, og i en Periode dennes Kasserer. Taksationsmand i den Vest- og sønderjyske Kreditforening samt Jordboniteringsmand (Formand). Han var altid pligtopfyldende i sine offentlige Tillidshverv, og hans gode praktiske Forstand hjalp ham over mange teoretiske Vanskeligheder. Teori var ikke hans stærke Side, og han kunde derfor godt med nogen Skepsis omtale en Mand, der var mege teoretisk anlagt, især hvis han havde faaet Teorien i den gale Hals og kom for langt fra det, man kalder for god Praksis. Det gaar jo ofte saadan, at man med Fare for at køre i den ene Grøft kører i den anden. Den slagne Landevej er vanskelig at følge, og det nytter heller ikke altid at følge den, for saa bliver Livet altfor kedeligt, og der sker for lidt i denne Verden. Men det er kun godt, at de stillede Opgaver kan løses paa forskellige Maader, og løses ialtfald tilsyneladende lige godt. Derved kan alle faa en Opgave at løse. Allerede da Jens Birk indgik sit andet ægteskab, havde en begyndende astma indfundet sig, og denne lidelse tiltog med årene og var meget generende for ham, ikke mindst ved udførelsen af legemligt arbejde. Han søgte på forskellig vis at bøde på sygdommens uheldige virkninger, og det endte med, da sygdommen forværrede sig, at han søgte helbredelse for sin sygdom i København, men uden held. Sygdommen var for langt fremskredet,og opholdet i København var ham en lidelse i åndelig forstand. Han længtes så meget efter de hjemlige forhold, at han nødvendigvis måtte rejse hjem. Her gik så nogle måneder, men så måtte den ellers så kraftige mand give op. Astmaen sammen med et svagt hjerte havde til følge, at døden kom den 18. Februar 1912. Ved hans død skrev redaktør L. V. Bendixen følgende (formentlig i Herning Folkeblad): Jens Birk 1849-1912 Atter er en af vor Egns kendteMænd afgået ved døden, nemlig Gårdejer Jens Birk, "Margrethelyst" i Birk, 63 år gammel. Døden indtrådte Natten til i Går efter længere Tids tiltagende Svaghed. Gennem en Aarrække havde Jens Birk lidt af en besværlig Asthma, der angreb Hjertet. Han led i de sidste år af en stærkt fremskridende Hjertesvækkelse, for hvilken han i sommer forgæves søgte Helbredelse på Dr. Med. Maaløes Klinik i København. Jens Birk opvoksede i et godt Hjem og blev i en ung Alder Ejer af sin Fødegaard. Denne ligger nær ved Birk Skole, hvor i 1863 Th. Nielsen blev Lærer. Sin egentlige Skolegang fik Jens Birk altsaa ikke hos Th. Nielsen, men denne kom dog til gennem Aftenskole og på flere andre Maader at øve en stærk og afgørende Indflydelse paa den friske og modtagelige Yngling. Derfor nævnede Jens Birk altid Th. Nielsen som sin første Læremester. Senere kom ogsaa andre til at give Jens Birk et aandeligt Præg, og blandt disse nævnede han Præster Tesch i Gellerup og Teilmann i Bering, ligesom han ogsaa stod Præsten Karl Rønne nær, da denne var Præst her i Egnen. Alt som han personlig rodfæstedes i Kristendommens Sandhed og Liv, udvidedes hans aandelige Horisont, og med altid levende Sans var han med i alt, hvad der rørte sig i Tiden i Kirke og Skole, Folkeliv og Politik, staaende helt og urokkeligt paa den grundtvigste Anskuelse. Som moden Mand gik han ind i det offentlige Liv og tog virksom Del i Arbejdet paa flere Omraader. Gentagne Gange havde han Sæde i Gellerup Sogneraad, beklædte flere Tillidshverv i sin Kommune, sad i en Aarrække i Bestyrelsen for Hammerum Herreds Landboforening. Hvor hans Stands- og Sognefæller satte ham, røgtede han de betroede Hverv med Ære. Og som han dygtigt fyldte sin Plads i den offentlige Liv, gjorde han det ikke mindre i sit lykkelige Hjem blandt sine Kære og sin Bedrift. Han var en af Foregangsmændene i sit Landbrug. Hans Hjem og hans Bedrift blev til et smukt Eksempel for mange. Men stærkest var han altid optaget af det aandelige Arbejde, og med Glæde var han med i det. Hammerum Højskole var han med at faa rejst og ligesaa Hammerum Samlingshus. Ogsaa ved Oprettelsen af Herning Højskolehjem var Jens Birk virksom og i en Aarrække var han Medlem af Højskolehjemmets Bestyrelse. Men intet Arbejde var hans varme Hjerte med i som i Dannelsen af Gellerup Valgmenighed. Han var med i det Udvalg, hvis Opgave det var at faa dannet Herning-Gellerup Valgmenighed, og at det lykkedes saa godt, som det gjorde, var han altid fuld af Tak og Glæde over. Hvad Jens Birk var, var han altid fuldt og helt. Al Halvhed og Lunkenhed var ham saa inderligt imod. De uldne Standpunkter afskyede han. Med levende Interesse for det kirkelige og borgerlige Liv var han altid at finde på Frisindets og Fremskridtets Side og i Venstres Lejr. Sjælden blev Jens Birk varmere og sjælden flød hans Ord lettere, end naar Talen var om den aandelige og personlige Frihed. Thi det var ham saa klart, at Aanden virker kun i Frihed. De, der stod ham nær og hørte til hans Vennekreds, vil altid mindes ham, naar han i større eller snævrere Kredse med Liv og Kraft førte sit Forsvar for gammel Kristentro, for Frihed og for det danske. Overfor Modstandere af hans anskuelse kunde Ordene undertiden falde hvasse, men selv Modstandere maatte bøje sig for den ærlige, personlige Overbevisning, der lagde Kraft i Stemmen og Glød i Øjet. Vi, som har mistet en trofast og kær Veni Jens Birk, vil ofte savne ham baade i det private og offentlige Liv. Og vi vil mindes ham som den, der altid var rede til at tage Haand med i et godt Arbejde for Folk og Menighed, mindes ham som den, der var uden Svig, altid aaben og ærlig i al sin Færd. Ære være hans minde. Han blev under stor deltagelse jordet på Gellerup Kirkegård den 12. Februar ved siden af sin første hustru Margrethe. I hjemmet talte hans gode ven og svoger Marinus Pedersen, Hammerum. Han bragte en tak for, hvad Jens Birk havde været for vennelaget og valgmenigheden og mindede afdødes nærmeste og vennerne om at sige Gud og Faderen tak for alt i Jesu navn. Ligtoget til Gellerup Kirke bestod af 33 vogne og mange gående. I Kirken talte lærer Brøndlund om de gode minder om Jens Birk, og hvad han havde været for de mennesker, han levede iblandt både i og udenfor hjemmet. Til slut talte valgmenighedspræst Terkelsen ud fra ordene i den 16. Davids Salme: "For mig faldt målesnorene på de liflige steder og en kostelig arv er henlagt til os i Himlene", hvilke ord han anvendte på sin afdøde ven, der selv havde vidnet, at han var et lykkeligt menneske.
  Person-ID	I52	Okkels
  Sidst ændret	2 jan. 2000

  
  

  Far	Jens (Okkels) Jensen,   f. 13 nov. 1818, Okkels, Rind Sogn d. 24 maj 1886, Birk, Gjellerup Sogn (Alder 67 år)
  Mor	Ane Jensdatter,   f. 05 aug. 1824, Gjellerup Sogn d. 10 nov. 1896, Vester-Birk (Alder 72 år)
  Ægteskab	10 okt. 1845	Gjellerup Sogn
  Familie-ID	F12	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

  Familie 1	Margrethe Pedersen,   f. 22 okt. 1847, Gjellerup Sogn d. 29 okt. 1885, Gjellerup Sogn (Alder 38 år)
  Ægteskab	21 maj 1875	Gjellerup Kirke
  Børn	1. Jens Peder Christian Okkels Jensen,   f. 20 okt. 1875, Margrethelyst, Birk, Gjellerup Sogn d. 24 apr. 1935, Odense (Alder 59 år)   2. Jens Okkels Jensen,   f. 01 nov. 1876, Margrethelyst, Birk, Gjellerup Sogn d. 30 jul. 1955 (Alder 78 år)   3. Peder Okkels Jensen,   f. 25 mar. 1878, Margrethelyst, Birk, Gjellerup Sogn d. 30 dec. 1946 (Alder 68 år)   4. Ceciliane Margrethe Okkels Jensen,   f. 31 mar. 1879, Margrethelyst, Birk, Gjellerup Sogn   5. Ane Okkels Jensen,   f. 07 apr. 1880, Margrethelyst, Birk, Gjellerup Sogn d. 25 feb. 1882 (Alder 1 år)   6. Martin Okkels Jensen,   f. 03 jun. 1884, Margrethelyst, Birk, Gjellerup Sogn d. 22 jan. 1938 (Alder 53 år)
  Familie-ID	F13	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

  Familie 2	Ellen Marie Andersen,   f. 14 apr. 1870, Nysogn, Holmsland d. 31 aug. 1950, Margrethelyst, Birk, Gjellerup Sogn (Alder 80 år)
  Ægteskab	25 okt. 1892
  Børn	1. Johannes Birk,   f. 05 sep. 1893, Margrethelyst, Birk, Gjellerup Sogn   2. Margrethe Birk,   f. 12 mar. 1895, Margrethelyst, Birk, Gjellerup Sogn   3. Anna Birk,   f. 15 mar. 1897, Margrethelyst, Birk, Gjellerup Sogn   4. Holger Birk,   f. 23 feb. 1901, Margrethelyst, Birk, Gjellerup Sogn
  Familie-ID	F14	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

• Begivenhedskort

  Ægteskab - 21 maj 1875 - Gjellerup Kirke  = Link til Google Earth