Anne Olufsdatter

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Dåb: 13 okt. 1770, Rind Kirke

Notater:

Er opkaldt efter sin mormor.

Ved folketællingen 1787 bor Anne og hendes søster, Johanne, hos deres ældste bror Anders, som da har overtaget Fjederholt.

1788 bliver hun konfirmeret i Rind Kirke.

Anne blev gift med Christen Jensen den 11 aug. 1791 i Rind Kirke. Christen (søn af Jens Hansen og Elle Andersdatter) blev født i 1762 i Lundgård, Gjellerup Sogn; døde den 13 nov. 1849. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gårdejer
• Reference: 27,32
• Dåb: 11 aug. 1793

Notater:

Jens Christensen er født på Lundgaard i Gjellerup. Ved sin dåb, hvor han opkaldes efter sin farfar, bæres han af Anders Ollesens kone i Fjederholt. Fadderne er Olle Gravsen af Lundgård, Niels Jensen samme sted, Anders Ollesen (barnets morbror) fra Fjederholt, Trouls hans kone i Lundgård og Olle Gravsens datter samme sted. Livet igennem bliver han kaldt Jens Christensen (Lundgård) efter sit barndomshjem.
Jens bliver viet med Ellen Margrethe Pedersdatter den 18. oktober 1823 i Gjellerup sogn. De får kun et barn, Ane Jensdatter.
Han overtager Meldgård (senere kaldet Margrethelyst) efter sin svigerfar, Peder Rasmussen, og får skøde på gården den 17. juni 1828 mod at yde svigerforældrene aftægt.
Hans oldebarn, Jens Okkels Birk (1876-1952), fortæller om ham:
Jens Christensen var af Natur helt modsat sin Hustru Ellen Margrethe. Men netop derfor kan det være, de var lykkelige. Det er i hvert Fald ikke meddelt mig, at det modsatte var Tilfældet. Med Jens Christensen kom der en tiltrængt Kraft ind i Slægten. Af Skikkelse stor og kraftig og noget rubust af Natur, men vistnok ikke mere end den iboende Kraft skulde have Udløsning for. Der fortælles om ham, at da de vanskelige Aar kom med Statsbankerotten i 1814, blev han sat ud at tjene, fordi Forældrene ingen Penge havde at betale Skatterne med. Han kom til at tjene hos Amtmanden i Ringkøbing som 2den Karl. Amtmanden havde en Forkarl, som var noget selvbevidst og vigtig anlagt, og som ingen ret godt kunde lide. En Dag, da de var i Engen for at slå med Høle, kommer Forkarlen i Tanker om, at nu skal Andenkarlen rigtig pines, men Jens Christensen gik så haardt på, at han slog Forkarlen ud af skaar. Da de saa kommer hjem og om Aftenen er kommet til Sæde i Folkestuen, vil Forkarlen hævne sig og give ham Prygl, men der traf han sin Overmand, idet Jens Christensen stoppede Forkarlen under Bordet. Siden den tid havde de det godt sammen.
Også sine Sognefolk kunne Jens Christensen tæmme, hvis de rakte næsen for højt i vejret. En myndig mand.
Gården, kaldet Meldgaard, brændte den 7. maj 1839. Ogsaa dengang var der noget, der hed Hovedrengøring, og netop den Dag skiftede de Sengehalmen, og idet de bærer Halmen forbi Ildstedet ud i Svinestien, må der være fulgt nogle Gnister eller Gløder med. På det sted var det Ilden brød ud. Det var stærk Blæst, indtil Storm, og paa et Øjeblik var Gaarden omspændt af Flammer. Margrethe og hendes Halvsøster var nær indebrændt ved at redde Kreaturerne, og de fandt kun Udgangen ved at føle sig til rette og traf her på en Haspe i stalddøren. Så vidste de, hvor de var. Denne Haspe satte Jens Birk (Jens Christensens barnebarn) i Stalddøren, da han bygged Huset om.
Denne dag brændte 3 Gaarde, begge Meldgaarde og den ene Vestergaard samt 2 Huse. Gaardene lå så tæt sammen, at der knap kunde køres med en Gødningsvogn imellem dem. Det blev Anledningen til, at alle 3 Gaarde blev flyttet op på Marken, hvor de nu ligger i en passende Afstand. I min Drengetid og vistnok endnu kaldes Marken, hvor Gaardene lå før Branden, for "Gårdspladsen".
Det bemærkes, at den dag Gaarden brændte, gik Ægteparrets eneste Barn Ane Jensdatter (Okkels Birk's bedstemor) og harvede med en Hest og en Stud. Det var dengang.
I 1846 afstår han gården til sin svigersøn Jens Jensen Okkels.
Jens bliver enkemand i 1858.
Jens Christensen (Lundgård) dør 1868 - 75 år gammel - i Birk.

Jens blev gift med Margrethe Pedersdatter den 18 okt. 1823 i Gjellerup Sogn. Margrethe (datter af Peder Rasmussen og Kirsten Nielsdatter) blev født i 1797 i Meldgård i Birk, Gjellerup Sogn; døde den 19 apr. 1858 i Birk, Gjellerup Sogn; blev begravet den 29 apr. 1858 i Gjellerup Sogn. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Dåb: 08 nov. 1795

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Dåb: 26 dec. 1798

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#260
• Dåb: 25 maj 1801, Gjellerup Kirke

Notater:

Konfirmeret 13. april 1817 i Gjellerup Kirke.

Mette blev gift med Niels (Søebye) Christensen den 25 okt. 1823 i Gjellerup Kirke. Niels (søn af Christen (Fasterholt) Christensen og Inger Christensdatter) blev født i 1793 i Fasterholt, Arnborg Sogn. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4338
• Dåb: 26 dec. 1803, Gjellerup Kirke

Notater:

Konfirmeret 18. april 1819 i Gjellerup Kirke.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4339
• Dåb: 1.03.1808, Lundgaard, Gjellerup Sogn

Notater:

Død få uger gammel og før fremstilling i kirken.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4340

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4341
• Dåb: 26 dec. 1813, Gjellerup Kirke

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 14,33
• Dåb: 05 aug. 1824, Hjemmet

Notater:

Ane Jensdatter er født 1824 i Birk som datter af gårdmand Jens Christensen og hustru Ellen Margrethe Pedersdatters eneste barn. Hun bliver hjemmedøbt den 5. august, og dåben konfirmeres i Rind kirke den 29. august 1824. Fadderne er kone Ane Olesdatter og pige Ane Marie Christensdatter af Lundgård, gårdmand Knud Uglbro og Jens Vestergård, Margrethe Christensdatter, Nørgård og Ane Kirstine Pedersdatter (barnets moster) alle fra Birk. Ifølge kirkebogen er hun navngivet Anna !

I Slægtsbogen fra 1953 har Okkels Birk skrevet følgende om sin bedstemoder:

I forbindelse med Giftermaalet overtog Ane Jensdatter og Jens Jensen Okkels Gaarden efter hendes Forældre. Det skulde der baade Mod og Kræfter til, og begge Dele havde de tilfulde. De havde i Huset hos sig Jens Christensen og husTru Margrethe samt hendes sindsyge Broder, og tillige maatte de svare Aftægt til Peder Rasmussen og Hustru Karen i Vester Birk; 2 Lispund Flæsk af Midterside og 31/2 Tdr. Rug. Om der var mere kendes ikke, mon nogen nu til Dags kunde ønske at gaa ind til saadanne Vilkaar.
Anes Forældre, Jens Christensen og Margrethe var to meget uensartede Naturer, og det kan vist med Sandhed siges, at Datteren Ane tog Arv efter dem begge. Samtidig med at hun havde gode Kræfter og havde et godt praktisk Haandelag, var hun i Grunden en meget religiøs Natur, ialtfald kom dette sidste meget frem på hendes ældre Dage. Hvis det kan siges om nogen Kvinde, at i hende forenedes det materielle og aandelige sig i skøn Harmoni, tror jeg nok at turde sige det om hende. Hun traadte fast og og sikkert paa Jorden, og hun havde stor Respekt for hver den, der virkede trofast i sit Kald. Og saa havde hun Ordensans og Plan over sit Arbejde. Det var hende meget om at gøre, at intet gik til Spilde. I den Henseende kunde hun ligefrem være nøjeregnende. Ud over dette travle og virksomme Liv, hun førte, og som optog hende stærkt til Hverdag, var Sindet altid optaget af det aandelige Livs Betydning for ret at leve
Det vil vist ikke være rigtig at henføre Jens Okkels og Ane til den grundvigianske Retning, jeg er tilbøjelig til at tro, at de knap var klar over, hvad det betød. Men de tilhørte heller ikke Indre Mission, selv om de maaske bedre forstod deres Maade at tale paa. Hun var ret og slet en troende kristen, for hvem det var meget om at gøre, at Vandringen her maatte slutte hos Gud i de evige Boliger. Hun vidste, hvad Synd og Naade var, og hvad det betød.
Jeg har lige nævnt, at Bedsteforældrene efter mit Kendskab, og den er da ikke helt ringe, især mit Kendskabt til Bedstemoder, ikke i bogstavelig forstand kunde betragtes som Grundtvigianere, men jeg vil gerne til Forstaaelse af hele deres aandelige Indstilling tilføje, at de dog havde saa meget forstaaelse af det grundtvigske kristelige og folkelige Livs Betydning, at de lod deres Børn komme paa Hammerum Højskole og derved kom under Paavirkning af Mænd som Thomas Nielsen og Rasmus Nielsen. Om jeg husker Ret, gjorde de i sin Tid deres til, at Thomas Nielsen blev Lærer i Birk Skole. Den mand, der fik afgørende Betydning for deres Søn, Jens Birks hele Livsførelse.
Lad mig i denne Forbindelse nævne et Træk til Forstaaelse af hele deres aandelige Indstilling og deres Væremaade over for den opvoksende Ungdom.
Som Repræsentant for Sparekassen i Herning besøgte jeg for en Del Aar sigden Gaardejer Chr. Vestergaard og Hustru i Døvling. To prægtige og meget gæstfrie Folk, som nu begge er døde. I Samtalens Løb fortalte Chr. Vestergaard, der kendte Jens Birk meget godt, at han i sine unge Dage havde været på Hammerum Højskole, men da Skolen ikke kunde afgive Plads til dem alle, var de fire unge Karle, der fik Ophold hos Ane og Jens Okkels, der dengang havde Fødegaarden i Birk. Saavidt jeg husker gjaldt Opholdet baade Kost og Logi.
"Nu bagefter forstaar jeg knap nok", fortalte Chr. Vestergaard, "hvordan de kunde overkomme at have os til Hverdag. Vi kunde til Tider være baade kaade og urolige, og sammen med Sønnerne i Gaarden kunde der nok blive Halløj, undertiden mere end godt var". "Men", føjede han til, "hvor havde din Bedstemoder en udmærket Maade at omgaas os paa, baade mild og myndig var hun i Stand til at at sætte os paa Plads allesammen". Til min stor Glæde havde Chr. Vestergaard ikke Lovord nok om det Hjem, han i sine unge Dage havde opholdt sig i. Han havde faaet et Indblik i et Hjems Hverdag, en Agtelse for en Kvindes Omgang og Omsorg for unge Karle, hvilket fulgte ham Livet igennem og paa hans Livs sidste Dage vedblivende havde stor Betydning for ham. Ja, Hverdagen har meget at betyde for os selv og for dem, vi daglig færdes imellem

Fra 1845 og til 1875, da de afstod Gaarden til deres ældste Søn Jens Birk, havde Ane og Jens Okkels deres Virke i den arvede Fødegaard. Men som Skik og Brug var, og under Hensyn til det ønskelige i, at Gaarden vedblivende kunde være i Slægtens Eje, afstod de den, for derefter at bygge en ny Gaard paa en Udmark i Vester Birk, og her havde de saa deres Hjem og Virke, indtil denne Gaard i 1883 blev overdraget til deres yngste Søn Karl Okkels. Ved siden af denne Gaard byggede de et lille Aftægtshus, hvor de henlevede deres sidste Dage, stadig følgende med i Sønnernes Arbejde og Virksomhed.

Det maa have været et stort Offer, de bragte, da de flyttede fra Slægtsgaarden i en forholdsvis ung Alder, for at give Plads for den unge Mand, der skulde føre Slægtsgaarden videre i Slægtens Arv og Eje. Man kan ikke andet faa Respekt for en saadan Handling, der tilmed bliver større derved, at de ikke agtede at lægge op, men flyttede til en Udmark for at berede Vejen for en yngre Søn. Det er muligt, at de dengang betragtede det som en Selvfølge, at de Ældre nærmest var forpligtede til at sørge for Børnene, naar de kommer til Skelsaar og Alder og ønskede at gifte sig, og det er tillige muligt, at de rent økonomisk fandt, at det var den bedste Vej frem. Det at laane Penge var ikke rigtig paa Mode dengang. Men trods alt dette har Grundsynspunktet sikkert været Slægtens fortsatte Forbliven ved den Gaard, som saa langt tilbage som nogen kunde huske var gaaet i Arv fra Slægt til Slægt.

Det var vist kun godt, om der var noget mere Pietet for den slags Anskuelser end Tilfældet er i vore Dage. Den Enkelte havde mere Forstaaelse af at maatte bringe Ofre for Helhedens Vel.

Som før nævnt havde de deres Virke i den nye Gaard indtil 1883, da deres yngste Søn Karl Okkels blev gift med Ane Kirstine Nielsen. Atter maatte de vige for de Unge, og der blev bygget et Aftægtshus øst for Gaarden med Facade ud til Landevejen. Den er forlængst nedrevet, men jeg ser den for mig endnu. Det var et lille hvidkalket Hus med smaa Stuer, men hyggeligt var der, og med den Ordensans, som Bedstmoder havde, var det set med Barneøjne et dejligt, omend lille Kongerige.

Deres samvær i aftægtshuset blev ikke af lang Varighed, idet Jens Okkels afgik ved Døden i 1886 ved et Ulykkestilfælde. Saa sad Bedstemoder alene tilbage i det lille Hus, hun, som havde arvet Fødegaarden i Birk og som havde været stærkt optaget af Dagens Gerning og Omsorg for de Gamle, der fulgte med Gaarden, og for de Børn, som hun efterhaanden fik. Egentlig passede hun ikke til at sidde hen i passiv Tilstand, og paa en Maade vedblev hun ogsaa at være aktiv, selv under de mindre Forhold, hun kom til at arbejde under. Hun passede sit Hus og sin lille Have, og for Blomster havde hun en medfødt Sans. For mig, som hun i fem Aar havde været Moder for, vedblev hun at være omsorgsfuld, og hun vilde gerne som en Moder følge mig paa mine Ungdoms Veje baade i Medgang og Modgang. Inderligt ønskede hun at se den, der skulde være min Ledsager Livet igennem. Det naaede hun ikke, men hun vilde sikkert have glædet sig med mig, om det havde formet sig saadan.

Det var ikke let at komme forbi det lille Hus uden at blive kaldt indenfor, hvis man ikke kunde tage det af sig selv. Og rigtig mange Lejlighedsbesøg er aflagt paa den Maade. Hun havde meget at spørge om i den Ensomhedstilværelse, hun førte, og der var mange Smaating, hun gerne vilde lægge en Gut på Sinde. Er det ikke altid Tilfældet, at de Ældre ligesom gerne vil bane Vejen for den opvoksende Slægt, saaledes at de Faldgruber, de selv har været udsat for, ikke skal være aabne for den kommende Slægt. Det er jo egentlig det, der ligger i de til Dels overhørige Formaningstaler, enhver Ungdom er udsat for at høre paa, og som maaske sjældent har den ønskede øjeblikkelige Virkning, men som saa ret ofte, naar en del Aar er rundet, alligevel kommer frem fra Underbevidstheden. Ja, god og omsorgsfuld blev hun ved at være, den gamle Bedstemoder, og det baade i Ord og Gerning. Var jeg til Herning i et eller andet Ærinde, saa kunde hun ikke godt tænke sig, at jeg gik hendes Hus forbi, og altid havde hun noget at give, et Stykke Brød, et Glas Øl eller hvad hun nu havde for Haanden, og det var noget, der rigtig passede til en ung Knøs. Naar jeg saa til Tider kunde fortælle hende om, hvordan jeg havde moret mig ved Festlige Lejligheder, hvor der dansedes, kunde hun med Ængstelse i Stemmen, men uden Bebrejdelse spørge, om jeg mente at kunde danse uden at synde. Naar jeg dertil uden Betænkning svarede Ja, kunde hun sige, det syntes hun ikke rigtig, hun kunde. Dansen maa sikkert for hende have formet sig paa en noget anden Maade, og maaske var det nærmest Markedsdans, hun tænkte paa, og som jeg ingen Kendskab havde til, og der var da ogsaa gaaet en Del Aar, fra hun var ung, og til jeg blev det.

Hun lagde gerne mærke til, paa hvilken Tid af Dagen de Mænd, hun kendte, kom hjem fra Marked, og de tidligst hjemkomne stod hos hende højt i Kurs.

Den 10. November 1896 - da jeg var 20 Aar gammel - døde hun stille og rolig i Troen paa, at han som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter. Et rigt og arbejdsomt Liv var afsluttet.
Inden jeg slutter Omtalen af disse mine Bedsteforældre, maa jeg have Lov at fremføre, at jeg er dem begge stor Tak skyldig, baade for Pleje og Opdragelse i fem Barneaar. Om de evnede at være det samme for mig, som Far og Mor vilde have været, ja, det ved jeg ikke, men at de gjorde det bedste for mig i saa Henseende, har jeg aldrig været i Tvivl om og er det heller ikke den Dag i Dag. Jeg har kun gode Barndomsminder fra dette Hjem, og mine tanker har ofte ført mig tilbage dertil.

De var begge jævne og hæderlige Bønderfolk. Han var meget økonomisk anlagt og nærmest stille og bramfri, men dog ikke uden Mening. Hun var mere fremtrædende hvad angik baade de materielle og aandelige Spørgsmaal. Men de udfyldte hinanden godt og levede i skøn Harmoni.

Det er vist ikke rigtigt at kalde Bedstemoder klog Kone i den Forstand, som det almindeligvis giver sig Udtryk, men alligevel var det noget hen i den Retning. Hun havde den, kunde det synes, overnaturlige Egenskab, at hun var i stand til at kurere Angreb af Ringorme selv i de allersværeste Tilfælde, hvilken den Tids Læger ikke var i Stand til. Jeg husker ikke saa faa Tilfælde, hvor hun kurerede Folk, der i længere Tid havde søgt Læge uden at blive hjulpet. Især mindes jeg en Dame fra Herning, der var saa medtaget af Ringorme paa det ene Haandled, at Armen var helt ubrugelig. Hun havde længe søgt Læge, men det var kun blevet værre. Nu søgte hun Hjælp hos Bedstemoder og blev ret hurtig rask.

Hvordan gik det saa til. Ganske simpelt og nemt. I Tørvekassen fandt Bedstemoder en Tørvebilling1, og med denne strøg hun paa det syge Sted (Ringormen) rundt og stadig rundt i Ringene. Hvor ofte kendes ikke, og samtidig mumlede hun en uhørlig Formular. Ved at gentage det nogle Gange, alt i forhold til Tilfældets Sværhedsgrad, blev paTienten altid rask. Var der flere smaa Ringorme, skulde hver enkel have sin Kur. Om det var Formularen eller Tørven, der betød mest, kendes ikke. Vi maa vist regne med, at det var begge Dele i Forening. En Kvinde kunde kun lære fra sig til en Mand og omvendt.

I et brev den 30. marts 1873 beretter Ane om sin sygdom til sin søn Lars Martinus Okkels Jensen (i uddrag):

Nu vil jeg lade dig se at jeg er bleven bedre da jeg kan skrive til dig. De sidste to dage er jeg blevet meget bedre. Nu håber jeg jo at komme fra det denne gang, og jeg er næsten vis på at påsken vil blive så skøn for os som den aldrig har været før; for efter sorg kan man jo bedst skønne på glæde; men lad os ikke glemme at takke ham som sårer og læger, ham som er død og opstanden for os.

Kære søn, jeg ved ikke om jeg skal fortælle dig om min sygdom - jo, lad mig så gøre det. Måske Jens har skrevet det, men det er jo også det samme. Så vil jeg begynde på det første: jeg fik en feber den 11. marts, og jeg havde da feber dagen til den 16. Vi var jo gået til alters denne dag - jeg længtes efter at få syndsforladelse. Jeg ved nok vi skal have det hver dag. Det er jo dog også værd hvis man kan tro at han selv siger det til os gennem sin tjener. Men og vi nyder så hans sande legeme og blod. Det var jo ikke hans vilje at jeg skulle nyde det den dag - men du kan tro at der har været mange spørgsmål hvorfor jeg ikke skulle nyde dette måltid.

Nu, så begynder jeg med min fortælling igen. Vi var kommen et stykke lidt nord for bækken, så blev jeg så dårlig, og så drejede vi om og ville hjem. Men den gang vi var kommet nord for bækken igen, så besvimede jeg første gang. Men jeg kom jo på benene igen, men der var en tid - den kan jeg ikke sige dig for jeg tro at min forløser ville tage min synd til sig, og jeg klamrede mig fast til hans tro. Det var det sidste jeg ved inden jeg næsten kom hjem. Så bar de mig på seng, og det første jeg bad om var at din fader ville læse denne salme: "Jesus, dine dybe vunder". Den stod i Kingos.

Jeg sagde at jeg havde fået det ret godt både søndag og mandag, men om tirsdagen da var jeg i sygelig (?) angst. Du kan tro at jeg savnede dig da de fem var hos mig, og du var borte fra mig. Men jeg bad for dig at Herren ville velsigne dig, og jeg håber at det er Herrens vilje at det sådan skal være at det er din gerning.

Nu vil jeg sige farvel og ønske Guds fred fra Din Moder.

Hendes søn Jens Christian Jensen Okkels giver følgende beretning om sygdomstilfældet (Brev til hans bror Lars Martinus Okkels jensen den 24. marts 1873):

Moder har været meget syg. I søndags for otte dage siden ville de til alters, og da det var så koldt, ville de gå. Da de kom til Niels Kristensens agre, blev mor dårlig, og de vendte om. Da de nåede Lars Dinesens agre, besvimede mor og kunne hverken gå eller tale. Heldigvis kom der folk til, der fik Lars Dinesen til at køre hende hjem. Hun vidste ikke af sig, førend hun kom hjem. Nu har mor det bedre, og vi må jo håbe, at hun bliver rask igen, men det er nok tvivlsomt, om hun bliver, som hun var.

I 1874 er Ane igen blevet syg: gigt- og gastensfeber2, og den 3. januar 1876 fortæller hendes søn Lars Martinus Okkels Jensen i et brev, at hans mor lå meget syg af gigtfeber, da han kom hjem fra juleferie i Højen. Alt tyder på, at hun mere eller mindre er plaget af disse sygdomme resten af sit liv.

På et tidspunkt fik fire unge karle, der gik på Hammerum højskole, ophold hos Ane og Jens på Meldgaard. En af disse var Chr.Vestergaard, som mener opholdet gjaldt både kost og logi. Nu bagefter forstår jeg knap nok, hvordan de kunne overkomme at have os til hverdag. Vi kunne til tider være både kåde og urolige, og sammen med sønnerne i gården kunne der nok blive halløj, undertiden mere end godt var. Men, føjede han til, hvor havde Ane Okkels en udmærket måde at omgås os på, både mild og myndig var hun istand til at sætte os på plads allesammen.

Efter at være flyttet ud i aftægtshuset, Birkelund sender Ane følgende breve - det første i ca. 1883 - til sin svigerdatter, Marie:

Kjerre Marie nu vilde jeg nok lade dig vide, hvorledes vi har det vi har det saa skjønd at det er for os som nygifte Folk i den lille Hus vi kan tale om os selv og alle vore Børren og ingen forstyrrer os og det er snar en Lykke for os for den Gang vi var ungje givte da var der meget at dreje os efter saa kommer man til at springe over noget som man ikke burde og derfor skal vor kjær Fader i Himmellen have saa mangen tak for at han har ladet os leve sammen for om jeg maa sige det saa kan vi nok sige at juleglæde er kommen i den hele hus men vi forestiller os ei andet en at Langfredag og vil komme naar vi engang skal skeles fra hverandre men måske der ikke bliver saa langt imellem os og jeg hober vi samles hos Gudfader med dem som man har kjer men det skal jo være afnaade alsammen, men kjere Marie jeg er meget ked af at du er saa lit rask men jeg tror nok at du skal komme dig for det var en nat at jeg saa at du kom fra Badehus [eller Brudehus] og du var saa rask og glad. Nu kan jeg ikke skrive mere dengang for min haand ryster.

Helsener fra Moder Ane Jens
-------------------
Kjere datter [svigerdatter] du og dine smaa drenger skal have saa mangen Tak for den lykkeønske til min fødselsdag for det gør saa got naar man ved det kommer fra en ærlig Hjerte, men du kan ikke tro saadan Skuffelse jeg fig jeg gik og bilte mig in at Lars Martinus kom hjem til min Fødselsdag for jeg mente ikke at du turde reise, men det gjorde mig saa meget at jeg gig ikke til fremme en uge for du kjender nok den sygdom den er slem jeg bliver toet med kol van paa min ryg hver morgen og det et got for mig for før jeg blev det var det som jeg lo i emmer3 og nu kan det nok gaa men om jeg kommer mig det siger Dogter at han ved ikke for jeg er for gammel at fo rask men kan det ikke hjælpe som han bruger (?) saa er det ingenting (?) det tror han ikke, nu kan jeg ikke skrive mer for nu blivver mine tanker saa vilde at jeg kan ikke samle noget i min hoved og i kan vel ikke læse det, ja kjere Søn du skal og have saa mangen tak for din ønske, men din fader har jo takke dig, lev vel det ønsker eders Moder, skriv snart.

Ane Jensdatter dør 72 år gammel den 10. november 1896 i aftægtshuset, Birkelund, Vester Birk, Gjellerup sogn.
1 tørvebilling = lille stykke tørv.
2 gastrisk feber = mavekatar.
3 lo i emmer = lå i gløder.

Ane blev gift med Jens (Okkels) Jensen den 10 okt. 1845 i Gjellerup Sogn. Jens (søn af Jens Christian (Okkels) Pedersen og Zidsel Dynesdatter) blev født den 13 nov. 1818 i Okkels, Rind Sogn; døde den 24 maj 1886 i Birk, Gjellerup Sogn; blev begravet i Gjellerup Sogn. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gårdmand
• Reference: NIK99#569
• Dåb: 06 okt. 1824, Snejbjerg Kirke

Notater:

Konfirmeret 7. april 1839 i Herning Kirke.

Han overtager gården Volsgård efter sin far.

Ved hans død står der i kirkebogen: Gift, partikuliere i Volsgård, død af blodstyrtning.

Lars blev gift med Ane Johanne Jensdatter den 24 okt. 1851 i Snejbjerg Kirke. Ane (datter af Jens (Kølbech) Dynesen og Maren (Medum) Madsdatter) blev født den 14 feb. 1825 i Over Amtrup, Snejbjerg Sogn; døde den 29 jan. 1912 i Hammerum; blev begravet den 03 feb. 1912 i Gjellerup. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Husmand
• Reference: NIK99#571
• Dåb: 22 mar. 1829, Snejbjerg Kirke

Notater:

Husmand i Rørbæk, Snejbjerg Sogn.

Christian blev gift med Mette Marie Jensen før 1858. Mette blev født cirka 1831. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4563
• Dåb: 20 mar. 1833, Gjellerup Kirke

Notater:

Konfirmeret 11. april 1847 i Snejbjerg Kirke.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4564
• Dåb: 7.06.1840, Rind Kirke

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Boelsmand
• Reference: NIK99#570
• Dåb: 24 aug. 1845, Rind Kirke

Notater:

Er formentlig opkaldt efter sin fars halvsøster Ane Larsdatter's første mand, Peder (Okkels) Jensen (1805-34).

Konfirmeret 15. april 1860 i Rind Kirke. Ungkarl Peder Okkels Nielsen i Volsgård, Snejbjerg Sogn var 1866 fadder til brodersønnen Niels Nielsen Søby. Ungkarl Peder Okkels Nielsen af Rørbæk, Snejbjerg Sogn var 1868 fadder til brodersønnen Lars Okkels Nielsen.

Forlovere ved hans bryllup i 1873 er gårdmand Peder Erichsen af Lundgaard og Lars Kristian Nielsen af Snejbjerg.

Parret boede først i Øster Hundkjær i Snejberg Sogn, hvor de fik en søn, hvorefter de flyttede til Vester Sivebæk i Tjørring Sogn, hvor de fik endnu 2 børn.

Peder blev gift med Ane Marie Pedersen den 11 sep. 1873 i Gjellerup Kirke. Ane (datter af Peder Erichsen og Ane Larsdatter) blev født cirka 1845 i Gjellerup Sogn, Lundegaard. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 14,124,162
• Dåb: 09 okt. 1846, Hjemmet

Notater:

I SL53 skriver Jens Okkels Birk følgende:

"Zidsel var den ældste af Børneflokken og eneste Pige. Kun 17 Aar gammel blev hun gift med Gaardejer Chresten Olling Nielsen, der ejede "Smedegaard" i Snejbjerg Sogn. I daglig Tale bar han navnet Smedegaard, og det Navn blev ogsaa hans Hustrus. I Alder var Ægteparret noget ulige, idet Chr. Smedegaard var 34 Aar, og hun 17 Aar gammel, da de blev gift i 1863. Det kan vist ikke siges, at Ægteskabet var mere end lykkeligt. Han var noget despotisk af Natur og selvraadende og i Forhold til hende en moden Mand, der ikke ønskede at give Afkald på nogle af sine Ungkarlerettigheder. Zidsel var meget dygtig og havde et godt Haandelag, der kom hende til Gode på den ret store Gaard.

Allerede 1882 døde hendes Mand, og et par Aar efter bygger Zidsel et Hus i Herning på den nordre Side af Hovedgaden udfor Fonnesbechsgade. Det Hus er nu nedrevet for at give Plads for et større.

I 50 Aar sad hun som Enke, og det kan vel siges, at hun saa godt som nogen fik Ensomhed og Prøvelser at kende. Hun døde 1932 og ligger begravet på Herning Kirkegaard, medens hendes Mand blev begravet i Snejbjerg. Det maa nævnes, at hun i de sidste Aar fik en kærlig Pleje af sin Datterdatter, Emilie Koch, hun var hende til stor Hjælp og Støtte."

Der var 3 børn i ægteskabet: Maren Smedegaard Nielsen (1864-1930), Ane Nielsen (1866-1934) og Niels Chr. Nielsen (1868-74).

Zidsel blev gift med Chresten Olling Nielsen den 24 nov. 1863 i Gjellerup Sogn. Chresten blev født den 12 aug. 1829; døde den 28 feb. 1882 i Snejbjerg Sogn. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gårdejer
• Reference: 14,46,131,264
• Dåb: 06 dec. 1848, Hjemmet

Notater:

Jens Birk Jensen blev hjemmedøbt d. 6. december 1848, og dåben blev konfirmeret i kirken d. 26. januar 1849. Faddere ved dåben var kone Margrethe Pedersdatter, Ane Mickelsdatter, gårdmand Peder Pallesen, gårdmand Niels Larsen og ungkarl Søren Pedersen, alle af Birk.
Han blev konfirmeret i 1863 i Gellerup Kirke og fik Karakteren mg i Kundskab og Opførsel.
Jens Birk Jensen var gårdejer i "Meldgaard", senere kaldet "Margrethelyst", i Birk, Gellerup Sogn. Han overtog gården efter sin fader i 1875.
Jens Birk Jensen fik den 2/11 1893 navneforandring til Jens Birk, og samtidig fik børnene også navnet Birk.
Okkels Birk skriver følgende om sin far (SL53 ff):
Ved Giftermaalet overtog Jens Birk og Hustru den arvede Fødegaard i Birk. Han var næstældste Barn, men ældste Søn af Jens Okkels og Hustru Ane Jensdatter.
Vi må regne med, at Barneaarene formede sig for ham som for saa mange andre på den Tid. Børnene i Landbohjem kom til at gøre Nytte, saa snart de kunde, og det Arbejde, de kom til at udføre, var fra tidlig Foraar til sen Efteraar især Pasning af Faar og Ungkreaturer, det meste af tiden i Løsdrift.
Jens Birk kom til at gaa i Birk Skole, men Læreren var efter hans eget Udsagn aldeles umulig. Men saa skete der det, at han det sidste halve Aar af sin Skoletid fik en ny Lærer, nemlig Thomas Nielsen, den senere saa bekendte Rigsdagsmand. Det blev for Jens Birk en hel Revolution på det Omraade. Som Mand vendte han stadig tilbage til, hvad det betød for ham, at Th. Nielsen kom til Birk Skole. Det gik ham til Marv og Ben, da Th. Nielsen udtalte: "Nu har jeg været i mange Skoler, men aldrig i saa død en Skole som denne". Var vi virkelig saa langt ude og saa langt tilbage for andre, tænkte Jens Birk. Kan der tales om Vækkelse, og det kan der vel nok, selv om det er i meget mindre Format, end der gives Udseende af, ja, da vil Betegnelsen Vækkelse være at henføre til Jens Birks Barneaar i Skolen. Selv om det kun var et halvt Aar, Jens Birk havde Th. Nielsen til Lærer, er det ikke for meget sagt, at den Paavirkning, han der kom under, blev afgørende for hele hans fremtidige Livsindstilling. Det blev en Omsindelse eller et Kald til at slaa Følge med Kvinder og Mænd, der ønskede at gaa i Grundtvigs Fodspor med Hensyn til det folkelige og kristelige Livssyn.
Da Thomas Nielsen havde saa stor betydning for Gellerup Sogn ja for hele Hammerum Herred og længere ud, tillader jeg mig at bringe nogle Data:
Thomas Nielsen blev født i Lem den 13. November 1838 og var af Bondeæt. 17 Aar gammel blev han uden nogen Foruddannelse antaget som Omgangslærer i Torsted. Senere Biskolelærer i Dejbjerg. 1857 kom han på Jelling Seminarium og blev straks paavirket af Forstander Svendsen. 1860 fik han Lærereksamen og blev derefter Lærer i Øster Bording v. Sil-keborg. Blev 1862 Redaktør af Silkeborg Avis, men da Embedet i Birk samme Aar blev ledigt, søgte han det og blev kaldet i Embedet. 12. Februar 1867 aabnede han Hammerum Højskole med 15 Elever og senere udvidedes Skolen med en Seminarieafdeling med 12 Elever. 1869 blev Rasmus Nielsen Hjælpelærer hos Th. Nielsen i Birk Skole. To Aar efter, 1871, overtog han Pladsen som Forstander for Hammerum Højskole, hvor
han virkede til 1879, da han blev valgt til Folketingsmand. Skolen nedlagdes 1884. 1877 oprettede Th. Nielsen Herning Realskole. Blev Medlem af Folketinget 1869, og 1881 tog han Afsked med Lærergerningen. 1869 Udgivelse af Herning Folkeblad. Thomas Nielsen blev valgt til Folketinget i Vejle 1867 og repræsenterede denne Kreds til 1887, da han blev Medlem af Landstinget. Han døde 1895. Meget satte han i Gang og meget fik han udrettet. Hvis baade han og Rasmus Nielsen havde holdt sig mere fra Politik og taget stærkere Del i Ungdomsarbejdet, som den oprettede Højskole i Hammerum var et Udtryk for, havde efter al Sandsynlighed været mere vundet for Egnen og for Gellerup Sogn. Højskolen havde sikkert været en Kendsgerning den Dag i Dag.

Ungdomstiden formede sig for Jens Birk som for saa mange andre på den Tid. Han arbejdede ved Landbruget og dygtiggjorde sig derved til den Stilling, han senere skulle indtage. En Vinter 1867/68 var han på Hammerum Højskole, og saa vidt jeg ved senere to korte Ophold paa Skolen med Rasmus Nielsen som Forstander. Der er ingen Tvivl om, at denn Mand havde stor Indflydelse paa hans Udvikling, og han blev da ogsaa ved at betragte Rs. Nielsen som sin Lærer og Mester.

Paa Sessionen blev han udskrevet til Ingeniørtropperne og kom dermed en Tur til København i 1871. For en Bondesøn, der ikke havde været hjemmefra før, var det noget uvant at komme til den store Stad og ind under Forhold, der var modsat de hjemlige. Han kom til at ligge på Sølvgades Kaserne, og det var næsten udelukkende Københavnere, han havnede imellem. Saavidt jeg har kunnet forstaa, klarede han Skærene godt, og han saa altid tilbage på Soldatertiden med godt Humør.

Han kom saa hjem igen til Forældrene, og der blev han. Arbejdet derhjemme optog ham, den livskraftige Mand. Blandt Arbejdsfællerne kom hans yngre Broder, Jens Kristian, til at staa i første Række. Saavidt jeg har kunnet forstaa, var han Godheden selv, og hans Temperament og hele Indstilling meget lig Faderens, medens Jens Birk nærmest maa henregnes til at ligne Moderen. Men nok er det, disse to noget nær jævnaldrende Søskende udfyldte hinanden godt og var meget nær knyttet til hinanden. Det var derfor et haardt Slag baade for Forældrene og Jens Birk, da Jens Kristian ret pludselig døde af Mavebetændelse den 15. Juni 1875. Aaret 1875 blev i det hele taget et svært Aar for Jens Okkels og Hustru Ane. En Søn blev gift og overtog Gaarden, og to Sønner døde. Peder Kristian, født den 27. Marts 1856, døde den 20. Maj 1875 (Tuberkulose). Jens Birk blev gift den 21. Maj, og Sønne Jens Kristian døde den 15. Juni s.A. Saadan former Livet sig: Medgang og Modgang. Naar Bedstemoder omtalte sine Sønners tidlige Død, bredte Stilheden sig over hende.

Det bør nævnes, at da Jens Birk overtog Gaarden, var dens Navn "Meldgaard". Men det Navn passede ikke Jens Birk. I Stedet for kaldte han den "Margrethelyst" efter sin Hustru.

Naar jeg som nu i dette Tilfælde lader Tankerne gaa tilbage og paa sønlig Vis gerne vil give en Beskrivelse og Karakteristik af disse mine for længst afdøde Forældre, kan det falde svært at skelne mellem det objektive og det subjektive, med andre Ord at finde frem til en korrekt Gengivelse af de virkelige Forhold og Tilstande uden altfor megen Tilsætning. Opgaven er vanskelig. Dog haaber og tror jeg, at Helhedsbilledet er helt rigtigt. Og det maa være Hovedsagen. Der er for mig ingen Tvivl om, at Jens Birk følte sit Ansvar fra Begyndelsen af, at det blev ham, der blev kaldet til at løfte Arven efter fordums Slægter. Han satte al sin Energi og Kraft ind paa at udbygge Gaardens drift og Ydeevne. Han kunde vel nok som ung Mand være noget haardhændet, men det forekommer mig, at de Krav, selv om de var store, han stillede til sine Medhjælpere, ialtfald ikke var større end dem, han stillede til sig selv. En Mand med Fremdrift skal i Følge hele hans Natur have noget udrettet. Ja meget.

Til Bedømmelse af de landbrugsfaglige Forhold fra 1875 til omkring Aar 1900, Jens Birks bedste Manddomsaar, maa vi erindre, at Tiderne var svære for Landbruget. Det var bogstaveligt talt Slid fra først til sidst at drive en Gaard. Det var, før Maskinerne til Lettelse af Arbejdet rigtig kom til at betyde noget, og det var svære Aar med Hensyn til de Priser, Landbrugets Varer betaltes med. Det er ret karakteristisk, at Jens Birk i de første Aar, for at skaffe Penge til Renter, Skatter og andre faste Udgifter, saa sig nødsaget til at lave Mursten. Havde det endda været til ham selv, kunde det nok lade sig høre paa den Tid, hvor man saa vidt muligt søgte at hjælpe sig selv med alt, hvad der var nødvendigt til Gaaardens Forsyning og Istandsættelse, men saaledes forholdt det sig ikke. Leret blev kørt hjem til Gaarden, æltet, haandstrøget og Stenene tørret for derefter at blive brændt i en Jordovn - og solgt til fremmede. Det var Slid og ikke nok med det, men et saadant Arbejde maatte nødvendigvis udføres ved Siden af, at Gaardens Drift blev passet. Vel var Driftsforholdene i Landbruget ikke saa intensive og fordrede ikke den Paapasselighed som nu, men vi kommer ikke udenom, at kun en Mand med stor Arbejdsmod og Energi tager en saadan Opgave op.

Hans egentlige Manddomsgerning som Landmand og det Arbejde, som optog ham mest, og som han i sine sidste Aar, om jeg tør bruge det Udtryk, var mest stolt af, var og blev Opdyrkning, Mergling og Kultivering af de til Gaarden hørende og indkøbte Arealer af Mose og tildels Eng. Den, som ikke på den tid har taget Del i et saadant Arbejde, har i øvrigt ingen Forudsætninger for at kunde forstaa, hvor krævende et saadant Arbejde var. Mosen var meget ujævn og knoldet tildels med gamle Tørvegrave (Pytgrave) og mange steder moradsagtig og saaledes meget vanskelig at færdes paa. Naar saa dertil kommer, at de Redskaber, der brugtes paa den Tid, var lidet egnede til at løse Opgaven, gjorde det Arbejdet endnu sværere. Og Mergelen, som nødvendigvis maatte paaføres, skulde med Heste og Studespand hentes fra en Mergelgrav tæt ved Gaarden. Men besværlighederne var til for at overvindes. Og det blev de. Kan man tale om Paradis paa Jord, ja saa blev de opdyrkede Arealer, især af Mose, men ogsaa af Eng, Jens Birks Paradis. Det blev den Plet paa Jord i hans lille Kongerige, hvor de synlige beviser for maalbevidst Arbejde kom til sin fulde Ret, og som senere Slægter vil kunne høste Udbytte af.

Her er vi ved Kernen af alt Arbejde, ogsaa det rent faglige, at det under alle Forhold kan maa blive udført paa en saadan Maade, at ikke alene vi selv kan høste Gavn og Glæde af vort Arbejde, men at det kan virke som noget af et Forbillede for senere Slægter. Det giver Mening i Tilværelsen. Det giver Slægtsfølelse. Ja, og det giver Mod til at leve Livet.

Den omtalte Opdyrkning gav til Resultat en større Høst, og dermed stilledes samtidig Krav til Udvidelse af Besætning. Jens Birk lod da i 1889 opføre en ny Kostald med Plads til flere Kreaturer og Svin. Selv om denne Kostald paa den Tid var ret god og rummelig, kan det vel nok siges, at han da manglede lidt Udsyn. Den burde ogsaa paa den Tid have været videre og med Fodergang. Men for os alle kommer der et Tidspunkt, hvor det glipper. 1891 lod han saa opføre Kørelade og Hestestald. En Kørelade var jo noget af en Revolution i Forhold til de gamle Lader, hvor Hø og Sæd blev puttert ind gennem Luger. I 1892 blev det gamle Stuehus moderniseret. Sandt at sige, trængte det ogsaa til det. Omtrent uforandret havde det huset sine Beboere fra 1839 til denne Tid. Aar og Ælde havde gjort sig gældende. Men Aarsagen var vel nok andre Tider og andre Skikke. Menneskenes Børn stillede større Krav til Komfort og almindelig Hyggelighed. Og dertil kom, at Jens Birk nu agtede at hjemføre en ung, smuk Pige som sin Brud. Saadan noget maa der tages Hensyn til, og det vilde Jens Birk meget gerne gøre.

Det siger sig selv, at hans første Hustreus Død i 1885 var et haardt Slag, selv om den var forbundet med hendes lange Sygdom. Han blev derved stillet over for større Opgaver, baade med Hensyn til Husførelse og Opdragelse af Børnene. Paa en Maade kan denne Periode betegenes som en gold Periode i Forhold til Fortid og Fremtid. Det maa dog ikke forstaas paa den Maade, at hans Virkelyst gik tabt, ej heller tabte han Interessen for Tidens politiske og aandelige Spørgsmaal. Tværtimod. Men jeg har en Følelse af, at de 7 Aar, han tilbragte som Enkemand, gav ham ikke saa lidt Ensomhedsfølelse. Hans Hustru Margrethe var hans Ungdomskærlighed. Hun var ham tillige en jævnaldrende og jævnbyrdig Ven og Kammerat. Nu et Minde, men et godt Minde. Han har sikkert mange Gange maattet sande, at en god Kvinde er god at have baade i Medgang og Modgang. Savnet af sin Hustru har han sikkert følt saa godt som nogen. Nu maatte han saa have fremmede til at styre Huset og tage sig af Børnene i syv lange Aar. Den første Husbestyrerinde var en Kvinde med det for os Børn herlige Navn Frederikke Theodora Emilie Dam. Hun var Sjællænder, og meget tydede paa, at hun var af jødisk Herkomst. Jeg er dog ikke sikker paa, at det passer, for efter en senere Oplysning var hun en Søster til Højskoleforstander Dam, Brøderup. Hun var lille af Vækst, ikke just køn, men meget god, ikke mindst mod Børnene. Hun var en udviklet Kvninde, som Jens Birk ofte havde Udbytte af at tale med. Efter 2 Aars Forløb rejste hun, det var Børnene meget kede af. Mærkeligt nok er der ingen, der ved, hvor hun rejste hen og fik sit Virke. Den næste Husbestyrerinde hed slet og ret Kathrine. Hun blev hos Jens Birk i 4 Aar,og jeg tror nok vi Børn syntes, det var fire Aar for meget. Hun var tør og kedelig, men meget sparsommelig anlagt. Og dette sidste var sikkert Grunden til at hun blev saa længe i Gaarden. Der var ikke meget at rutte med i disse Tider, og det kan vel siges, at gennemført Sparsommelighed var ganske nødvendigt. Det sidst Aar var der forskellige, som styrede Huset, og den sidste var en Enkekone fra Koldingegnen. Sofie hed hun. Hun var en lystig Dame, der ikke rigtig passede ind i Forholdene, men for Resten var hun ellers god nok "den glade Enke".

I de Aar her er Tale om, Jens Birks første og vel nok bedste Manddomsaar, gik de politiske Bølger højt, og Estrups provisoriske Love og hele den Politik, Højre førte, virkede æggende paa Venstre og de Mænd, der ved Fødsel og Opdragelse havde tilegnet sig det Syn paa det politiske Liv, som blev dem hjemlet i Grundloven af 1849. Jens Birk var helt og fuldt Venstremand, og det blev han ved at være. Han var født i Frihedsaaret 1848. Det nævnte han med Tilfredshed. Han oplevede 1864 som helt ung og kom til at sande, at man ikke bør være overmodig. Men den Uret, som blev paaført det danske Folk ved det estrupske Styre, var hans hele aandelige Indstilling saa meget imod, at han maatte slutte sig til de Mænd, som kække og modige modsatte sig en saadan Politik. Foruden Frede Bojsen, som han i Politik fandt var den rette mand paa den rette Plads, sympatiserede han med Mænd som Klaus Berntsen, N. Neergaard, Harald Holm m.fl. I det hele taget var det den Kerne i dansk Politik, der førte Navnet "Det forhandlede Venstre", han sluttede sig til, og som han delte Livssyn med. Berg var ikke hans Mand og langt mindre I.C.Christensen. Sidstnævntes Form for Politik tiltalte ham ikke, ej heller, da han stod som Fører for det store Reformparti. Jens Birk kom aldrig paa bølgelængde med denne i Politik saa stormægtige Mand. Den Nedsablingspolitik, han førte mod det forhandlede Venstre, for saa senere delvis at optage deres Politik, var Jens Birk inderligt imod. Han syntes ikke, det var ærlig og redelig Handlemaade. Dertil kom vel nok tillige, at Herningskredsen, hvor Rs. Nielsen, der tilhørte det forhandlede Venstre, sad inde med Kredsmandatet, blev stærkt bekæmpet af de saakaldte Bergianere i Alliance med Missionen uden dog trods store Anstrengelser ved de ofte afholdte Valg at kunne opnaa Mandatet.

Jeg har nævnt, at Jens Birk allerede i de unge Aar i religiøs og folkelig Retning blev stærkt paavirket af Th. Nielsen og Rs. Nielsen, og at han derfor senere sluttede sig til den Kreds af Kvinder og Mænd, der fandt Næring i det grundtvigske Livssyn, var for ham ganske naturligt, ja, ligefrem en Nødvendighed.

Det han var, var han fuldt og helt, og det var derfor en stor Tilfredsstillelse for ham at være blandt de Mænd, der satte sig i Spidsen for Dannelsen af Herning-Gellerup Valgmenighed, der blev til Virkelighed i 1904 med Pastor Terkelsen som Præst. Personlig satte han stor Pris paa Terkelsens Forkyndelse, men han ansaa ogsaa Valgmenighedens Dannelse som et Middel til at faa Samling paa de mange spredte Kredse i Hammerum Herred, der var optaget af det grundtvigske Syn. Og han fandt det gavnligt for den opvoksende Slægt, at de paa den Maade fik lettere Adgang til det Livssyn, han og mange var stærkt optaget af og levede med i. En af de Mænd, som alle Dage stod Jens Birk meget nær, var Sognefoged Marinus Pedersen, Hammerum, Broder til hans Hustru Margrethe. Det var ikke alene Slægtsbaandene, der bandt, men lige saa meget deres fælles Indstilling paa aandelige og politiske Spørgsmaal. Og dog kan man sige, at hvor enige de kunde være i Hovedsagen, ligesaa uenige kunde de være i mange af Detailspørgsmaalene, saa der var aldrig Mangel paa Emner til fri Diskussion. Marinus Pedersen, der var en meget velbegavet Bondemand, veltalende og egentlig havde store Evner som Taler, hvad Jens Birk nærmest manglede, kunde dog vanskeligt klare sig for ham paa to Mands Haand i en Debat. Men det var han ikke ene om. Jens Birk var en Debattør af Rang, og han havde en egen Evne til at føre en Samtale ind paa aktuelle Emner, om ikke paa anden Maade, saa ved at stille Sagen paa Spidsen, saa den æggede til Modsigelse. Ja, selv hans store Drenge diskuterede han med undertiden saa drastisk, at udenforstaaende kunde faa Færden af, at Far og Børn levede som Hund og Kat, hvilket langt fra var Tilfældet. Almindeligvis kan det siges, at Jens Birk havde let ved at underholde en Forsamling uden at lægge an paa at være underholdende. Det kom af sig selv, at der altid var noget at tale om: Religion, Politik, Samfundsforhold og meget andet.

Af Tillidshverv paa forskellige Omraader kan nævnes: Medlem af Hammerum Herreds Landboforenings Bestyrelse fra 1891 til 1912, da han trak sig tilbage en Maaned, før han døde. Medlem af Højskolehjemmets Bestyrelse fra 1896 til 1906, og Revisor forud i samme Forening fra 1891 til 1896. Medlem af Gellerup Sogneraad, og i en Periode dennes Kasserer. Taksationsmand i den Vest- og sønderjyske Kreditforening samt Jordboniteringsmand (Formand). Han var altid pligtopfyldende i sine offentlige Tillidshverv, og hans gode praktiske Forstand hjalp ham over mange teoretiske Vanskeligheder. Teori var ikke hans stærke Side, og han kunde derfor godt med nogen Skepsis omtale en Mand, der var mege teoretisk anlagt, især hvis han havde faaet Teorien i den gale Hals og kom for langt fra det, man kalder for god Praksis. Det gaar jo ofte saadan, at man med Fare for at køre i den ene Grøft kører i den anden. Den slagne Landevej er vanskelig at følge, og det nytter heller ikke altid at følge den, for saa bliver Livet altfor kedeligt, og der sker for lidt i denne Verden. Men det er kun godt, at de stillede Opgaver kan løses paa forskellige Maader, og løses ialtfald tilsyneladende lige godt. Derved kan alle faa en Opgave at løse.

Allerede da Jens Birk indgik sit andet ægteskab, havde en begyndende astma indfundet sig, og denne lidelse tiltog med årene og var meget generende for ham, ikke mindst ved udførelsen af legemligt arbejde. Han søgte på forskellig vis at bøde på sygdommens uheldige virkninger, og det endte med, da sygdommen forværrede sig, at han søgte helbredelse for sin sygdom i København, men uden held. Sygdommen var for langt fremskredet,og opholdet i København var ham en lidelse i åndelig forstand. Han længtes så meget efter de hjemlige forhold, at han nødvendigvis måtte rejse hjem. Her gik så nogle måneder, men så måtte den ellers så kraftige mand give op. Astmaen sammen med et svagt hjerte havde til følge, at døden kom den 18. Februar 1912.

Ved hans død skrev redaktør L. V. Bendixen følgende (formentlig i Herning Folkeblad):

Jens Birk 1849-1912
Atter er en af vor Egns kendteMænd afgået ved døden, nemlig Gårdejer Jens Birk, "Margrethelyst" i Birk, 63 år gammel. Døden indtrådte Natten til i Går efter længere Tids tiltagende Svaghed. Gennem en Aarrække havde Jens Birk lidt af en besværlig Asthma, der angreb Hjertet. Han led i de sidste år af en stærkt fremskridende Hjertesvækkelse, for hvilken han i sommer forgæves søgte Helbredelse på Dr. Med. Maaløes Klinik i København.
Jens Birk opvoksede i et godt Hjem og blev i en ung Alder Ejer af sin Fødegaard. Denne ligger nær ved Birk Skole, hvor i 1863 Th. Nielsen blev Lærer. Sin egentlige Skolegang fik Jens Birk altsaa ikke hos Th. Nielsen, men denne kom dog til gennem Aftenskole og på flere andre Maader at øve en stærk og afgørende Indflydelse paa den friske og modtagelige Yngling. Derfor nævnede Jens Birk altid Th. Nielsen som sin første Læremester.
Senere kom ogsaa andre til at give Jens Birk et aandeligt Præg, og blandt disse nævnede han Præster Tesch i Gellerup og Teilmann i Bering, ligesom han ogsaa stod Præsten Karl Rønne nær, da denne var Præst her i Egnen.
Alt som han personlig rodfæstedes i Kristendommens Sandhed og Liv, udvidedes hans aandelige Horisont, og med altid levende Sans var han med i alt, hvad der rørte sig i Tiden i Kirke og Skole, Folkeliv og Politik, staaende helt og urokkeligt paa den grundtvigste Anskuelse.
Som moden Mand gik han ind i det offentlige Liv og tog virksom Del i Arbejdet paa flere Omraader. Gentagne Gange havde han Sæde i Gellerup Sogneraad, beklædte flere Tillidshverv i sin Kommune, sad i en Aarrække i Bestyrelsen for Hammerum Herreds Landboforening. Hvor hans Stands- og Sognefæller satte ham, røgtede han de betroede Hverv med Ære. Og som han dygtigt fyldte sin Plads i den offentlige Liv, gjorde han det ikke mindre i sit lykkelige Hjem blandt sine Kære og sin Bedrift. Han var en af Foregangsmændene i sit Landbrug. Hans Hjem og hans Bedrift blev til et smukt Eksempel for mange.
Men stærkest var han altid optaget af det aandelige Arbejde, og med Glæde var han med i det. Hammerum Højskole var han med at faa rejst og ligesaa Hammerum Samlingshus. Ogsaa ved Oprettelsen af Herning Højskolehjem var Jens Birk virksom og i en Aarrække var han Medlem af Højskolehjemmets Bestyrelse.
Men intet Arbejde var hans varme Hjerte med i som i Dannelsen af Gellerup Valgmenighed. Han var med i det Udvalg, hvis Opgave det var at faa dannet Herning-Gellerup Valgmenighed, og at det lykkedes saa godt, som det gjorde, var han altid fuld af Tak og Glæde over.
Hvad Jens Birk var, var han altid fuldt og helt. Al Halvhed og Lunkenhed var ham saa inderligt imod. De uldne Standpunkter afskyede han. Med levende Interesse for det kirkelige og borgerlige Liv var han altid at finde på Frisindets og Fremskridtets Side og i Venstres Lejr. Sjælden blev Jens Birk varmere og sjælden flød hans Ord lettere, end naar Talen var om den aandelige og personlige Frihed. Thi det var ham saa klart, at Aanden virker kun i Frihed.
De, der stod ham nær og hørte til hans Vennekreds, vil altid mindes ham, naar han i større eller snævrere Kredse med Liv og Kraft førte sit Forsvar for gammel Kristentro, for Frihed og for det danske. Overfor Modstandere af hans anskuelse kunde Ordene undertiden falde hvasse, men selv Modstandere maatte bøje sig for den ærlige, personlige Overbevisning, der lagde Kraft i Stemmen og Glød i Øjet.

Vi, som har mistet en trofast og kær Veni Jens Birk, vil ofte savne ham baade i det private og offentlige Liv.
Og vi vil mindes ham som den, der altid var rede til at tage Haand med i et godt Arbejde for Folk og Menighed, mindes ham som den, der var uden Svig, altid aaben og ærlig i al sin Færd.
Ære være hans minde.

Han blev under stor deltagelse jordet på Gellerup Kirkegård den 12. Februar ved siden af sin første hustru Margrethe.

I hjemmet talte hans gode ven og svoger Marinus Pedersen, Hammerum. Han bragte en tak for, hvad Jens Birk havde været for vennelaget og valgmenigheden og mindede afdødes nærmeste og vennerne om at sige Gud og Faderen tak for alt i Jesu navn. Ligtoget til Gellerup Kirke bestod af 33 vogne og mange gående. I Kirken talte lærer Brøndlund om de gode minder om Jens Birk, og hvad han havde været for de mennesker, han levede iblandt både i og udenfor hjemmet.

Til slut talte valgmenighedspræst Terkelsen ud fra ordene i den 16. Davids Salme: "For mig faldt målesnorene på de liflige steder og en kostelig arv er henlagt til os i Himlene", hvilke ord han anvendte på sin afdøde ven, der selv havde vidnet, at han var et lykkeligt menneske.

Jens blev gift med Margrethe Pedersen den 21 maj 1875 i Gjellerup Kirke. Margrethe (datter af Peder Nielsen og Sidsel Pallesdatter) blev født den 22 okt. 1847 i Gjellerup Sogn; døde den 29 okt. 1885 i Gjellerup Sogn; blev begravet den 05 nov. 1885 i Gjellerup Sogn. [Gruppeskema] [Familietavle]

Jens blev gift med Ellen Marie Andersen den 25 okt. 1892. Ellen (datter af Jens Plougsgaard Andersen og Bodil Marie Laursen) blev født den 14 apr. 1870 i Nysogn, Holmsland; døde den 31 aug. 1950 i Margrethelyst, Birk, Gjellerup Sogn; blev begravet den 06 sep. 1950 i Hammerum Kirkegård. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 14,140

Notater:

Døde som 24-årig af mavebetændelse.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Overlærer
• Reference: 14,141,212-220
• Dåb: 19 mar. 1854, Gjellerup Kirke

Notater:

Fra SL53 gengives et kort uddrag af den levnedsbeskrivelse, hans søn sognepræst Ansgar Okkels gav sin far:

"Lars Martinus blev dimitteret fra Jellinge Seminarium 1874 med Karakteren: meget duelig. 1874-75 havde han en privat skole i Herning. Var derefter Lærer ved Skaltrup Friskole, Nees Sogn (1875-78), ved Emborg Skole i Ry Sogn (1878-81), ved Øster Bording Skole i Balle Sogn (1881-83), ved Skrillinge Skole i Kauslunde Sogn (1883-93) og ved Nyborg Kommuneskole (1893-1913).

Den vestjydske Bondegaard slap ham aldrig. Trods Læreruddannelse og Omflytning til andre Egne bevarede hans Sprog flere vestjydske Betoninger og Udtryk, hele det vestjydske Sprogs Aand, men ogsaa han Karakter var præget af hans Oprindelse, han var et flittigt og energisk Arbejdsmenneske, nøjsom og sparsommelig, jævn og fordringsløs, maadeholden, behersket og nøgtern, stærk af Helbred og stærk af Sind. Han lignede vist nok mest sin Mor, i hvert Fald af Ydre.

Jeg tror ogsaa, man med fuld Ret og Sandhed kan sige, at han livet igennem bar Præg af det aandelige Liv, han mødte i sit Barndomshjem. Inderst inde bevarede han Bondens Livsindstilling og Bondens Vurdering af Folk og Forhold, ligesom ogsaa Vestjydens alvorlige, noget tunge Fromhed var Grundlaget under hans Livssyn og Trosliv."

Han blev gift i 1876 med Mariane Else Marie Jensen, med hvem han fik 11 børn: Signe, Johannes, Ansgar, Frede, Axel, Signe Marie, Asta, Sigurd, Agnes og Aage - alle med efternavnet Okkels.

Lars blev gift med Mariane Else Marie Jensen den 10 nov. 1876 i Højen Kirke. Mariane (datter af Rasmus August Jensen og Christiane Madsdatter) blev født den 16 jan. 1854 i Limskov Skole, Nørup Sogn; døde den 30 jan. 1920 i Nyborg. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 14,152

Notater:

Døde som 19-årig af tuberkulose.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: 15,153,245-247
• Bopæl: Adresse:
  Birkelund, Vester Birk
  Herning, 7400

Notater:

I SL53 skriver Jens Okkels Birk bl.a. følgende:

"Karl Jensen Okkels var yngste Søn af Jens Jensen Okkels og Hustru Ane. Da disse flyttede fra Fødegaarden i Birk 1875 og byggede den nye Gaard i Vester Birk, flyttede Sønnen med, og stort set fik han sin Uddannelse hos Forældrende.

Han aftjente sin Værnepligt som Marinesoldat i København.

Hans Hustru, Ane Kirstine Nielsen, var ældste Datter af fabrikant Iver Nielsen og Hustru Kirstine Lindbjerg, Hammerum. De begyndte deres Virksomhed i den nye Gaard efter Giftermaalet i 1883.

I de første Aaar var det udelukkende Landbruget, Karl Okkels beskæftigede sig med. Senere arbejdede han en Del hos Svigerfaderen ved dennes Trikotagefabrik i Hammerum for endelig i de sidste Aar at oprette en lille Hjemmetrikotagefabrik - heri blev han godt bistaaet af sin Hustru.

Han førte derfor rent økonomisk en noget blandet Tilværelse, men det var tydeligt, at han i de sidste Leveaar alligevel var stærkest forankret i Landbruget. Han var ikke stærk politisk interesseret, men var dog afgjort Venstremand. I det religiøse tog han ikke afgjort Standpunkt, men fulgte nærmest sin Hustru i disse Spørgsmaal.

Karl Okkels døde den 14. Juli 1930. Han blev kørt ned af en Motorcyklist på Holtbjerg Bakke og døde Dagen Efter på Herning Sygehus.

Forud for Karl Okkels tragiske Død var der sket det, at han var indgaaet paa en Kautionsforpligtelse, der oversteg hans økonomiske Forhold. Og da denne Forpligtelse blev effektiv, maatte han derfor afstaa Gaarden til Banken som Panthaver. Da saa ingen af Børnene ved hans Død mente, under de tilbudte økonomiske Vilkaar at kunne fortsætte Gaardens drift, blev den solgt til fremmede, og dermed er dens Saga ude som Familiegaard. Det maa beklages. Men ud fra den Kendsgerning, at de økonomiske Forhold gjorde det vanskeligt for Børnene at overtage Gaarden, og da disse forud havde faste Stillinger, maa det ses under den Synsvinkel, at Muligheden for at bevare Gaarden i Slægtens Eje ikke var til stede."

Der var 7 børn i ægteskabet: Anna, Jens, Edvard, Kristine, Monika, Margrethe og Kristian - alle med efternavnet Okkels.

Karl blev gift med Ane Kirstine Nielsen den 08 maj 1883 i Gjellerup Kirke. Ane (datter af Iver Nielsen og Dorthe Kirstine Lindbjerg) blev født den 23 nov. 1860 i Hammerum, Gjellerup Sogn; døde den 07 mar. 1914 i Gjellerup Sogn. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4334
• Dåb: 18 maj 1853, Volsgård, Snejbjerg sogn

Notater:

Konfirmeret 6. oktober 1867 i Snejbjerg Kirke.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4335
• Dåb: 30 apr. 1857, Snejbjerg Kirke

Notater:

Konfirmeret 16. april 1871 i Snejbjerg Kirke. Navneændring til Jens Nielsen Kølbech.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4336
• Dåb: 26 apr. 1859, Volsgård, Snejbjerg sogn

Notater:

Konfirmeret 30. marts 1873 i Tjørring Kirke.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4337
• Dåb: 8.09.1861, Snejbjerg Kirke

Notater:

Konfirmeret den 23. april 1876 i Tjørring Kirke. Overtog Volsgård i 1890 og overdrog gården til søn i 1914.

Familie/Ægtefælle/Partner: Ukendt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Overdyrlæge
• Reference: NIK99#573
• Dåb: 30 apr. 1868, Volsgård, Snejbjerg sogn

Notater:

Lars bliver ved sin dåb båret af sin moster Maren Jensdatter (1813-1880), hustru til Lars Jensen Okkels (1813-1880) på gården Okkels og har formentlig fået navnet Okkels efter sin onkel Lars. Fadder er farbroderen Peter Okkels Nielsen fra Kibæk eller Rørbæk, gårdmand Mads Medom Jensen af Studsgaard og pigen Kirsten Marie Jensen af Studsgaard.

Lars var en efternøler, der blev sat i pleje hos sin farbror, formodentlig Peter Okkels Nielsen. Lars brækkede som 15 årig sit lårben under et ferieophold i Sønderjylland. Bruddet blev sat så dårligt sammen, at han ikke kunne klare arbejdet som gårdmand. Han tog til København og uddannede sig til dyrlæge. Han nedsatte sig i Nykøbing Falster.

Ved hans død bliver han kun benævnt: Lars Okkels, og han har derfor formentlig fået navneændring ca. 1905. Ved kongelig bevilling af 10. juli 1895
er det tilladt ham at føre navnet Okkels som familienavn, så at hans fulde navn for fremtiden bliver Lars Okkels.

Lars blev gift med Laura Caroline Louise Hansen den 15 nov. 1895 i Frederiksberg Kirke. Laura (datter af Hans Martin Julius Hansen og Elisabeth Christine Nielsen) blev født den 26 jan. 1863 i København; døde i 12.1947 i Sorgenfri. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4610
• Dåb: 15 aug. 1858, Snejbjerg Kirke

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4611
• Dåb: 17 apr. 1862, Snejbjerg Kirke

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Reference: NIK99#4612
• Dåb: 8.07.1866, Snejbjerg Kirke

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Finmekaniker ?
• Dåb: 03 jan. 1875, Hjemmet

Notater:

Blev ved dåben båret af pigen Mette Nielsen af Volsgaard. Faddere var gårdmand Jens Nielsen og hustru i Snejbjerg og ungkarl Niels Nielsen af Volsgaard.

Niels Nielsen, der boede i Grenå og senere i Århus, bar ikke navnet Okkels. Når han gav sit enebarn navnet Okkels, kan det iflg. hans barnebarn Jørgen Okkels Nielsen henføres til hans bror eller dennes hustru.

Niels Nielsens bror havde 3 børn, en datter, hvis navn er ukendt og 2 sønner. Den ældste hed Niels Nielsen (men sandsynligvis ikke Okkels), og den anden bror blev altid kaldt Okkels.

Den ældste bror Niels Nielsen flyttede i 60'erne til USA og boede i nærheden af Los Angeles. Han var ugift og ernærede sig ved at reparere symaskiner.

Det vides ikke om den yngre bror hed Okkels til fornavn eller mellemnavn, men han blev som nævnt altid kaldt Okkels. Han var ugift og boede til sin død omkring 1980 i Kibæk. Iflg. hans nevø Jørgen Okkels Nielsen stod han for strømpefabrikken og var rimelig kendt i Kibæk.

Familie/Ægtefælle/Partner: Anna ?. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Strømpefabrikant
• Dåb: 18 jun. 1876, Tjørring Kirke

Peder blev gift med Kirsten Marie Nielsen i 1908. Kirsten (datter af Niels Jensen og Johanne Madsen) blev født den 18 jan. 1886 i Sdr. Felding. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Dåb: 31 mar. 1878, Tjørring Kirke

Notater:

Blev ved dåben båret af sin faster, husmand Lars Pedersens hustru, Inger Marie Nielsen af Hammerum.

Fadder var bemeldte Lars Pedersen, ungkarl Jens Sivebæk Lavridsesn af Nørre-Sivebæk og pigen Maren Kristensen af Næstholdt i Snejbjerg Sogn.