Jens Okkels Jensen

1876 - 1955  (78 år)

• Navn	Jens Okkels Jensen
  Dåb	48
  Fødsel	01 nov. 1876	Margrethelyst, Birk, Gjellerup Sogn
  Køn	Mand
  Dåb	21 nov. 1876	Hjemmet
  Beskæftigelse	Gårdejer
  Reference	132,264,285,287
  Død	30 jul. 1955
  Begravelse	03 aug. 1955
  Notater	Tog navneforandring den 2.11.1893 fra Jensen til Birk - og kaldtes Okkels Birk. Blev uddannet ved landbruget, var på Ryslinge Højskole og Tune Landbrugsskole, tjente forskellige steder og købte i 1906 den ca. 185 tdr. land store gård, Helstrupgård, som sønnen Jens overtog i 1954. Okkels Birk var i mange år formand for Hammerum Herreds Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforening, i 16 år medlem af Snejbjerg Sogneråd, i en årrække medlem af Snejbjerg Menighedsråd, formand for Herning Valgmenighed, bestyrelsesmedlem for Herning Højskolehjem, medlem af forretningsudvalget for Hammerum Herreds Spare- og Lånekasse. Blev i 1934 medlem af Ringkøbing Amtsråd og var formand for Herning Sygehus. [SL73]. Barndomsminder. Det er nævnt før, at slægtsgaarden i Birk, den gang kaldet "Meldgaard" brændte 1839 og af den grund blev flyttet op paa Marken nord for Vejen, og at Jens Birk gav den et andet Navn, nemlig "Margrethelyst" efter sin første Hustru Margrethe. Efter al Sandsynlighed har Jens Okkels ingen Gæld haft paa Gaarden, og det er muligt, at det er første Pantsætning, da Jens Birk ved Tiltrædelsen maa laane saa meget som muligt paa Gaarden. Antagelig har Jens Okkels haft brug for Pengene til Bygning af den nye Gaard. Det var almindelig Mening blandt Datidens Mænd, at Jens Birk med den Gæld, han fik paa Gaarden, ville faa meget vanskelig ved at klare sig. Det kan i vor tid lyde underligt, men Indtægterne var smaa dengang og gennemført Sparsommelighed vel nok højeste Mode. Der foreligger fra den Tid en Udskrift af foretagen Vurdering til Laan, dateret den 23. Juli 1875, der er en udmærket beskrivelse af Gaarden og giver et godt indblik i Forholdene paa den Tid og sikkert en nogenlunde rigtig Bedømmelse af Indtjeningsmulighederne. Den anføres her i sin Helhed. Udskrift af Taxationsforretning over den Jens Birk Jensen tilhørende Gaard Matr. No 4a og 4b Birk, Gjellerup Sogn, afholdt den 23. Juli 1875. Stempeltaxt 3 Kr. Taxationsforretning. Aar 1875 den 23. Juli mødte underskrevne Vurderingsmænd for Hammerum Herred, i Henhold til Lov om Umyndiges Midler m.v. af 19. Marts 1869, for ifølge Herredskontorets Skrivelse af 21. Juli s.A. at vurdere den Jens Birk Jensen tilhørende Gaard Matr. No. 4a, 4b Birk, Gjellerup Sogn, Hammerum Herred, Ringkjøbing Amt. Tilstede for at paavise Ejendommen og give de af os forlangte Oplysninger om samme var Ejeren, Jens Birk Jensen. Fremlagt ved Forretningen blev: Skjøde fra Jens Jensen Okkels til Jens Birk Jensen, dat. 12. Juni 1875, thinglæst 20. Juni s.A. Pantebogsattest af 22. Juli 1875. Udskrift af Skattekvitteringsbogen. Brandpolice for Bygningerne. Kort over Ejendommen samt Arealberegning. Brandforsikrings-Police for rørlige Ejendele. Attest ang. Kommuneudgifterne. Ejendommen Matr. No. 4a, 4b Birk er beliggende umiddelbart ved Hovedlandevejen fra Silkeborg til Herning-Ringkjøbing, 3/8 Mil fra Herning Handelsplads, hvor omkort Tid bliver Jernvejsstation, og kan siges at have en i det Hele taget heldig Beliggenhed. Kirke- Konge- Korn og Kvægtienden ejes. Præstetienden udredees med 2 Tdr. 2 Skp. 1 Fdk. Byg efer Kapitelstaxt. Bygningerne bestaa af: a) Stuehus 20 Fag Grundmur, indeholder foruden en passende og for en jevn Familie vel indrettet Beboelseslejlighed med fornøden Udenomsbekvemmelighed tillige Mælkerilejlighed og Snedkerværksted, ialt 14 Værelse og Rum, er forsynes med fornødne Kakkelovne og passende til Gaardens Størrelse. b) Østre Hus, 18 Fag Grundmur, indeholder Kostald, Svinesti og Høgulve. c) Søndre Hus, 22 Fag Grundmur er Lade. d) Vestre Hus, 81 Fag Grundmur, indeholder Hestestald, Faaresti, Vognport m.v. e) Tørvehus, 6 Fag Bindingsværk, beliggende N.O. for Gaarden. Alle Bygningern, som ere straatækkede, ere solide og vel vedligeholdte, godt beliggende, samt passende for Ejendommens Størrelse, ligesom der ved Gaarden findes godt og tilstrækkeligt Vand. Arealet, Matr..4a, 4b af Hartkort tilsammen: 3 Tdr. 6 Skpr. 1 Fdk. 1 1/4 Alb. Gammelskat 51 kr. 93 Ø udgjør i alt 80 6330/14000 Tdr. Land, deraf 52 13180/14000 Tdr. L.Ager, 18 13240/14000 Tdr. L. Eng, 8 7910/14000 Tdr. L.Mose og Kjærgræsjord, og skjønnes at svare til den paa Kortet og Arealattesten angivne Størrelse. Agerjorden bestaar af god Muld og Leermuld med Leerunderlag, med Undtagelse af c. 2 Tdr. Land god Sandmuld, og er al Agerjorden, paa en Ubetydelighed nær, drainet, overalt merglet, i omhyggelig Kultur og god Gjødningskraft samt indhegnet med levende Hegn. Mergel af god Beskaffenhed findes flere Steder paa Marken bekvemt tilgjængeligt ligesom og Vandingssteder for Kreaturerne. Engen, som for en Del er Overrislingsegn af udmærket Beskaffenhed, og for en Del jevn god Eng, er indhegnet med forsvarlige Skjelgrøfter og afgiver aarlig 50 á 60 Læg Hø. Mosen afgiver godt og tilstrækkeligt Brændsel, foruden at der om Sommeren græses noget Ungkvæg i samme, største Delen af den vil med Fordel kunne opdyrkes. Besætningen, som er af meget god Beskaffenhed, bestaaer af: har en samlet Værdi af 6600 Kroner. Inventariet indeholder de til Gaardens Drift tilstrækkelige Redskaber, som ere gode og vel vedligeholdte. Forsikkringssummen for samtlige rørlige Ejendele er 10.740 Kroner. Agermarken drives i 8 Marker, saaledes at der aarligt brakkes 1/8 Part af samme, hvorefer tages 4 Kornafgræder, til hvilke gjødes to Gange, derefter udlægges Jorden med Kløver og Græsfrø og ligger til Græs i 3 Aar. Med Rimelighed kan paaregnes et Udbytte af 12 Fold af alle Kornsorter. Kornproduktion: 80 Tdr. Rug á 13 kr. 60 Øre 1088 Kr. 0 Øre 80 Tdr. Byg à 9 Kr. 70 Øre 776 Kr. 0 Øre 160 Tdr. Havre à 6 Kr. 50 Øre 1040 Kr. 0 Øre 2904 Kr. 0 Øre 2904 Kr. 0 Øre Som foranført avles 50 à 60 Læs Hø, og desuden ca. 100 Tdr. Rodfrugter foruden Kartofler. Besætningen staldfodres ca. 7 Maaneder af Aaret. Kvægbesætningen: 1000 Kdr. Mælk pa. Ko er af 13 Stk. Køer 13000 Kdr. À 20 Øre 2600 Kr. 0 Øre Salg af 2 Stk. Udsætterkøer som om Efteraaret fedes paa Engen 200 Kr. 0 Øre Salg af 6 Stk. 2 Aars Stude(som kunne undværes af Besætningens Tillæg foruden at dette aarlig sætter 2 Stk. Kvier ind.) 450 Kr. 0 Øre Salg af Svin 500 Kr. 0 Øre do. af Lam og Uld (foruden hvad der bruges til Huset) 150 Kr. 0 Øre Salg af 2 Plage 700 Kr. 0 Øre 4600 Kr. 0 Øre 4600 Kr. 0 Øre Ialt Indtægt 7504 Kr. 00 Øre Kgl. Skatter og hvad der i øvrigt erlægges paa Amtsstuen, derunder ogsaa Brandpenge af Bygninger 126 Kr. 79 Øre Kommuneafgifter af Hartkorn 40 Kr. 07 Øre 166 Kr. 86 Øre 166 Kr. 86 Øre Tiende til Præsten: 2 Td. 2 Sk. 1 Fdk. Byg af 70 Øre 22 Kr. 13 Øre Forsikkringspræmie af Besætning, Inventarium og Produktbeholdning 13 Kr. 00 Øre Driftsudgifter Sædekorn: 6 Tdr. Rug à 13 Kr. 60 Øre 81 Kr. 60 Øre 5 Tdr. Byg à 9 Kr. 70 Øre 48 Kr. 50 Øre 22 Tdr.Havre à 6 Kr. 50 Øre 143 Kr. 00 Øre 1 Tdr.Kartofler 5 Kr. 00 Øre 278 Kr. 10 Øre Kløver & Græsfrø 60 Kr. 00 Øre Fødekorn: 50 Tdr. Rug 680 Kr. 00 Øre 50 Tdr.Byg 485 Kr. 00 Øre 160 Tdr.Havre 1040 Kr. 00 Øre 2205 Kr. 00 Øre Indkøb af Kunstgjødning og Kraftfoder 600 Kr. 00 Øre Besætnings & Inventariets Vedligeholdelse og Fornyelse 500 Kr. 00 Øre Folkeløn & Daglejer 850 Kr. 00 Øre 4493 Kr. 10 Øre 4493 Kr. 10 Øre Indkjøb af Kolonialvarer, Salt m.v. 200 Kr. 00 Øre 6% af Besætningens og Inventariets Værdi 644 Kr. 40 Øre Uforudselige Udgifter: 10% af Driftsudgifterne 449 Kr. 31 Øre Ialt Udgift 5987 Kr. 80 Øre hvilket fradraget Indtægten giver et Indtægtsoverskud af 1516 Kr. 20 Øre, hvilket Overskud 25 Gange taget, giver en Værdiansættelse af Ejendommen = 37.905 Kroner. Vi ansætte denne ejendoms Værdi Handel og Vandel til at være 38.0000 Kroner, saa meget mere, som den ved Opdyrkning af Kjærjorden endnu vil kunne stige betydeligt i Produktionsevne, ligesom den alt paabegyndte Jernvej mellem Silkeborg og Herning vil have dens Værdiforøgelse til Følge. Sluttelig bemærkes, at der hører en god Tørvemodelod paa c. 4 Tdr. Land til ejendommen, hvilken Moselod ej er medregnet i det her beskrevne Areal. Grunden til at Vurderingssummen overstiger Kjøbesummen 16.000 Kr. maa søges deri, at Overdragelsen er skeet fra Fader til Søn, og at denne formentlig ingen anden Arv erholder. At vi ikke ere beslægtede eller besvogrede i op eller nedstigende Linie eller i første og anden Sidelinie med Ejeren af denvurderede Ejendom bevidne vi herved, ligesom og at Forretningen er udført i Henhold til den af os under 14. Juli d.A. indgivne edelige Forsikring. Birk, den 23. Juli 1975. M. Eugen Tolderlund At jeg efter bedste Evne og Samvittighed har meddelt de af Taxationsmændende begjørte Oplysninger bevidnes. I Diæter tilkommer os 16 Kroner. Denne Beskrivelse af Ejendommen maa siges at være meget nøjagitg og omstændelig, og den giver et ret godt Billede af Forholdene paa den Tid. Man faar Indtryk af, at Taxationsmændene har anstrengt sig for at gøre det saa godt som muligt for Laantageren. Det opstillede Regnskab giver jo kun et Overskud paa 1516 Kr. og det skønnes ikke, at der paa Udgiftskontoen er afsat en Post til Renter og Afdrag paa Laan. Det fremgaar heller ikke af Akterne, hvor stort et Laan Jens Birk blev bevilget, men det har sikkert været tilstrækkeligt stort for ham at svare Renter af. Men i øvrigt faar man Indtryk af, at Jens Okkels har efterladt Gaarden i saa god Stand som muligt til Sønnen. I det Hjem er det vi Søskende faar vor Barndom og tillige vor første Ungdom, og det er det Hjem, hvortil Tankerne ofte har vandret, ogsaa siden vi har faaet eget Hjem, og andre Forhold og Tilstande har optaget Sind og Tanke. Det er ret underligt at tænke sig, at der i vor Barndom kun var Bræddegulv i Dagligstue og Sovekammer. Og det forekommer mig, at Jens Birk har fortalt, at da han overtog Gaarden, var der ogsaa Lergulv i disse to Værelser. Det har sikkert sin Rigtighed. I de to Gæstekamre og Fredstuen (Storstuen) var der Lergulv. Forgangen havde en Slags Fliser eller rettere Munkesten, og noget lignende var der i Køkkenet. Bryggerset var belagt med Piksten af samme Slags som i Gaarden. I Bagestuen var der Lergulv, medens der i Mælkestuen (halv Kælder) var Cement. Tillige kan anføres, at der i Stuehusets venstre ende var indrettet Værkstedsrum uden Loft. Det var først, da Jens Birk hjemførte sin anden Hustru, at Stuehuset blev moderniserret og paa det nærmeste fik den Indretning, som den har for Tiden. Trods gammel meget hyggelig. Gaarden var sammenbygget med Udkørselsporte baade i Øst og Vest og tækket med Straatag. Vi kom tidligt i Arbejde, vel ogsaa for tidligt. Det første Job og ikke det morsomste var i det tidlige Foraar at passe Faar og Lam i Løsdrift. Selv om Lammene til Tider kunde være morsomme at iagttage i al deres Kaadhed og deres mange Krumspring, havde de altid en kedelig Tilbøjelighed til sammen med deres Mødre at søge de forbudte Græsgange. Rugmarken og den nye Kløver og Græsmark maatte ikke betrædes, og det var netop der, Faarene helst vilde være. Det staar for mig som noget af det mest kedsommelige at gaa i Dagevis med en Flok løse Faar og Lam. Det er heldigvis for længst gaaet af Mode. Naar vi gik i Marken havde vi Børn kun Solen at rette os efter, og det skete mere end én Gang, at vi kom for tidligt hjem med Faarene. Saa vankede der Skænd, og af Sted - og det ret omgaaende - gik det med de firbenede Skabninger. Solen har sikkert skjult sig bag en sort Sky og forvildet vore Begreber med Hensyn til Dagens Længde. Ofte var det bidende koldt, og vi frøs, saa det var slet ikke underligt, at vi ønskede at komme rettidigt hjem. Dagen havde været lang, ja, endda meget lang. Men det var ikke nok med at passe Faar.Ungkreaturer og Køer skulde ogsaa passes, og det kunde nok falde noget haardt med Pasningen af disse samtidig med, at vi skulde passe Skolen, der dog kun optog os to halve Dage om Ugen. Det vil være paa sin Plads her at indskyde den Bemærkning, at naar Talen i denne forbindelse er om os Søskende, gælder den kun for os af ældste Hold og ikke for Børnene i andet Ægteskab. Det maa ikke forstaas saaledes, at vi ikke vedkender hinanden, tværtimod kan det med Sandhed siges, at Forholdet mellem os har været og er det allerbedste med en Slægts Samhørighed og Pietetsfølelse, vist nok ud over det almindelige. Men den meget strenge Opdragelse og Arbejdsudnyttelse, vi Søskende af første Hold har været udsat for, er grundet paa mange Forhold ikke blevet praktiseret oveerfor børnene af andet Ægteskab. Jens Birk var blevet ældre og sammen med sin unge Hustru blevet mere forstaaende overfor en mere lempelig og mindre arbejdskrævende Opdragelse. Den Moderkærlighed, som vi ældre Søskende trods alt godt har manglet i de helt unge Aar, synes i nogen Maade at have præget os Livet igennem. Ogsaa Tidens forandrede Levevilkaar har bidraget til en mere forstaaende og lempelig Opdragelsesmetode, og dertil kommer saa noget, som er vanskelig at faa Rede paa, nemlig hvad og hvor meget Mødrenearven har givet os af Forskelligheder med Hensyn til baade ondt og godt. Det maa staa hen. Meningen med disse Bemærknigner er at gøre opmærksom paa, at børn fra samme Hjem, med samme Far, men med forskellige Mødre alligevel kan være meget forskellige, selv om de har meget tilfælles, baade med Hensyn til Anlæg, Væremaade og Initiativ. Det bliver nødvendigt at tilføje, at det Hjem, som stiftedes ved Jens Birks andet Ægteskab, i mange Maader blev præget af et andet Milieu, end det vi ældre Søskende voksede op i, vel mest grundet paa Tidens forandrede Levevilkaar. Som Bevisførelse herfor kan nævnes, at begge Drengene, Johannes og Holger, kom til at gaa i Realskole i Herning. Det var noget helt andet end i Drengeaarene at passe Faar og Kreaturer i Løsdrift. Pigebørnene, Margrethe og Anna, skulde lære at spille Klaver og andre moderne Metoder. En saadan Børneopdaragelse var sikkert Jens Birk ganske fjern, ja mere end det, ham ganske utænkelig i vi ældre Søskendes Barndom, ja, den lærde Skole var Jens Birk egentlig fjendtlig stemt overfor. Men det er set før og mange Gange senere, at Forældrenes Stilling til Oplæring af Poderne gaar i stik modsat Retning af det, de ellers proklamerer som det helt rigtige. Det anførte skal ikke opfattes som en Kritik eller en Bebrejdelse af Jens Birks forandrede Indstilling, men som en Konstatering af de faktiske Forhold og dermed en Bevisførelse for en Søskendefloks meget forskellige Oplæring og Opdragelse. Men tilbage. Vi havde en god Skolegang om Vinteren. Da gik vi fire hele Dage om Ugen i ældste Klasse, mendens vi kun gik to halve Dage om Sommeren. Og da var vi fri for legemligt Arbejde, saadan omtrent. Vi skulde passe Skolen, lære vore Lektier, hvilket undertiden kunde være svært nok. Den Tid, vi saa kunde faa tilovers, maatte anvendes til Leg og Morskab. Det er herligt at tænke tilbage paa disse dejlige Vinterdage, ikke mindst naar Vandet frøs til Is. Det er vist ikke for meget sagt, at vi da brugte al vor Fritid til at løbe paa skøjter og det ret ofte baade Dag og Aften. Den Kundskabstilegnelse, vi fik om Sommeren, var ikke meget værd, ja var egentlig uden Betydning. Inden Skoletid skulde Ungkreaturerne flyttes i Mosen og Malkekøerne trække ud paa Græs, og det var om Sommeren Kl. 6 om Morgenen. Det var derfor for meget forlangt, at vi skulde være særlig oplagt til Skolearbejdet. Det var særligt galt med Tjenestedrengene, der ofte brugte den første Time til en lille Morgensøvn, og det var Læreren forstaaende nok til at finde sig i. Lærer Brøndlund var en udmærket Mand baade som Lærer og Menneske. Han fik stor Betydning for os Børn baade i Skoletiden og Ungdomsaarene. Dertil bidrog Familieforholdene og tillige i høj Grad Brøndlunds Giftermaal med Værtinden paa Herning Højskolehjem, Anna Christensen. Hun var en meget betydelig og begavet Kvinde, der helt ud var sin Mand jævnbyrdig. Disse to prægtige Mennesker kom jævnligt i vort Hjem, og det blev for os unge Højtidsstunder, vi nødig vilde undvære. Birk Skole var paa den Tid en overfyldt to Klasses Skole. Der fandtes ingen Forskole. Sammenlignet med Nutids Skoleforhold, kan man undre sig over, at Brøndlund under saa primitive Forhold kunde magte Opgaven at faa os Børn saa nogenlunde oplært. Det vilde heller ikke været lykkedes uden de særlige Lærerevner, han var i Besiddelse af. Han fornyede sig selv ved at følge godt med i Tidens rørelser og ved Læsning af baade faglig og ufaglig Litteratur. Og saa havde han en letfattelig og for Børn forstaaende Maade at fortælle Historie paa, hvad enten det var Bibelhistorie, Danmarkshistorie eller Geografi. Han var da helt paa Højde med sig selv, saa Stilheden bredte sig over hele Klassen af Betagelse. Selvfølgelig kunde han ogsaa være Revseren, og ve den Dreng eller Pige, det kom til at gaa ud over. Der blev da en helt anden Stilhed i Skolen, og denne Stilhed mindes ikke med Glæde. Det kan synes ret underligt under Hensyn til hele hans aandelige Indstilling, at han strengt forlangte, at vi skulde lære Salmer og den meget kedelige Lærebog udenad. Her var en Brist. Men da det var et Krav, fremført af hans Foresatte, har han sikkert ment det rigtigst at efterkomme dette. Han skulde jo tillige møde med sine Elever til Eksamen, og da kunde saadant Remseri ikke saboteres. Udenforstaaende vilde sikkert faa Indtryk af, at der manglede ikke saa lidt Disciplin i Skolen. Det var dog ikke helt rigtigt. Sandheden vil nok være den, at Livet i Skolen var mere fremtrædende end den dødsenskedelige Disciplin. Det var ikke tør og kedelig Lærdom, der blev doceret, men det var aandfuld Tale ud fra det Livssyn og den Livsindstilling, han var besjælet af, og som var den inderste Kerne i hele hans Lærergerning. Nu længe efter Skoletidens Afslutning har det ofte faldet mig for Brystet, hvorfor vi absolut ved Skoledagens Afslutning saa at sige skulde slaas for Livet løs. Der var to faste Partier, og Delingslinien for disse var altid dem, der skulde vest paa altsaa Birk Børnene, og dem der skulde øst paa ad Agerskov og Hammerum til. Det gik ofte haardt til, og der vankede mange drøje Hug. Om Sommeren havde vi fra Birk gerne Overtaget, idet vi da havde Tjenestedrengene, men naar de rejste til November, var Hammerum Drengene os ret ofte overlegne. Vi fra Birk var derfor altid meget interesserede i, hvor mange Tjenestedrenge der kom om Foraaret, og hvilken kvalitet de bestod af. Naar vi havde Frikvarter i Skolen, kunde vi godt forliges og udmærket leget sammen, og Legen gik bedst, naar baade Piger og Drenge kunde enes om at lege sammen. Det kunde ligefrem være festlige Stunder. Ikke mindst Middagsfrikvarteret, der strakte sig over en Time og ofte en Del længere, kunde rigtig føre os sammen i Leg og Lystighed. Hvorfor vi saa endelig skulde gaa i Leding, naar Skoledagen var endt, er en uløst Gaade, men det var der nu en Gang skabt Tradition for, og Traditioner er meget vanskelige at afskaffe, ogsaa de daarlige. Politik optog os ogsaa meget i Skolen. Det var Aanden hjemme fra, der fulgte med og prægede os fra Børn af. Vi var afgjort Venstremænd, og ve den Dreng, der kunde finde paa at have en anden Mening. Det var f.Eks. ikke tilladt at have Skilning i højre Side. Vovede en Dreng sligt, fik han omgaaende Klø. Af fuld Hals sang vi "Ned med Estrup, Scavinius og Ran" og lignende. Lærer M. Brøndlund og Hustru Anna fik i det hele taget stor Betydning for os, baade mens vi var Børn, og da vi som unge traadte ud i Livet, ja i Manddomstiden med. Han fulgte os paa Vejen frem i Livet og var altid meget interesseret i, hvad vi var optaget af, baade aandeligt og materielt. Hun var den fødte Oplæser, og det er faa Mennesker givet at kunne gengive en Bogs Indhold med en saadan Indlevethed og Forstaaelse, som netop var hendes Maade at læse op paa. Ganske ukunstlet, men jævn og ligetil kunde hun fange sine Tilhørere, saa de bogstaveligt talt glemte Tid og Sted. Det kan egentlig ikke betones stærkt nok, hvilket Betydning Lærerne havde paa Børn, Unge og Ældre i et bestemt Afsnit af Gellerup Sogns Historie. Det kunde der skives ikke saa lidt om, men det ligger udenfor Opgaven her. Foruden Brøndlund, der fik den længste Lærertid i Birk, og vel ogsaa nok den af Lærerne, der kom til at præge Sognet mest, kan nævnes den rigt begavede og aandrige Lærer Agerskov, Lund Skole, senere flyttet til Højmark Skole i Lem Kommune. Faa Mennesker kunde som han svinge sig op til de store Højder og vise Retningen for Ungdommens Idealer. Der var Højtid over hans Tale og Færd blandt Unge, ikke mindst ved Sammenkomster indenfor Gymnastik og Skydning. Den samme Lærer Agerskov kunde baade være højt oppe og langt nede, og i de senere Aar af hans Levetid kunde det tunge Sind være ham til meget Besvær. Men det er vel Livet Gang. Har vi toppet, maa vi dale. I Busk Skole var samtidig Mikkelsen-Tønning Lærer. Han var vel nok mere realistisk indstillet, men var baade en dygtig Lærer og en dygtig Landmand. Det er slet ikke for meget sagt, at de to Lærere, Mikkelsen-Tønning og Brøndlund, var blandt de mest fremmelige paa det landbrugsmæssige Omraade paa den Tid. Mikkelsen-Tønning var da ogsaa Hammerum Andelsmejeri's første Formand, en Stilling han beklædte i en længere Aarrække med stor Dygtighed. Senere var Brøndlund en kort Tid Formand. At tre saa betydelige Mænd fik stor Indflydelse paa Tidens Ungdom er saa aldeles afgjort, og det er vist egentlig ikke for stærkt sagt, at der for en stor Del af Gellerup Sogns Ungdom var en Guldaldertid. Og dette, at vi som Børn og Unge fik Del i denne, har sikkert bidraget til, at vi i en ret tidlig Alder blev rodfæstet i en Livsanskuelse, som senere har været os en rig Kilde i den fremtidige Virksomhed. Udfra Jens Birks hele aandelige Indstilling kan det synes underligt, at vi Børn en Tid gav Møde i Søndagsskolen og derved kom under Paavirkning af Mænd, som aldeles afgjort tilhørte Indre Mission. Jeg mindes ikke Anledningen dertil, om det var et Ønske fra vor Side, det kan godt tænkes, eller om det var Jens Birk, som paa det Tidspunkt mente, at vi kunde have godt af en yderligere Kristendomsundervisning ud over den, vi fik i Hjemmet og i Skolen. Det er egentlig ogsaa lige meget. Kendsgerningen vil nok være den, at Søndagsskolen med dens planlagte aggressive Paavirkning i en bestemt Retning blev uden Betydning for den fremtidige Udvikling. Det var saamænd velmenende og gode Søndagsskolelærere, og der er ingen Tvivl om, at de følte sig kaldet til at hjælpe os Børn frem til Troen paa Jesus som Frelseren og Forløseren fra det ondes Magt over Mennesker, og at det gjaldt om, at vi allerede som Børn blev omvendt til at følge Jesus og vandre i hans Fodspor. Ja, kunde Tale, og det at prædike gøre det, var det ingen Sag hverken for Barnet, den Unge eller den Ældre at finde frem til de Veje, der fører til Frelse og Salighed. Men saa ligetil er det nok ikke. Nej, det er nok mere indviklet, ikke mindst i Barnealderen, men vel ogsaa i Ungdomsaarene vil Handlingernes Redelighed og Sanddruhed og Kærlighedens stærke Magt nok i det lange Løb være det afgørende. Sagt med andre Ord: den indirekte Paavirkning gennem vor daglige Færd og det givne Eksempel er nok det, som til alle Tider betyder mest. Dermed være ikke sagt, at den direkte Paavirkning gennem Talens Ord er uden værdi, tværtimod, men den kan ikke danne Grundlaget. Ikke mindst i de unge Aar kan Talen være vækkende og inciterende og ofte bidrage til igangsættende og fremmende Arbejde for Sager af baade aandelig og materiel Art. Og der er heller ingen Tvivl om, at den til Tiden kan være aldeles afgørende for den Retningslinie, den enkelte maa følge, netop fordi han ikke kan andet. I denne Forbindelse bør det nævnes, at Jens Birk om Søndagen, især hvis ingen havde været i Kirke, ønskede at samle saa mange som muligt i Hjemmet for at høre ham læse en Prædiken. Nogle fulgte Indbydelse, andre ikke, men vi Børn skulde give Møde. Det var haardt for os Børn en søndag Eftermiddag at skulle sidde inde i godt Vejr og tilmed ganske stille og høre paa en Oplæsning, vi saa godt som intet forstod af. Og det var en ren Lise, naar Slutningsordet Amen blev udtalt. Det var slet ikke noget for Børn, men Jens Birk samlede os i god Mening vist uden at ane, at det, der for ham var af stor Værdi, for os Børn var en Plage. Jeg maa dog indrømme, at endnu den Dag i Dag kan den andagsfuldhed, der herskede i Stuen under Oplæsningen af Prædiken, Bekendelse af Troen og Bønnen Fadervor, paa en Maade mindes med Tak. Lad mig her tilføje, at Jens Birk hele Tiden, mens han levede, om Middagen bad Bordbøn. Men ogsaa kun da. Ved hans Død holdt det op, og det blev ikke fortsat af hans Hustru. Der er heller ingen af os Børn, der har fortsat - vi kan vist godt sige - den gode Skik hver Dag at sige Gud Tak for dagligt Brød. Det slægtled Jens Birk hørte til kunde gøre det, fordi de følte Trang dertil, og fordi de havde nemmet Sandheden af at sige Gud og Faderen Tak for alle Ting. Naar vi om Middagen vafr kommen til Bords, foldede Jens Birk sine Hænder og vi Børn og Tjenestefolk ligesaa og Jens Birk bad saa paa en ydmyg og troende Maade: Og naar vi havde spist, bad vi følgende: Saa gik enhver til sit, og jeg mindes ikke, at nogen af Folkene i mindste Maade tog Anstød af det skete. Vi kom meget tidlig med til Gymnastik, i altfald vi Drenge. Det tog nogen Tid, inden Pigegymnastikken slog igennem, og da den endelig kom, vakte det stor Forargelse inden for Indre Mission, der fandt, at Kvinderne stillede sig til Skue paa en usømmelig Maade. Nu er den Tid længst forbi. Saadan gaar det. Det var jo ogsaa før de korte Kjolers Tid, der uden al Tvivl har været medvirkende til et forandret Syn paa kvindelig Sømmelighed med Hensyn til Klædedragt. Karlene havde ret længe øvet sig i skydning, Eksercits og Gymnastik (gl.dansk Gymnastik), og vi Drenge havde beundrende set til og tillige enkelte Gange haft Lejlighed til at være aktiv med. Men det, der blev afgørende for os, var, at Rasmus Nielsen fik en Karl fra Timring. Jens Møller Grimstrup var hans Navn. Han fandt paa at samle en Flok Drenge til Gymnastik i Jens Fløe's Lade i Hammerum. Han indførte den svenske Gymnastik, og hvor var det festligt at samles med ham, selv i en kold Lade med Lergulv. Vi havde hverken Gymnastikbukser eller Sko, men mødte i daglig Paaklædning, dog med Lædersko paa. Dem bar vi pænt under Armen paa Vejen til og fra Gymnastik for ikke at slide for meget paa dem. Vi var meget optaget af Gymnastikken, og det vakte ikke saa lidt Opmærksomhed, da vi i det frie ved Hamerum Mølle havde vor første Opvisning. Jens Møller havde faaet Løfte om, at vi kunne laane Gymnastikdragter fra Timring, og i disse optraadte vi, pyntet med røde Sløjfer eller Kraver. Det kan nok være, vi følte os, og ikke siden har jeg været med til en mere herlig Opvisning, selv om jeg har været med til adskillige siden den Tid. Det siger sig selv, at Gymnastik og Skydning, som vi var ivrige Dyrkere af, og som vi havde ikke saa lidt Anlæg for, kom til at præge os baade i Barneaar og Ungdomsaarene. Vi kom sammen med ligesindede Kammerater, og Hjemmene saa med megen Velvilje paa den Idræt, vi øvede, og de deltog ofte med Glæde i vore selskabelige Sammenkomster. Det var en stor Fordel, da der paa et senere Tidspunkt blev bygget et Forsamlingshus i Hammerum. Det kan nok være, den blev benyttet, ikke mindst til Gymnastik trods al den Modstand, der kom frem fra Indre Mission. Hvis det gamle Forsamlingshus kunde fortælle sin Historie om alt, hvad den har givet Husly for, ikke mindst for Tidens Ungdom, ja, da vilde den blive begivenhedsrig. Hvor kunde Dansen optage os, og hvor maa vi prise vore Fædre, fordi de mødte frem og var med til at anslaa den rette Tone. Og hvor maa vi prise os lykkelige over de mange Højtidsstunder, vi oplevede i godt Samvær med jævnaldrende og ligesindede Unge. Det bør tillige nævnes, at gode Kvinder som Marie Nielsen, Karen Pedersen, Mette Fløe og mange flere i høj Grad bidrog til at forskønne Festglæden ved at stille sig til Raadighed ved Anretning af Chokolade og Kaffebord, samtidig med at de med Forstaaelse kunde deltage i vor ungdommelige Lystighed og Livsglæde. Vi maa vist indrøme, at vore Fædre og Mødre tog mere Del og levede mere med i Ungdommens mangeartede Forhold, ikke mindst med Hensyn til Idræt og Dans, end vi, som nu er ældre, har kunnet. Vi siger dem Tak, fordi de gjorde det, og fordi de gjorde det med Glæde og Forstaaelse. Det er ikke sjældent, at der fremføres Klager over alle de Besværligheder, der i vor Tid er forbundet med at drive Landbrug. Og med rette. Men lader vi Blikket gaa tilbage og i Erindringerne fra Barndommen og første Ungdomsdage foretager en Sammenligning mellem Fortid og Nutid, da maa vi indrømme, at Landbrugsvirksomheden er undergaaet saa store Forandringer, at en Sammenligning næsten er umulig. Set med vore Øjne var Landbruget i Firserne og Halvfemserne meget primitivt, og den forhastede og intensive Driftsform kendtes ikke. Der var maaske nok mere Ro over Arbejdet, det var ligesom Tiden bedre kunde slaa til, og Arbejdet foregik mere planmæssigt efter Aarstiderne, men det var strengt Arbejde, især om Sommeren. Der stilledes store Krav til Udøvernes legemlige Kræfter. For den unge Knøs var det ofte svært at følge med i Sommerens travle Tid, idet hans legemlige Kræfter ikke stod i Forhold til det Arbejde, der skulde præsteres. Men efterhaanden kom han frem, kom ovenpaa og kunde vise Vej for en yngre Generation. Det hele var Haandens Arbejde, ingen Maskiner af nogen Art. Der skulde lægges Krop til det hele. Man taler ofte om den Poesi, der før Maskinernes Tid var over Landbrugsarbejdet. Ja maaske. Den poesi maa de nu godt have for mig. Det er nok muligt, at Arbejdet ret ofte, især i Slet og Høst, gik med mere Liv og Lyst end nu om Dage, da Slaamaskinen og Høstmaskinen farer hen over Markerne enten forspændt Heste eller Traktorer, men ogsaa over maskinernes Virksomhed er der Poesi, den kan høres og fornemmes af Udøveren. Det som især i ældre Tider bidrog til at forherlige det slidsomme Arbejde, var vel nok den Samhørighed og det Samarbejde mellem Mand og Kvinde, Svend og Mø, som paa den Tid var en Selvfølge. Og er der noget, der forskønner Tilværelsen, saa er det vel nok det, at Manden kan mærke, at hans Kvinde er aktiv Deltager i det brødgivende Arbejde. Der har det mindre Jordbrug et stort Aktiv, som ret ofte bliver aftagende med Jordbrugets Størrelse. Nu taler man ofte om, at Kvinderne paa den Tid, der her er Tale om, Tit blev misbrugt, idet de maatte arbejde sammen med Manden for saa efter Fyraften og i Middagsstunden tillige at være virksomme med Tillavningen af Maden og Opvartning. Noget kan der vel være om det, men samtidig maa tilføjes, at Mandens Arbejde altid var det strengeste og mest krævende, saa naar det kommer til Stykket, er der vist ikke meget at tage fra og lægge til. Hvad var det saa Pigerne særlig blev brugt til af udendørs Arbejde? I Slet og Høst fulgte de Karlen eller Karlene. De trak Græsset ud af Skaar og slog det samtidig ud, saa der kom til at ligge et jævnt Lag over det hele. I Høstens Tid bandt de op, og det var de dygtige til. Hvis Karlen ikke efter deres Skøn lagde Kornet pænt i Skaar, blev det omgaaende paatalt, og ve den der ikke rettede sig efter en saadan Paatale. Selvfølgelig hjalp de til at køre Hø og Korn i Hus. Stubbemarkerne blev revet med Haandrive. Det var ogsaa Pigernes Bestilling, ligesom det var ret almindeligt, at de spredte den udkørte Gødning. Malkning af Køerne var udelukkende Pigearbejde, og dette Arbejde blev udført efter fyraften. Der var saaledes meget Arbejde, den unge Pige maatte udføre, hvilket nu udelukkende er Karlearbejde. Men det var dygtige og ret kraftige Piger med et godt Haandelag, saa det faldt dem ikke besværligt, ej heller overanstrengende at udføre det paalagte Sommerarbejde. Om Vinteren var deres Arbejde indendørs, og da blev den Uld, som Faarene afgav, kartet og spundet for saa, naar Foraaret kom, at blive afgivet til Væversken til Fremstilling af Mande- og Drengetøj, Dynevaar og hvad andet der var Brug for i Hjemmet. Pynt og Stads var der ikke meget Brug for, og Rengøring i den Frostand, som vi kender det, var nærmest nytteløs Gerning. Dermed være ikke sagt, at Rengøring ikke stod paa Dagsordenen, men det tog ikke lang Tid i en enkelt Stue eller to at skure et Gulv for derefter at overstrø det med hvidt Gulvsand. Men saa var Stuen ogsaa nydelig, saa selv Manden kunde fryde sig derover. Til indendørs Arbejde hørte selvfølgelig den daglige Madlavning. Den var meget enkel. Retterne var ikke mange, men der tilberedtes en sund og nærende Bondekost, selv om det er muligt, at der manglede en Del af alle de mange Vitaminer, der raabes saa højt paa i vore Dage. Menuen var ret ofte stegt eller kogt Flæsk, Kartofler, Vælling og Grød til Afveksling Grønkaalssuppe, Ærter og rigtig kødsuppe, især i Slagtetiden. Den lange Arbejdstid om Sommeren fra kl. 4 om Morgenen, til Sol gik ned om Aftenen, fordrede megen Mad og mange Spisetider. Naar Morgenarbejdet var til Ende, blev der serveret Mælkebrød, d.v.s. Rugbrødsterninger med kogt Mælk paa og undertiden et Stykke Smørrebrød til. Midt paa Formiddagen spiste man Smørrebrød med Paalæg. Kl. 12 Middagsmad og saa Middagssøvn til kl. 2. For at faa Søvnen af Øjnene fik vi en Kop glat Kaffe med et Stykke brunt Sukker (Kandis) til. Midt paa Eftermiddagen igen Smørrebrød, for saa naar Dagen endelig var slut at spise Surgrød (Store Byggryn kogt i Kærnemælk). Det var egentlig en Kunst at faa Grøden kogt passende, saa den var velsmagende. Lidt Sirup i var godt. Naar alt det var til Side, var Hvile og Søvn en herlig Ting. Om Vinteren med de korte Dage var Arbejdsdagen ikke lang, og Maaltiderne færre. Da fik vi Surgrøden, naar det var Fyraften, og saa nogle Stykker Mad før Sengetid. Det kan maaske synes underligt med Spisning lige før Sengetid, men vi maa huske paa, at Pigerne havde arbejdet hele Aftenen og tillige malket Køerne, medens Karlene om Aftenen maatte skære Hakkelse med Haandkraft til Hestene. Det var træls Arbejde, og hvor var vi Drenge kede af næsten en hel Aften i Halvmørke og Kulde at skulle hjælpe til med det Arbejde for saa bagefter at terpe Balslevs Lærebog igennem eller en Salme, som daarligt kunde rime. Ak ja, ogsaa den Gang var Verden fuld af Genvordigheder. Ellers maa det vel nok indrømmes, at Vinteren var en Hviletid i Forhold til den travle Sommer. Tempoet blev sat ned. Man stod ikke saa tidligt op som nu om Dage, og det var da ogsaa vanskeligt at arbejde ved en Tællepraas eller en svagt lysende Petroleumslygte, saa Udearbejdet skulde ialtfald helst foregaa ved Dagslys. For Karlenes Vedkommende var Tærskningen det altovervejende Arbejde. Al Tærksning foregik ved Plejl og Rensning af Korn med Kosteskovl, saa det var saamænd drøjt nok at komme igennem. Hvad der særligt kendetegner hine Tider sammenlignet med Tiden nu, maa nok siges at være den gennemførte Sparsommelighed og dermed følgende lille Produktion. Disse to Dele slaar tit Følge, ja, man kan vist godt sige, de er afhængige af hinanden. Det var først, da Mejerierne og Slagterierne kom, at Bonden rigtig fik Færden af, at det er den store og helst ogsaa billige Produktion, der er Betingelsen for et Landbrugs Rentabilitet. Naar Dalerne kommer til at rulle, fortaber man sig ikke saa let i den paa en Maade golde Sparsommelighedspolitik. Vel skal vi ikke smide Sparsommelighed over Bord, og vel har vi al mulig Grund til at prise vore Fædre for alt, hvad de udrettede paa det Omraade, men naar det er sagt, kommer vi ikke uden om, at det er Produktionens Vej, der for langt de flestes Vedkommende, er den mest lønnede. Dermed være ikke sagt, at det betinger større Lykke. Og maaske alligevel. Er Lykken for mange af os ikke stærkt knyttet til gode økonomiske Levevilkaar? Selv om det ikke er alt, er det alligevel saadan, at Lysten til Arbejdet delvis er betinget af et godt økonomisk Udbytte. Der kunde være en Del mere at fremhæve fra den Tids Virke i Bondelandet, baade ude og inde, men foreløbig slutter jeg med disse Bemærkninger. Mit eget Livsløb. Jeg er født d. 1. November 1876 i Birk By, Gjellerup Sogn. Det er mig fortalt som aldeles paalideligt, at jeg er født tidlig Morgen, og det har jeg altid betragtet som et Plus og en uudtalt Mindelse om altid at være rettidig paa Færde. Nok er det, jeg har altid haft let ved at vaagne og faa begyndt paa Arbejdet, det er da altid en Ting, selv om det maaske ikke betyder saa meget. Der er saa mange andre Ting, der er mere afgørende for Livsløbets Fremme. Knap 11/2 aar gammel kom jeg, grundet paa min Mors Sygdom, hjemmefra for at tage Ophold hos Bedsteforældrene, og det er altsaa derfra mine første Barndomsminder stammer. Der siges og vist med nogen Ret, at et Enebarn faar en noget uheldig Opdragelse. Han bliver forkælet og ikke mindst, naar det er hos Bedsteforældrene, han opholder sig. Han bliver tillige egenraadig, saa han baade som Barn og voksen har vanskelig ved at indordne sig under de uskrevne Love, der er gældende baade i det lille og store Samfund. Selvstændighedstrangen faar for stor en Plads i Tilværelsen. Jeg tør ikke benægte Rigtigheden deraf i en Del Tilfælde, og jeg husker ogsaa, at Jens Birk udtalte, da jeg efter 5 Aars Forløb kom hjem igen til mine Forældre, at han ikke oftere skulde sende eet af sine Børn bort, for han kunde mærke, hvor vanskelig jeg havde ved at indordne mig under de andre Søskendes Forhold og Vilkaar. Det var rigtignok hellerikke med min gode Vilje, jeg kom hjem igen. For mig var det ikke at komme hjem, men at komme blandt fremmede. Mit Hjem var for mig hos Bedsteforældrene, saa kunde de fortællefor mig, saa længe de ønskede, at nu skulde jeg hjem til Far og Mor og Søskende. At jeg saa ret hurtigt fandt mig til Rette med Forholdene, er en helt anden Sag. Det tog Tid, men den vanskelige Overgang fik alligevel hurtig Ende, og jeg mindes kun, at da den var overstaaet, fandt vi hurtig sammen. Jens Birk og Margrethe var min Far og Mor, og vi var en stor Søskendeflok. Lad mig dog tilføje, at jeg ikke vil raade nogen til at sende deres Børn bort fra Hjemmet uden tvingende Nødvendighed. Men at Bedsteforældrene var gode ved mig, det ved jeg, for det kan jeg huske. De var meget omsorgsfulde for mig og lærte mig god Orden. Ogsaa Pligter. Leg kunde det være smaat med, men enhver Dreng er jo ikke uden Fantasi, og den blev brugt, saa godt det nu kunde lade sig gøre. Jeg hjalp Bedstefar med Pasning af Kreaturerne, og jeg mindes ganske tydeligt, at det mindste Halmstraa, der tabtes under Fodringen, skulde samles op med Fingrene. Nu tager vi det ikke saa nøje, men dengang maatte intet gaa til Spilde, heller ikke et Halmstraa. Bedstemor var vel nok den, der mest sørgede for mit aandelige Behov. Hun sørgede for, at jeg fik lært at læse, inden Skoletiden begyndte. Det kunde hun gøre samtidig med, at hun passede Spinderokken, og var hun for optaget af Dagens Syssel, saa blev Pigen min Læremester. Det kunde hun godt overkomme samtidig med, at hun rørte i Grøden til Aftensmaaltidet. Vi var da placeret foran Komfuret og havde det ret hyggeligt, thi naar hun var Lærer, kunde der godt snakkes lidt udenom, noget Bedstemor ikke gerne tillod. I ABC Bogen var der et Billede, som Bedstemor gav Navnet Vorherre, og naar jeg havde været en flink Dreng til Læsning, og min Opførsel havde været upaaklagelig, laa der, naar jeg vaagnede om Morgenen, et eller andet spiseligt i Bogen. Det var Vorherre kommet med, og hvor var det glædeligt. Men fandtes der ikke noget i Bogen, var det Tegn paa, at Dagen i Forvejen efter hendes Skøn var forløbet paa en mindre heldig Maade. For mig var det nu ikke altid lige let at finde Grunden til, at Gaven udeblev. Korporlig Revselse mindes jeg ikke, men det skulde være mærkeligt, om hun ikke har givet mig en Tjat en Gang imellem. Bedstemor bad Fadervor med mig om Aftenen, og den første Sang lærte jeg af hende. Denne Sang er nu udgaaet af Sangbogen og synges vist nok ikke mere. Den maa nok ikke være lødig nok. "Naar Solen ganger til Hvile, og dagens Syssel er endt, naar Himmelens Stjerner smile, og Nattens Maane er tændt, naar Stilhed breder sig over den larmfuldt forvirrede Jord, o.s.v." Det blev min første Indtrængen i Sangens Verden. Et Par Smaatræk maa med. Det kunde hænde, at jeg nøs. Skete det, sagde Bedstemor altid: "Gud velsigne dig, min Dreng". Jeg forstod ikke Meningen og fik heller ingen Forklaring derpaa. Men mon ikke det stammer fra Pesten, den sorte Død, som vist i Almindelighed begyndte med Nysen? Saadan er det senere blevet mig forklaret. Om det er rigtigt, kender jeg ikke. Naar Bedstefar lagde ren Halm i Træskoene - Visker - hvilket han var meget omhyggelig med, havde han for Vane, naar han smed de gamle væk, at spytte paa dem og sige Pøj. Mon ikke det betød noget i Retning af at holde det onde fra Livet? Om Forholdene i Barneaarene hjemme hos Far og Mor og om Skolegangen har jeg i det foregaaende fortalt. Jeg vil kun tilføje, at da Tiden kom, jeg skulde udskrives af Skolen, var jeg aldeles ikke skoletræt, tværtimod var det med Vemod, jeg forlod Skolen. Til Hverdag sang vi, naar Skoledagen slutetde, "Klokken slaar", men den sidste Dag sluttede vi med "Altid frejdig, naar du gaar". Forud havde Brøndlund henvendt sig til os med nogle Afskedsord om at fylde vor Plads i Livet og opføre os godt. Konfirmationsforberedelserne gav mig ikke noget positivt. Vi var det sidste Hold, der gik til Præst hos Provst Blom, og da han denne Vinter blev kaldet til Præst paa Sjælland, blev vi konfirmeret allerede den 8. Marts. Han var en meget velmenende Mand. Enten forstod jeg ham ikke, eller ogsaa forstod han ikke os, saadan staar det for mig. Ved en Overhøring opdagede han, at en Dreng fra samme Skole som jeg ikke kunde fremstamme et Fadervor. Han lagde da Drengen alvorligt paa Sinde, at den skulde han kunne udenad, ellers blev han ikke konfirmeret. Nu kendte jeg Drengen meget godt og vidste, at han var meget tungnem, saa jeg kunde ikke andet end tvivle om, at han naaede at opfylde det stillede Krav. Om han fik Fadervor lært, husker jeg ikke, men han blev ialtfald konfirmeret. At den unge Mand hurtig forvandt det beskæmmende i ikke at kunne fremsige et Fadervor, kan følgende Tildragelse være et Vidnesbyrd om, thi Aaret efter, da Indre Mission havde faaaet ham omvendt, stod han ved et Møde i Missionshuset nok saa frejdig op og bad for sine Forældre, at de ligesom han maatte blive omvendt. Det hører der da noget til. Han var da kommet paa den rigtige Side. Jeg blev egentlig konfirmeret mod min Vilje. Den Forberedelse, Præsten efter Evne og med god Vilje havde søgt at give mig, var ikke forstaaet, eller vi kan ogsaa sige, Sindet ikke modtagelig for. Det er noget, jeg ofte senere har været udsat for. Der kom en ny Præst til Gellerup Sogn, og sammen med Tidens Rørelse kom der en ti-Aars Periode, da Indre Mission for Alvor blæste i Basunen til Omvendelse. Der var Fart paa. I Løbet af en Aften eller Nat kunde en saakaldt vantro Mand eller Kvinde blive Troende, og naar det, som ofte var Tilfældet, gav altfor synlige Udslag i Væremaade og Selvgodhed, kunde udenforstaaende med god Grund tvivle paa Ægtheden. Skellet blev sat mellem Troende og Vantro. Et Skel som det nok ikke er os Mennesker givet at kunnde sætte. Den, der ikke har været inde under den af Indre Mission forherlige Omvendelse, kan maaske vanskelig komme til Klarhed over det positive i Retningens paagaaende Virksomhed. Der kan vist ikke være Tvivl om, at det for mange har været afgørende for hele deres Indstilling senere i Livet og til en stor Hjælp i det hele Gudsforhold. Der er et Par Episoder fra mine Ungdomsaar, som jeg, selv om de ikke er store, dog finder Anledning til at tage med. Hamerum Andelsmejeri havde paa det Tidspunkt en Mejeribestyrer Carl Sørensen, der foruden sin Gerning som Bestyrer af Mejeriet som Bibeskæftigelse havde Salg af Mejeriartikler til Amtets forskellige Mejerier. Han havde stor Handelstalent og fandt ud af, at det kunde havde sin Betydning personligt at besøge de Mejerier, han var kommet i Forbindelse med. Nok er det, han anskaffede sig et Køretøj og et Par smaa Heste, og tillige ønskede han at have en ung Mand med sig, dels til at køre og dels til at passe og holde ved Hestene under Turen. Jeg aner ikke, hvordan det gik til, at det blev mig, der kom med. Sørensen har sikkert talt med Jens Birk derom, og jeg var mere end villig til at være med paa en saadan Tur. Jeg husker ikke, hvor mange Mejerier vi besøgte. Vi kørte over Holstebro, Lemvig, Vemb, Ringkøbing, Skjern, Varde, Esbjerg og sluttede, saa vidt jeg husker i Gørding eller Holsted. Det var sidst paa Vinteren eller tidligt Foraar, vi drog af Sted, og Turen varede 6 til 8 uger. Jeg havde ikke før været ude i Verden, saa for mig var det meget interessant, selv om jeg til Tider frøs som en Hund og ogsaa fik at føle, hvordan det var at være rigtig sulten. Vi spiste nemlig ikke mere end to Gange om Dagen, Morgen og Aften,og det kunde ofte blive sent Aften. Sørensen havde nemlig til Valgsprog: "Det er det sidste, der er tjent". Det kan maaske synes underligt, at denne lille Sætning har fulgt mig Livet igennem, og jeg har maattet erkende, at Brutto Udgifterne er omtrent lige store, enten man bestiller lidt eller meget. Det er den sidste Anstrengelse den ene Dag efter den anden, der giver Netto Gevinsten. Jeg maa dog tilføje, at det ikke var saa sjælden, at vi fik Kaffe, det vil dog sige, at Mejeribestyrerne ret ofte glemte mig. Det kan godt være, at jeg saa noget skævt til disse. Men er det ikke noget, der ofte hænder i denne Verden, at de, som trænger haardest, faar mindst. Sørensen opgav ret hurtigt Pladsen som Mejeribestyrer og slog sig paa Handelen og sluttede som Direktør for Mejeriernes Fællesindkøb. Han havde en prægtig Kone, huslig og moderlig for sine nærmeste og for sine børn. Én af disse er for Resten gift med Medicinaldirektør Frandsen. Om Jens Birk havde en Bagtanke med at sende mig ud paa denne Ekspedition, ved jeg ikke. Jeg havde nemlig flere Gange talt om at komme til Handelen i Stedet for at blive Landmand. Det skete altsaa ikke. Jeg blev i den Branche, jeg var født til. Det er vist meget almindeligt. Men jeg har ret ofte senere tænkt ved mig selv, om det alligevel ikke var forkert. For et ungt Menneske er der mange Muligheder. Det gælder saa om at vælge ret. Vi Landmænd fødes ofte ind i Livsstillingen og maske godt nok det samme. Det er i alt fald svært at gaa fra By til Land. Den Erfaring synes jeg at have gjort. De respektive Skytteorganisationer for Jylland og København bestemte i 1897, at der skulde afholdes en Kapskydning mellem Skytter fra Jylland og København. Festen skulde holdes i Ribe, og det skulde foregaa paa den Maade, at hver af Parterne Dagen forud for selve Kapskydningen skulde møde med 400 Mand til en Udtagelsesskydning, saaledes at kun den bedste Halvdel af Skytterne (200) skulde deltage i den egentlige Kapskydning. Saavidt jeg husker var vi 7 fra Gellerup søndre i Ribe og vor Formand Lærer Brøndlund var noget betænkelig ved det store Antal. Kristian og jeg var mellem de udvalgte og tilligemed de yngste, og jeg havde Følelsen af, at de fleste mente, det var i god Tid, vi var kommet med. Men heldigvis skete der det, at jeg paa Udtagelsesdagen var den eneste fra Hammerum Herred, der skød saa godt, saa jeg blev udtaget til Kapskytte mod Københavnerne. Det kan ikke nægtes, at jeg var meget glad ved Resultatet, ikke fordi jeg var bedre Skytte end saa mange andre, men Heldet havde været paa min Side, og det er altid fornøjeligt, selv om det ikke altid er lige gavnligt. Kapskydningsdagen oprandt, og vi Jyder sejrede stort over Københavnerne, og Jubelen var stor. Det var en herlig Fest, den bedste Skyttefest jeg har været med til. Ribe By tog saa venligt imod os. Vi var ude paa Holmen, og om Aftenen var vi i Anlægget til en Bolle Punch. Her talte Professor Poul la Cour til os og sagde til sidst blandt andet, at nu vilde han raade os til at gaa hjem i Seng, ellers var han ikke sikker paa, at vi kunde klare os. I Seng kom vi jo nok paa en Maade, men da vi fra Hammerum Herrede alle sammen laa oppe paa et Loft paa nogle Madrasser og med Tæpper som Dyner, varede det længe, inden Søvnen tog overhaand især over de mest livlige. Københavnerne var helt ellevilde, og det blev fortalt, at de fleste af dem slet ikke kom til Ro, og at det var Grunden til, at de tabte. Blandt de mange Skyttefester var der ogsaa én i Horsens. Jeg hævner denne Fest, fordi der i en Sang, som blev sunget i Dangens Anledning ved et Festmaaltid, forekom følgende Linier til vor Pris: Det var Kristian og jeg. Det var vel nok den almindelige Opfattelse den Gang, at Herning og Hammerum Herred kun ku de kendetegnes som Hede med Lyng og Pors. Foredragsforeningen i Gellerup og Dannelsen af Herning Højskoleforening fik overmaade stor Betydning for os unge, der tilhørte den grundtvigianske Retning. Det var opløftende at være med i den Tale og Sang, der lød, naar vi samledes. Seminarieforstander Vinther bør nævnes som den Mand, der ved sine litteraturhistoriske Foredrag i særlig Grad kunde faa os unge til at lytte. Ham gik vi aldrig forgæves efter. Selv om vi var meget trætte af Dagens haarde Arbejde, skulde vi nok komme af Sted. Huske paa, vi den Gang maatte gaa paa vore Ben. Saa kom da endelig Tiden, da jeg maatte faa Lov at komme hjemmefra. Det er altid svært at vente, det maatte jeg stadig sande. Den ældre Broder havde altid Førsteretten. 1897 kom jeg paa Ryslinge Højskole, der havde Kristian været Aaret i Forvejen. Det var en god Vinter. Alene det at blive fritaget for legemligt Arbejde havde ogsaa sin Betydning. Det kan ikke siges, at jeg var forvænt hjemmefra med Hensyn til kammer, men her fik jeg anvist eet, som saa alt andet end tiltalende ud, og hvor der var Plads til fire Mand. Jeg protesterede straks og lod Læreren vide, at jeg havde bestilt et 2-Mands Værelse og ønskede derfor at faa anvist et andet. Det fik jeg og kom til at bo paa "Morgenrøden" lige ud mod Kirkegaarden. Vi var 67 Elever og kom til at kende hinanden meget godt. Førstemanden var og blev hele Vinteren Alfred Poulsen. Han havde Verdenshistorie og gik helt tilbage til Skabelsen. Jeg husker ganske tydeligt, at han straks udkastede Spørgsmaalet "Hvorfra er du kommet, og hvor gaar du hen?" Det gippede lidt i mig. Alfred Poulsen var en Mand, man kunde taale at høre hver Dag. Selv om Broderen Karl Poulsen, der var Valgmenighedspræst i Ryslinge, paa en Maade var en finere Mand, kom han ikke efter mit Synspunkt nær paa Højde med Alfred Poulsen. Hans Djærvhed tiltalte mig langt mere. Jeg er ikke sikker paa, at jeg forstod Karl Poulsen i Kirken, men jeg forstod den dejlige Sang, der endnu lyder i mine Øren, og da især "Velkommen Nytaar". Ogsaa disse herlige Dage fik Ende, og det var svært at skilles fra de mange gode Kammerater, man i Vinterens Løb havde faaet meget kær. Næste Oplevelse udover, hvad der foregik under hjemlige Forhold, blev Soldatertiden. 1898 kom jeg paa Session og blev udskrevet til Fodfolket. Jeg havde saa smaat regnet med Dragon. Det kunde ikke lade sig gøre. Jeg var lovlig lille. Udskrivningschefen titulerede mig ellers med "Pæne unge Mand", hvilket han gentog et Par Gange. Naa, jeg var samænd ret godt tilfreds. Havde de kasseret mig, vilde jeg være blevet flov. Saadan var Ungdommen, og saadan er den endnu for langt de flestes Vedkommende. I April 1899 mødte jeg som Soldat i Viborg ved 29. Bat. 1. Komp. Det kan nok være, at Tonen var en anden end den hjemmevante og den, jeg mødte i Ryslinge. Vi blev behandlet mere som Kvæg end som Mennesker. Overgangen var den værste, efterhaanden lærte man alligevel at finde nogle af de gode Sider ved Militærlivet. Jeg har i det hele taget ikke haft vanskeligt ved at finde mig til Rette under ændrede Forhold, ja, har endog kunnet gaa op i det Arbejde, der blev mig forelagt, Soldatertjenesten iberegnet. Og saa er der en Ting, der har været mig en Hjælp, nemlig den, at Længslen har ingen Magt haft over mig. Hvem kan ikke længes efter sit hjem, det var ikke godt andet, det har jeg ogsaa kunnet, men det, som jeg kalder Længsel, er af den Art, at det Dag ud og Dag ind virker som en Hæmning for Udførelsen af den Gerning, man er sat til at udføre, selv inden for Kredse, hvor man egentlig ikke hører hjemme, og den har jeg ikke kendt til. Jeg har haft let ved at tage Livet saadan, som det nu kunde falde sig uden dog at være ligeglad. Jeg have Lyst til Gymnastik og Skydning og havde gode Anlæg for begge Dele. Jeg blev Kompagniskytte om Sommeren og Skoleskytte om Vinteren. Hvad kunde jeg mere forlange. Alt dette førte med sig, at jeg blev tvunget til fortsat Øvelse om Vinteren og kom paa Korporalskolen. Ogsaa der klarede jeg mig fint og bestod den afsluttende Eksamen som No.2 af 34 Elever. Det var ventet, at jeg skulde være No. 1, men én af Officererne var mig ikke gunstig og ønskede en anden frem. Det er den eneste Eksamen, jeg kan prale af. Det maa siges, at Vintertjenesten paa Korporalskolen alligevel ikke var helt uden Værdi. De fleste af Befalingsmændene var mere forstaaende over for os og satte stor Pris paa, naar vi anstrengte os for at være flinke og dygtige Elever, ligesom ogsaa Kammeratskabet imellem os fremmedes og fik en mere fortrolig karakter. Flokken var blevet indre. Vi havde en meget dygtig Gymnastiklærer, som tillige var Lærer for en udvalgt Kreds af unge Gymnaster inden for Viborg By's Omraade. Foreningen havde det fine Navn "Olympia", og det var virkelig ogsaa fine og trænede Gymnaster, der samledes to Aftener om Ugen til videregaaende Gymnastik under forannævnte Lærers Kommando. Af min Gymnastiklærer fik jeg en meget indtrængende Opfordring til at melde mig som Deltager i denne Forenings Gymnastik. Vinterens Arbejde skulde jo slutte med en Opvisning, og selvfølgelig var han meget interesseret i, at en saadan kunde falde saa godt ud som muligt. Det var ikke uden store Betænkeligheder, jeg sagde Ja, idet jeg ganske rigtig var klar over de Vanskeligheder, der vilde opstaa ved at skulle kunne følge med saa trænede Gymnaster, som Holdet bestod af. Det skulde nok gaa, sagde han, og jeg kom med. Læreren sørgede for, at jeg to Aftener om Ugen fik Nattegn paa ubestemt Tid, og tillige sagde han til mig, at blev det for haardt Arbejde, især med Spring, kunde jeg bare træde tilbage under de militære Øvelser. Det kunde godt virke noget imponerende en saadan menneskelig Hensyntagen og Gymnastiklæreren og jeg blev da ogsaa meget gode venner i og uden for Tjenestetiden. De Discipliner, jeg fra den hjemlige Gymnastik havde lært at udføre, kunde jeg nok klare mig i, værre var det med Behændighedsøvelser og endnu værre med Øvelserne i Barre, Reck og Ring. Jeg hængte i, og naaede ogsaa en Del, selv om det ikke var til Fuldkommenhed. Jeg havde gode Armkræfter, men Smidigheden kneb det mest med, jeg havde ikke dengang tidligere deltaget i Smidighedsøvelserne. Saa oprandt den Aften, da vi skulde have den afsluttende Opvisning, og det gik haardt til. Alle gjorde deres bedste, for vi blev bedømt enkeltvis af nogle Eksperter paa Gymnastikkens Omraade. Der var udsat fem Medaljer til de fem bedste, og jeg maa sige, at jeg i Forhold til mine Kvalifikationer klarede Opvisningen godt, idet jeg naaede femte og sidste Medalje. Denne fik jeg tildelt med en Udtalelse om, at jeg havde udvist en saadan Kraft og Energi, at Dommerne med Rette mente at maatte belønne mig derfor. Jeg modtog mange Lykønskninger bagefter og ikke mindst af de militære Befalingsmænd, da de efter endt Omklædning erfarede, at jeg var ret og slet Korporalselev, saa jeg kunde snart ikke undgaar at blive noget høj i Hatten. Det var alligevel en Oplevelse. Da Skolen sluttede, fik jeg mange Opfordringer til at fortsætte som Befalingsmand i den danske Hær. Om det saa var Far, syntes han, at jeg skulde fortsætte en tid, idet jeg havde Løfte om at kunne blive Sergent om ganske kort Tid. Heldigvis holdt jeg Stand og blev saa hjemsendt efter 14 Maaneders Militærtjeneste, men fik dog senere 2 Maaneders Mønstringstjeneste. Nej, jeg var ganske klar over, at det at gaa Militærvejen var ikke for mig at komme paa den rette Hylde. Den første Genindkaldelse fik jeg nogle Maaneder efter Hjemsendelsen, og det var jo egentlig at komme ind i de vante Forhold. Fraregnet de lange Marchture, som undertiden kunde være trange nok, var det nærmest en Gentagelse af Soldatertiden. Men jeg havde noget godt i Vente, idet jeg var indmeldt til Deltagelse i et Delingsførerkursus paa Askov Højskole, en Skole som jeg senere skulde stifte nærmere Bekendtskab med. Det var nogle herlige Dage, jeg oplevede sammen med ligesindede Kammerater. Det Hold, jeg var i, havde til Leder Jens Rasmussen Højby. Han var en prægtig Mand baade som Leder og Menneske. Med Glæde har jeg siden truffet ham. Meningen med det Kursus var, at jeg om Vinteren skulde være Delingsfører i Kredsen hjemme, og det skete ogsaa. Tiden gaar. En ny Tid er i Vente, en Tid, som faar en saa afgørende Indflydelse paa hele min fremtidige Livsbane, saa jeg godt kan betegne det som Der skete nemlig det, at der kom Bud fra Kristian Jensen, Bjerregaard, Aale Sogn, til Jens Birk, omhan kunde faa én af hans Sønner til Forkarl. Han ønskede, hvad var forstaaeligt nok, den ældste Søn Kristian. Ham kunde han nu ikke faa, idet det var aftalt, at det var min Tur til at komme hjemmefra. Slemt nok for Kristian Jensen maatte han derfor nøjes med mig, hvis han vilde have én af Jens Birks Sønner. Det kunde let være gaaet galt, thi den Løn han bød var kun 300 Kr., og det sagde jeg meget bestemt Nej til, vilde han ikke give 400 Kr. for et Aar, maatte han se sig om efter en anden, mindre kunde han ikke faa mig for. Jens Birk var meget utilfreds med mit Forlangende, hvilket han bebrejdede mig meget stærkt. Han syntes, 300 Kr. var en stor Løn, og det var det vistnok ogsaa dengang, men jeg var nu af den Formening, at en saa ansvarsfuld stilling skulde betales. Jeg fik min Vilje. Paa min 25 aars Fødselsdag d. 1. November 1901 cyklede jeg til Bjerregaard for at tiltræde Pladsen, en Plads jeg havde i to Aar med 500 Kr. i Løn det sidste Aar. Helt ved Siden af havde mit første Forlangende altsaa ikke været. Det er helt morsomt at tænke paa, at da jeg mødte op for at hilse paa min Husbond, var Jens Hansen, Petersbjerg, til Stede. Da han havde taget mig i Øjesyn, sagde han til mig, om jeg nu ogsaa troede at kunne magte en saadan Plads. Paa den Maade han spurgte og i hele hans Optræden kunde jeg mærke, at han fandt, at jeg ikke magtede Opgaven. Jeg svarede blot ,at det kunde jeg ikke vide men det var det, jeg skulde prøve. Han syntes nok det unge Menneske var for ubetydelig. Kristian Jensen var en Søn af den kendte Rigsdagsmand og Lægprædikant Jens Jørgensen. En Biografi af denne Mand er skrevet af Jos. Elbæk. Kristian Jensen var første Gang gift med Johanne Pedersen, Datter af Folketingsmand P. Nielsen, Hammerum, og saaledes en Søster til min Mor Margrethe. Anden Gang gift med Karen Dahl, Datter af Højskoleforstander Anders Dahl, Aale, der var gift med en Søster til Jens Jørgensen. Paa "Bjerregaard" var der i Jens Jørgnesens Tid blevet holdt gudelige Forsamlinger. Selve Peder Larsen, Skræppenborg, havde flere Gange i den Anledning gæstet "Bjerregaard" som Taler ved Møderne. Alt dette havde paavirket Sønnen Kristian i den Grad, at han alle sine Dage følte sig stærkt draget, for os at skønne, af denne pietistiske Bevægelse. Læser man hans Breve fra de unge Aar til sin Forlovede Johanne, kan man ikke andet end undre sig over den Modenhed og stærke religiøse Anskuelse, han lægger for Dagen, og den aldeles faste Tro paa, at Gud vor Fader vil lægge alt til Rette for os, naar kun vi vil lægge alt i hans Haand, saa skal det nok gaa, som det for os er bedst. Han betvivler slet ikke paa Guds Forsyn og Guds Naade. Der er breve til den helt unge Pige, der er en Prædiken fra Begyndelsen til Ende. Vi kan ogsaa godt sige en Forkyndelse om Guds Naade ved Jesus Kristus. Nu maa man ikke tro, at Kristian Jensen var et religiøst Hængehoved, som ikke havde Interesse for Jordelivet. Tværtimod var han meget optaget af Gaardens Drift og hvad dermed følger. Han drev Gaarden godt efter den Tids Forhold, og det vil altid være den rette Bedømmelse. Helbredet var langtfra godt, nærmest daarligt, og der kunde godt gaa Maaneder, hvor han holdt Sengen. Naar dertil kom ikke saa lidt humørsyge, en Sindenes Tilstand, der til Tider næsten kunde tage Magten over ham, undres man over den Energi og det Initiativ, han samtidig kunde være i Besiddelse af. Han havde Tillid til og Tro paa de videnskabelige Forskningers Resultater og holdt sig ved Breve og paa anden Maade underrettet om alt det nye, der kom frem. Samtidig kan man godt sige, at han var meget realistisk indstillet. Han var meget optaget af det nye, der kom frem, og det kan vel siges, at han havde vanskeligt ved at holde fast ved en tagen Bestemmelse, naar noget Nyt viste sig i Horisonten. Hans anden Hustru, Karen Dahl, var mere ligevægtig i Sind og Tanke. Hun var ham en god Medhjælp, og selv om hun ikke var opdraget ved Landbruget, kunde hun godt paa sin Maade interessere sig derfor. Hun var en god Mor for Børnene, ogsaa for dem af første Ægteskab, og hendes Opdragerevne var ikke helt almindelig, men den var stor. Hun var meget fintfølende og derfor meget ømtaalelig for al Slags Brutalitet. I det Hjem opholdt jeg mig i 2 Aar og ledede Arbejdet, saa godt jeg kunde og arbejdede selv med hele Tiden. Det kunde være strengt nok, men jeg befandt mig godt fra første til sidste Dag. Det er godt at faa sat sine Evner paa Prøve i de unge Aar. Jeg minder forfor Tiden med stor Glæde. Det var for mig en Selvfølge at deltage i Skydning og Gymnastik, og jeg blev derfor ret hurtig kendt med Datidens Unge. I det hele taget blev jeg taget godt imod af baade Egnens Unge og Ældre Beboere i Aale Sogn, der paa dette Tidspunkt havde Ord for at have nok i sig selv og mente, at Aale var et aandeligt Midtpunkt. Det mærkede jeg ikke noget til. Jeg blev taget godt imod og følte mig straks hjemme blandt dem. Der var ogsaa paa den Tid mange prægtige Unge af begge Køn, som man kunde have Udbytte af at være sammen med. Kunde Luften undertiden blive noget tung og trang paa "Bjerregaard", var det herligt at stifte Bekendtskab med Lillebjerre, hvor Kristians Søster, Karen Thulesen, sad som Enke med to giftefærdige Døtre, Marie og Kirsten, og to yngre Sønner, Thule og Johannes, og endnu en lille Pige Dorthea. Hendes Mand Kristian Thulesen var død ved et Ulykkestilfælde paa Vejen fra Horsens til sit hjem. I dette Hjem var der ligesom mere Plads til baade Alvor og Gammen. Der var større Frihed, og det synes mig, mere Forstaaelse af Ungdommens Trang til Glæde og Livslyst. Det var et Fristed, hvor det var tilladt at more sig. Jeg har tidligere nævnt, at Kristian Jensens første Hustru hed Johanne og var en Søster til min Mor Margrethe. Kristian Jensen blev født d. 25. September 1851 og døde d. 4. Marts 1932, og han blev gift med Johanne Pedersen d. 24. Oktober 1879. Johanne blev født d. 28. April 1855 og døde d. 20. Oktober 1884. Af dette fremgaar det, at samlivet kun varede 5 Aar. Johanne var en smuk og ialtfald tilsyneladende en livlig, ung Pige.Hun havde et meget følsomt Sind, og bag det livlige Gemyt skjulte der sig til Tider en meget alvorsfuld og tænkende Kvinde. Hun kom vistnok til Bjerregaard i 1871 eller i Foraaret 1872 og blev efter kort Tids Forløb forlovet med Kristian. Der kan vist ikke være Tvivl om, at hun kom under stærk Paavirkning af sin Forlovede, og at han kom til at præge hendes Sind og Tanke. Hun giver i Breve Udtryk for en Trang til at udrette noget stort og selvstændigt. Et Sted anfører hun, "at hun hader de halve Sjæle, og dog er hun det selv". Et andet Sted, at hun ønsker at blive Skuespillerinde. Men Kristian drager hende ind i sin religiøse Betragtning. Han elsker hende over al Maade, men det synes dog, som om han samtidig fuldstændig ønsker at raade over hendes Fremtid og Udvikling. Det menes, at Ægteskabet var lykkeligt, men der er ingen nulevende, der har Kendskab dertil, idet Døden hentede hende fra tre smaa Børn, der endnu lever i bedste Velgaaende. Det kan ikke undre nogen, at jeg med største Taknemmelighed tænker tilbage paa de to Aar, jeg tilbragte paa "Bjerregaard", og da vel nok især for de Følger, der blev Resultatet af Opholdet. Der skete nemlig det, at den ældste Datter Kirsten Jensen, født d. 7. Oktober 1880 og jeg blev forlovet. Denne Forlovelse var ikke en Frugt af et Øjebliks Forelskelse, men mere som Følge af et dagligt Samarbejde og gensidig Forstaaelse af Forholdet Mand og Kvinde tilsat Kærlighed, ligefuldt fra begge Sider. De Løfter, vi gav hinanden i Ungdommens Vaar, har vi ikke alene holdt, men det har udviklet sig med Aarene, synes vi, til et harmonisk Samliv. Saa oprandt Tiden, da Lejemaalet med Kristian Jensen fik Ende, og jeg rejste fra "Bjerregaard" d. 1. November 1903, 27Aar gammel. Jeg havde bestemt mig til et Ophold paa en Landbrugsskole og dertil valgt Tune. Det var ikke efter Jens Birks Hoved, han havde liden Tro paa, at et Landbrugskoleophold var til nogen Nytte og Gavn for at drive Landbrug, og havde en Evne til at kunne paavise ret mange Eksempler paa, at Mænd med en saadan teoretisk Uddannelse var daarligere egnet til at drive en Gaard end mænd, som ikke havde været paa Landbrugsskole eller faaet anden teoretisk Uddannelse. Dertil kom, at Kristian ogsaa ønskede samme Ophold. Det gjorde Sagen endnu værre. Men jeg skønnede, at nu skulde det være, og jeg havde nu tjent saa meget, at jeg selv kunde betale det, Opholdet kostede. Om det saa var Sengetøj, maatte jege selv sørge for det og maatte derfor til Horsens for at k
  Person-ID	I59	Okkels
  Sidst ændret	24 maj 1998

  
  

  Far	Jens Birk Jensen,   f. 04 dec. 1848, Meldgård, Birk, Gjellerup Sogn d. 18 feb. 1912, Meldgård, Birk, Gjellerup Sogn (Alder 63 år)
  Mor	Margrethe Pedersen,   f. 22 okt. 1847, Gjellerup Sogn d. 29 okt. 1885, Gjellerup Sogn (Alder 38 år)
  Ægteskab	21 maj 1875	Gjellerup Kirke
  Familie-ID	F13	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

  Familie	Kirsten Jensen,   f. 07 okt. 1880, Bjerregård, Åle Sogn d. 06 jun. 1962 (Alder 81 år)
  Ægteskab	14 maj 1906	Åle Kirke
  Bopæl	Helstrupgård, Snejbjerg pr. Herning
  Børn	1. Johannes Okkels Birk,   f. 03 apr. 1907, Helstrupgård, Snejbjerg Sogn d. 24 okt. 1992, Herning (Alder 85 år)   2. Margrethe Okkels Birk,   f. 20 aug. 1908, Helstrupgård, Snejbjerg Sogn d. 29 okt. 1989, Snejbjerg (Alder 81 år)   3. Svend Okkels Birk,   f. 06 dec. 1909, Helstrupgård, Snejbjerg Sogn d. 11 apr. 1995 (Alder 85 år)   4. Anna Okkels Birk,   f. 09 mar. 1913, Helstrupgård, Snejbjerg Sogn d. 07 dec. 1988, Herning (Alder 75 år)   5. Jens Birk,   f. 30 okt. 1915, Helstrupgård, Snejbjerg Sogn d. 30 nov. 1998, Snejbjerg (Alder 83 år)   6. Karen Okkels Birk,   f. 29 jun. 1920, Helstrupgård, Snejbjerg Sogn d. 01 sep. 1920, Helstrupgård, Snejbjerg Sogn (Alder 0 år)   7. Ellen Marie Okkels Birk,   f. 04 nov. 1923, Helstrupgård, Snejbjerg Sogn d. 09 dec. 1996, Ringe (Alder 73 år)
  Familie-ID	F15	Gruppeskema  |  Familietavle

  
  

• Begivenhedskort

  Fødsel - 01 nov. 1876 - Margrethelyst, Birk, Gjellerup Sogn Ægteskab - 14 maj 1906 - Åle Kirke Bopæl - - Helstrupgård, Snejbjerg pr. Herning  = Link til Google Earth