Maren (Vestergaard) Andersdatter

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#87
• Dåb: 05 dec. 1737, Rind

Notater:

Maren er født på Fjederholt Vestergaard i Rind sogn og bliver kaldt Maren Vestergaard. Hun har 10 søskende, hvoraf de 7 dør meget tidligt, samt 2 halvsøskende, som faderen fik uden for ægteskabet.

Deres førstefødte pige, Anne, bliver kun nogle få måneder gammel. Anders bliver kun 1 år og 8 måneder gammel, og også Christian dør tidligt. Desuden dør en søn, hvis navn ikke kendes 3 år gammel.

Ved folketællingen 1787 er Maren og Oluf aftægtsfolk på Fjederholt, Rind sogn hos deres søn Anders (24 år), som på det tidspunkt er ugift. De ugifte døttre, Johane Marie (20 år) og Anne (15 år), bor også hos Anders. I begyndelsen af 1790'erne flytter Anders til Gjellerup sogn. Anledningen er sandsynligvis, at han er blevet gift, i hvert fald får han her døbt en søn. De gamle aftægtsfolk flytter med.

Maren blev gift med Oluf (Vestergaard) Bringelsen den 25 sep. 1761 i Rind Kirke. Oluf blev født i 1730 i Gjellerup Sogn; døde i 1806 i Gjellerup Sogn; blev begravet den 30 mar. 1806 i Gjellerup Sogn. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Dåb: 31 aug. 1762, Rind Kirke

Notater:

Har formentlig været tvillingebror til Anne eller Anders.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Dåb: 08 aug. 1763, Rind Kirke

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Dåb: 24 mar. 1765, Rind Kirke

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#91
• Dåb: 25 apr. 1766, Rind Kirke

Notater:

Konfirmeret 1783 i Rind Kirke. 1787 har han overtaget fæstet af Fjederholt Vestergaard efter sin far. Efter han bliver gift 1791 flytter han til Store Langelund i Gjellerup Sogn, hvor hans søn bliver født, og hans mor dør 1802. Herefter bliver han tjenestekarl i Egtved Præstegaard.

Anders blev gift med Mette Jensdatter den 11 aug. 1791 i Gjellerup Kirke. Mette (datter af Jens Hansen og Elle Andersdatter) blev født i 1756 i Lundgaard, Gjellerup Sogn; døde efter ER 1834 i Birk, Gjellerup Sogn. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Dåb: 25 sep. 1768, Rind Kirke

Notater:

Bliver ved dåben båret af Mette Andersdatter. Konfirmeret 1785 i Rind Kirke.

Johanne blev gift med Thomas Andersen [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Dåb: 13 okt. 1770, Rind Kirke

Notater:

Er opkaldt efter sin mormor.

Ved folketællingen 1787 bor Anne og hendes søster, Johanne, hos deres ældste bror Anders, som da har overtaget Fjederholt.

1788 bliver hun konfirmeret i Rind Kirke.

Anne blev gift med Christen Jensen den 11 aug. 1791 i Rind Kirke. Christen (søn af Jens Hansen og Elle Andersdatter) blev født i 1762 i Lundgård, Gjellerup Sogn; døde den 13 nov. 1849. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#607
• Dåb: 9.05.1773, Rind Kirke

Notater:

Konfirmeret 1794 i Rind Kirke.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#435

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gårdejer
• Reference: 27,32
• Dåb: 11 aug. 1793

Notater:

Jens Christensen er født på Lundgaard i Gjellerup. Ved sin dåb, hvor han opkaldes efter sin farfar, bæres han af Anders Ollesens kone i Fjederholt. Fadderne er Olle Gravsen af Lundgård, Niels Jensen samme sted, Anders Ollesen (barnets morbror) fra Fjederholt, Trouls hans kone i Lundgård og Olle Gravsens datter samme sted. Livet igennem bliver han kaldt Jens Christensen (Lundgård) efter sit barndomshjem.
Jens bliver viet med Ellen Margrethe Pedersdatter den 18. oktober 1823 i Gjellerup sogn. De får kun et barn, Ane Jensdatter.
Han overtager Meldgård (senere kaldet Margrethelyst) efter sin svigerfar, Peder Rasmussen, og får skøde på gården den 17. juni 1828 mod at yde svigerforældrene aftægt.
Hans oldebarn, Jens Okkels Birk (1876-1952), fortæller om ham:
Jens Christensen var af Natur helt modsat sin Hustru Ellen Margrethe. Men netop derfor kan det være, de var lykkelige. Det er i hvert Fald ikke meddelt mig, at det modsatte var Tilfældet. Med Jens Christensen kom der en tiltrængt Kraft ind i Slægten. Af Skikkelse stor og kraftig og noget rubust af Natur, men vistnok ikke mere end den iboende Kraft skulde have Udløsning for. Der fortælles om ham, at da de vanskelige Aar kom med Statsbankerotten i 1814, blev han sat ud at tjene, fordi Forældrene ingen Penge havde at betale Skatterne med. Han kom til at tjene hos Amtmanden i Ringkøbing som 2den Karl. Amtmanden havde en Forkarl, som var noget selvbevidst og vigtig anlagt, og som ingen ret godt kunde lide. En Dag, da de var i Engen for at slå med Høle, kommer Forkarlen i Tanker om, at nu skal Andenkarlen rigtig pines, men Jens Christensen gik så haardt på, at han slog Forkarlen ud af skaar. Da de saa kommer hjem og om Aftenen er kommet til Sæde i Folkestuen, vil Forkarlen hævne sig og give ham Prygl, men der traf han sin Overmand, idet Jens Christensen stoppede Forkarlen under Bordet. Siden den tid havde de det godt sammen.
Også sine Sognefolk kunne Jens Christensen tæmme, hvis de rakte næsen for højt i vejret. En myndig mand.
Gården, kaldet Meldgaard, brændte den 7. maj 1839. Ogsaa dengang var der noget, der hed Hovedrengøring, og netop den Dag skiftede de Sengehalmen, og idet de bærer Halmen forbi Ildstedet ud i Svinestien, må der være fulgt nogle Gnister eller Gløder med. På det sted var det Ilden brød ud. Det var stærk Blæst, indtil Storm, og paa et Øjeblik var Gaarden omspændt af Flammer. Margrethe og hendes Halvsøster var nær indebrændt ved at redde Kreaturerne, og de fandt kun Udgangen ved at føle sig til rette og traf her på en Haspe i stalddøren. Så vidste de, hvor de var. Denne Haspe satte Jens Birk (Jens Christensens barnebarn) i Stalddøren, da han bygged Huset om.
Denne dag brændte 3 Gaarde, begge Meldgaarde og den ene Vestergaard samt 2 Huse. Gaardene lå så tæt sammen, at der knap kunde køres med en Gødningsvogn imellem dem. Det blev Anledningen til, at alle 3 Gaarde blev flyttet op på Marken, hvor de nu ligger i en passende Afstand. I min Drengetid og vistnok endnu kaldes Marken, hvor Gaardene lå før Branden, for "Gårdspladsen".
Det bemærkes, at den dag Gaarden brændte, gik Ægteparrets eneste Barn Ane Jensdatter (Okkels Birk's bedstemor) og harvede med en Hest og en Stud. Det var dengang.
I 1846 afstår han gården til sin svigersøn Jens Jensen Okkels.
Jens bliver enkemand i 1858.
Jens Christensen (Lundgård) dør 1868 - 75 år gammel - i Birk.

Jens blev gift med Margrethe Pedersdatter den 18 okt. 1823 i Gjellerup Sogn. Margrethe (datter af Peder Rasmussen og Kirsten Nielsdatter) blev født i 1797 i Meldgård i Birk, Gjellerup Sogn; døde den 19 apr. 1858 i Birk, Gjellerup Sogn; blev begravet den 29 apr. 1858 i Gjellerup Sogn. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Dåb: 08 nov. 1795

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Dåb: 26 dec. 1798

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#260
• Dåb: 25 maj 1801, Gjellerup Kirke

Notater:

Konfirmeret 13. april 1817 i Gjellerup Kirke.

Mette blev gift med Niels (Søebye) Christensen den 25 okt. 1823 i Gjellerup Kirke. Niels (søn af Christen (Fasterholt) Christensen og Inger Christensdatter) blev født i 1793 i Fasterholt, Arnborg Sogn. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4338
• Dåb: 26 dec. 1803, Gjellerup Kirke

Notater:

Konfirmeret 18. april 1819 i Gjellerup Kirke.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4339
• Dåb: 1.03.1808, Lundgaard, Gjellerup Sogn

Notater:

Død få uger gammel og før fremstilling i kirken.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4340

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4341
• Dåb: 26 dec. 1813, Gjellerup Kirke

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 14,33
• Dåb: 05 aug. 1824, Hjemmet

Notater:

Ane Jensdatter er født 1824 i Birk som datter af gårdmand Jens Christensen og hustru Ellen Margrethe Pedersdatters eneste barn. Hun bliver hjemmedøbt den 5. august, og dåben konfirmeres i Rind kirke den 29. august 1824. Fadderne er kone Ane Olesdatter og pige Ane Marie Christensdatter af Lundgård, gårdmand Knud Uglbro og Jens Vestergård, Margrethe Christensdatter, Nørgård og Ane Kirstine Pedersdatter (barnets moster) alle fra Birk. Ifølge kirkebogen er hun navngivet Anna !

I Slægtsbogen fra 1953 har Okkels Birk skrevet følgende om sin bedstemoder:

I forbindelse med Giftermaalet overtog Ane Jensdatter og Jens Jensen Okkels Gaarden efter hendes Forældre. Det skulde der baade Mod og Kræfter til, og begge Dele havde de tilfulde. De havde i Huset hos sig Jens Christensen og husTru Margrethe samt hendes sindsyge Broder, og tillige maatte de svare Aftægt til Peder Rasmussen og Hustru Karen i Vester Birk; 2 Lispund Flæsk af Midterside og 31/2 Tdr. Rug. Om der var mere kendes ikke, mon nogen nu til Dags kunde ønske at gaa ind til saadanne Vilkaar.
Anes Forældre, Jens Christensen og Margrethe var to meget uensartede Naturer, og det kan vist med Sandhed siges, at Datteren Ane tog Arv efter dem begge. Samtidig med at hun havde gode Kræfter og havde et godt praktisk Haandelag, var hun i Grunden en meget religiøs Natur, ialtfald kom dette sidste meget frem på hendes ældre Dage. Hvis det kan siges om nogen Kvinde, at i hende forenedes det materielle og aandelige sig i skøn Harmoni, tror jeg nok at turde sige det om hende. Hun traadte fast og og sikkert paa Jorden, og hun havde stor Respekt for hver den, der virkede trofast i sit Kald. Og saa havde hun Ordensans og Plan over sit Arbejde. Det var hende meget om at gøre, at intet gik til Spilde. I den Henseende kunde hun ligefrem være nøjeregnende. Ud over dette travle og virksomme Liv, hun førte, og som optog hende stærkt til Hverdag, var Sindet altid optaget af det aandelige Livs Betydning for ret at leve
Det vil vist ikke være rigtig at henføre Jens Okkels og Ane til den grundvigianske Retning, jeg er tilbøjelig til at tro, at de knap var klar over, hvad det betød. Men de tilhørte heller ikke Indre Mission, selv om de maaske bedre forstod deres Maade at tale paa. Hun var ret og slet en troende kristen, for hvem det var meget om at gøre, at Vandringen her maatte slutte hos Gud i de evige Boliger. Hun vidste, hvad Synd og Naade var, og hvad det betød.
Jeg har lige nævnt, at Bedsteforældrene efter mit Kendskab, og den er da ikke helt ringe, især mit Kendskabt til Bedstemoder, ikke i bogstavelig forstand kunde betragtes som Grundtvigianere, men jeg vil gerne til Forstaaelse af hele deres aandelige Indstilling tilføje, at de dog havde saa meget forstaaelse af det grundtvigske kristelige og folkelige Livs Betydning, at de lod deres Børn komme paa Hammerum Højskole og derved kom under Paavirkning af Mænd som Thomas Nielsen og Rasmus Nielsen. Om jeg husker Ret, gjorde de i sin Tid deres til, at Thomas Nielsen blev Lærer i Birk Skole. Den mand, der fik afgørende Betydning for deres Søn, Jens Birks hele Livsførelse.
Lad mig i denne Forbindelse nævne et Træk til Forstaaelse af hele deres aandelige Indstilling og deres Væremaade over for den opvoksende Ungdom.
Som Repræsentant for Sparekassen i Herning besøgte jeg for en Del Aar sigden Gaardejer Chr. Vestergaard og Hustru i Døvling. To prægtige og meget gæstfrie Folk, som nu begge er døde. I Samtalens Løb fortalte Chr. Vestergaard, der kendte Jens Birk meget godt, at han i sine unge Dage havde været på Hammerum Højskole, men da Skolen ikke kunde afgive Plads til dem alle, var de fire unge Karle, der fik Ophold hos Ane og Jens Okkels, der dengang havde Fødegaarden i Birk. Saavidt jeg husker gjaldt Opholdet baade Kost og Logi.
"Nu bagefter forstaar jeg knap nok", fortalte Chr. Vestergaard, "hvordan de kunde overkomme at have os til Hverdag. Vi kunde til Tider være baade kaade og urolige, og sammen med Sønnerne i Gaarden kunde der nok blive Halløj, undertiden mere end godt var". "Men", føjede han til, "hvor havde din Bedstemoder en udmærket Maade at omgaas os paa, baade mild og myndig var hun i Stand til at at sætte os paa Plads allesammen". Til min stor Glæde havde Chr. Vestergaard ikke Lovord nok om det Hjem, han i sine unge Dage havde opholdt sig i. Han havde faaet et Indblik i et Hjems Hverdag, en Agtelse for en Kvindes Omgang og Omsorg for unge Karle, hvilket fulgte ham Livet igennem og paa hans Livs sidste Dage vedblivende havde stor Betydning for ham. Ja, Hverdagen har meget at betyde for os selv og for dem, vi daglig færdes imellem

Fra 1845 og til 1875, da de afstod Gaarden til deres ældste Søn Jens Birk, havde Ane og Jens Okkels deres Virke i den arvede Fødegaard. Men som Skik og Brug var, og under Hensyn til det ønskelige i, at Gaarden vedblivende kunde være i Slægtens Eje, afstod de den, for derefter at bygge en ny Gaard paa en Udmark i Vester Birk, og her havde de saa deres Hjem og Virke, indtil denne Gaard i 1883 blev overdraget til deres yngste Søn Karl Okkels. Ved siden af denne Gaard byggede de et lille Aftægtshus, hvor de henlevede deres sidste Dage, stadig følgende med i Sønnernes Arbejde og Virksomhed.

Det maa have været et stort Offer, de bragte, da de flyttede fra Slægtsgaarden i en forholdsvis ung Alder, for at give Plads for den unge Mand, der skulde føre Slægtsgaarden videre i Slægtens Arv og Eje. Man kan ikke andet faa Respekt for en saadan Handling, der tilmed bliver større derved, at de ikke agtede at lægge op, men flyttede til en Udmark for at berede Vejen for en yngre Søn. Det er muligt, at de dengang betragtede det som en Selvfølge, at de Ældre nærmest var forpligtede til at sørge for Børnene, naar de kommer til Skelsaar og Alder og ønskede at gifte sig, og det er tillige muligt, at de rent økonomisk fandt, at det var den bedste Vej frem. Det at laane Penge var ikke rigtig paa Mode dengang. Men trods alt dette har Grundsynspunktet sikkert været Slægtens fortsatte Forbliven ved den Gaard, som saa langt tilbage som nogen kunde huske var gaaet i Arv fra Slægt til Slægt.

Det var vist kun godt, om der var noget mere Pietet for den slags Anskuelser end Tilfældet er i vore Dage. Den Enkelte havde mere Forstaaelse af at maatte bringe Ofre for Helhedens Vel.

Som før nævnt havde de deres Virke i den nye Gaard indtil 1883, da deres yngste Søn Karl Okkels blev gift med Ane Kirstine Nielsen. Atter maatte de vige for de Unge, og der blev bygget et Aftægtshus øst for Gaarden med Facade ud til Landevejen. Den er forlængst nedrevet, men jeg ser den for mig endnu. Det var et lille hvidkalket Hus med smaa Stuer, men hyggeligt var der, og med den Ordensans, som Bedstmoder havde, var det set med Barneøjne et dejligt, omend lille Kongerige.

Deres samvær i aftægtshuset blev ikke af lang Varighed, idet Jens Okkels afgik ved Døden i 1886 ved et Ulykkestilfælde. Saa sad Bedstemoder alene tilbage i det lille Hus, hun, som havde arvet Fødegaarden i Birk og som havde været stærkt optaget af Dagens Gerning og Omsorg for de Gamle, der fulgte med Gaarden, og for de Børn, som hun efterhaanden fik. Egentlig passede hun ikke til at sidde hen i passiv Tilstand, og paa en Maade vedblev hun ogsaa at være aktiv, selv under de mindre Forhold, hun kom til at arbejde under. Hun passede sit Hus og sin lille Have, og for Blomster havde hun en medfødt Sans. For mig, som hun i fem Aar havde været Moder for, vedblev hun at være omsorgsfuld, og hun vilde gerne som en Moder følge mig paa mine Ungdoms Veje baade i Medgang og Modgang. Inderligt ønskede hun at se den, der skulde være min Ledsager Livet igennem. Det naaede hun ikke, men hun vilde sikkert have glædet sig med mig, om det havde formet sig saadan.

Det var ikke let at komme forbi det lille Hus uden at blive kaldt indenfor, hvis man ikke kunde tage det af sig selv. Og rigtig mange Lejlighedsbesøg er aflagt paa den Maade. Hun havde meget at spørge om i den Ensomhedstilværelse, hun førte, og der var mange Smaating, hun gerne vilde lægge en Gut på Sinde. Er det ikke altid Tilfældet, at de Ældre ligesom gerne vil bane Vejen for den opvoksende Slægt, saaledes at de Faldgruber, de selv har været udsat for, ikke skal være aabne for den kommende Slægt. Det er jo egentlig det, der ligger i de til Dels overhørige Formaningstaler, enhver Ungdom er udsat for at høre paa, og som maaske sjældent har den ønskede øjeblikkelige Virkning, men som saa ret ofte, naar en del Aar er rundet, alligevel kommer frem fra Underbevidstheden. Ja, god og omsorgsfuld blev hun ved at være, den gamle Bedstemoder, og det baade i Ord og Gerning. Var jeg til Herning i et eller andet Ærinde, saa kunde hun ikke godt tænke sig, at jeg gik hendes Hus forbi, og altid havde hun noget at give, et Stykke Brød, et Glas Øl eller hvad hun nu havde for Haanden, og det var noget, der rigtig passede til en ung Knøs. Naar jeg saa til Tider kunde fortælle hende om, hvordan jeg havde moret mig ved Festlige Lejligheder, hvor der dansedes, kunde hun med Ængstelse i Stemmen, men uden Bebrejdelse spørge, om jeg mente at kunde danse uden at synde. Naar jeg dertil uden Betænkning svarede Ja, kunde hun sige, det syntes hun ikke rigtig, hun kunde. Dansen maa sikkert for hende have formet sig paa en noget anden Maade, og maaske var det nærmest Markedsdans, hun tænkte paa, og som jeg ingen Kendskab havde til, og der var da ogsaa gaaet en Del Aar, fra hun var ung, og til jeg blev det.

Hun lagde gerne mærke til, paa hvilken Tid af Dagen de Mænd, hun kendte, kom hjem fra Marked, og de tidligst hjemkomne stod hos hende højt i Kurs.

Den 10. November 1896 - da jeg var 20 Aar gammel - døde hun stille og rolig i Troen paa, at han som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter. Et rigt og arbejdsomt Liv var afsluttet.
Inden jeg slutter Omtalen af disse mine Bedsteforældre, maa jeg have Lov at fremføre, at jeg er dem begge stor Tak skyldig, baade for Pleje og Opdragelse i fem Barneaar. Om de evnede at være det samme for mig, som Far og Mor vilde have været, ja, det ved jeg ikke, men at de gjorde det bedste for mig i saa Henseende, har jeg aldrig været i Tvivl om og er det heller ikke den Dag i Dag. Jeg har kun gode Barndomsminder fra dette Hjem, og mine tanker har ofte ført mig tilbage dertil.

De var begge jævne og hæderlige Bønderfolk. Han var meget økonomisk anlagt og nærmest stille og bramfri, men dog ikke uden Mening. Hun var mere fremtrædende hvad angik baade de materielle og aandelige Spørgsmaal. Men de udfyldte hinanden godt og levede i skøn Harmoni.

Det er vist ikke rigtigt at kalde Bedstemoder klog Kone i den Forstand, som det almindeligvis giver sig Udtryk, men alligevel var det noget hen i den Retning. Hun havde den, kunde det synes, overnaturlige Egenskab, at hun var i stand til at kurere Angreb af Ringorme selv i de allersværeste Tilfælde, hvilken den Tids Læger ikke var i Stand til. Jeg husker ikke saa faa Tilfælde, hvor hun kurerede Folk, der i længere Tid havde søgt Læge uden at blive hjulpet. Især mindes jeg en Dame fra Herning, der var saa medtaget af Ringorme paa det ene Haandled, at Armen var helt ubrugelig. Hun havde længe søgt Læge, men det var kun blevet værre. Nu søgte hun Hjælp hos Bedstemoder og blev ret hurtig rask.

Hvordan gik det saa til. Ganske simpelt og nemt. I Tørvekassen fandt Bedstemoder en Tørvebilling1, og med denne strøg hun paa det syge Sted (Ringormen) rundt og stadig rundt i Ringene. Hvor ofte kendes ikke, og samtidig mumlede hun en uhørlig Formular. Ved at gentage det nogle Gange, alt i forhold til Tilfældets Sværhedsgrad, blev paTienten altid rask. Var der flere smaa Ringorme, skulde hver enkel have sin Kur. Om det var Formularen eller Tørven, der betød mest, kendes ikke. Vi maa vist regne med, at det var begge Dele i Forening. En Kvinde kunde kun lære fra sig til en Mand og omvendt.

I et brev den 30. marts 1873 beretter Ane om sin sygdom til sin søn Lars Martinus Okkels Jensen (i uddrag):

Nu vil jeg lade dig se at jeg er bleven bedre da jeg kan skrive til dig. De sidste to dage er jeg blevet meget bedre. Nu håber jeg jo at komme fra det denne gang, og jeg er næsten vis på at påsken vil blive så skøn for os som den aldrig har været før; for efter sorg kan man jo bedst skønne på glæde; men lad os ikke glemme at takke ham som sårer og læger, ham som er død og opstanden for os.

Kære søn, jeg ved ikke om jeg skal fortælle dig om min sygdom - jo, lad mig så gøre det. Måske Jens har skrevet det, men det er jo også det samme. Så vil jeg begynde på det første: jeg fik en feber den 11. marts, og jeg havde da feber dagen til den 16. Vi var jo gået til alters denne dag - jeg længtes efter at få syndsforladelse. Jeg ved nok vi skal have det hver dag. Det er jo dog også værd hvis man kan tro at han selv siger det til os gennem sin tjener. Men og vi nyder så hans sande legeme og blod. Det var jo ikke hans vilje at jeg skulle nyde det den dag - men du kan tro at der har været mange spørgsmål hvorfor jeg ikke skulle nyde dette måltid.

Nu, så begynder jeg med min fortælling igen. Vi var kommen et stykke lidt nord for bækken, så blev jeg så dårlig, og så drejede vi om og ville hjem. Men den gang vi var kommet nord for bækken igen, så besvimede jeg første gang. Men jeg kom jo på benene igen, men der var en tid - den kan jeg ikke sige dig for jeg tro at min forløser ville tage min synd til sig, og jeg klamrede mig fast til hans tro. Det var det sidste jeg ved inden jeg næsten kom hjem. Så bar de mig på seng, og det første jeg bad om var at din fader ville læse denne salme: "Jesus, dine dybe vunder". Den stod i Kingos.

Jeg sagde at jeg havde fået det ret godt både søndag og mandag, men om tirsdagen da var jeg i sygelig (?) angst. Du kan tro at jeg savnede dig da de fem var hos mig, og du var borte fra mig. Men jeg bad for dig at Herren ville velsigne dig, og jeg håber at det er Herrens vilje at det sådan skal være at det er din gerning.

Nu vil jeg sige farvel og ønske Guds fred fra Din Moder.

Hendes søn Jens Christian Jensen Okkels giver følgende beretning om sygdomstilfældet (Brev til hans bror Lars Martinus Okkels jensen den 24. marts 1873):

Moder har været meget syg. I søndags for otte dage siden ville de til alters, og da det var så koldt, ville de gå. Da de kom til Niels Kristensens agre, blev mor dårlig, og de vendte om. Da de nåede Lars Dinesens agre, besvimede mor og kunne hverken gå eller tale. Heldigvis kom der folk til, der fik Lars Dinesen til at køre hende hjem. Hun vidste ikke af sig, førend hun kom hjem. Nu har mor det bedre, og vi må jo håbe, at hun bliver rask igen, men det er nok tvivlsomt, om hun bliver, som hun var.

I 1874 er Ane igen blevet syg: gigt- og gastensfeber2, og den 3. januar 1876 fortæller hendes søn Lars Martinus Okkels Jensen i et brev, at hans mor lå meget syg af gigtfeber, da han kom hjem fra juleferie i Højen. Alt tyder på, at hun mere eller mindre er plaget af disse sygdomme resten af sit liv.

På et tidspunkt fik fire unge karle, der gik på Hammerum højskole, ophold hos Ane og Jens på Meldgaard. En af disse var Chr.Vestergaard, som mener opholdet gjaldt både kost og logi. Nu bagefter forstår jeg knap nok, hvordan de kunne overkomme at have os til hverdag. Vi kunne til tider være både kåde og urolige, og sammen med sønnerne i gården kunne der nok blive halløj, undertiden mere end godt var. Men, føjede han til, hvor havde Ane Okkels en udmærket måde at omgås os på, både mild og myndig var hun istand til at sætte os på plads allesammen.

Efter at være flyttet ud i aftægtshuset, Birkelund sender Ane følgende breve - det første i ca. 1883 - til sin svigerdatter, Marie:

Kjerre Marie nu vilde jeg nok lade dig vide, hvorledes vi har det vi har det saa skjønd at det er for os som nygifte Folk i den lille Hus vi kan tale om os selv og alle vore Børren og ingen forstyrrer os og det er snar en Lykke for os for den Gang vi var ungje givte da var der meget at dreje os efter saa kommer man til at springe over noget som man ikke burde og derfor skal vor kjær Fader i Himmellen have saa mangen tak for at han har ladet os leve sammen for om jeg maa sige det saa kan vi nok sige at juleglæde er kommen i den hele hus men vi forestiller os ei andet en at Langfredag og vil komme naar vi engang skal skeles fra hverandre men måske der ikke bliver saa langt imellem os og jeg hober vi samles hos Gudfader med dem som man har kjer men det skal jo være afnaade alsammen, men kjere Marie jeg er meget ked af at du er saa lit rask men jeg tror nok at du skal komme dig for det var en nat at jeg saa at du kom fra Badehus [eller Brudehus] og du var saa rask og glad. Nu kan jeg ikke skrive mere dengang for min haand ryster.

Helsener fra Moder Ane Jens
-------------------
Kjere datter [svigerdatter] du og dine smaa drenger skal have saa mangen Tak for den lykkeønske til min fødselsdag for det gør saa got naar man ved det kommer fra en ærlig Hjerte, men du kan ikke tro saadan Skuffelse jeg fig jeg gik og bilte mig in at Lars Martinus kom hjem til min Fødselsdag for jeg mente ikke at du turde reise, men det gjorde mig saa meget at jeg gig ikke til fremme en uge for du kjender nok den sygdom den er slem jeg bliver toet med kol van paa min ryg hver morgen og det et got for mig for før jeg blev det var det som jeg lo i emmer3 og nu kan det nok gaa men om jeg kommer mig det siger Dogter at han ved ikke for jeg er for gammel at fo rask men kan det ikke hjælpe som han bruger (?) saa er det ingenting (?) det tror han ikke, nu kan jeg ikke skrive mer for nu blivver mine tanker saa vilde at jeg kan ikke samle noget i min hoved og i kan vel ikke læse det, ja kjere Søn du skal og have saa mangen tak for din ønske, men din fader har jo takke dig, lev vel det ønsker eders Moder, skriv snart.

Ane Jensdatter dør 72 år gammel den 10. november 1896 i aftægtshuset, Birkelund, Vester Birk, Gjellerup sogn.
1 tørvebilling = lille stykke tørv.
2 gastrisk feber = mavekatar.
3 lo i emmer = lå i gløder.

Ane blev gift med Jens (Okkels) Jensen den 10 okt. 1845 i Gjellerup Sogn. Jens (søn af Jens Christian (Okkels) Pedersen og Zidsel Dynesdatter) blev født den 13 nov. 1818 i Okkels, Rind Sogn; døde den 24 maj 1886 i Birk, Gjellerup Sogn; blev begravet i Gjellerup Sogn. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gårdmand
• Reference: NIK99#569
• Dåb: 06 okt. 1824, Snejbjerg Kirke

Notater:

Konfirmeret 7. april 1839 i Herning Kirke.

Han overtager gården Volsgård efter sin far.

Ved hans død står der i kirkebogen: Gift, partikuliere i Volsgård, død af blodstyrtning.

Lars blev gift med Ane Johanne Jensdatter den 24 okt. 1851 i Snejbjerg Kirke. Ane (datter af Jens (Kølbech) Dynesen og Maren (Medum) Madsdatter) blev født den 14 feb. 1825 i Over Amtrup, Snejbjerg Sogn; døde den 29 jan. 1912 i Hammerum; blev begravet den 03 feb. 1912 i Gjellerup. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Husmand
• Reference: NIK99#571
• Dåb: 22 mar. 1829, Snejbjerg Kirke

Notater:

Husmand i Rørbæk, Snejbjerg Sogn.

Christian blev gift med Mette Marie Jensen før 1858. Mette blev født cirka 1831. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4563
• Dåb: 20 mar. 1833, Gjellerup Kirke

Notater:

Konfirmeret 11. april 1847 i Snejbjerg Kirke.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4564
• Dåb: 7.06.1840, Rind Kirke

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Boelsmand
• Reference: NIK99#570
• Dåb: 24 aug. 1845, Rind Kirke

Notater:

Er formentlig opkaldt efter sin fars halvsøster Ane Larsdatter's første mand, Peder (Okkels) Jensen (1805-34).

Konfirmeret 15. april 1860 i Rind Kirke. Ungkarl Peder Okkels Nielsen i Volsgård, Snejbjerg Sogn var 1866 fadder til brodersønnen Niels Nielsen Søby. Ungkarl Peder Okkels Nielsen af Rørbæk, Snejbjerg Sogn var 1868 fadder til brodersønnen Lars Okkels Nielsen.

Forlovere ved hans bryllup i 1873 er gårdmand Peder Erichsen af Lundgaard og Lars Kristian Nielsen af Snejbjerg.

Parret boede først i Øster Hundkjær i Snejberg Sogn, hvor de fik en søn, hvorefter de flyttede til Vester Sivebæk i Tjørring Sogn, hvor de fik endnu 2 børn.

Peder blev gift med Ane Marie Pedersen den 11 sep. 1873 i Gjellerup Kirke. Ane (datter af Peder Erichsen og Ane Larsdatter) blev født cirka 1845 i Gjellerup Sogn, Lundegaard. [Gruppeskema] [Familietavle]